Studietur til Brasilien - São Paulo

De første dage i São Paulo bød på silende regn og 15-17 grader, og de stakkels politter måtte varme sig på drinks. Mere om drinks senere.

Arkitektur

Sao Paulos arkitektoniske udtryk – eller mange på samme – var noget af det, der slog os først, da vores bus trillede ind af de travle motorveje til byen. Selve São Paulo har på ca. 40 år næsten fordoblet sin befolkning fra 6 mio. til 11 mio.. Mange mennesker har hurtigt skulle have et sted at bo, og byplanlæggerne har nok ikke haft verdens bedste arbejdsforhold. Det kan ses. Det altdominerende byggemateriale er beton, og byen er gråt højhus på gråt højhus på gråt højhus. Man må ikke have reklamer på bygningerne, så det gør byen endnu mere farveløs.
Heldigvis er der masser af street art på murene til at gøre det spændende at strejfe omkring.

Der var småt med parker og pladser i byens centrum, og de store statslige og private bygninger i centrum havde et næsten truende udtryk, som fik ens tanker til at bevæge sig mod bananstat. Man fik ikke umiddelbart lyst til at flytte til byen, hvor man enten kan bo i et højhus ved siden af andre højhuse i centrum, eller bruge mindst 4 timer om dagen på transport oven i den i forvejen lange brasilianske arbejdsdag.

Vila Magdalena, hvor vi boede, var nok den bedste del af São Paulo, vi så. Bydelen bestod af toetagers huse, hvor betonvæggene var malet i friske farver og skåret i vilde former, og så var alle huse enten restauranter, barer eller natklubber. Perfekt!

Madkultur

Vi fik rig lejlighed til at stifte bekendtskab med den brasilianske madkultur, der ikke savnes lige meget af alle. Brasilianerne er meget glade for kød og ost, og det er i vilde mængder. De i gruppen (inkl. denne skribent), der ikke var på kød/osteholdet, var derfor under pres. For de 28 andre politter var all you can eat-buffetterne, hvor tjenere konstant kom til bordene med kødspid, et hit. I øvrigt kan den brasilianske standarddiæt nok tilskrives en del af æren for, at meget få brasilianere lever op til de eventuelle forventninger, som diverse supermodeller kunne give.

I São Paulo er man heldigvis ikke begrænset til det brasilianske køkken. Den største koncentration af japanere udenfor Japan ligger i bydelen Liberdade, og vi fik der stillet vores behov for sushi, tempura, misosuppe m.v.

Caipirinhas, den brasilianske nationaldrink, vedblev at være et hit gennem hele turen, og vi drak dem til frokost, om eftermiddagen, til middag og om aftenen. Caipirinhas fungerede desuden udmærket som kur mod forkølelse. Opskriften er simpel: en lime halveres og mortes i bunden af et glas. 2 spsk. sukker iblandes, og glasset fyldes med knust is. Dernæst hældes cachaça i til kanten. Cachaça er lavet på sukkerrør, smager forfærdeligt, når det ikke er i en caipirinha, har en alkoholprocent på 39 og koster 15 kr for en liter i supermarkedet. En kærlighedsaffære begynder.

Betalingssystemer og service

At betale for sin drink virker som det mest banale. Man går ind på en bar, bestiller sin drink og betaler. Men så let skulle det alligevel ikke være i Brasilien. Standard var, at man kom til en bar, hvor man enten fik en seddel eller et kort, hvor entré og drinks påskrives – man betalte, når man forlod stedet. Systemet sattes under pres, hvis man besluttede sig for at tage hjem kl 4 om morgenen. Da var det virkelig ærgerligt at stå i kø i tre kvarter for bare at betale. Især hvis man da opdagede, at ens kort var spærret.

Med brasilianernes lave minimumsløn måtte man forvente rigtig mange pizzabagere i pizzeriaet, der var uanet rum for specialisering i processen. Vi oplevede ofte, at den høje grad af (misforstået?) service faktisk blev en gene. Tag f.eks. kiosken i lufthavnen i Rio de Janeiro: man fortalte den ene ekspedient bag disken hvad man skulle have, betalte og fik kvitteringen. Så gik man et halvt skridt til siden, gav kvitteringen til den anden ekspedient bag disken, som udleverede ens tyggegummi. Og der var ikke kø.

Ja, tålmodigheden blev prøvet for de danske politter, som var vant til minimal service og maksimal effektivitet!

Grundfos

I São Paulo var vi heldige at kunne besøge den danske pumpeproducent Grundfos.  Deres oplæg startede med at Anders, som var på deres graduate program, fremlagde sin egen rejse gennem virksomheden på det treårige program. Det bestod blandt andet i et halvt års udstationering, hvilket for Anders altså betød et halvt år i Brasilien. Det fik vist mange politter til at ærgre sig over, at Grundfos' hovedkvarter ligger i Bjerringbro. Bagefter fremlagde Thomas Sørensen, Operations Director i Brasilien og Sydamerika, Grundfos’ situation i Brasilien. De har en forholdsvist lille markedsandel, og med udsigten til store infrastrukturprojekter er det højt prioriteret, at de får løst deres problemer. Problemerne er klassiske for Brasilien; toldmyndighederne beder om bestikkelse, landet er enormt og infrastrukturen dårlig. Den brasilianske regering sætter yderligere krav til, at store dele af produktionen skal foregå i Brasilien, og så har Grundfos svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Thomas fortalte, at de brasilianske ingeniører er de eneste i uddannelsessystemet, der lærer problemløsning. De ender alle i banksektoren, og derfor har industrien svært ved at få kvalificeret arbejdskraft.

Begge oplægsholdene er ingeniører, og det er utroligt forfriskende for en gangs skyld ikke at høre det samme økonomfagsprog. De havde en hel anden tilgang til økonomi, og denne skribent var nok ikke den eneste, der følte sig draget af tanken om en karriere i den jyske teknologivirksomhed.

I São Paulo besøgte vi i øvrigt blandt andet DanChamp (handelskammeret) og Generalkonsulatet. Megen information er den samme som den, vi på de gode STUKO seminarer før turen er blevet præsenteret for. En oplægsholder, der gjorde indtryk, er særligt en argentinsk virksomhedsleder, der i DanChamp fortæller om sine oplevelser og erkendelser efter en lang karriere. Blandt hans gyldne anekdoter var blandt andet hvordan man bedst fyrer ansatte, hvor svært det er at arbejde med skandinaviske kvinder, når man ikke må komplimentere deres skønhed, og ikke mindst hans indrømmelse af, at han hader São Paulo. Det var lettende at høre en (næsten) lokal sige det højt, da byen måske ikke helt levede op til den forestilling om den brasilianske skønhed, vi havde.

Alle virksomhedsledere i Brasilien vi mødte, var i øvrigt mænd. En del af fortællingen om deres karriere omhandlede ofte, hvordan de havde været villige til at rejse verden rundt for den rigtige mulighed – hvordan deres hustruers karriere havde udviklet sig, meldte historien desværre aldrig noget om.

Efter en lille uges tid i São Paulo satte vi os en tidlig morgen ind i en bus og satte snuden sydpå mod Rio de Janeiro. São Paulo gav os et spændende indblik i de brasilianske forhold, men selvom São Paulo er Brasiliens største by og landets finansielle center, glædede vi os helt enormt til sol og strand.