Corona-krisen, hvordan kom vi hertil?
Så er vi her igen. Det makroøkonomiske establishment er i totalt vildrede med hensyn til, hvad fremtiden vil bringe, og derfor hvilken økonomisk politik, der med fordel kan anbefales.
Situationen minder i uhyggelig grad om efteråret 2008, hvor alle økonomer blev taget på sengen efter at have undervist og forsket i the new macroeconomic moderation, der tog afsæt i en krisefri makroøkonomisk model. Derfor kom finans- eller rettere bankkrisen bag på de økonomiske rådgivere. De havde undladt at hæve blikket op fra deres krisefri regnemodel og ikke hæftet sig ved, at bankudlån voksede 3 til 4 gange hurtigere end BNP. Og da den finansielle sektor ikke indgik i regnemodellerne, så var rådene fra topøkonomerne: ’ro på’, ’blød landing’, den private sektor er jo ’self-adjusting’!
For som der står i lærebøgerne, så er penge og finans blot smøremidler for realøkonomien. Finanssektoren skaber kun problemer, hvis den reguleres for hårdt. Den var derfor blevet dereguleret op gennem 1990erne med den konsekvens, at der ikke var grund til at ’spilde tid’ på at modellere de finansielle strømme, aktiekurser og for den sags skyld boligpriserne!
Da banker og ejendomsselskaber så kom i høj søgang, var gode råd dyre. Øjnene blev rettet mod ’fader stat’: idet banksektoren nu pludselig var så vigtig, at den var ’too big to fail’, hvilket adskillige bankdirektører kynisk havde kalkuleret med. Bankerne – de store - blev, uanset at der var blevet udbetalt mega-udbytter i årene op til 2008, alligevel reddet af ligeså historisk store statslige kapitalindskud og garantier. Den danske regering garanterede i en periode for hele banksektorens passivside, hvilket svarede til ca. 1½ gang det årlige BNP.
Disse bankpakker var dog ikke tilstrækkelige til at hindre, at finanskrisen spredte sig til realøkonomien – den som almindelige mennesker arbejder i og lever af i modsætning til regnearks-modellerne. Beskæftigelsen i Danmark faldt med ca. 200.000, arbejdsløsheden steg med godt 120.000, alt mens arbejdsudbuddet også faldt (med ca. 80.000 personer!). De samfundsøkonomiske omkostninger var ganske betydelige, hvilket efterfølgende satte sig tydeligt spor i de offentlige finanser: statsgælden (opgjort efter ØMU-princippet) nærmere sig den af EU arbitrært fastsatte grænse på 60 pct. af BNP, og det strukturelle budgetunderskud var steget til det ’katastrofalt’ store tal af 2 pct.
Uha, uha, nu måtte der spares, og det blev der så i en grad, at beskæftigelsen målt i antal personer først i 2018 nåede niveauet fra 2008 – efterkrigstidens længste beskæftigelseskrise,https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetAnalyse.aspx?cid=31387. Det permanente tab i BNP blev, ifølge Jesper Rangvid, CBS, på godt 200 mia. kr. Der således i den mellemliggende periode har samlet set beløbet sig til noget nær ét helt års BNP!https://finans.dk/finans2/ECE9655598/hver-dansker-har-mistet-350000-kr-paa-finanskrisen-og-tabet-vokser-fortsat/?ctxref=ext
Ovenstående forløb siden 2008 har desværre ikke givet anledning til, at de toneangivende makroøkonomiske lærebøger i nævneværdigt omfang er blevet skrevet om, endsige pensum udskiftet, f.eks. G. Mankiw, ’Macroeconomics’ (seneste udgave 2019) og Hans Jørgen Whitta-Jakobsen og Peter Birch Sørensens ’ Intermediate Macroeconomics’ fra 2005 (rev. udgave 2010) benyttes stadig sammen med megen anden ældre, dvs. neoklassisk litteratur i makroøkonomi på polit-studiet.
Der er ej heller sket nævneværdige teoretiske ændringer i Finansministeriets regnemodel. Tværtimod fristes jeg til at sige. Uanset, at en revision af modellen først blev sat i værk i slutningen af 2017 – så er det stadig den neoklassiske generelle ligevægtsteori og -model, der arbejdes ud fra. Det er således småt med teoretisk nytænkning i det kommissorium, der ligger bag den reviderede regnemodel – måske bortset fra navnet. ADAM er dog sat på pension, idet den ’nye’ model har fået navnet MAKRO. Den udarbejdes af DREAM-gruppen og skal gives et ’solidt mikroøkonomisk fundament’, hurtigere tilpasning til fuld beskæftigelse og forsat fravær af en finansiel sektor, sefile:///C:/Users/Bruger/Downloads/opdrag%20for%20makrooekonomisk%20modelgruppe%20(5).pdf. Danmarks Statistik er således blevet vraget som modelansvarlig til fordel for, som nævnt, DREAM-gruppen, der har en lang erfaring med brug af generelle ligevægtsmodeller.file:///C:/Users/Bruger/Downloads/finansministeriet%20vil%20styrke%20makrooekonomisk%20model.pdf
Trist er det, at finansministeriets ’nye’ model fortsat hviler på det neoklassiske teorigrundlag, der blev udviklet i perioden efter 1980, hvor de markedsorienterede modeller i stigende grad kom til at dominere: kulminerende med antagelsen om en udbudsdreven samfundsøkonomi baseret på et ’solidt’ – dvs. rational economic man’ mikroøkonomisk fundament. Forestillingen om, at ’udbud skaber sin egen efterspørgsel’ er den grundlæggende antagelse, som ifølge sagkundskaben skulle være lige så sikker, som at ’vand fryser ved nul-grader’! – så der er ikke noget at komme efter for kritikere.
Denne neoklassiske modeltype har været enerådende i det danske økonommiljø i snart 20 år. Den fik sit gennembrud i forbindelse med Velfærdskommissionens arbejde tilbage i 2003/06, der lagde grunden til den stribe velfærdsforringelser og arbejdsmarkedsreformer, der har kendetegnet den økonomiske politik i den efterfølgende periode. Det er et på mange måder paradoksalt forløb: den generelle ligevægtsmodel blev introduceret i det danske modelmiljø i en periode, hvor den samfundsøkonomiske udvikling både globalt; men også nationalt, blev mere og mere ustabil. Ikke mindst dereguleringen af den finansielle sektor blev en anskuelighedsundervisning i ustabilitet – med et betydeligt brandslukningsarbejde til følge for centralbankerne! På globalt plan indledtes ustabiliteten allerede i 1987 med et dyk på aktiemarkederne, efterfulgt af EMS-krise, ’Savings & Loans’-kris i USA, Sydøstasiatisk finans- og valutakrise i slutning af 1990erne, dot.com-krisen i begyndelsen af 00erne, der ledte frem til den globale bank- og finanskrise, der var ved at vælte verdensøkonomien i 2008/09. Her måtte ’fader stat’ med de meget ’dybe lommer’ komme først banksektoren og dernæst den private sektor til undsætning.
Dette aspekt af fortsat ustabilitet er fuldstændigt fraværende i de generelle ligevægtsmodeller. De kan kun blive slået ud af kurs af et eksogent stød, hvorefter den private sektor – altså i modellen – altid retter sig og skaber på ny fuld beskæftigelse: med andre ord en ren konstruktion, som om ikke andet så Corona-krisen og den efterfølgende dybe recession må kunne ændre.
Corona-krisen: hvor står vi i dag?
I hvilken grad statens ’dybe lommer’ vil være tilstrækkelige til at afbøde de værste konsekvenser af Corona-krisen, kan der således kun gisnes, der er i hvert fald ikke noget relevant modelgrundlag at vurdere det ud fra. Men odds for dansk økonomi er betydeligt ringere end de var i 2008 af en række årsager:
1.De automatiske stabilisatorerpå statsbudgettet er blevet reduceret ganske betydeligt siden 2008: reducerede dagpenge og kontanthjælp, afskaffelse af efterløn og lavere indkomstskattesatser
2.Budgetlovenstiller sig hindrende en aktiv finanspolitik, der strækker sig udover såkaldte éngangsforanstaltninger
3.Rentener stort set i bund – og for det ikke skal være løgn, har Danmarks Nationalbank bidraget til krisestyringen med athæverenten og undladt at holde hånden under obligationsmarkedet
4.Ulighedener vokset og velfærdsstaten reduceret, hvilket har bidraget til at reducere forbrugskvoten.
Corona-krisen bliver således efter alt at dømme dyrere og med større realøkonomiske konsekvenser end finanskrisen af ovennævnte årsager: de automatiske stabilisatorer er svækket, finanspolitikken stækket, og pengepolitikken slingrer i takt med valutastrømmen ind og ud af landet.
Tillad mig på denne dystre baggrund at fremkomme med et – synes jeg selv - ikke helt urimeligt ønske, at det danske økonommiljø (undervisning såvel som modelarbejde), denne gang tager ved lære af fortidens og ikke mindst den aktuelle samfundsøkonomiske krise og fejltagelser. Det økonomiske beslutningsgrundlag for de netop vedtagne hjælpepakker synes nærmest at være ikke eksisterende, finansministeriet model ikke til megen hjælp – heller ikke når exit-strategien skal planlægges; det eneste der med rimelig sikkerhed kan siges er, at den private sektor er ikke ’self-adjusting’. Politikerne famler sammen med økonomerne i blinde – sådan burde det ikke være, næste gang krisen rammer dansk økonomi.
Der kunne med fordel iværksættes forskning og modelarbejde, der analyserede, hvorledes en samfundsøkonomi gøres mere robust (og retfærdig) over for de i dag forudsigelige begivenheder; men nok så vigtigt også over for de uforudsete begivenheder – de såkaldte ’sorte svaner’. Det kunne jo være klimatiske ændringer, svinepest, bankkrak, handelskrig, eller hvad ved vi egentlig om fremtiden? Hvordan styrkes de samfundsøkonomiske institutioner, der skal begrænse skaderne af disse endnu ikke forudsete hændelser, der uvægerligt vil opstå. Det er næsten det eneste sikre. Her hjælper en generel ligevægtsmodel og nok så raffineret optimering af individuel adfærd ikke meget – om overhovedet.
Med andre ord et opbrud og nytænkning i den makroøkonomiske teori synes åbenbart at blive mere presserende for hver krise, som samfundsøkonomien skal modstå, idet omkostningerne – ikke mindst de sociale, bliver større og større så længe det neoklassiske makroøkonomiske paradigme fastholdes. Tillad mig derfor afslutningsvis at udtrykke endnu et spagfærdigt ønske, at forhåbentlig kommer det ikke til at gå lige så lige så galt som i 1930erne, inden opbruddet iværksættes; for der findes heldigvis allerede mange vigtige makroøkonomiske bidrag til, at det nødvendige paradigmeskifte kunne indledes.1I så tilfælde ville der da være kommet noget godt ud af Corona-krisen!
1 Et rimeligt up-dated og i princippet ukontroversielt startingpoint kunne være:Where modern macroeconomics went wrongafJoseph E Stiglitzmåske suppleret med min artikel på AAL ’Stabilization policy reconsidered’ der beskriver en ændret vurdering hos hhv. Oliver Blanchard og Larry Summers.
Hvis Mankiw’sMacroeconomicsendnu ikke er udskiftet på polit-studiet (og statskundskab for den sags skyld), så tillad mig varmt at anbefale, W. Mitchell, L. Randall Wray og M. Watts.’ Macroeconomics’, Macmillan International, Red Globe Press, 2019 også aldeles ukontroversiel, hvis ønsket altså er at forstå virkelighedens økonomi.
Endelig kunne læsere af Altandetlige måske også finde inspiration til nybrud i makroøkonomisk tænkning ved at vende tilbage til Keynes. For mange læsere vil det nok komme som en overraskelse, at Keynes bidrag til makroøkonomisk teori og metode IKKE blot består i at antage stive priser og lønniveau i en generel ligevægtsmodel. Hans teoribygning var noget mere raffineret, mildt sagt, hvilket også er diskuteret – i al ubeskedenhed – i min disputats,Makroøkonomisk Metodologitilbage fra 2007.
’God vin skal som bekendt lagres’ – god læselyst.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2