Carl-Johan Dalgaard

Argumentresistens på det humanistiske fakultet?

For nylig gik dekanen på det humanistiske fakultat på KU endnu engang i brechen for de humanistiske uddannelser i et interview gennemført af Universitetsavisen. Udover dekanen deltog også prodekanen (”for omverdens-relationer”). Interviewet kan læses i sin helhed her.

I interviewet går de to uddannelses-ledere skarpt i rette med centrale dele af Produktivitetskommissionens 4. analyserapport, der udkom for et par måneder siden. Konkret fremfører dekanen og prodekanen følgende hovedsynspunkter:

1.  Ledighedforskellen mellem humanister og andre er beskeden. At tale om ”store forskelle” er på dette punkt proportionsforvrængning.

2.  Det er for unuanceret, når der tales om at humanistiske kandidater i betydelig grad ikke arbejder med deres uddannelse efter endt studie tid når der ikke tages højde for kandidatalder siden der bliver større og bedre sammenhæng mellem kandidatens faglighed og jobbeskrivelsen efterhånden, som karrieren skrider frem.

3.  Det er urimeligt at pålægge studierne et ansvar for om kandidaterne finder job på et arbejdsmarked de ikke kan kontrollere.

4.  Den relativt lavere løn blandt humanister skal tilskrives en større beskæftigelses-andel i den offentlige sektor, og et overskud af kvinder der i øvrigt ikke får ligeløn.

5.  Løn afspejler ikke produktivitet. Det er en årsagssammenhæng der ”ikke findes”.

6.  Hvis det ”giver god mening” (i.e., en ledighedsprocent på 20 procent eller mere), bør optaget på studierne justeres.

7.  Produktivitetskommissionen har ingen baggrund for at udtale sig om kvalitet af uddannelserne på deres egne præmisser.

Til dette kan man sige følgende:

1.  Ledighedforskellen mellem humanister og andre kandidater er ikke ”beskeden”. I 2011 var 7-8 % af landets humanistisk uddannede ledige. Gad vide om man ved på det humanistiske fakultet ved hvad den nationale ledighed var i samfundet på samme tidspunkt? Ledighedsprocenten er baseret på ”beholdningen”af humanister; hvis ledighedsprocenten var på linje med den fra fx naturvidenskab ville det svare til tusindvis af flere job. Forskellen er statistisk signifikant. Der ér tale om markante forskelle og ikke "småtterier".

2.  Som dokumenteret i nævnte analyserapport er det ca. 10% af beholdningen af humanister der arbejder som ufaglærte. Med ”ufaglært” menes, at kandidaterne beklæder jobs hvor jobfunktionen blot kræver en ungdomsuddannelse eller mindre, ifølge medarbejderens arbejdsgiver, der står for indberetningen. Det kan godt være korrekt, at andelen der arbejder som ufaglærte er langt større for nyuddannede humanister, som prodekanen antyder i interviewet. Men gennemsnittet(på tværs af folk med forskellig kandidatalder) virker nu også tankevækkende højt.

3. Nej, det er ikke urimeligt. I det væsentligste er det ikke urimeligt siden studierne indlysende (delvist) kontrollerer udbuddet af arbejdskraft på den del af arbejdsmarkedet hvor deres kandidater afsættes. Dermed påvirker de markant arbejdsmarkedet (om dét så er forstået eller ej).

4. Nej, det handler ikke om offentlig ansættelse, eller kvinder (endsige ”etnicitet”, geografi, demografi og alt muligt andet prodekanen får bragt til torvs i interviewet). Selv når man kikker på privat ansatte, og tager højde for køn (og en meget lang liste af andre forhold i tillæg) er der en statistisk signifikant forskel. Det er udtryk for en foruroligende uvidenhed om vores analyser at tro vi bare ”sjusser” os til hovedkonklusioner i vores rapporter.

5.  Løn og produktivitet er ikke forbundne? Hør nu, virksomheder der vedvarende overbetaler sine medarbejdere går konkurs. Virksomheder der vedvarende underbetaler sine medarbejder vil ikke kunne holde på dem. I praksis er der derfor en nær sammenhæng mellem produktivitet og løn ( se fx figur 25 s 71 i denne rapport). Det er klart at produktivitet ikke er det eneste der bestemmer lønnen. Men at der ér en nær sammenhæng burde man sådan set bare tage til efterretning (også) på det humanistiske fakultet.

6.  Her må man forstå at dekanen nu mener, at studierne faktisk har en indflydelse på arbejdsmarkedet, og et ansvar i den henseende. Men altså først når ledighedsprocenten rammer 20% for den givne faggruppe. Det er pletvist intellektuelt udfordrende, at følge logikken i argumentationen.

7.  Det er helt og aldeles korrekt at økonomer ikke kan udtale sig om kvaliteten af humanistiske uddannelser på studiernes egne præmisser. Vi udtaler os om produktivitet (for det er hvad vi ved noget om) og vores ”kvalitets-mål” er snævert knyttet til netop dette opdrag. Man kan helt sikkert definere kvalitet på anden vis end hvad vi gør. Dog næppe i en produktivitets sammenhæng.

Der er intet i ovenstående som dekanen (og pro-dekanen) ikke er blev underrette om. Herunder hvordan de går galt i byen i forhold til deres – privat udarbejdede - analyse af produktivitetsgevinsterne ved de uddannelser de er ledere for. Alligevel gentages fejlagtige argumenter igen, og igen. Det vidner faktisk om en foruroligende grad af argumentresistens, hvilket er så lagt fra den humanistiske tradition man kan komme. Mig bekendt.

Det er måske til at forstå, at ledelsen på det humanistiske fakultet finder det for snævert, at analysere uddannelsers relevans ud fra en økonomisk synsvinkel. Men ærligt talt, dét at klandre en Produktivitetskommission for at fokusere på produktivitet er lidt som at klandre koen for, at den siger ”muh”. Ydermere er det måske lidt overraskende, at man på humaniora mener at vide mere om økonomi, og økonomiske statistikker, end den faggruppe der er uddannet til at arbejde med disse ting: økonomer.

Personligt havde jeg – sandt at sige – forventet et højere debatniveau fra dekanen og prodekanen på det humanistiske fakultet end det vi er vidne til i nævnte interview. Hvorfor hulen snakker I om økonomi, når I selv mener det er for snævert i udgangspunktet? Kom nu! Fortæl os nu hvad humanister kan! Fortæl os hvordan flere humanister bibringer et åndeligt (omend, måske ikke, et pekuniær) rigere samfund! Forsvar indholdet af de studier I repræsenterer! Se dét ville være et berigende bidrag til debatten.


3 kommentarer


Samuel Clements

Samuel Clements @ d. 27. february 2014 #1

Tak for et godt indlæg, Carl-Johan.

Jeg tror, at humanister netop gør et stort åndeligt bidrag, som gør livet og samfundet rigere på måder, som ikke afspejler sig BNP eller TFP. Der er en stor nytteværdi her, som er svær at afdække. Der nok også en sammenhæng mellem nytten, og den personlighedstype man er. Nogle af os er intellektuelle, og elsker at sidde at nørde, andre er langt mere nede på jorden, og formentlig bedre til at holde fokus uden at lade sig distrahere. Vi kan næppe kalde os en civilisation, hvis livet handler blot om at være en robot til arbejdsmarkedet. Modsat må man sætte tæring efter næring.

Der er nok gået inflation i de humanistiske uddannelser (som alle andre steder), og mon ikke det hænger sammen med, at man skal læse dobbelt så mange år i dag for at ligge samme sted i lønfordelingen som man skulle for 60 år siden (hvor mange efter 7. klasse gik i lære, og universitetet var forbeholdt en mindre gruppe af nørder)?


Jesper Sørensen

Jesper Sørensen @ d. 27. february 2014 #2

Jeg er sådan set enig i det meste af artiklen bortset fra argumentationen i punkt 5.

Virksomheden betaler vel sine ansatte ud fra hvor produktive de er for virksomheden, IKKE for hvor produktive de er for samfundet.

Hvis der er eksternaliteter til stedet falder den argumentation til jorden. Et oplagt eksempel kunne være en ansat, der reklamerer for en virksomheds produkt og er god til sit arbejde. Han tiltrækker måske en masse ordrer til virksomheden, hvilket øger virksomhedens omsætning og derigennem profit, men det sker på bekostning af de andre virksomheder, der mister omsætning og profit. Reelt set omfordeler han altså bare profit mellem virksomhederne på markedet, han skaber ikke nogen øget værdi samfundsmæssigt set.

Da han er god til sit arbejde og tjener en masse penge til virksomheden får den ansatte sandsynligvis en god hyre, men han har reelt ikke bidraget med noget produktivt til samfundet.

På den måde kan virksomheder sagtens overbetale medarbejdere, der er uproduktive ud fra en samfundsøkonomisk betragtning, uden at skulle dreje nøglen om.

Hvorvidt dette har betydning for om humanister er mere eller mindre produktive sammenlignet med andre arbejdsmarkedsgrupper skal jeg ikke kunne sige, jeg ville bare pointere at man skal passe på med altid at ligestille en høj løn med høj produktivitet specielt på tværs af faggrænser.


Erik Kofoed

Erik Kofoed @ d. 28. february 2014 #3

Jesper, dit eksempel holder ikke. Hvis vi antager en omfordeling af omsætning og overskud på et marked (men 'konstant' marked samlet set), vil der også ske en forskydelse af inputfaktorerne - heriblandt arbejdskraft - på markedet. Øget afsætning i én virksomhed bliver altså alt andet lige modsvaret af et tilsvarende fald i en anden virksomhed.

Men det er faktisk ikke helt dét, dit eksempel fremstiller: Du antager at én person er ekstra dygtig. Han vil nok derfor kunne overtage arbejdet fra mere end én person i en anden (eller samme) virksomhed. Og det er jo netop det, vi kalder øget produktivitet.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard blev Ph.D. i økonomi i 2002, og er i dag Professor ved Økonomisk Institut. Mellem 2002 og 2012 var han adjunkt, lektor og mso professor ved Instituttet. Undervejs har han desuden været kortvarigt ansat ved den Internationale Valutafond, Göteborgs Universiet og Universitat Pompeu Fabra. Han forsker/ underviser fortrinsvis i økonomisk vækst og udvikling og er tilknyttet redaktionen af tidsskrifterne Economica og Journal of Economic Growth.