Del
Megen regulering øger virksomhedernes omkostninger, fordi den tvinger virksomhederne til at gøre noget andet, end de ellers ville have gjort. Ofte har politikere og interesseorganisationer tendens til at have fokus på de administrative omkostninger – måske fordi de rent faktisk kan opgøres, selvom opgørelserne er upræcise og mangelfulde, men andre omkostninger kan være mindst lige så vigtige. De regler, som i praksis forbyder Uber, er måske ikke så svære at administrere, men de øger stadig omkostningerne for virksomheder og forbrugere, som udelukkes fra at benytte tjenesten.
For mig er ovenstående helt centralt for at forstå hvad regulering gør ved et samfund. Markedets (og dermed virksomheders) adfærd er lidt som vand (ikke tilfældigt). Vand løber nedad via ruten med mindst mulig modstand. Det samme gør adfærd ift. fx at reducere omkostningerne. Markedet forsøger (hvis vi tillægger det en personlighed) at reducere omkostningerne "af sig selv", og da regulering har til formål at få markedet til at agere anderledes, vil det uomtvisteligt føre til højere omkostninger (omkostningerne kan selvfølgelig bestå af mange ting, herunder bl.a. dårligere produkter).
Amerikanske forskere viser, at omkostningerne ved den samlede lovgivningsmæssige vækst er ret store, og at fordelene ved en dereguleringsreform derfor er betydelige. F.eks. finder forskerne, at regelvæksten i USA i gennemsnit har øget driftsomkostningerne pr. produktionsenhed med ca. 3,3 procentpoint om året, og at omkostningerne stiger over tid, fordi reguleringen hober sig op. De viser også, at hvis ingen andre faktorer end regulering havde påvirket driftsomkostningerne i løbet af de sidste 20 år, ville stigningen i regler alene have øget driftsomkostningerne pr. produktionsenhed med 92 pct. – altså næsten en fordobling.Omvendt kunne man – med fastholdt teknologi osv. – hypotetisk set halvere omkostningerne, hvis man rullede reguleringsmængden 20 år tilbage.
De sidste 20 år er den føderale lovgivning i USA øget med godt 25 pct. Til sammenligning har vi næsten fordoblet regelmængden i Danmark – særligt på Erhvervsministeriets område.
I bogen ”The myth of the rational voter: why democracies choose bad policies” gennemgår Bryan Caplan en række studier, som undersøger amerikanernes forståelse af økonomiske sammenhænge. Hans gennemgang viser, at vælgerne lider af fire grundlæggende vrangforestillinger (biases). For det første forstår de ikke markedets “usynlige hånd” og dens evne til at skabe sammenhæng mellem personlig grådighed og samfundets interesser. Det kalder Caplan anti‐markeds-bias. Vælgerne undervurderer også gevinsterne ved at handle og interagere med fremmede. Det kalder Caplan for anti‐udland bias. Vælgerne sidestiller også velstand med beskæftigelse – og ikke produktion. Caplan kalder dette for jobskabelses-bias. Og endelig er vælgerne overdrevent tilbøjelige til at tro, at økonomien samlet set går dårligere, end den gør, og endda bliver værre over tid. Det kalder Caplan for pessimist-bias.
Det er min opfattelse, at særligt anti‐markeds-bias hersker i Danmark. Jeg hører fx ofte argumenter a’la ”virksomheder tænker kun på profit, og vil derfor sætte prisen højt/lave dårlige produkter”, som for mig illustrerer, at personen slet ikke har forstået hvordan konkurrence virker. Caplan konkluderer, at når statens rolle i høj grad af en økonomisk karakter, og når vælgerne i bund og grund ikke forstår, hvordan økonomien hænger sammen, kan resultatet af demokratiske beslutninger næsten kun blive dårligt.
Vi har gennem tiden set utallige forsøg på dereguleringsreformer fra skiftende regeringer. Men vi mangler fortsat at se en, der kan bremse regelstatens vokseværk. Måske er det derfor tid til, at lidt flere i Danmark interesserer sig lidt mere for omkostninger ved regelstatens vokseværk.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2