Stud.polit i Copenhagen Economics

Hvor arbejder du?

Jeg arbejder i Copenhagen Economics, der er et konsulenthus med ekspertise inden for samfundsøkonomisk analyse. Vi yder rådgivning til en lang række offentlige og private aktører i både Danmark og udlandet fra vores kontorer på Christianshavn og i Stockholm. Cirka halvdelen af vores kunder er private virksomheder og organisationer, mens resten er ministerier og offentlige myndigheder som eksempelvis Europa-kommissionen.

Rådgivningen er fokuseret inden for tolv kernekompetencer eller services, der blandt andet inkluderer auktioner, konkurrence, transport, international handel samt energi og klima.

Hvor mange timer arbejder du om ugen?

Jeg er ansat til 20 timer ugentligt, men der er rig mulighed for at arbejde mere, hvis det er hvad man ønsker. Herinde fungerer det lidt som en markedsplads; de studerende skriver hvor mange timer de har til rådighed på en online portal, og konsulenterne kan så byde ind efter behov.

Man står selv for at administrere sine timer, og der er fleksibilitet omkring eksamensperioder. Der er stor respekt for at studiet også kræver tid, hvilket blandt andet hænger sammen med at alle konsulenter i Copenhagen Economics er økonomer - størstedelen er Polit.’er - og derfor ved, at studiet er krævende.

Hvorfor blev du interesseret i netop Copenhagen Economics?

Jeg blev introduceret til Copenhagen Economics i forbindelse med at jeg sidste år var med til at stifte Polit Case Competition. Vi skulle finde en interessant case-forfatter og kontaktede derfor Copenhagen Economics. De gav et indblik i, hvilke arbejdsmetoder og problemstillinger de anvender og sidder med til daglig, og det var særligt muligheden for at arbejde med hands-on økonomisk teori i flere forskellige kontekster, der vakte min interesse.

Hvordan fik du jobbet, og hvad består dit job i?

Jeg sendte en ansøgning og kom til samtale med to konsulenter, hvor jeg blandt andet skulle løse en lille case.

Overordnet set består arbejdet i at assistere konsulenterne i udarbejdelse af analyser og tilbud. Som student er opgaverne meget varierede, og selvom det lyder som lidt af en kliché, er der ikke to dage som er ens. Arbejdet rækker fra småopgaver med databehandling, litteratursøgning og udarbejdelse af Power Point-præsentationer, til større opgaver på længerevarende projekter, hvor man er med på projektholdet fra start til slut og bidrager til kernen af analysearbejdet. Det er i sidstnævnte at man lægger størstedelen af sin tid, og det er også klart her at man oplever det spændende og udfordrende, der ligger i at arbejde for et økonomisk konsulenthus.

Jeg sidder i en afdeling, der blandt andet beskæftiger sig med postøkonomi og konkurrence, og har i min tid hos Copenhagen Economics haft en aktiv rolle i flere projekter. Af disse kan nævnes en analyse af konkurrencen på detailmarkedet for elektricitet, hvor min rolle bestod i alt fra litteratursøgning og dataarbejde, til at skrive enkelte afsnit i selve rapporten og deltage i møder med kunden.

Et andet eksempel er et projekt omkring en retssag mod en europæisk stat. Vores kunde repræsenterer en privat postoperatør, der gik konkurs i 2014, og som har sagsøgt landets myndigheder for at forvride konkurrenceforholdene på det nationale postmarked. Partneren tilknyttet min afdeling skal senere i år være økonomisk ekspertvidne i retten, og jeg har assisteret i at klæde ham på til netop dette.

Havde du relevant erhvervserfaring, da du fik jobbet?

Jeg havde lidt erfaring fra et studenterjob i det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium, og ellers havde jeg lavet noget frivilligt arbejde sammen med Økonomer Uden Grænser, der blandt andet bestod af et projekt for FødevareBanken. Derudover har jeg undervist i Makroøkonomi på CBS.

Hvordan er jobbet relevant for en stud.polit., og hvilke fag har været mest relevante for dig – herunder bestemte valgfag, der er gode?

I Copenhagen Economics arbejder der som sagt kun økonomer, hvilket også afspejler sig i projekternes typer, fokus og arbejdstilgang. Arbejdet giver rigtig gode muligheder for at anvende ens tilegnede økonomiske teori i praksis, og som student er der mulighed for at beskæftige sig med mange forskellige aspekter af både økonomisk og økonometrisk analyse.

I forhold til relevansen af fag vil jeg påstå, at noget af den bedste ballast ligger i den grundlæggende analytiske tilgang og økonomiske værktøjskasse, man tilegner sig på studiets obligatoriske del. Det er hovedsageligt mikroøkonomi og økonometri, jeg har haft nytte af. I Copenhagen Economics er der dog en stor variation i projekternes fokus og metode, hvorfor man har rig mulighed for at arbejde med projekter inden for sin specifikke faglige profil.

Hvad er det bedste ved jobbet?

Man bliver en del af et internationalt og ikke mindst højt fagligt miljø. Godt en fjerdedel af de ansatte har en Ph.D.-grad, og i den mindre afdeling på i alt 14 ansatte, hvor jeg har det meste af min daglige gang, er der konsulenter fra Frankrig, Italien, Litauen, Sverige og Tyskland.

Der er samtidig et meget fladt hierarki, og det er ikke en virksomhed, hvor man skal bøje og strække sig for at blive set. Er man engageret og lægger kræfter i sit arbejde, bliver det bemærket. Det betyder også, at har man en særlig kompetence eller et særligt interesseområde, er der en god chance for at komme til at anvende den og beskæftige sig med det.

Er der medarbejdergoder og sociale arrangementer på jobbet?

Ja. Foruden fredagsbarer, sommerfester og julefrokoster er der en del sociale arrangementer som fodbold, portvinssmagning, middage osv. Derudover bliver det fejret hver måned, hvis vi samlet set i Copenhagen Economics når vores salgsmål. Foruden kantinen har vi et køleskab på kontoret, der altid er fyldt op, så man går ikke sulten hjem på de dage, hvor timerne bliver lidt sene før man stempler ud.

Af de mere uhåndgribelige goder, tilbyder Copenhagen Economics alle ansatte forskellige workshops i for eksempel Excel, Økonometri, PowerPoint, Præsentationsteknik o. lign. hvor man kan lære eller udvikle forskellige kompetencer. Der bliver generelt investeret meget i medarbejderne, hvilket også betyder, at man som regel har mulighed for orlov i forbindelse med udveksling.

Kan du se dig selv arbejde videre i Copenhagen Economics, når du er færdig på studiet?

Ja, det kan jeg. Jeg finder de projekter jeg har været tilknyttet spændende, og den alsidige arbejdsform gør, at læringskurven bliver ved med at være stejl. 


Copenhagen Economics søger lige nu efter studenter. Se opslaget opslaget på Altandetlige.dk's jobportal:

Are you a highly skilled and ambitious economics student?

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk