Tema: Succeser skabes i fællesskab

Iværksætteri. Fremtidens iværksættere er langt mere bevidste om, at succesen ikke kommer over natten.Til gengæld kan de blive bedre til at dyrke den skandinaviske evne til at stole på hinanden. For succeser skabes i fællesskab, mener Christer Lidzélius, der står i spidsen for Kaospiloterne.

Af Annette Sand

Illusionen. Den er bristet. Og det er faktisk helt, som det skal være, hvis man spørger Christer Lidzélius, der står i spidsen for et af de uddannelsestilbud i Danmark, der fodrer de kommende arbejdskræfter med tanker.

Selv blev han fanget af idéen om at blive kaospilot tilbage i midten af 1990erne - dengang før internettets almene udbredelse. Og dengang, man rejste til England eller USA, hvis man ville ud over de skandinaviske rammer for at snuse til de helt store iværksætterdrømme.

Svenske Christer Lidzélius valgte i første omgang at rykke til Aarhus, da han ved en tilfældighed hørte om den kun få år gamle uddannelse Kaospiloterne. Uddannelsen bragte ham da også forbi et praktikforløb i det entreprenante Californien i 1997, inden han selv fik titlen kaospilot i 1998 - og var klar til at få luft under vingerne som iværksætter.

Når han i dag ser tilbage på dengang og bliver bedt om at give sit bud på, hvordan spirende iværksættere og unge med mod på at omsætte de entreprenante tanker til forretning i nutidens virksomheder har forandret sig, peger Christer Lidzélius på, at det både er generationen og den tid, de er vokset op i, der har skabt en anderledes tilgang til iværksætteri i dag.

»Dengang var der nok en anden tro på - eller forventning om, at succesen som iværksætter ville komme nemmere, hurtigere og i større format, end den faktisk gjorde. Nogle af os blev på en måde ramt lidt. Den illusion om, at du skal ud og være mangemillionær som iværksætter, inden der er gået to år, eksisterer ikke længere. Det er de unge helt bevidste om i dag,« lyder det fra Christer Lidzélius og henviser hermed til de elever, han i dag eksaminerer som kaospiloter.

I dag står han i spidsen for den institution, der i efteråret fejrede 20 års fødselsdag - og gennem de år er blevet betegnet som alt fra frontløbere inden for kreativitet og iværksætteri til et symbol på højkonjunktur med friværdier, dotcom-projekter og kreative, der bare vil være eksperimenterende og anderledes.

Men ligesom tiden, iværksætterkulturen og de studerende har ændret sig, har selve uddannelsen det også.

20 år og etableret

En mere etableret størrelse, der ikke nødvendigvis skal være nyskabende i forhold til alting - og som har accepteret, at den er blevet 20 år, er blandt de beskrivelser, Christer Lidzélius bruger i sin karakteristik af uddannelsen.

»Altså, alting har jo forandret sig siden 90erne. I dag er verden slet ikke så langt væk, som den var dengang. I dag er det stort set lige så let at rejse til Sydafrika og tage en uddannelse, som det er at rejse til England eller USA. Du har adgang til et væld af spændende projekter, programmer og skoler. Derfor har det været vigtigt for skolen at gennemgå en stor transformationsproces og herigennem blive en lidt mere etableret størrelse,« forklarer Christer Lidzélius.

Da han overtog ledelsen efter den oprindelige stifter af Kaospiloterne, Uffe Elbæk, i 2006 var en af de største opgaver en forandring af hele studieordningen. I dag beskriver Christer Lidzélius skolen som en entreprenant lederuddannelse - og ikke alene en businessskole.

Det betyder ifølge rektoren, at det tidligere primære fokus på projekter er skiftet til et omdrejningspunkt omkring, hvordan det enkelte individ uddannes til at se og gribe idéer, til at skabe muligheder både for sig selv og for andre.

En af de ting, der til gengæld ikke har forandret sig gennem skolens 20 leveår, er den faste overbevisning om, at man ikke alene kan læse sig til at dyrke entreprenante talenter. De skal prøves af.

»Iværksætteri og foretagsomme kompetencer kan du ikke lære ved skrivebordet eller ud fra en opgave, der står i en bog. Det handler om ikke alene at analysere og forstå et problem, men også at redefinere det og komme med et løsningsforslag, der faktisk føres ud i livet,« lyder det fra Christer Lidzélius, der i dag generelt mærker en langt større respekt for ønsket om at gå den entreprenante vej i Danmark.

Det gør han hos de virksomheder og organisationer, som Kaospiloterne samarbejder med. Samtidig fremhæver han en generel ændring i iværksætterkulturen, der i højere grad værdsætter modet til at tage chancer og ønsket om at ville skabe noget nyt.

»Der er helt klart flyttet nogle ting i samfundet de seneste år i forhold til opfattelsen af entreprenører. De er på mange måder blevet de nye helte, men på nogle områder kan vi stadig lære meget af amerikanerne og deres risikovillighed - og evne til ikke at stigmatisere folk, der oplever fiasko eller går konkurs med deres virksomhed. Det kunne vi godt lære mere af. Det gælder hele Skandinavien,« vurderer Christer Lidzélius, der selv har boet og arbejdet i Californien i USA en periode samt både i Danmark, Norge og Sverige.

Til gengæld mener han, at der i både den danske og den skandinaviske kultur generelt ligger en evne, som skal dyrkes meget mere i forhold til iværksætteri.

»Den tillid, vi har mellem mennesker i Danmark - og for så vidt hele Skandinavien - er helt ekseptionel og et aktiv, de entreprenante kræfter bør dyrke - både som skaber af en virksomhed og som medarbejder i en virksomhed. Du skaber ikke en virksomhed og får succes på stort plan helt alene i dag. Den vil altid være præget af de kræfter, du omgiver dig med og samarbejder med. Det ligger i os at stole på hinanden, og det kan vi bruge endnu stærkere, end vi gør i dag.«

Berlingske Innovation


Faktaboks

Iværksætterfødekæden

Innovation går de kommende uger tæt på personer, der arbejder sammen med spirende iværksættere i Danmark, og får deres bud på, hvad der kendetegner de kommende iværksættere og den tid, kultur og muligheder, de forsøger at gribe.

Fakta: Blå bog Kaospiloterne

De første studerende på Kaospilotuddannelsen, der i dag hedder KaosPilot International, begyndte i august 1991 på skolen, der blev skabt af Uffe Elbæk. Det er en tre-årig international iværksætter-og lederuddannelse med særligt fokus på fire områder: Creative Business Design. Creative Leadership Design. Creative Project Design. Creative Process Design.

I 2003 mistede Kaospilot-uddannelsen sin statstøtte på baggrund af et krav fra Dansk Folkeparti. Efterfølgende hentede uddannelsen støtte fra forskellige sider - blandt andre Tuborgfonden.

I dag er KaosPilot International en selvejende institution, der økonomisk er støttet af Videnskabsministeriet og derudover finansieres af egenbetaling fra eleverne samt konsulentvirksomhed for virksomheder og organisationer.

Skolen er SU-berettiget.

I 2006 overtog Christer Lidzélius, der selv er uddannet fra skolen i 1998, ledelsen af Kaospiloterne efter Uffe Elbæk og blev formelt rektor i 2007.

Uddannelsen kom i 2007 for første gang på Business Weeks liste over de bedste designuddannelser i verden.

Blandt eleverne, der uddannes som kaospiloter, er der en stor andel, som vælger at etablere egen virksomhed. Ifølge skolens egen interne undersøgelse gennemført i 2011 gælder det for 38 procent af de tidligere elever. Blandt virksomhederne kan nævnes Kadaver, Click a taxi og Baisikeli. Samtidig viser undersøgelsen, at 97 procent af de ti seneste års studerende i dag er i arbejde.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk