Peter Stephensen

En fuser i sommervarmen

Jesper Jespersen (JJ) skrev i sommers et blog-indlæg med titlen ’En gyser i sommervarmen’. Jesper – der jo går stærkt ind for mediemæssigt genbrug – skrev et nærmest identisk indlæg i Politiken den 23. juli. Indlæggene var skrevet i den gammelkendte hånende og bedrevidende stil. Det der imidlertid gjorde dem specielle, var at Jesper selv havde udført en analyse/beregning. 

JJ udførte en relativ simpel beregning hvor han sammenligner AKU-tal for 2008 og 2019. Hans erkendelser består i, at erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser er faldet. Ud fra dette sluttede han at udbudspolitikken ligger i ruiner. Faktisk mener han at kunne påvise en ’gøgeungeeffekt’ der består i at tilbagetrækningsreformer presser unge ud af arbejdsmarkedet.

De fleste økonomer ville jo nok spørge: har du kontrolleret for demografi? Uddannelsesadfærd? Valg af analyse-år? I kommentarsporet svarer Jesper på denne type spørgsmål med: ”Et rigtigt godt spørgsmål, som ville kræver måneders research”. Ja og hvad så, fristes man til at spørge?

Det tager nu ikke måneder at gøre tingene ordentligt. I forbindelse med et svar til Jespers indlæg i Politiken fra den 23. juni, skrev vi et længere DREAM-notat. Her kontrollerer vi for ovenstående faktorer, og viser at udbudspolitikken ser ud til at have fungeret ganske fint, og at det er rimeligt svært at få øje på en gøgeungeeffekt. Husk Jesper, at det er bedre at vide bedre end at være bedrevidende. Men det kræver at man får hænderne op af lommerne.

Det er et helt legitimt politisk synspunkt, at være modstander af udbudsreformer. Man kan sagtens argumentere for, at en del af den løbende velstandsstigning bør udbetales som mere fritid og/eller flere år som tilbagetrukket. Jeg bevæger mig selv rundt i nærheden af det synspunkt en gang imellem. Problemet med JJ’s retorik, er at han for at argumentere for sit synspunkt, vælger den absolutistiske strategi at påstå, at udbudspolitikker overhovedet ikke fungerer. Hvis han kan overbevise sine læsere om dette, har han naturligvis slået sine modstandere hjem, men har også – som sædvanligt - bragt debatten fuldstændig på vildspor. Målet helliger tilsyneladende midlet. Man hvad er målet, Jesper?


1 kommentar


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 24. october #1

Ja jeg spurgte ham for eksempel om det at vaelge 2008 ikke var et lidt besynderligt start-aar, hvortil jeg fik svaret at det havde jeg vist misforstaaet.

Jesper's indlaeg har over de mange aar jeg har laest dem vaeret af saa lav kvalitet at jeg ikke rigtig gider at laese hans ting laengere, jeg goer det mest fordi han jo trods alt er god til at provokere os polit'er...

En kommentar til DREAM-notatet: i siger at flere uddanner sig nu end ved aartusindskiftet. Jeg kom selv ind paa arbejdsmarkedet i 2008/9 hvor situationen jo var lidt "sjov", og saa mange der endte med at soege ind paa kandidat/phd selvom de ikke havde planlagt det, simpelthen fordi der ikke var jobs til dem, og uddannelse var en "nem" maade at sparke problemet lidt ned af vejen. Maaske den effekt skal medregnes? Men det er nok ikke saa stor en effekt


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Peter Stephensen

Forskningschef i DREAM