CEPOS-direktør Martin Ågerup åbnede vækstballet med en kort velkomst og var generelt i
hopla hele dagen, hvor han gennem sin rolle som konferencens moderator satte et
solidt borgerlig-liberalt præg på den korte debat, som efterfulgte hvert oplæg.
Første
del af konferencen havde – måske ikke så overraskende – et stort fokus på
flygtningesituationen. Første mand på talerstolen, viceadministrerende direktør
fra Dansk Industri Kim Graugaard, slog fast, at det er afgørende for væksten i
Danmark at tiltrække (den rigtige) udenlandsk arbejdskraft, og at diskussionen
om flygtninge ikke er det samme som diskussionen om udenlandsk arbejdskraft.
Han rundede kort idéen om indslusningsløn på arbejdsmarkedet (den tror DI ikke
rigtig på), et emne, der skulle vise sig at vende tilbage allerede ved næste
oplæg.
Det stod Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm for. Han mente, at
indslusningsløn kan være svaret på flere udfordringer, hvilket han simplificerede
ved hjælp af en fin historie om to syriske brødre, der kommer til Danmark og
bare gerne vil arbejde, men alligevel ender hos kommunen, fordi de støder
panden mod en mur på vores arbejdsmarked. Et godt indspark til de ellers meget
statistikbaserede diskussioner.
Cheføkonom
Mads Lundby Hansen fik næste oplæg meget pædagogisk præsenteret et reformtræ,
hvor hvert enkelt æble udgjorde en reformpakke, der ville øge antallet af jobs –
og nogle var endda meget lette at plukke, hvilket både han og Martin Ågerup var
varme fortalere for skulle ske.
Om budskabet nåede dagens fjerde og nok også største taler, vides ikke, da
statsministeren naturligvis ankom til direktørtid. Retsforbeholdsnederlaget var
glemt, og det var en jokende og afslappet Lars Løkke, der troppede op i
Industriens Hus med velkendte politikerparoler som "Vi skal passe på
Danmark" og "Det skal kunne betale sig at arbejde". Originalt,
Lars! Reformdagsordenen blev der afslutningsvist spurgt ind til, hvilket dog
blev afværget med en bemærkning om, at der ikke er mandater nok.
Inden det var kaffetid, stod forskningsdirektør for SFI (og med kalenderbladet
på januar ’16 nu også vismand) Torben Tranæs for et meget sobert og sagligt oplæg,
som også omhandlede udfordringerne ved beskæftigelse og integration.
Efter pausen var det De Radikales leder Morten Østergaards tur til at indtage
scenen. Også her blev indslusningsløn fremhævet som en mulig løsning ("en moderne form for solidaritet"), og ellers blev der stukket lidt til statsministeren (som dog allerede havde left
the building) omkring reformer, da SR-regeringen har gennemført flere reformer
end den nuværende regering. De naturligvis forskellige tidshorisonter var dog
ikke med i ligningen, så måske den lige skal ses på igen om et par år. Han
sluttede af med at bemærke, at væksten i det offentlige forbrug for 2016 netop
var blevet offentliggjort til 0,8 procent – præcis det tal, DF gik til valg på
i sommers. En smilende Radikal leder kunne her påpege, at den eneste grund til,
at væksten når netop det tal, er de stigende asyludgifter.
Herefter var det (nu tidligere) overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsens tur
med et oplæg om vismændenes anbefalinger til regeringen, og her var der fagsnak
for alle pengene. Rigtig polit-guf. Især blev der fokuseret meget på Danmarks
sløje udvikling efter krisen sammenlignet med vores samhandelslande.
Sidste
oplægsholder inden pausen var formand for Dagpengekommissionen Nina Smith, som
primært berettede om dagpengekommissionens arbejde og fremtidens dagpengesystem.
Et dejligt klart og ikke mindst skarpt oplæg, som bestemt var et af
konferencens højdepunkter, da Nina Smith er en virkelig god formidler.
Efter en lækker frokost startede anden halvdel af dagen,
hvor en portion blandende bolsjer ventede forude. Først var det blevet tid til
at høre lidt om incitamenter og kontanthjælp fra Forskningschef Jan Rose
Skaksen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed (en mindre andel af befolkningen
får kontanthjælp i forhold til midten af 90’erne – men flere
langtidsmodtagere), derefter fortalte analysechef Otto Brøns-Petersen fra CEPOS
om afgiftspolitikkens udfordringer på energiområdet (energipolitikken er vigtig
for dansk vækst – og den er desværre samfundsøkonomisk ineffektiv pt.), mens
Carsten Stendevad, administrerende direktør hos ATP, gav en (overraskende
interessant og forståelig, selv for jeres udsendte 1. semester-reportere)
update på pensionssystemets tilstand (pensionsopsparingens magiske tal: 23.240
kroner p.a. – en tredjedel sparer stadig ikke godt nok op).
Næste taler var professor Christian Bjørnskov, der under
overskriften ”Økonomisk frihed og tillid giver Danmark velstand” i et virkelig
interessant oplæg kom rundt om, at det altså ikke er velfærdsstaten, der har
skabt vores velstand (det er omvendt), og at Danmark ikke længere er et af
verdens rigeste lande – det har vi sådan set ikke være siden midt-30’erne. Og
fremtiden? Ja, den byder på fortsat langsom deroute eller et opgør med de
sidste 45 års stemmekøbsstrategi. Christian Bjørnskov var generelt ikke så
imponeret over vores politikeres evner. Og med den portion optimisme i bagagen
blev vi sendt ud til te, kaffe og dertilhørende kage.
Med kun to oplægsholdere tilbage var det tid til en af
dagens andre store profiler – udenrigsminister Kristian Jensen. Han talte om økonomisk
frihed som ledestjerne og mente egentlig, at vi i Danmark har et godt
udgangspunkt (vi er Europas mest erhvervsvenlige land for 5. år i træk!), men
at det selvfølgelig kan blive bedre (sammenhængen mellem studievalg og
arbejdsmarked er stadig ikke gode nok). Rimelig standard snak fra en
Venstrepolitikker, og det mest bemærkelsesværdige i vores noter er da også
”privat forbrug lagt for had – alle <3 offentligt forbrug”.
Forskningschef Henrik Christoffersen fra CEPOS fik æren af
at være rosinen i pølseenden med et oplæg om potentialet ved udliciteringer.
Lidt en hård nyser at slutte en efterhånden ret lang vækstdag af med, men han
kom i mål med sin pointe og fik slået fast, at der er et stort økonomisk
potentiale ved udlicitering i det offentlige.
Med CEPOS som arrangør er der selvfølgelig ingen, der er i
tvivl om, hvad den underliggende præmis er – vækst, vækst, vækst og mer’ vækst!
Nu om dage ville det dog have været meget utroværdigt at holde en sådan dag
uden fokus på flygtningesituationen, og det må CEPOS også have tænkt, jf.
blandt andet invitationen til Andreas Kamm.
Alt i alt et fint arrangement igen i år med interessante
talere – der kunne måske dog godt have været plads til lidt flere spørgsmål efter
hvert oplæg (og ikke kun fra en meget ivrig Martin Ågerup).
Hvis du vil se de forskellige oplæg fra vækstkonferencen,
kan de findes her.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2