Er fartkontroller en pengemaskine?

På ét år indkasserer politiet ca. en halvmilliard i fartkontroller, og det får med jævne mellemrum borgere og politikere til at råbe ”pengemaskine!”. Men regulering af hastigheden er vigtig ud fra et økonomisk (og liberalt) synspunkt. Når du kører meget hurtigt, udsætter du andre mennesker for fare. Og det har en omkostning for andre, ligesom man som liberal kan hævde, at det i værste fald krænker folks ejendomsret over eget liv og krop.

I dag bliver hastigheden på vejene reguleret ved hjælp af straf. Hvis du kører for hurtigt, er der risiko for, at du bliver taget i en fartkontrol og skal betale en bøde, ligesom du risikerer et klip i kørekortet.

Det er særligt, når der uddeles bøder på strækninger, hvor hastighedsgrænsen opfattes som for lav, at fartkontrollerne udråbes som rene pengemaskiner, hvis eneste formål er at skaffe provenu til den velpolstredestatskasse (se evt. denne Google søgning). Men samtidig udfører fartkontrollerne en vigtig funktion, fordi de får folk til at reducere hastigheden, så de er til mindre fare for deres medmennesker.

Men der er faktisk en interessant måde, man kan øge effekten af de eksisterende fartkontroller og samtidig fjerne beskyldningerne om, at de fungerer som pengemaskiner

Idéen er meget simpel: Lav fotofælderne om til lotterier! Præmiepengene kommer fra bøderne – altså fra dem, der kører for hurtigt. Og deltagerne i lotteriet er dem, der overholder fartgrænsen. Efter en fartkontrol (eller med bestemte tidsrum for de faste kontroller), udtrækker man X vindere, som hver får udbetalt en andel af de samlede bøder som tak for god opførsel.

Udover pisken, som vi kender fra i dag, vil der altså også være en gulerod, som øger bilisternes incitament til at overholde fartgrænsen. Og samtidig fjernes statens provenu fra fartkontrollerne og dermed beskyldningerne om, at de benyttes som pengemaskiner.

Idéen er illustreret i nedenstående lille video.

Up-side: Vi får større adfærdseffekt og pengene havner ikke i statskassen.

Down-side: Man vil være nødt til at tage billeder af alle biler (eller som minimum nogle tilfældigt udvalgte biler, som overholder loven), for at kunne sende dem gevinsten. Det vil i større eller mindre omfang være overvågning (som vi dog allerede har masser af i dag…). Og så mister staten et provenu, som alternativt kunne bruges til andre ting.

Om idéen er så god, at man skal gennemføre den i Danmark, kan kun empiriske forsøg vise.

Der er dog et lille aber dabei ved den ”simple” idé. For er den ikke for simpel?

• For det første skal man udmåle bøderne (lidt) anderledes, fordi den implicitte bøde øges ved at miste tilbagebetaling. Hvis bøderne er sat optimalt i dag, vil de være for høje, hvis det også indebærer, at man går glip af en evt. præmie.
• For det andet bør man overveje nøje, hvad der sker med myndighedernes incitament. Umiddelbart falder incitamentet til at bruge bøderne som pengemaskiner frem for so, instrument til at øge sikkerheden. Men myndighedernes interesse i at regulere færdslen falder også. Og er det nødvendigvis ønskeligt?
• Og endelig er det et åbent spørgsmål, om et lotteri er bedre end en simpel tilbagebetaling – fx et nedslag i ejerafgiften der svarer til sidste års bødeprovenu (om end det ikke er helt så sjovt).

Personligt mener jeg, at vi har større problemer med staten, end at den måske/måske ikke anvender fartkontrol som pengemaskine.Fx har den tredoblet mængden af regulering på 30 år, hvilket sandsynligvis medfører langt større omkostninger for danskerne.

Venlig hilsen
Jonas