Jeppe Druedahl

Første Blog: Prognosefejl og Outputgab

I December bragte Information en længere artikelserie om de økonomiske prognosers mangel på præcision. De fandt en gennemsnitlig (absolut) fejl på 1 procentpoint i de 1-årge BNP forudsigelser, men spørgsmålet er selvfølgelig om det er problematisk. 

Jeg var selv med til at tjekke tallene, så dem kan jeg stå inde for, til gengæld er min forfærdelse over den manglende træfsikkerhed begrænset. Både usikkerheden i selve BNP-målet, datarevisioner bagud i tid, og eksogene stød, som umuligt kan forudses, gør præcise 1-årige prognoser til en umulighed. I planlægningen af den økonomiske politik tror jeg også, at de 1-årige prognoser spiller en ret begrænset rolle. Her er det generelle billede af konjunktursituationen meget vigtigere, og derudover har svingende olie- og aktiepriser samt renteudsving langt større gennemslag på den offentlige saldo gennem bl.a. pensionsafkastskatterne og indtægterne fra Nordsø-olien.

Til gengæld er det mere bekymrende, at prognosemagerne så sjælendt er i stand til at forudsige omslag i konjunktursituationen. Man kan selvfølgelig igen hævde, at økonomiske kriser er fundamentalt uforudsigelige og skyldes udefrakommende choks, men den store grad af regularitet vi har set i konjunkturcyklussen de sidste knap 150 år (se fx her) gør dog, i mine øjne, at man højest kan hævde, at det er stød som udløser krisen; man kan altså måske ikke forudse kriser, men det må principielt set være muligt at advare om dem på forhånd i takt med at visse (reale og finansielle) ubalancer ophobes.

Når først krisen har ramt er det et vigtig spørgsmål, hvor dyb og lang den bliver. Det er der få som tør gætte præcist på, men skiftende regeringers konvergensprogrammer giver et bud ved bagud at beregne et outputgab og fremad forudsige udviklingen i det. Outputgabsprognoserne siden februar 2010 er vist i figuren nedenfor:

Ved først at fokusere på 2009 kan vi se, at selv de historiske bud svinger lidt. Figurens vigtigste budskab er dog, at forventningen indtil 2011 var, at outputgabet ville blive lukket allerede i 2015. Da man kunne se, at dette ikke ville ske, rykkede man normaliseringen til først 2018 og seneste til 2019. 

At man i første gang i sådan grad undervurderede krisens længde er i mine øjne langt mere problematisk end fejlene i de 1-årige BNP-prognoser.

Jeg har over det næste års tid tænkt mig at bruge denne blog til at undersøge, hvorfor at krisen i Danmark er blevet så (overraskende?) langvarig. Skyldes det hele pessimisme? Hvilke ubalancer blev ophobet i perioden op til krisen? Ligger hovedforklaringen i manglende eksport eller manglende indenlandsk efterspørgsmål? Er den lave kreditvækst udbuds- eller efterspørgselsbestemt? Hvordan kunne vi have forkortet krisen? Bundede outputgabet virkelig i -3 procent af BNP som Finansministeriet påstår?

Krydret med bl.a. metodiske overvejelser fra min egen forskning i konjunkturmodeller kalibreret på registerdata (se min hjemmeside), håber jeg at denne blog kan danne udgangspunkt for nogle spændende faglige debatter. 




31 kommentarer


Patrick Kofod Mogensen

Patrick Kofod Mogensen @ d. 12. february 2014 #1

Bliver spændende at læse med!


Markus Hornum-Stenz

Markus Hornum-Stenz @ d. 17. february 2014 #2

Er formuleringen " Både usikkerheden i selve BNP-målet, datarevisioner bagud i tid, og eksogene stød, som umuligt kan forudses, gør præcise 1-årige prognoser til en umulighed" ikke et dødsstød til at bruge økonomiske modeller til at udarbejde politik efter?
Jeg mener politik rækker jo oftest længere ud i fremtiden end 1 år og træfsikkerheden bliver formentlig ikke bedre, hvis horisonten er 2, 5 eller 10 år, eller?
"Alt andet lige" holder jo aldrig og slet ikke i en økonomi på kogepunktet (mange på hinanden følgende bobler)


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 18. february 2014 #3

Markus:

Mit personlige indspark:
For det første er konjunkturmodeller og langtsigtsmodeller to væsentlige forskellige ting og har vidt forskellige udfordringer. Førstnævnte er svært, fordi det er svært at tage temperaturen "her og nu" på økonomien, mens sidstnævnte er svært, fordi væksten om 10 år selvfølgelig ikke er præcis, hvad man forventer i dag. Men det gode ved sidstnævnte er, at man i langt højere grad kan lægge plausible antagelser ind omkring, hvordan man mener, at den underliggende økonomi er. F.eks. må man forvente, at økonomien vil have en langtsigtet vækst på omkring 2%, hvis man ellers mener, at den gennemsnitlige langsigtede produktivitet er omkring de 2%. Data tyder på, at der er noget om det. I virkeligheden vil man ramme skævt, men i gennemsnittet vil man ramme okay. Desuden er det lettere at lave forskellige scenarier (best, baseline, worst).

Desuden virker det helt håbløst at kaste al viden fra sig, fordi modeller ikke gengiver virkeligheden 100%. Der vil altid være unøjagtigheder, når der er tale om at modellere menneskers adfærd, som man aldrig kan forudsige 100%, når mennesker har fri vilje og har mulighed for at benytte sig af den. Men det betyder jo ikke, at man ikke skal komme med et bedste bud på, hvordan fremtiden er. Bare tænk på din egen privat økonomi: De fleste mennesker vælger at spare op til sin pension, fordi de har en forventning om at blive de omkring 75-80 år. Alt andet lige er det at have sparet op til en pension ret håbløst, hvis man bliver kørt over og dør som 40-årig. Men den slags uforudsete hændelser er jo svært at bruge som argument for, hvorfor man IKKE skal spare op til sin pension. Det samme argument kan direkte overføres til makromodeller til politik: Bare fordi virkeligheden måske bliver anderledes, end man forudsiger, så bliver man vel stadigvæk nødt til at indrette sit samfund efter ens bedste fornemmelse af, hvordan konjunkturerne, den offentlige økonomi, demografien etc. udvikler sig. Alt andet er irrationelt.


Jeppe Druedahl

Jeppe Druedahl @ d. 18. february 2014 #4

Markus:

1) Min påstand er, at år-til-år vækst er meget svær at forudsige, men at der er nok empirisk regularitet i økonomien til, at vi kan tale om, hvor vi er i konjunkturforløbet, hvad det mest sandsynlige scenarie er for de kommende år osv.
2) Modeller handler i mine øjne langt fra kun om at kunne forudsige fremtiden, men også at kunne forklare og forstå fortiden. Fremtidige stokastiske stød og usikkerhed om den nuværende situation kan gøre, at vi har meget svært ved at lave forudsigelser, men alligevel har nogle gode ideer til at skelne mellem effektive og ineffektive politiske tiltag. Om bobler er reglen snarere end undtagelsen har fx implikationer for om man skal prøve at dæmpe kraftige udsving i aktivpriser.


Markus Hornum-Stenz

Markus Hornum-Stenz @ d. 18. february 2014 #5

Tak til jer begge for svaret.

Mikael,
Hvad korttidsprognosernes træfsikkerhed angår, synes jeg slet ikke der er en historie: hvis man bare kan ramme konsistent indenfor 5% med en 1-årig horisont, forekommer mig flot klaret, netop pga af forudsætningernes usikkerhed.
Det jeg er skeptisk overfor, er princippet om at bruge disse prognoser - men nok især de længere - som politiske styringsredskaber. Det bliver nemt - i mine øjne - at spænde vognen for hesten: Budgetteringen tager udgangspunkt i prognosen, som så påvirker forudsætningerne (fx. en faktor som den strukturelle arbejdsløshed)
Og jeg er med på at langtidsprognoser bedre kan sige noget, fordi forskellene udjævner sig. Jeg synes bare der nemt kan snige sig et cirkulært rationale, når man bruger den slags modeller til at anbefale finansielle politiske indgreb: Vores model giver det resultat om 10 år, hvis vi regner med en 2% vækst, men det her resultat hvis vi regner med 3 %.
Historisk er der grund til at tro at de 2 % er sådan som det har været indtil nu, så nu anbefaler vi fx. ekspansiv finanspolitik og pengepolitik for at lægge os over de 2% fremover. Men de 2% dækker jo også over tidligere tiders økonomiske op- og nedture, så hvis vi vil have 3% de næste 10 år, så får vi med statistisk sandsynlighed 10 år bagefter med 1%. Så man kommer så at sige til at anbefale noget med afsæt i en forudsætning, som vel kan koges ned til "uanset hvad vi gør viser de historiske data at det ender med 2%".
Endnu grovere forsimplet: Det kommer til at fungere lidt som et fastforrentet 30-årigt boliglån med 10 års afdragsfrihed: Flere penge de næste 10 år, men regningen skal så bare betales bagefter.

Jeppe:
Hvad den empiriske regularitet angår, er jeg ikke klædt på til at vurdere den empiriske regularitet, men det forekommer mig at de senere års udvikling på med nethandel og mere åbne grænser i politisk og økonomisk forstand er af en anden karakter end de forudgående år, i hvert fald tilbage til omkring 2. verdenskrig.
Derfor ville jeg være meget tilbøjelig til at sige at den implicitte "alt andet lige"-forudsætning i økonomiske prognoser er noget sværere at sluge - det kan man selvfølgelig kalibrere efter, men det har man bare ikke ret meget empirisk evidens for pga det korte tidsspan, så vidt jeg kan gennemskue
Hvad angår historisk analyse - og måske især spørgsmålet om økonomiske boblefænomer er normale - er jeg helt på linie, det er økonomiens og modellernes største styrke.

Under alle omstændigheder: Håber at du får tid til at formidle mere af din forskning, det lyder rasende interessant og jeg fornemmer at der er en stor formidlingsopgave i at gøre økonomi mere forståeligt, med fx. meteorologi-metaforer og lignende


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 19. february 2014 #6

5% usikkerhed indenfor et aar er cirka det samme som at sige at man intet ved.

Jeg toer godt vaedde med dig om at jeg kan komme indenfor 5% hvert aar de naeste 3 aar i traek, dvs nu forecaster jeg hvad der sker de naeste 12 maaneder og saa gentager vi 2 gange mere.


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 19. february 2014 #7

@Markus

Selvfølgelig kan virkeligheden blive anderledes, end hvad man forventer. Men er det en årsag til at droppe policy-analyser? Hvad er alternativet? Bare håbe på det bedste? Folk, der mener, at man skal droppe model-baserede policy-forslag som input, skylder et svar på, hvad alternativet er.


Mads  Stolberg-Larsen

Mads Stolberg-Larsen @ d. 19. february 2014 #8

"Hvad er alternativet? Bare håbe på det bedste? Folk, der mener, at man skal droppe model-baserede policy-forslag som input, skylder et svar på, hvad alternativet er."

At se på upside vs. downside og om man er konveks eller konkav til variation og/eller fejl i antagelser. Konceptet bygger på Antifragility, som her, http://www.youtube.com/watch?v=S3REdLZ8Xis, præsenteres af faren til begrebet, Nassim Taleb.

Og ja, jeg mener bør droppe model-baserede policy-forslag, hvor konsekvenserne af ændringer i antagelser ikke er med. Med andre ord: ADAM skal dø. Eller i hvert fald have en lillesøster som hedder, "her er hvad der sker, hvis vores antagelser ikke holder og/eller der var større variation end en normalfordeling foreskriver, hvorfor ADAM tog fejl" (forslag til kortere navn modtages gerne).


Morten Isaksen

Morten Isaksen @ d. 19. february 2014 #9

@Mads: HEHDSHVAIHOEDVSVEENFHATF-modellen?


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 19. february 2014 #10

Mads:
Nu er jeg ikke fortaler af Adam (Hvem sagde Lucas-kritikken) - men jeg vil gerne gentage min pointe: at lade den offentlige økonomi være op til rene tilfældigheder er dumt. Selvfølgelig må man træffe de bedste beslutninger på det bedst mulige grundlag. Præcis som vi også gør privat. Og ja, antagelser kan være obskure, scenarier kan være helt ude i hampen pga. Senere stød, der ændrer situationen markant mv. Men sådan er økonomi så uforudsigeligt. Økonomer er ikke orakler og modeller er ikke hele sandheder eller perfect foresight. Men bare at lade ting være tilfældige er endnu værre. Man må bruge økonomers input så godt som muligt og så er resten politisk ansvar oh prioritering.


Markus Hornum-Stenz

Markus Hornum-Stenz @ d. 19. february 2014 #11

Mikael,

det mest jordnære alternativ er vel, at skrue voldsomt ned for prognose politikken, erkende at økonomi minder en del om meteorologi mht. asymmetrien i anvendelighed fremad og bagud i tid og lade politikken styre økonomien efter et relativt princip.
Mere konkret: I de forgangne 5 år har vi brugt X kroner p.a. på dit og Y kroner på dat, og haft Z kroner i indtægter på dette og hint. Hvis vi skal holde en balance i økonomien indenfor nogle tolerancer de næste 3 år - jf. EU-kravene - skal vi justere X med 5%, Y med -1,5% osv. udfra hvad vi ved fra bedste analyse af historiske data.

Tilgiv mig en måske lidt anstrengt metafor: En kaptajn på et sejlskib i en storm ville aldrig foregive at have en kvalificeret mening om, hvor langt henne i stormvejret man er og justere sine kommandoer derefter, han vil forholde sig til de aktuelle forhold, efterhånden som de ændrer sig, så længe stormen raser.


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 19. february 2014 #12

Markus:

Når man vurderer reformforslag mv., så kigger man på de langsigtede konsekvenser, altså "udover stormen/det vanvittige gode vejr" alt efter om det går godt eller dårligt nu.

Og man behøver jo ikke vanvittige modeller nødvendigvis. Men man behøver at bruge tid på at regne på det og komme med forskellige scenarier. Man behøver jo f.eks. ikke en økonomisk model som sådan for at finde ud af, at man har et finansieringsproblem, hvis der er markant flere på pension end i den arbejdsdygtige alder. Den slags må man jo prøve at tage i opkøbet.


Mads  Stolberg-Larsen

Mads Stolberg-Larsen @ d. 20. february 2014 #13

@ Isaksen: Takker! ;)

@ Micheal:

Lad os droppe varmluftsballoner. "At lade den offentlige økonomi være op til rene tilfældigheder er dumt. Selvfølgelig må man træffe de bedste beslutninger på det bedst mulige grundlag" kan man jo som nogenlunde fungerende polit-studerende kun være enig i. Og hvis man ikke er det, så har jeg sku ret svært ved at gennemskue hvad man laver på studiet her.

Hvis du forstår, hvad jeg mener med at være konveks eller konkav i forhold til variation eller model error, vil du også opdage, at vi åbenbart er enige. For min pointe er også, at vi bør træffe beslutninger ligesom private aktører (læs mennesker) gør det. Problemet er bare, at de ikke træffer beslutninger som klassisk mikroøkonomisk teori foreskriver det. De overvejer derimod, hvilke scenarier som de IKKE kan acceptere, og så forsikrer de sig imod dem (det som vi i "mennesket nyttemaksimerer" paradigme kalder risikoaversitet i nyttefunktionen).

Så du har fuldstændig ret. Vi behøver ikke vanvittige modeller. Men lad os nu gå skridtet videre. Vi bliver nødt til at smide dem ud, hvor ændringer i grundlæggende antagelser og deres konsekvenser ikke er medtaget (så ADAM skal slås ihjel pga. Lucas Kritikken). De fourener tankegangen, den politiske debat og vores måde at gå til verden på, fordi de sender et signal om, at det er muligt, at finde det optimale niveau af nytte/BNP/forbrug i en verden domineret af ekstreme uforudsigelige events og irrationel adfærd.


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 20. february 2014 #14

@Mads

Det kan godt være, at man ved det som "nogenlunde fungerende polit-studerende", men kommentarspor på www.politiken.dk/www.information.dk/www.eb.dk tyder på, at der er mange, der ikke forstår det og totalt misforstår økonomers rolle/viden. Og det er det, jeg opponerer kraftigt imod - så du må lige sætte kritikken ind i kontekst, før du kalder det for varmluftsballoner. I mine kommentarer har jeg i øvrigt ikke henvist specielt til ADAM-modellen. Jeg har kun henvist til, at man skal tage beslutninger ud fra et oplyst grundlag, herunder hvad økonomer kan bidrage med. Jeg er ikke fan af modeller, man allerede for 30 år siden kom frem til var fyldt med fejl i sin grundlæggende opbygning (Lucas-kritikken igen igen)


Mads  Stolberg-Larsen

Mads Stolberg-Larsen @ d. 20. february 2014 #15

Jeg sætter i kontekst: Konteksten er at vi debatterer på AltAndetLige.dk....

Men du har ret i det, du henviser til. Man skal tage beslutninger ud fra et oplyst grundlag (hvilket jeg kun tror dem på eb.dk er uenige i - og forøvrigt slet ikke er en varmluftballon). Og hvis konteksten er, at folk totalt misforstår økonomers rolle/viden, så er jeg da enig. Vi prøver at beskrive trade-offs som politikere og andre beslutningstagere kan bruge eller lade være, når de tager beslutninger. Mit problem er, at de fleste af modellerne grundlæggende hviler på antagelser der:

1) Ikke tager højde for at folk, og dermed markeder, er irrationelle.
2) Ikke tager højde for, at man videnskabsteoretisk ikke kan bruge en repræsentativ agent til at regne på nytten for alle agenter.
3) Ikke tager højde for Lucas-kritikken.
4) Ikke tager højde for, at kompleksitet totalt ødelægger de statistiske sandsynlighedsfordelinger, man bruger.
5) Ikke tager højde for the Turkey Problem (også kendt som the problem of induction).

Så hvis du ikke er fan af modeller, man allerede for 30 år siden kom frem til var fyldt med fejl i sin grundlæggende opbygning, forstår jeg ikke, hvordan du er fan af, at man bruger disse modeller til at bygge politik på.

Alternativet: Vurder upside vs. downside af politiske forslag. Hvis der er downside scenarier, man ikke kan forsvare, bør politiken ikke udføres. Dette kan selvfølgelig kaldes en model, men jeg vil kalde det en heuristic eller tommelfingerregel. Uanset hvad man kalder det, er det det, jeg godt kunne tænke mig erstattede noget af tankegangen på studiet. Mindre optimering over en fremtid, man ikke kender og mere tænken i mulige worst case scenarios der skal undgås på en effektiv måde.


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 20. february 2014 #16

@Mads

Udgangspunktet/konteksten er, at jeg kommer med et svar på en kommentar til én, der ikke lader til at have forstået, hvorfor man bruger scenarier til at udforme sin politik efter. Så sæt tingene ind i deres rette sammenhæng, før du begynder at hive det store kasteskyts frem.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg siger, at jeg er fan af noget som helst. Kan du citere? Jeg siger vist netop, at jeg ikke synes, at ADAM-modellen mv. er så brugbare. Jeg siger blot, at man selvfølgelig ikke skal lade ting op til tilfældigheder. En "model" kan jo sagtens bare være, at man fremskriver en befolkningsudvikling og ser, at indtægter/udgifter ikke passer sammen.

Men ja, jeg kan nu godt lide makromodeller som sådan og jeg tror på, at vi bliver klogere af dem i takt med, at forskning skrider frem. Selvfølgelig har alle typer modeller fordele og ulemper. Det er kun kommentarsporet på Informationen, der tror, at økonomer har den opfattelse af sig selv, at de kan forudsige alt med flere decimalers præcision. Hele rationalitetsspørgsmålet er vigtigt, men også misforstået. Personligt tror jeg i højere grad på flere ligevægte og ufuldstændig/uperfekt information - folk gider ikke at blive snydt gentagne gange. Men det er en anden debat, jeg ikke har tænkt mig at fortsætte her (den er vist taget rigeligt med gange på altandetlige)

(I øvrigt er der jo ikke rigtigt noget optimering i ADAM-modellen - det er næsten ren empiri. Deraf Lucas-kritikken).


Mads  Stolberg-Larsen

Mads Stolberg-Larsen @ d. 21. february 2014 #17

Okay. Mit udgangspunkt er, at jeg prøver at give et alternativ til model-baserede policy-forslag. Det gør jeg fordi jeg rent faktisk mener, at vi bør droppe nogle af de eksisterende pga. nogle fundamentale problemer (hvor rationalitet i parentes bemærket er det mindste). De bør erstattes af er heuristics/tommelfingerregler, hvor man ser på upside vs. downside. Hvad der i den sammenhæng klassificeres som de store kasteskyts ved jeg ikke, men i det første svar du giver, forholder du dig ikke til det alternativ jeg kommer med, men skriver at " Økonomer er ikke orakler og modeller er ikke hele sandheder eller perfect foresight. Men bare at lade ting være tilfældige er endnu værre. Man må bruge økonomers input så godt som muligt og så er resten politisk ansvar oh prioritering.", hvilket jeg jo kun kan være enig i.

I forhold til at være fan af noget som helst har du ret i, at du på intet tidspunkt skriver, du er fan af, at man bruger disse modeller til at bygge politik på. Som jeg forstår dig, skal man bare bruge dem som inputs. Og her er det vi er uenige. Jeg mener, at flere af de eksisterende modeller er ubrugelige pga. ovenstående fem kritik punkter, specielt nr. 4) og 5). De kan ikke engang bruges som input.

Debatten om rationalitet er ganske rigtigt taget rigeligt med gange her på siden. Og som dig mener jeg folk ikke gider blive snydt gentagne gange. Men det er interessant, at kritikpunkt 4) og 5) ikke har været debatteret særligt meget. Det er dem der i min optik fuldstændig invaliderer en del af det, vi laver.
Som eksempel herpå vil jeg tillade mig at være lidt uenig i det sidste du skriver og postulere, at det er tvivlsomt om vi bliver klogere af makromodeller som forskningen skrider frem. Årsagen: Hvis kompleksiteten i samfundet vokser hurtigere end forskningen skrider frem ved vi reelt set mindre og mindre om samfundet.

Men lad os stoppe den debat kort her og tage den over en anden god dag. Jeg er ret inspireret af "The Black Swan" og andet af Taleb samt Kahnemann og "Thinking fast and Slow". Hvis du har noget godt som giver dem noget modstand, vil jeg meget gerne læse det.


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 21. february 2014 #18

@Mads

Mja, jeg er ikke nok inde i ADAM-modellen til at kunne sige så meget om, hvorvidt den er god til input eller ej. Jeg taler sådan set lidt mere bredt. Man skal under alle omstændigheder jo huske, at der er store usikkerheder. Derfor er jeg nok mest fortaler for, at man har flere modeller/metoder at læne sig op ad, så man kan få skabt et mere nuanceret billede givet hvad vi ved. Jeg har ikke rigtigt læst så meget Taleb, men det kan jo være, at de ting du nævner (som jeg ikke vil kloge mig på) f.eks. kunne være væsentlige input fremadrettet.

Mja, jeg ved ikke, om jeg er enig i, at verdenen er blevet mere kompleks. Der var også en stor grad af globalisering i slutningen af 1800-tallet/starten af 1900-tallet. Det er klart, at vi ikke ved alt (fri vilje er svær at modellere matematisk), men i det område, som jeg hovedsageligt har beskæftiget mig med (pengepolitik), så vil jeg da mene, at man er kommet markant længere: Accepten af, at der ikke er noget langsigtet trade-off mellem arbejdsløshed og inflation og at inflations-bias-problemet (tidsinkonsistens) f.eks. kan løses ved at uddelegere pengepolitikken til en uafhængig centralbank (gerne mere inflationskonservativ end samfundet). Nu er problemet selvfølgelig lidt vendt om, idet vi nu ser renter på ZLB og meget lav inflation - men måske fremtidig forskning også kan hjælpe os her, ligesom da vi oplevede for høj inflation? Det kan man da håbe (og det tror jeg på).

Puha, jeg læser ikke rigtigt "mainstream-bøger", men det er altid spændende at følge med i blogsfæren blandt økonomer (de er bestemt ikke enige og man kan kun risikere at blive klogere og få et mere nuanceret indblik i forskellige tankegange)


Frederik Greisen

Frederik Greisen @ d. 23. february 2014 #19

@Mads:
Du har helt klart nogle teoretisk set korrekte pointer mht. hvordan makromodeller optimalt set bør udformes. Jeg synes dog, at dine argumenter er ideologiske, lidt naive og mangler vægt på hvordan prognoserne praktisk set udføres.

Kortsigtede makroøkonomiske prognoser udføres for at have et udgangspunkt for politisk og økonomisk planlægning på kort sigt. Ét input hertil er modelbaserede prognoser fra eksempelvis ADAM, MONA eller SMEC. Disse modelprognoser baseres delvist på modellens relationer, men store dele af modelprognoserne er input fra nowcasts og økonomiske indikatorer som ligger UDENFOR modellen. Derfor synes jeg at dine argumenter om smide ADAM i skraldespanden rammer noget ved siden af, da modellen på nogle punkter ikke er central for de helt korte prognoser.

Desuden bør ADAM også ses som et avanceret regneark for Danmarks økonomi herunder de offentlige finanser. ADAM er MEGET detaljeret og er et vigtigt redskab til at vurdere detaljerede mekaniske effekter af forskellige indgreb. Som beskrevet af Mikael er ADAM ikke baseret på optimerende agenter, så teoretisk set er modellen ikke robust overfor strukturelle ændringer i regimer. I Nationalbanken har man udarbejdet og arbejder med en DSGE model, som netop tager højde for dette. Men man vil aldrig kunne lave en DSGE model som er lige så detaljeret som ADAM, og som dermed kan bruges til at analysere de offentlige finanser på samme detaljerede niveau. Derfor er der mange gode argumenter for at beholde ADAM som input i prognoser samtidig med, at man anvender input fra andre makroøkonomiske modeller, og det du kalder heuristics.


Andreas Orebo Hansen

Andreas Orebo Hansen @ d. 25. february 2014 #20

Tak til Jeppe for godt blogindlæg som har sparket gang i en diskussion som har været latent her på altandetlige.dk.

Jeg er fuldstændig på linje med Frederik i denne diskussion (omend måske lidt biased af, at jeg arbejder i FMs ADAM-kontor).

Når de kortsigtede prognoser udføres, så er adfærdsmekanismerne i ADAM de facto uden betydning, hvilket invaliderer en række af de fremførte argumenter mod brugen af økonomiske modeller. Mao., så mener jeg ikke (eller kun i meget begrænset omfang), at man kan diskutere økonomiske modellers modellering af agenters adfærd over for brugen af økonomiske modeller i stabiliseringspolitikken.


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 25. february 2014 #21

@Andreas

Jeg er lidt i tvivl om, hvad du mener med det sidste. Hvorfor invaliderer det Mads' argumenter, at adfærdsmekanismerne i ADAM de factor er uden betydning? Det er vel det, hele Lucas kritikken bygger på, at man netop ikke kan pille adfærdsmekanismerne ud? Medmindre du mener, at de kun ændrer sig ganske langsomt?


Andreas Orebo Hansen

Andreas Orebo Hansen @ d. 25. february 2014 #22

@Michael

Min pointe er, at de kortsigtede økonomiske prognoser (i ØR), som ligger til grund for den økonomiske politik, er (de facto) upåvirkede af ADAMs adfærdsrelationer, og derfor (stort set) alene baseret på indikatorer mv. som modellen er blevet fodret med... Så givet at adfærdsmekanismerne ikke påvirker skønnene (på kort sigt), så mener jeg ikke, at det har megen relevans at diskutere modellering af agenters adfærd i sammenhæng med modellens forudsigelser på kort sigt...


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 25. february 2014 #23

@Andreas

Hvis du mener det helt korte sigt, så har du selvfølgelig ret :)


Mads  Stolberg-Larsen

Mads Stolberg-Larsen @ d. 27. february 2014 #24

@Greisen

1) Hvordan argumenterne er ideologiske bliver du sku nødt til lige at uddybe.

2) Lidt naive. Igen: Hvordan?

3) Mangler vægt på hvordan prognoserne praktisk set udføres. Der har du hovedet på sømmet. Det ved jeg ikke særlig meget om, og det er fedt, at dig og Andreas kommer med indspark, nu i kender modellen i detaljer. Men som jeg forstår dit første afsnit, så bygger en stor del af ADAM's prognoser ikke på selve modellen men nowcasts (som jeg i parantes bemærket blev nødt til at google, hvad var). Hvis det er korrekt forstået, så har du helt ret i, at min kritik rammer helt ved siden af. For så har man jo smidt modellen ud til fordel for nowcasts, når man laver de kortsigtede prognoser.

I forhold til det sidste med robusthed overfor strukturelle ændringer regimer, så er det slet ikke den diskussion og kritik, jeg har af studiet og vores tilgang til tingene (det er en delmængde). Det der irritere mig er, at vi gør rigtig mange ting til dynamiske optimeringsproblemer, hvor noget skal maksimeres over en given tidshorisont. Problemet er, at man desværre ikke kender den underlæggende generator, hvorfor man antager, at fortiden siger noget meningsfuldt om fremtiden. Det gør den indenfor rigtig mange domæner, men når domæner bliver tilpas komplekse, er det desværre ikke tilfældet, fordi sandsynlighedsfordelinger begynder at opføre sig efter Power-laws. Når sandsynlighedfordelinger gør det, og man ikke kender disse præcist, begynder det at være en bedre taktik at se på upside vs. downside, istedet for at optimere i en model og basere sine valg på de svar, optimeringsproblemet/modellen giver.


Frederik Greisen

Frederik Greisen @ d. 28. february 2014 #25

@Mads

1) Jeg mener ikke ideologisk som politisk, da dette klart skal holdes udenfor. Med ideologisk mener jeg, at du pr. definition er modstander af brugen af ADAM (citat: ”ADAM skal dø”), uden at være 100 pct. oplyst om fordelene og ulemperne ved brugen af ADAM i praksis. Jeg mener ikke, man bør opgøre brugen af ADAM som binær (0: dø, 1: stol blindt på alt ADAM siger). Hvis man er uenig i ADAMs antagelser, kan man lade modelberegningerne indgå med større eller mindre vægt i den samlede prognose. Informationen i modelberegningerne vil have en ikke-negativ værdi for prognosemageren, som han / hun kan vælge at anvende i større eller mindre grad.

2) Med naive mener jeg, at du har udelukkende har fokus på de teoretiske elementer af hvordan prognoser ideelt ses udføres. Prognoser er dog i høj grad baseret på hvad der er praktisk muligt, og hvordan man kan skabe konsistens i prognosemetoderne over tid. Netop her er de anvendte modeller ekstremt vigtige – de muliggør en høj grad af metodemæssig konsistens over tid. Dette giver på sigt bedre mulighed for at vurdere hvilke antagelser, som måske bør revideres i fremtidige prognoser.

3) Modellen er ikke smidt ud i kortsigtede prognoser. Funktionen er blot en anden. Som Andreas påpeger, er de kortsigtede prognoser stort set upåvirkede af adfærdsrelationerne, men ADAM er stadig central i vurderingen af mekaniske effekter på detaljeret niveau.
Jeg synes stadig ikke at dit alternativ (upside vs. downside) er et egentligt alternativ, som kan anvendes i praksis. Jeg siger ikke at man blindt skal stole på modellens forudsigelser, og planlægge den økonomiske politik PRÆCIS herefter. Men det er heller ikke sådan det foregår i praksis. I praksis ligger man netop sikkerhedsmarginer ind i den økonomiske politik, da man ved, at prognosen ikke er korrekt. Hvis man i stedet hver gang skulle vurdere upside og downside, kan jeg ikke forestille mig, at disse vurderinger ville blive konsistente over tid.


Mads  Stolberg-Larsen

Mads Stolberg-Larsen @ d. 28. february 2014 #26

1) Jeg er ikke pr. definition modstander af brugen af ADAM. Også derfor jeg i sætningen efter ADAM skal dø siger, at man bør have noget, hvor man tager højde for, hvad ændringer i grundlæggende antagelser har af betydning for det, man når frem til (HEHDSHVAIHOEDVSVEENFHATF-modellen om man vil). Så vi er lidt på samme side. Verden er ikke binær. Men det, jeg prøver at komme frem til, handler ikke om at være enig eller uenig i de antagelser, der ligger i ADAM modellen. Det handler om at være resistent eller "Antifragile" til de er forkerte.

2) Mit fokus, og hele udgangspunktet for debatten, er ikke hvordan prognoser udføres, men hvordan de bruges. Så at klantre argumenterne for at være naive i forhold til, hvordan prognoserne udføres, er lidt strengt.
Det jeg prøver at sige er, at modellerne og de prognosetal, de giver, bør bruges mindre (specielt i den offentlige debat), fordi jeg mener, de ovennævnte teoretiske argumenter (specielt 4) og 5) ) gør deres værdi relativt lille.

3) Alene det faktum, at man lægger sikkerhedsmarginer ind i praksis, er et udtryk for, at man bruger en tankegang, hvor upside/downside betyder noget. Sikkerhedsmarginer er jo netop udtryk for, at "hvad sker der, hvis tingene ikke går, som vi antager". Det der i den sammenhæng er interessant er, om man bare lægger sikkerhedsmarginer ind, fordi så store har vores afvigelser i prognoser været historisk, eller om man rent faktisk forsøger at køre modellerne igen, hvor man har ændret f.eks. elasticitetsparametre, da disse kan ændre sig over tid.
At vurdere upside vs. downside handler i praksis handler om, at kende sine downsides men have openended upsides (man skal være "antifragile") i forhold til den politik man fører. Men det skal operationaliseres. Og hvordan man gør det, så metoden f.eks. er konsistent over tid, må jeg blive dig svar skyldig på her indtil videre. Men der var jo også engang, hvor de nuværende modeller og praktiske metoder man bruger i dag, kun eksisterede som diskussioner blandt økonomer og økonomi-studerende og skulle udvikles.


Frederik Greisen

Frederik Greisen @ d. 03. march 2014 #27

@Mads

Jeg tror stadig ikke helt jeg er med på fordelen ved vurdering anvendelse af up- og downsides fremfor modeller i den økonomiske politik... Det må du fortælle mig om over frokost i FM engang :)

Men jeg vil lige tilføje til 3), at man kører modellerne igen med forskellige antagelser for at tjekke effekterne af ændre elasticiteterne. Et offentligt tilgængeligt eksempel herpå, er FM's Finansredegørelse 2014 kap. 4+5, hvor beskæftigelseseffekter m.m. evalueres for ændringer i udenrigshandlens priselasticitet.


Mads  Stolberg-Larsen

Mads Stolberg-Larsen @ d. 03. march 2014 #28

@Greisen

En frokost lyder som en god plan. :)
Helt grundlæggende handler det om, at der er et lower bound på konsekvenserne af at tage fejl. I forbindelse med Finansredegørelsen du henviser til, forstår jeg det sådan, at de bruger ADAM-modellens elasticiteter som lower bound på udenrigshandlens priselasticitet. Konsekvensen af de tager fejl, er altså ikke så stor, da der ret solidt grundlag for, at undenrigshandlens priselasticitet er højere, når man regner frem mod 2020 (man kan så diskutere, om man skulle prøve en gang hvor priselsticiteten var tæt på 0).

Et, desværre, alt for godt eksempel på en politisk beslutning, hvor man burde have været markant mere bekymret om konsekvensen af at underlæggende antagelser er forkerte, er Irak-krigen. Langt størstedelen af de både menneskelige og materielle omkostninger forbundet med denne, og de er immervæk store, kom efter krigshandlingerne blev erklæret for afsluttet (hvilket skete efter mindre end to måneder). Meget af det, man har kunnet læse om Irak-krigen efterfølgende peger på, at det slet ikke lå på de radaren hos dem, som tog beslutninger - hvilket er lidt problematisk for at sige det mildt.

Anyways. Jeg giver en frokost, hvis du har tid en dag, og prøver at finde et par eksempler i forhold til økonomisk politik (hvor jeg tror trickle-down economics ville være det første). :)


Andreas Orebo Hansen

Andreas Orebo Hansen @ d. 03. march 2014 #29

@Mads

Tror ikke der er nogle teoretiske argumenter for, at eksportpriselasticiteterne skulle være "lig" 0...:-)


Mads  Stolberg-Larsen

Mads Stolberg-Larsen @ d. 03. march 2014 #30

@Orebo

Det tror jeg sku heller ikke ;) Men nogen gange er virkeligeheden ret ligeglad med, hvad de teoretiske argumenter er ("In theory there is no difference between theory and practise. In practise there is.").


Andreas Orebo Hansen

Andreas Orebo Hansen @ d. 03. march 2014 #31

Haha, word!:-)


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jeppe Druedahl

Jeg er adjunkt på Økonomisk Institut. Jeg forsker i makro spørgsmål om kriser og ulighed ved at bruge mikro-data og numeriske computermetoder. Jeg underviser i bl.a. "Mikro 1" og "Introduction to Programming and Numerical Analysis"