Hvad består dit
arbejde i?
Jeg arbejder i DI’s afdeling for Økonomisk Politik og Analyse
som studentermedhjælp. Afdelingen beskæftiger sig med mange forskellige
økonomiske emner, bl.a. konjunkturanalyser, brancheanalyser, prognoser og
økonomisk politik. Som student i afdelingen arbejder jeg meget med statistik og
databehandling, som er grundpillen i de analyser, DI udarbejder på det
økonomiske område. Vi er syv studenter i afdelingen (inkl. to på udveksling),
og vi har både fælles opgaver og individuelle arbejdsområder.
Hvilke typer af projekter har du arbejdet
med hos DI?
Løbende har jeg arbejdet med brancheanalyser, som vi
studenter udarbejder hver måned til DI’s forskellige branchefællesskaber. Det
er korte analyser på tre sider, som opsummerer den økonomiske udvikling inden
for forskellige brancher. Derudover har jeg arbejdet på Danmarks Statistiks
forskerordning og lavet registeranalyser omkring virksomheders produktivitet,
eksport og beskæftigelse.
Desuden har jeg været med til at lave analyser på sundhedsindustriens område, hvor vi bl.a. har lavet en eksportmodel, der skal forsøge at udpege de vigtigste vækstmarkeder for sundhedsindustrien de kommende år.
Hvordan ser en typisk arbejdsuge ud for
dig?
Jeg arbejder to til tre dage om ugen i kontortiden. En
arbejdsdag starter typisk med, at vi studenter opdaterer de databanker, hvor der
er kommet ny statistik. Herefter arbejder jeg med de
projekter jeg er i gang med. Det involverer oftest en del dataarbejde i Excel,
Aremos eller SAS. En gang imellem skriver jeg også analyser eller laver mindre
ad hoc opgaver for afdelingens økonomer eller andre i DI.
Derudover har vi har møder med fagligt indhold, hvor vi f.eks. ser på en ny rapport eller diskuterer kommende analyser. Hver eneste arbejdsuge er forskellig og arbejdet kan være præget af udviklingen på Christiansborg, når forhandlinger om økonomiske reformer og finanslovsudspil står på.
Hvordan bruger du polit-uddannelsen i
dit job?
Jeg bruger mest den generelle viden fra polit-uddannelsen i
mit job. En stor del af mit arbejde trækker på viden fra samfundsbeskrivelse A
og B, når jeg arbejder med nationalregnskabet, udenrigsøkonomi og statistik i
al almindelighed. Derudover har jeg i mere specifikke sammenhænge anvendt min
viden fra Econometrics I til analyser
eller matrix-regning fra Matematik B
til databehandling.
Hvad har overrasket dig mest?
Det har overrasket mig, hvor gode arbejdsrammer, vi har. Når
vi er syv studenter til at dele mange opgaver, er arbejdstiden meget fleksibel
i forhold til studie og eksaminer. Samtidig har vi en rigtig god kantineordning
og seminarer, hvor vi kommer ud af kontoret for at lære nyt.
Hvor meget fylder det sociale på dit
arbejde?
Det sociale fylder meget på arbejdet. Vi har et rigtig godt
fællesskab blandt os studenter, og vi ses ofte uden for arbejdstiden. Det
sociale med resten af afdelingen og DI betyder meget på jobbet. Vi har også en
personaleforening, som er god til at lave sociale arrangementer, fx
vinsmagning, lerdueskydning eller cocktailbar.
Hvad synes du, at arbejdet i DI kan
tilbyde som studiejob?
Som student i DI har du mulighed for at lære meget, og du
får lov til at arbejde med nogle spændende projekter, som er aktuelle og
relevante. Samtidig arbejder du i nogle gode fysiske rammer i en forholdsvis ny
kontorbygning lige ved Rådhuspladsen med udsigt ud over Tivoli. Et arbejde i DI
passer godt sammen med studiet, fordi arbejdstiden er meget fleksibel, så længe
du i gennemsnit arbejder 15 timer om ugen i løbet af et år.
Hvad er det bedste ved jobbet?
I DI er du en del af en spændende arbejdsplads, som har
fingeren på pulsen, og hvor der er mange dygtige mennesker omkring dig inden
for mange brancher, bl.a. økonomer, branchekonsulenter, pressefolk og jurister.
Der er mange ressourcer til at lave spændende projekter, og du har mulighed for
at fordybe dig i forskellige områder og lære en masse nyt.
Kan du se dig selv arbejde videre på denne
arbejdsplads og/eller i dette arbejdsområde, når du er færdig?
Ja, det kan jeg. Jeg kan godt lide de forskellige faglige
aspekter og koblingen til den politiske virkelighed.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2