Sydkorea dagbog (4/11)

7. November (Helene og Simon):

En tåget affære
På en ualmindelig tåget dag skulle vi med bus til grænsen mellem Republic of Korea (Sydkorea) og Democratic People's Republic of Korea (Nordkorea). Til trods for de ringe udsigter til klar udsigt var humøret højt ligesom forventningerne. Fuldstændigt som de mange forsøg på fredsaftaler, der har været mellem de to koreanske søskendelande. Vores forventninger blev gradvist indfriet eftersom vi kørte på "Freedom Express Way" langs diverse militære udsigtsposter, pigtråd, blokeringsredskaber og "tank traps." Efter en times kørsel nåede vi første stop ved en observationspost, med udsigt over "Demilitarized Zone" - et ingenmandsland proppet med pigtråd og miner. DMZ'en strækker sig over 250 km, går ved 38. parallel og to kilometer ind i hvert land. I DMZ'en forventer observationsposten at kunne observere et potentielt angreb fra nord eller infiltration i form af dykkere og ubåde i floderne. Nordkoreanerne er dog opmærksomme på, at sydkoreanerne observerer DMZ'en og har derfor fundet andre måder at forsøge at infiltrere Sydkorea på. Det så vi på næste stop.

Vi skulle ind at se den tredje infiltrationstunnel af i alt fire infiltrationstunneller fra Nordkorea, som Sydkorea har fundet. Den tredje fandt de efter at have hørt eksplosioner under jorden. Da der er granit i jorden mellem nord og syd skal man nemlig bruge sprængstof til at grave en tunnel. Sydkorea borede huller omkring de mystiske lyde og fyldte dem med vand. Dermed ville ændring i vandstanden indikere, at noget var galt. Efter kort tid sprøjtede vandet op efter, der var blevet sprængt lige under hullet. Dermed var det klart for Sydkorea, hvad der skete, og hvor der var rav i den. Som forsvar gravede man en kontratunnel mod infiltrationsforsøget. Nordkorea stak af i samme øjeblik, de fandt ud af, at de var blevet opdaget. De malede tunnellen med kulstøv og blokerede den fra sin side og håbede dermed at tunnellen kunne gå for at være en nedlagt kulmine. Vi kunne tydeligt se det sorte kulstøv og huller fra sprængstofanretninger. Hvad Nordkorea blot glemte, var, at der ikke forekommer kul i dette område, så Sydkorea købte ikke den forklaring.

Derefter kørte vi til endnu en observationspost ved det snævreste sted af DMZ'en. Herfra var udsigten stadig tåget omend tættere på Nordkorea. Vi kunne tydeligt se forskel på de to lande, adskilt af "Military Demarcation Line." På sydsiden er der tæt skovbevoksning men på nordsiden er der græs og marker. Årsagen er at nordkoreanere bruger alle træerne til brænde – og at ”plant-et-træ-hvis-du-fælder-et” er et vidt begreb i Nordkorea. Blot en lille indikator for den store forskel, der er på de to lande og et symbol på hvor svært det bliver at forene dem.

Sidste stop ved Last Train Station. Først troede vi, at vi var nået til den sidste togstation inden Nordkorea – men, som vores søde sydkoreanske guide fortalte os, var dette den første station på vej til Nordkorea. Herefter trådte vi ind i, hvad der må siges at være en luftkastel af dimensioner. Der var flotte skilte, der viste os til Nordkorea, og bag en lille metaldør kunne man eftersigende stige direkte ind i toget. Der sad såvel folk ved skranken, så man kunne købe billet. ”Fint nok”, tænkte vi, hvad er det folk snakker om med grænseområde, og Nordkorea som værende et lukket land. Vi kan jo bare tage toget herfra. Men ak nej, alle vores drømme om at tage toget et smut til Nordkorea brast, da guiden peger på et kæmpe stort aflukket rum fyldt med udstyr til sikkerhedstjek som i lufthavne, og siger ”Ja, det er synd, at alt dette ikke bliver brugt, men så er det jo klar til, når sammenlægningen finder sted.”

Sydkorea har altså bygget hele denne kæmpe togstation, som symbol på deres velvilje til, sammen med Nordkorea at danne et samlet Korea. Måske var det dog bedre, om de, som Vesttyskland gjorde før Berlinmurens fald, havde lagt penge til side, således at en sammenlægning kunne være mulig. Efter hvad vi hørte på turen vil en sammenlægning nemlig koste mere end 100 gange mere end, hvad sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland løb op i.

Så måske er det ikke blot Nordkorea, der slynger om sig med propaganda. Måske er Nord- og Sydkorea alligevel to alen af et stykke.