Scient.pol. for et semester

Stolthed og fordom

Opfyldt af en sær form for selvhøjtidelighed har de fleste politstuderende vel prøvet at befinde sig i et rum, hvor densiteten af scient.pol.’er er blevet lidt for høj, og diskussionen i naturlig forlængelse heraf er blevet en smule både langstrakt og langhåret.

Samtidig har mange garanteret stillet sig selv spørgsmålet; er græsset grønnere på den anden side (klart benægtende selvfølgelig)?

En fordom jeg i mellemtiden satte mig for at udfordre, da jeg tilmeldte mig seminarfaget ’Velfærdsstatens konsekvenser’ på statskundskab i Aarhus dette efterår.

Første undervisningsgang på de blødes hold

Uden at underspille min faglige stolthed, må jeg medgive, at jeg ankommer til første time med lige dele nysgerrighed og ærefrygt. Med min Haglöf tight taske godt spændt fast på ryggen – en obligatorisk del af unipark uniformen – og sveden piblende fra panden efter at have besteget endnu en af Aarhus-grydens utallige bakker, indfinder jeg mig punkligt og kampklar i et fyldt klasselokale.

Jeg har på forhånd taget pulsen på faget ved at gen(nem)læse og memorere fagbeskrivelsen. Min første hindring som ny i disciplinen består i, at vi alle skal skrive et essay – en udtryksform over for hvilken jeg allerede i folkeren meldte hus forbi, hvorfor mit kenskab derfor begrænser sig udelukkende til navnet.

Dertil kommer hele scenariet med at sidde til en holdtime, hvor deltagelse er mere eller mindre påkrævet. Et henseende, hvor mit motto hidtil hat været – tyv stjålet fra katolikkerne – ”Stilhed er nøglen til meningsfuld dialog”. Jeg skal ikke nyde noget af at få eksponeret min eventuelle ignorance.

Inden timen kommer rigtig i gang, får en venlig pige på min række i mellemtiden stillet det helt rigtige spørgsmål: ”Hvad er et essay?” Hun spytter ordene ud næsten stakato, idet hun kaster sin redningskrans ud til mig. Første potentielt pinlige situation undveget.

Kort efter bliver en stak grønne sedler sendt rundt, hvilket i statskundskabens terminologi notorisk og på den pæne måde betyder: lav nu det navneskilt! Jeg overvejer et flygtigt øjeblik, om jeg fortsat efter fire år på polit med ligninger som primær udtryksform kan stave mig gennem mig eget navn uden at anvende det græske alfabet. Det lykkes.

Nu hvor vi kender hinandens navne, kan vi straks gå i gang med det større logistiske projekt at diskutere, hvem der skal skrive, præsentere og opponere de respektive essays hvornår. Grupperne bliver resolut til ved brug af det velkendte stokastiske nummereringssystem - lige med undtagelse af to drenge midterst i klassen, som altså bare gerne vil i gruppe sammen.

I kølvandet af denne arbitrære allokering af grupper opstår i midlertid kaos. Handlingsforløbet foregår herefter i en selvopfyldende forventning, som en form for terapi – alle får lov at sige, hvad de føler.

En skal skrive opgave samme uge, som han skal aflevere essay, en anden drømmer om et andet emne end det, han er blevet tildelt og en tredje vil bare lige informere om sit potentielle fravær fra en time langt inde i semestret.

Inden timen er gået helt i gang, har jeg derfor styr på de fleste af mine holdkammeraters kalendere og præferencer inden for velfærdsstatens mange facetter, og jeg skal gerne indrømme, at jeg mod diskussionens afslutning borer mig ned i den hårde træstol og laver de famøse rullende øjnene. Timen slutter før, vi når at tage fat på det egentlige stof.

Forberedelse og debut

Efter timens afslutning bevæger jeg mig mod Statsbiblioteket, hvor jeg skal printe den lange række af tekster til næste uge. I min ihærdige indsats for at printe artikler med konklusioner så lange som det resterende indhold, finder jeg pludselig mig selv værende den der småirriterende statskundskaber, der skaber lang kø til printeren. Øv.

Til første ’rigtige’ time skal vi læse fem lange artikler, som jeg - debutanten - over flere dage og i selskab med mange kopper kaffe kæmper mig igennem.

En artikel med tværsnitsdata, proxyer og både fixed og within effekter, får mig dog til at antage, at også de sande scient.pol.’er er kommet på lidt af en opgave.

Da jeg møder op til timen installerer jeg mig i mellemtiden ved siden af min nye gruppemakker, som kan informere mig om, at hun har gennemlæst den tekst som tog mig omkring tre timer på kun tyve minutter. Jeg indser, at min studieteknik bør optimeres, hvis jeg skal gøre mig forhåbning om at fortsætte i takt med mine holdkammerater. Jeg bliver nødt til at tage redskabet ’skimme’ til helt nye højder.

Første punkt på dagsordenen er lige at høre, hvad vi synes om teksterne. Hvad var svært, hvad var dumt, og hvad lavede vi egentlig i weekenden?

Som timen skrider frem bliver det klart for mig, at ikke økonometrien, men derimod udelukkende resultaterne heraf er centrale for dette fag, netop som jeg skuer mit akademiske momentum i horisonten. At denne opfattelse er helt korrekt bliver dog ganske tydeligt eksemplificeret, da en medstuderende knytter en kommentar til artiklen: ’Hvorfor kan de ikke bare lave stjerner?’.

Begejstret bliver jeg dog igen, da vi diskuterer højere sociale lag, og min rare underviser får tilføjet: "Du er også blandt eliten, SELVOM du er økonom".

Da jeg forlader lokalet den onsdag eftermiddag og bevæger mig ud i den statskundskabslige del af uniparken ledsaget af min gruppemakker - selvudnævnt  som campus-turguide - bliver jeg mødt af et sælsomt syn: en gruppe drenge får sig et spil øl bowling dér midt på plænen (- midt på dagen!).

Jeg holder min mund, hvad angår gængse politfordomme omkring deltidsbeskæftigede statskundskabere, der bedst kan lide guitar, langt hår og fritid. De drenge har helt sikkert haft sig en hård uge fra frem til den onsdag.

Det var ikke så slemt endda

Lad alt dette være sagt og racen scient.pol. grinagtiggjort, så har det vist sig, at man kan lære meget på statskundskab i hvert fald, hvis man, som jeg, har interessen. Og de bider faktisk ikke de der statskundskabere, men er derimod både åbne og rare. Vi kan lære af dem. Fx hvad angår udelukkende at sammenligne forskellige resultater af økonometrisk gymnastik i stedet for altid at bore sig dybt ned i metode og komplicerede formler. Det har i høj grad været en udfordring som økonom at blive bedt om et retorisk udlæg af et anliggende, som ikke kan bindes op på en ligning. Når min undervisning her om et par uger stopper - så vi lige kan have et par måneder til at skrive en synopsis – er jeg blevet beriget til op over begge ører med både mødet med en anderledes tilgang til lignende emner og i kraft af fagets omdrejningspunkt et udbygget kendskab til velfærdsstatens konsekvenser..Jeg siger derfor tak!