Stafet: Claus Bjørn Galbo-Jørgensen

Virksomheder

Hvor spiser du helst i København?

Som nybagt husejer og ikke mindst nybagt far må det blive på terrassen i vores hus, på en solskinsdag, med en god flaske vin, godt selskab, og et lækkert måltid tilberedt af min skønne hustru Amalie, som er en fantastisk kok. Alt imens lille Hans sover sødt i sin barnevogn ved siden af.

Tidligere var jeg vældig glad for at gå ud at spise, men det bliver det ikke så meget til for tiden. Jeg har endnu til gode at finde en god restaurant, som er velegnet til familier med helt små børn — den findes næppe.

Hvis du skulle anbefale en god bog, hvad ville det så være?

”En hunds hjerte” af den russiske forfatter Mikhail Bulgakov. Det er en kort, stærkt underholdende og letlæst roman fra 1925, som er skrevet som en satire over det dengang nye kommunistiske samfund. Den blev da også forbudt af censuren og udkom først i Sovjetunionen i 1987; efter Glasnost.

Af mere polit-nørdet litteratur kan jeg klart anbefale bogen ”The Armchair Economist” af Steven E Landsburg. Den slår Freakonomics med flere længder – og et helt årti. Landsburg er lidt ekstrem i sin tro på Homo Oeconomicus, men det gør ikke hans bog mindre lærerig eller underholdende.

Hvad ville du gøre hvis du vandt en million?

En million kroner er rigtig mange penge – men ikke nogen life changer. Det rækker jo ikke engang til en beskeden 2-værelses lejlighed på Nørrebro (jeg har i øvrigt en 3-værelses til salg på Ægirsgade, hvis nogen skulle være interesseret…).

Jeg ville derfor formentlig følge mikroøkonomisk teori og øge mit forbrug marginalt på en masse forskellige områder: Lidt bedre mad, lidt federe ferier, lidt flere lækre møbler osv. Og så i øvrigt sprede merforbruget ud over en længere årrække. Det lyder måske kedeligt. Men jeg tror faktisk, det ville være ret fedt at have sådan en million stående, som man lige kunne nappe lidt af fra tid til anden.

Hvad, hvis noget, burde du have indset lidt før i livet?

Listigt spørgsmål. Spørg mig igen om 30 år, så er jeg sikker på, at jeg har et rigtig godt svar :-)

Men det ville da have været dejligt  på forhånd at have indset, at boligboblen ville  toppe  i 2006, så min kone og jeg kunne have solgt to gange studielejligheder på toppen med en klækkelig gevinst.

Hvad er den bedste del af dit job?

At jeg bliver klogere hver dag, jeg går på arbejde! Jeg er den type, som trives bedst, når jeg hele tiden lærer noget nyt.

Hvilken regning hader du allermest at betale?

Parkeringsbøder! Og det er ikke fordi, jeg ikke kan lide parkeringsvagter, eller synes at det er forkert at regulere parkering (de læsere, som har set mit nylige blogindlæg på Altandetlige om samme emne ved bedre). Men når jeg får en parkeringsbøde, så ved jeg, at jeg det er min egen skyld – at jeg simpelthen har dummet mig. Og det er da en pine at indkassere straffen for en selvforskyldt fejl, som man ved kunne være undgået.

 Regninger fra ”onde” monopoler eller dårligt gennemtænkte skatter/afgifter kommer ind på en andenplads.

Hvad synes du er den smukkeste sammenhæng, ligning eller resultat inden for økonomien – og hvorfor?

Jeg synes helt generelt, at grundlæggende mikroteori, som jeg er så heldig at undervise i på 1. årsprøve, indeholder helt utrolig mange indsigter – og lad os da bare kalde dem smukke. Hvis jeg skal hive en enkelt frem, så må det blive teorien om eksternaliteter. Det giver en utrolig brugbar og direkte anvendelig analyse af, hvornår markedet kører skævt, og offentlig indgriben kan forbedre samfundets velfærd. Og samtidig fortæller teorien implicit, hvordan man kan gå galt i byen, hvis man er lidt for ivrig med afgiftsskruen.

Hvilken kendt økonom ville du helst tilbringe en eftermiddag i selskab med?

Flere af mine bedste venner er økonomer, og er fremragende selskab at tilbringe en eftermiddag med til en (højlydt) snak om anvendt og teoretisk økonomi over en omgang fadøl. Men de kan nok ikke kaldes kendte — endnu da.

Hvis jeg fik chancen, kunne det være spændende at få en god lang snak med en gut som Ernst Fehr fra universitetet i Zürich. Han er pioner inden for den økonomiske forskning i sociale præferencer. Dvs. ideen om, at vi mennesker (også) drives af, hvordan vores handlinger påvirker vores medmennesker. I øvrigt var han ”lærermester” for Jean-Robert Tyran, som underviser i eksperimentel økonomi her på instituttet.

Hvad er det vigtigste finanskrisen har lært os?

Jeg tror desværre ikke, at finanskrisen har lært os noget som helst. Jo, på kort sigt har folk ændret adfærd, fx er mange nok blevet mere forsigtige med at gældsætte sig til op over begge ører. Men når det næste boom først tager fat, så kommer vi til at se de samme mønstre igen – blot i en anden forklædning.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk