Carl-Johan Dalgaard

Danmark på vej som Nordens fattigrøv

Er Danmark på vej til at blive Nordens fattigrøv? I følge Politiken fra i søndags er svaret bekræftende. Artiklen tager afsæt i, at væksten i Danmark har været lavere end i resten af Norden i ”0’erne”. Med denne observation som baggrund fastslås det (med lidt ekspert hjælp), at denne lave vækst viser at Danmark har et strukturelt vækstproblem... Danmark er faktisk på "katastrofekurs". Historien er tilpas dramatisk til at det ikke kan overraske, at den blev videreformidlet af en række web-medier; herunder Børsen og Jyllandsposten’s online aviser (her og her).

Udsagnet om, at den danske økonomi har et strukturelt vækstproblem – og i foruroligende grad bliver relativt fattigere for hvert år der går - er et velkendt ét af slags. Men det ændrer ikke ved, at det faglige fundament for udsagnet (fortsat) er temmelig tvivlsomt.

Lad os starte med postulatet om, at den danske økonomi har et strukturelt vækstproblem, som man må forstå skal være opstået i det sidste tiår (plus/minus). Hvis det var tilfældet burde man forvente, at vækstprocessen i det sidste årti markant adskiller sig fra de forgangne årtier. Det er nok velkendt for denne blogs læsere at det ikke tilfældet; Henrik Hansen og jeg viste sidste år, i en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift, at trendbrud i 1990’erne (eller senere, for den sags skyld) kan afvises statistisk. I dét lys er det svært at få øje på det faglige fundament for at postulere, at der har fundet et strukturelt skrift sted. (En uddybning kan læses her, og artiklen kan downloades her).

Nuvel. Selvom man er paranoid kan der jo godt være nogen efter én. Måske er vækstnedgangen ... du ved ... lige om hjørnet? Er det måske ikke en rimelig antagelse, at når gennemsnitsvæksten har været "lav" i 0'erne så må man forvente at den også vil være lav i det kommende årti?

Nej, der er i så udpræget en grad ikke en rimelig antagelse. For sagen er, at gennemsnitsvækstrater udviser markante udsving fra årti til årti; selv i velstående lande som Danmark. Det er ikke nogen ny indsigt, for det er snart 20 år siden denne mellemfristede ustabilitet blev bragt i fokus i en artikel af William Easterly, Michael Kremer, Lant Prichett og Lawrence Summers (artiklen kan inspiceres her). I artiklen dokumenterer forfatterne korrelationer mellem gennemsnitsvækstrater (i BNP per capita) fra årti til årti på beskedne 0.1 – 0.3, på tværs af verdens lande.

Den samme lave korrelation genfindes hvis man stiller skarpt på verdens rigeste lande (og på timeproduktivitetsvækst, frem for vækst i BNP per capita). Som eksempel illustrerer Figur 1 sammenhængen mellem de gennemsnitlige vækstrater (i timeproduktiviteten) 1990-2000 og 2000-2009, for de 20 oprindelige OECD lande.

Figur 1. Figuren viser væksten i (PPP justeret) timeproduktivitet 1990-2000 vs 2000-2009, 20 OECD lande. Kilde: Penn World Tables vers. 7.0 (”rgdpl2th”).

Det er visuelt indlysende, at korrelationen er lav; konkret 0.2, og uafviseligt forskellig fra nul. De udvalgte perioder er - den store recession til trods - repræsentative for pointen. For hvis man sammenholder væksten mellem 1990 og 2000 med det foregående tiår finder vi en korrelation på 0.25 (også insignifikant); hvis vi fokuserer på 1970-80 vs. 1980-90 lander vi på 0.21. En simpel regression viser, at lagget tiårsvækst statistisk set har nul forklaringskraft i forhold til væksten i det efterfølgende tiår. Så selv hvis 2000-2009 anses for at være et vækstmæssigt decennium horibils for Danmark, giver det os ingen fagligt basis for at sige noget om hvad væksten vil være de næste ti år; herunder konkludere at udviklingen vil fortsætte.

Lad os afslutningsvis tage et kik på Norden. Figur 2 viser udviklingen i (log) timeproduktiviteten i Danmark, Sverige, Island samt Finland siden 1960. Jeg har udeladt Norge siden produktivitetsudviklingen i olielande er en kompliceret sag at analysere og sammenligne med ikke-olielande.

Figur 2. Figuren viser udviklingen i log timeproduktivitet (PPP justeret) i udvalgte lande. Kilde: Penn World Tables vers. 7.0, serien ” rgdpl2th”.

I 1960 er Sverige det mest produktive land blandt de betragtede nordiske lande; Danmark var nr. 2, Island nr. 3 og Finland var nr. 4. Nu kunne man så give sig til med at gruble over baggrunden for, at rangordningen i 2009 er lidt anderledes end i 1960. Men den vigtige observation er nok snarere, at produktivitetsforskellene i dag er betydeligt mindre end de var i 1960. Faktisk er timeproduktiviteten stort set konvergeret; forskellen fra top til bund er i 2009 på godt 7 %, mod godt 40% i 1960. Læserne af denne blog vil genkende dette mønster som udtryk for (betinget) konvergens; intet overraskende (eller urovækkende) her.

De nuværende – beskedne -  produktivitetsforskelle mellem de nordiske lande betyder selvsagt at den mindste smule forskel i konjunkturforløb, eller i mellemfristede vækstcykler (jf ovenfor), vil give anledning til ”omplacering i feltet” i det fremadrettede. Disse skift er da også allerede at se i historien; bemærk således hvordan fx Danmark og Sverige ligger og skifter plads. Det er dog svært at se hvorledes det kan være relevant at bruge spalteplads på at beskrive slige skift i dag... måske bortset fra, at agurketiden velsagtens skal gå med noget på redaktionen.

Hvad står der på bundlinjen?

(1) Fagligt er der intet fundament for at hævde, at Danmark har fået et strukturelt vækstproblem indenfor de sidste 10-15 år.

(2) Selv hvis det sidste årti anses for at være vækstmæssigt usædvanligt i en nærhistorisk sammenhæng, giver denne observation intet fagligt grundlag for at forudsige, at væksten vil være tilsvarende lav i de næste ti år.

Artiklen er altså en tyd kop te, og de to eksperter burde i realiteten vide bedre end at lade sig gribe af stemningen.

Betyder det så, at man skal holde op med at diskutere økonomisk politik i forhold til den langsigtede økonomiske vækst? Selvfølgelig ikke. Men empiriske fakta har det med at påvirke hvilke ”politikhåndtag” man griber fat i; og hvis de fremmanede fakta er dubiøse er der en god chance for at politiktiltagene i sidste ende også bliver det.

Her er et relevant ”faktum” at tage udgangspunkt i: Det vigtige – muligvis strukturelle – skift der har fundet sted over de sidste 15 år er, at USA gradvist er trukket fra Europa (særligt G7 landende i Europa) i produktivitet. Denne kendsgerning er veldokumenteret i den akademiske litteratur, men synes desværre at have ringe (eller ingen) indflydelse på den danske vækstdebat.

Årsagerne til produktivitetsdivergensen er ikke klarlagt. Alligevel kunne den observerede divergens være et nyttigt afsæt for den hjemlige debat om hvordan den økonomiske vækst kan styrkes, da det markant påvirker politik diskussionen. For med dette faktum in mente bliver spørgsmålet hvad vi gør i Danmark – i lighed med resten af Europa – og som synes at begrænse væksten i forhold til det realistisk mulige. Dermed bliver det klart,  at idiosynkratiske danske politikker kan tages af bordet som afgørende vækstdræn, siden disse selvsagt ikke forklarer den transatlantiske divergens, der altså udgør førsteordenshistorien. Men så længe debatten fortsat kører i den rille at Danmark isoleret set har et strukturelt vækstproblem – et postulat uden kendt faglig substans – er der ringe udsigt til et fokusskift. Og det er en skam.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard blev Ph.D. i økonomi i 2002, og er i dag Professor ved Økonomisk Institut. Mellem 2002 og 2012 var han adjunkt, lektor og mso professor ved Instituttet. Undervejs har han desuden været kortvarigt ansat ved den Internationale Valutafond, Göteborgs Universiet og Universitat Pompeu Fabra. Han forsker/ underviser fortrinsvis i økonomisk vækst og udvikling og er tilknyttet redaktionen af tidsskrifterne Economica og Journal of Economic Growth.