The Dismal Science

Når makroøkonomi bliver til ideologi

Aldrig har så mange makroøkonomer taget så meget fejl, som det har været tilfældet, siden de generelle ligevægtsmodeller garneret med 'rationelle forventninger' blev den alt dominerende makroøkonomiske teoridannelse. Dog har makroøkonomerne med hensyn til at tage fejl i stigende grad fået konkurrence fra politologerne: der også har måttet sande, at det er svært at forudsige fremtiden, når det analytiske grundlag er vildledende.

Og helt galt er der en overhængende fare for, at det går, når politikerne lytter for ikke at sige ligefrem fører politik med afsæt i denne rådgivning. Det er der en række overvejende centrum-venstre regeringer, der bitterligt har måttet sande: Frankrig, Italien, Grækenland, Danmark (2011-15), ligesom Hillery Clintons og David Camerons troværdighed mildt sagt blev udfordret af vælgerne i løbet af 2016.

At borgerligt-liberale regeringer føler sig tiltrukket af den generelle og meget neoliberale markedsmodel og af den deraf afledte dereguleringspolitik er jo 1. års pensum på politologi-studiet. Her kunne jeg have ønsket, at makroøkonomerne havde bidraget med et mere nuanceret syn på makroøkonomisk teori på økonomistudiet bl.a. ved at diskutere i hvilken grad – om overhovedet, at de generelle ligevægtsmodeller og hypotesen om 'rationel' forventningsdannelse beskriver virkeligheden eller snarere er domineret af politisk ideologi. Det aspekt har de økonomistuderende stadig til gode at få belyst.

Den fortsatte europæiske krise

Ovenstående er der formentlig adskillige af 'altandetlige's' læsere, der har hørt mig sige før. Ikke mindst i relation til den fortsatte europæiske krise kan jeg bl.a. henvise til 'Europa: den udeblevne system kritik', skrevet med Bruno Amoroso og udgivet på Forlaget Politisk Revy, 2014. Her problematiserede vi op til EU-parlamentsvalget i maj 2014, hvorledes EU-elitens fejlslagne rådgivning havde forlænget og uddybet den europæiske krise, og advarede stærkt mod at gøre Jean Claude Juncker til ny kommissionsformand. Ikke mindst fordi han som tidligere premierminister i Luxemburg havde bidraget til at undergrave solidariteten i EU. Ikke overraskende blev antallet af Bruxelles-kritiske EU-parlamentarikere stærkt forøget og udgør i dag ca. en tredjedel. En udvikling, som af EU-eliten blev udlagt som en afstandtagen til den europæiske idé og europæisk samarbejde, hvilket er helt forkert. Det var primært en begmand til Bruxelles-eliten og dens proselytter i de nationale miljøer, der helt øjensynligt ikke havde – og stadig ikke har forstået – at EU-samarbejdet burde være til fordel for alle europæere og ikke kun til de øverste sociale klasser. Et forhold, der blev givet anskueligheds undervisning i bl.a. ved Brexit-afstemningen.

Men der var bestemt også en snert heraf, og måske mere end det, ved den danske EU-afstemning for et år siden, hvor også den danske Bruxelles-elite fik sig en begmand, hvilket bl.a. fik en ledende socialdemokrat til at udtale, 'vi bliver nødt til i fremtiden at tage højde for, at befolkningen i EU-spørgsmål stemmer efter følelser i stedet for fornuft'. Ved brug af lidt politisk selvkritik, kunne resultatet af afstemningen vel snarere tolkes som et mistillidsvotum til den nationale Bruxelles-elite, der prøvede at undergrave et af de danske EU-forbehold, nogle ville måske ligefrem sige 'luske ophævelsen igennem', hvilket et flertal i befolkningen vel meget fornuftigt reagerede overfor.

Den aktuelle situation – EU er ved at gå i opløsning

Jeg tror, der må være brand i EU-bygningen, når så forskellige opinionsdannere som Jürgen Habermas (Information, 24.11.16), Stephen Hawking (Information, 3.12.16) og Wolfgang Münchau (columnist i Financial Times, 28.11.16, s. 11) kan enes om, at det er (Bruxelles) eliten, der har svigtet ved ikke at adressere de spørgsmål seriøst, der gør vælgerne utrygge. De oplever, at den politiske styring af 'fremtiden' er gledet dem af hænde på grund af den stigende internationalisering og af 'nødvendigheden' af den ulighedsskabende økonomiske politik, der har frataget de nationale politikere muligheden for at styre udviklingen. Hvad er det for en nødvendighed? Lyder det gentagne spørgsmål. Hvad er det for en nødvendighed, der ligger bag ”nødvendighedens politik”? Ikke nødvendigvis en nødvendighed, der fremmer almindelige menneskers hverdag – økonomisk og politisk. Tilliden til den (delvis) selvbestaltede elite – både i USA og i Bruxelles, der har prædiket fornuftens og nødvendighedens økonomiske politik synes at smuldre i takt med, at det eneste indiskutable resultat af nødvendighedens politik er øget ulighed. Alle fordele for den brede befolkning af globalisering, internationalisering, deregulering og konkurrencestat er det straks sværere at få øje på – forhold som ikke mindst Thomas Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede har redegjort for på overbevisende måde.

Det er denne form for Bruxelles-centreret 'oplyst enevælde', som de tre ovenfor nævnte debattører ønsker at gøre op med. Hvis det europæiske samarbejde skal reddes – så er det sidste udkald til Bruxelles; for bliver de folkelige kræfter først sluppet løs (som det allerede er sket i Storbritannien og Grækenland) i Frankrig, Italien og/eller Spanien, så vil det slut med europæisk samarbejde – desværre – også om de sande udfordringer til europæisk sammenhold bestående af så væsentlige spørgsmål som: flygtninge, miljø, energi og Rusland, og hvorledes det undgås at Tyskland bliver endnu mere dominerende!

'Hvorfor er det gået sådan?' spørger Münchau, og svarer selv: 'fordi makroøkonomerne troede at ingen turde udfordre deres autoritet', uanset de åbenbare negative konsekvenser for store dele af befolkningerne. Men det turde vælgerne, der igennem et par årtier havde følt sig oversete og nedvurdere. (Tillad mig her at minde om økonomernes bidrag til den danske euro-afstemning i 2000). I følge Münchau bliver der af befolkningerne efterspurgt svar på en række presserende problemer i form af 'out-of-control financial sector, uncontrolled flows of people and capital, and unequal income distribution. Og han fortsætter, 'tænk hvis Angela Merkel havde brugt noget af sin politiske kapital til at nedbringe Tysklands overdrevne betalingsbalance overskud? Hawking advarer navnlig imod den samtidige og dobbelte trussel, som opleves på grund af en negligering af den stigende forarmelse og fattiggørelse af store befolkningsgrupper samtidig med, at miljøet og livsvilkårene for kommende generationer forringes. Forhold der er totalt fraværende i de mest benyttede makroøkonomiske modeller. Habermas vender desuden blikket mod Afrika og Mellemøsten – hvad er elitens herunder makroøkonomernes svar på den udfordring, der udgøres af en hastigt voksende befolkningsgrupper i disse for Europa nærtliggende egne? En udvikling der uundgåeligt vil øge presset på Europas grænser, hvad er Bruxelles-elitens svar herpå?

The Dismal Science

Tænk hvis makroøkonomerne havde interesseret sig for virkelige menneskers økonomiske vilkår – og ikke kun stirret sig blinde på homo economicus og forestillet sig en samfundsøkonomi, der fungerede som et perfekt fungerende markedsøkonomi: 'hvor udbud skaber sin egen efterspørgsel', hvor der er job til alle, hvor den finansielle sektor sikrer, at al opsparing omsættes til reale investeringer, at banker ikke begår systemiske fejl, at fordeling er ligegyldig, at miljøbelastningen er 'gratis'.

Det er svært at frigøre sig fra, at makroøkonomerne – nogen ville ligefrem kalde det den økonomiske videnskab – bærer et tungt medansvar for, at den aktuelle udvikling globalt; men også i Europa i stigende grad minder om mellemkrigstiden, hvor fejl på fejl begået af populister, ligeligt fordelt mellem en elite, der forsimplede og en stribe demagoger, der overdrev, der bidrog til at drive de europæiske lande mod en politisk afgrund. Den makroøkonomiske elite bærer på mange måder i dag et tilsvarende tungt ansvar. Ikke mindst for den taler i mange sammenhænge mod bedre vidende; virkeligheden er blevet forsimplet i en grad, der ligner populisme, men er camoufleret i svært gennemskuelige modeller, som vælgerne nu er begyndt at udfordre.

Hvor vil det bringe the dismal science hen? Herom kan der kun gisnes; men kriser har tidligere ført til teoretiske gennembrud: 1930erne (Keynes) og 1970erne (Lucas), what next?

Tillad mig derfor afslutningsvis at henvise til blot en af mange vægtige udgivelser, der tager ovennævnte problemstilling alvorligt: Joe Earle, Cahal Moran and Zach Ward-Perkins, The Econocracy: the perils a leaving the economy to the Experts, Manchester University Press, 2016 med forord af Andrew Haldane, Chief Economist Bank of England