STAFET: Jakob Roland Munch

Virksomheder

Stafetten runder nu sin 3. mand. Bertel Schjerning sendte denne gang stafetten videre til Jakob Roland Munch, som har givet understående svar.

Hvor spiser du helst i København?

Det er ikke sådan at der er en restaurant jeg helst frekventerer. Men skal jeg nævne et godt spisested, der sjældent skuffer, må det blive Den tatoverede enke. Her får man både glimrende mad og ikke mindst rigtig god belgisk øl.

Hvis du skulle anbefale en god bog, hvad ville det så være?

I øjeblikket læser jeg Paul Austers “Book of Illusions”. Den handler om en universitetsprofessor på omkring de 40 år, så det er ret spændende... Derudover vil jeg sige at man aldrig går helt galt i byen med en god gammel Raymond Chandler krimi.

Hvad ville du gøre hvis du vandt en million?

Jeg ville nok købe en bil og et badeværelse.

Hvad, hvis noget, burde du have indset lidt før i livet?

At Liverpool alligevel aldrig vinder Premier League.

Hvad er den bedste del af dit job?

Man kan gøre næsten lige hvad der passer en. Det er et begrænset omfang af indblandning fra chefens side, og der er frihed til at beskæftige sig med de emner man finder mest interessante. At jeg som regel ender med at arbejde for mange timer om ugen må være et udtryk for at jobbet er spændende.

Hvilken regning hader du allermest at betale?

Frisørregningen. Hvis de klipper til, må frisørerne have en væsentlig højere timeløn end mig.

Hvad synes du er den smukkeste sammenhæng, ligning eller resultat inden for økonomien - og hvorfor?

Når man som jeg beskæftiger sig med international handel er man nødt til at pege på Ricardos teori om de komparative fordele. Paul Samuelson har på meget rammende vis beskrevet hvorfor denne teori er så smuk: ”…it is an economic principle that is undeniably true yet not obvious to intelligent people”. Paul Krugman har også skrevet en meget anbefalelsesværdig artikel om emnet: ”Ricardo’s difficult idea”.

At princippet om de komparative fordele kan være svært at forstå for selv lærde folk er stadig sandt. Man skal f.eks. ikke anstrenge sig for at finde debattører i danske medier, der mener at ”truslen fra Kina” i form af ulige konkurrence via lav løn varsler et snarligt endeligt for dansk industri. Sagen er at vi altid vil have en komparativ fordel i at producere bestemte varer, så der er i realiteten ingen trussel fra lavtlønslande. Det værste der kan ske er at vi er nødt til at omstille os til at producere de varer vi på et givet tidspunkt har en komparativ fordel i.

Emnet er centralt for min egen forskning, hvor jeg bl.a. undersøger hvordan øget import fra lavtlønslande som f.eks. Kina påvirker danske virksomheder og deres ansatte. Hidtil har fokus i litteraturen været på hvordan der vil ske reallokering på tværs af brancher, men med detaljerede danske data er vi i stand til at undersøge hvordan der også sker reallokering mellem virksomheder inden for brancher eller mellem varer inden for virksomheder. Det er f.eks. en kendsgerning at to tredjedele af alle de forskellige varer vi importerer, importerer vi også fra Kina. Vi producerer imidlertid stadigvæk mange af de samme varer i Danmark – de sælges blot til højere priser. Det peger på at danske virksomheder kan overleve konkurrencen ved at justere deres varesortiment over mod varer af højere pris og kvalitet. Hvordan gør de det? Et godt bud er at virksomhederne skal bruge højtuddannet arbejdskraft.

Hvilken kendt økonom ville du helst tilbringe en eftermiddag i selskab med?

Paul Samuelson. Han var en stor økonom og bidrog med mange vigtige resultater – ikke mindst inden for international handel. Jeg er ret sikker på at jeg delte elevator med ham en dag i 1997, da jeg fulgte et fag på MIT (med en anden stor økonom, Paul Krugman).

Hvornår slutter finanskrisen?

Vi havde en argentinsk økonom på besøg på instituttet for nylig, og det er normal praksis at gæsterne bespises på en restaurant i København om aftenen. Da jeg dagen før ville reservere bord på en restaurant måtte jeg ringe til fem restauranter før det kunne lade sig gøre, og der var vel at mærke først ledigt kl. 21. Så svaret på spørgsmålet må være: Finanskrisen er slut.

 

Læs med næste gang og se hvem Jakob Roland Munch har videresendt stafetten til.

Tidligere stafetter:

Christian Hjort-Andersen

Bertel Schjerning

 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk