Til foredrag med Druen, Ravnen og Regnedrengene

Finansministeriets sagnomspundne regnemodeller får jævnligt bølgerne til at gå højt blandt såvel fagøkonomer som i den bredere offentlige debat. Har modellerne en politisk slagside? Overser de effekter på klima og ulighed? Er de for usikre til overhovedet at være anvendelige? Ingen ved det, alle taler om det.

Derfor var der ikke overraskende stor interesse, da ”Økonomisk Eksploratorium nr. 21” løb af stablen torsdag den 24. marts. Arrangementet handlede om Finansministeriets nye makromodel, der ganske kreativt har fået navnet MAKRO, og bød på oplæg fra Mads Kieler fra Finansministeriet og fra Peter Stephensen og Anders Kronborg fra DREAM-gruppen. Jeppe Druedahl fra Mikro I og Søren Hove Ravn fra Makro II var desuden til stede for at lægge op til debat.

Den særlige kunststil på Økonomisk Institut distraherede til tider fra oplæggene. Da vi ikke fik taget billeder til selve begivenheden, vil et udvalg af Instituttets kunstværker i stedet udgøre denne artikels billedside.

Arrangementet fandt sted i de intime omgivelser på tredje sal af Økonomisk Institut, og selvom vejret lagde mere op til en kold eftermiddagsøl i solen end til makroøkonomiske diskussioner, var fremmødet imponerende stort, så vi sad pakket som sild i en tønde. Cafelitten havde heldigvis sørget for rigelig kaffe, te og kage, så stemningen var i top, da Jeppe Druedahl tog ordet og præsenterede dagens første oplægsholder: Mads Kieler fra Finansministeriet.

Hvad skal vi med en ny model?

Kieler forklarede, at MAKRO kommer til at udfylde samme rolle, som ADAM gør i dag. Det vil sige, at den skal hjælpe Finansministeriet med at lave konjunkturvurderinger og langsigtede fremskrivninger samt vurdere konsekvenserne af politiske tiltag. Problemet med ADAM er, at dens agenter ikke er fremadskuende, hvilket fører til, at økonomien har en alt for lang tilpasningstid. Derfor har man ofte været nødt til at justere modellens resultater manuelt, for at få dem til at stemme overens med virkeligheden.

Peter Stephensen fra DREAM fulgte efter med et oplæg om, hvordan MAKRO løser problemerne med ADAM. I modsætning til ADAM har agenterne i MAKRO fuld indsigt i fremtiden, og kan derfor reagere på politikændringer, der først påvirker dem i fremtiden. Onde tunger vil måske påstå, at det ikke er så realistisk at kunne forudsige fremtiden perfekt, så for god ordens skyld indeholder modellen også agenter, der er helt ligeglade med fremtiden, og så håber man, at den summerede adfærd fra de to typer agenter kommer til at ligge et mere realistisk sted i midten.

Det er vigtigt at matche modellen mod virkeligheden

Efter en kort pause med mulighed for at tage sig endnu et stykke kage og gruble over de ting, vi havde hørt indtil nu, var det tid til et oplæg med Anders Kronborg fra DREAM om den empiriske strategi i modellens udvikling. Det er en vigtig del af modelarbejdet, da man gerne vil sikre sig, at modellen stemmer overens med virkeligheden.

De finere detaljer fortaber sig desværre en smule, idet mange af de tekniske forklaringer lå ud over, hvad denne skribent var i stand til at forstå. Til gengæld kunne man benytte lejligheden til at sætte pris på den besynderlige kunst, der pryder væggene i lokalet på tredje sal af Økonomisk Institut, og som også dekorerer denne artikel. Alle værkerne (og der er mange af dem) består af abstrakte mønstre i mange, vidt forskellige stilarter. De er alle fuldstændig symmetriske, hvilket gør dem nærmest hypnotiserende at se på. Gad vide, hvorfor nogen synes økonomer er mærkelige.

Det var meningen, at oplæggene skulle efterfølges af en diskussion med spørgsmål fra salen, men entusiasmen var løbet af med de forskellige oplægsholdere, så vi nåede ikke mere end to korte diskussionsoplæg fra hhv. Jeppe Druedahl og Søren Hove Ravn samt nogle enkelte publikumsspørgsmål.

En samtale om MAKRO med Søren Hove Ravn

Af den grund mødtes jeg et par dage senere med selvsamme Søren Hove Ravn over en kop kaffe i cafeen i Bygning 35 for at stille ham nogle af de kritiske spørgsmål, som der ikke blev tid til under arrangementet. Ravn er medforfatter på et empirisk forskningspapir fra sidste år, der viser, at ekspansiv finanspolitik ikke nødvendigvis fører til højere inflation – nogle gange tværtimod. Det står i kontrast til, hvad modellerne på studiet fortæller, og derfor spurgte jeg ham om, hvordan man kan retfærdiggøre at bruge store computermodeller, der altid giver prædeterminerede svar. Bør man ikke i stedet have dygtige økonomer af kød og blod til at vurdere politiske forslag enkeltvis, når modellen aldrig vil kunne inddrage alle relevante variable? Til dette svarede han:

”I forhold til computermodeller generelt havde Jeppe en god måde at sige det på til eksploratoriet i slutningen, hvor han sagde, at alternativet er meget værre, fordi modeller er til for at strukturere vores tanker og sørge for, at de ting vi siger er konsistente. Hvis vi ikke havde dem, ville vi højst sandsynligt blive ustrukturerede og inkonsistente – det gør rigtig mange af os i hvert fald.”

Han understregede dog, at modellen kun fungerer inden for konteksten af de variable, vi fodrer den med, så man skal naturligvis bruge sin dømmekraft og om nødvendigt justere resultaterne manuelt bagefter. Det kommer dog med nogle risici:

”Der er naturligvis også en potentiel ulempe ved at have for meget håndholdthed, hvilket f.eks. har været et problem med ADAM, hvor man ikke havde tiltro til modellen på nogle bestemte punkter og derfor var nødt til at gå ind og rette i dens resultater. Men det er meget svært at gøre på en stringent måde. […] Det åbner altså en mulighed for pilfingeri, hvor man kan komme til at puffe lidt til tingene i en retning, man gerne vil have det. Jeg siger ikke, at det er det, man gør, men muligheden opstår i hvert fald, når man gør det mere håndholdt.”

Jeg spurgte ham, om tendensen til at foretrække stringente resultater fra modellen frem for håndholdte resultater, betyder, at politiske forslag, der indebærer at ændre samfundets strukturer radikalt, i højere grad affejes, fordi vi ikke kan regne på dem.

”Den risiko er der faktisk, og det synes jeg er et godt spørgsmål. […] Når man foreslår noget, som ikke er i modellen, vil Finansministeriets embedsmænd typisk sidde og gruble over, hvad vi kan lave i modellen, som ligner mest muligt. Så f.eks. hvis man vil sætte bilbeskatningen ned, og der ikke er nogen registreringsafgift i modellen, så kan en nedsætning af registreringsafgiften på en måde svare til at sætte skatten på arbejdsindkomst ned, og måske primært topskatten. Så kan man bruge skønnet for topskatteeffekten til at skønne for effekten fra bilafgiften.”

”Så det er rigtigt, at det er svært at bruge modellerne til at regne på et helt andet samfund, og det skyldes jo også, at det data, vi har brugt til at informere og kalibrere modellerne, er opstået i det samfund, vi har nu, og dermed ikke nødvendigvis er en god beskrivelse af, hvordan verden ville se ud, hvis man ændrede samfundet drastisk. Det afspejler jo også, at vi som mennesker har sværere ved at forestille os radikale ændringer og ikke kan forudsige præcis, hvad der vil ske. På den måde afspejler modellens mangler også vores egne mangler.”

Til sidst spurgte jeg ham, hvorfor man ikke inkluderer elementer som klima, ulighed og køn i MAKRO, men i stedet laver separate modeller til det. Er det ikke at underminere vigtigheden af disse emner, når man ikke inkluderer dem i den mest centrale model?

”Jeg tror, jeg vil sige for det første med egen erfaring som modelbygger, at en stor model ikke altid er bedre end en lille model. […] Men det er selvfølgelig vigtigt, at tingene kan tale sammen. En måde at anskueliggøre det her på er, at man i mange år i makroøkonomien har tænkt, at fordelingsspørgsmål kan besvares residualt, når man kender makro-outcomes. Det vil sige, at man kører sin makromodel, og så kører man sin fordelingsmodel bagefter. Og det, som inden for de sidste år har været meget fremme inden for forskningslitteraturen, er, at fordelingsspørgsmål også kan påvirke makro-outcomes. Altså at der også kan være virkning i modsat retning. Og det er klart, at det tilbageløb har man antaget væk, hvis man kører først den ene model og så den anden.”

”Det samme kan man sige om klimaet, at hvis man først kører MAKRO og så klimamodellen bagefter, så kommer der ikke et tilbageløb. Det kan man jo godt håndtere, selvom det er to forskellige modeller ved at sørge for, at der er en gensidig påvirkning mellem de to modeller. […] Det er sådan set for mig vigtigere, end at det er i den samme model. Der er mange lavpraktiske beslutninger, der skal træffes, når man bygger en model, og MAKRO er en ganske, ganske stor model. […] Så på den måde handler det om at sige: hvad er en god model til hvad? Jeg skal ikke blande flere ting i den, end jeg har behov for. En god tommelfingerregel er, at modeller skal være lige præcis så komplicerede, som vi har behov for, for at kunne svare på de spørgsmål som vi vil besvare. Og ikke mere end det.”

Hvis du vil vide mere om MAKRO, kan du læse om den på dreamgruppen.dk/makro. Er du interesseret i økonomisk teori og i, hvordan økonomi bliver brugt i virkeligheden, kan det varmt anbefales at møde op til de arrangementer i Økonomisk Eksploratorium, der afholdes i løbet af semestret.