Carl-Johan Dalgaard

Fertiliteten falder: et økonomisk problem?

Forleden kunne man læse på forsiden af Politiken, at Krisen får os til at føde færre børn, hvilket angiveligt skaber allehånde økonomiske problemer. Problemerne er måske ikke blevet hulens meget større siden avisen sidst kørte samme historie (jvf Krisen får fødselstal til at falde), men dårlige nyheder kan jo som bekendt ikke gentages for tit. Der skal være plads til bekymring. Spørgsmålet er så bare om der egentlig er grund til bekymring på denne konto?

Det er ganske klart, at fertiliteten ligger under erstatningsniveau i stort set hele OECD (USA er en mulig undtagelse). Med tiden kan denne udvikling lede til faldende befolkningstal, og ud fra "ingen-arme-ingen-kager" princippet til faldende samlet økonomisk aktivitet. Det sidste har dog lange udsigter, og det første er nok mest et problem i et lokalpatriotisk perspektiv. Den globale befolkning vokser fortsat. Så ”artens overlevelse” synes ikke at være i overhængene fare endnu.

I artiklen fremhæves det fordelingspolitisk problematiske i udviklingen. Faldende fødselstal vil lede til flere ”gamle”, og færre unge og dermed forstærke den finanspolitiske udfordring ved at finansiere velfærdsstaten. Nuvel. Det er naturligvis korrekt, at faldende befolkningvækst med tiden vil forskyde befolkningspyramiden i dén retning, hvis man forudsætter faldet er vedvarende. Men på kortere sigt (læs: de næste adskillige årtier) vil faldende fertilitet nok snarere styrke statsfinanserne. Børn er nemlig dyre, også for Staten. Så i det perspektiv er det nok snarere en velsignelse for statsfinanserne, at fertiliteten viger en smule under krisen. Det er svært helt at se, at der er et økonomisk problem fra dén kant heller.

Endelig kan man passende notere sig, at mens faldende befolkningsvækst sætter sig i lavere BNP vækst vil den med stor sandsynlighed styrke væksten i BNP per indbygger. Forklaringen er velkendt: mindsket kapitalfortrængning og øgede investeringer per barn. Der synes at være rigelig dokumentation for en negativ sammenhæng mellem befolkningsvækst og vækst i per capita indkomst. Så måske er det i virkeligheden en god økonomisk nyhed Politiken - måske ubevidst - bringer til torvs? Igen.


9 kommentarer


Poul Schou

Poul Schou @ d. 06. april 2013 #1

Tak for et godt indlæg!

Jeg kan tilføje at på den måde man normalt regner på de offentlige finansers udvikling i Danmark, er færre børnefødsler også på helt lang sigt en fordel for statsfinanserne: Finanspolitikkens holdbarhed, som jo definitorisk udtrykker et ekstremt langsigtssynspunkt, forbedres når fertiliteten falder (det er bl.a. demonstreret på s. 210 i "Dansk Økonomi, Forår 2010"). Hvilket i øvrigt hænger naturligt sammen med at hver nyfødt dansker er en underskudsforretning for det offentlige: Det er dermed også helt logisk at finanserne permanent forbedres når der fødes færre.

Det er tankevækkende at sådanne sammenhænge har svært ved at nå igennem til aviserne. Formodentlig både fordi dårlige og dramatisk-lydende historier simpelthen er godt stof som du antyder, og fordi journalisterne ofte ikke har nogen særlig grundig forståelse af de sammenhænge de skriver om.


Samuel Clements

Samuel Clements @ d. 09. april 2013 #2

At opdrage et barn i dagens Danmark kræver et forbrug på omtrent 1 mio. kroner, hvis jeg husker rigtigt. Marginalomkostninger pr. øvrig barn er stærkt faldende.

Alene det at få et barn udgør jo en kickstart til økonomien i form af den forventede forbrug barnet nødvendiggør. Læg hertil de massive investeringer af tid, energi og omsorg som forældrene må lægge, gennem skatteyderfinansieret uddannelse og omsorg, og i form af egen fritid, for at vedkommende vokser op med den nødvendige "human" og "social" kapital, og du har et produktionsapparat, der er i stand til at skabe enorme værdier set over et livsforløb.

I et aldrende samfund forsvinder dynamikken og energien, yngre generationer i kraft af deres alder har, og derved mister samfundet også en vigtig kilde til vækst. Læg hertil nedgangen i "investeringer" for så vidt de måles i kroner eller tid, energi og omsorg og i stedet har du den ældre generation tilbage, der "lever" af deres opsparing og derved fordærver den.


Samuel Clements

Samuel Clements @ d. 09. april 2013 #3

Når jeg skriver at barnet kræver et forbrug, så mener jeg udgifter forbundet hermed. At få et barn pålægger forældrene udgifter.


Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard @ d. 09. april 2013 #4

@Poul

Tak for inputtet; jeg sku ha nævnt Råds rapporten F10.

@Samuel

Tak for kommentarerne.

Ad) ” I et aldrende samfund forsvinder dynamikken og energien, yngre generationer i kraft af deres alder har, og derved mister samfundet også en vigtig kilde til vækst.”

Alderssammensætningen kan godt betyde noget for produktiviteten; god pointe. Det eneste studie der har studeret sammenhængen mellem aggregeret produktivitet og den demografiske struktur er, mig bekendt, Jim Feyrer's artikel i Review of Economics and Statistics fra 2007. Han finder, at en større andel i arbejdsstyrken i aldersgruppen 40-49 er positivt forbunden med TFP vækst. (En gated version af artiklen findes her http://www.mitpressjournals.org/doi/abs/10.1162/rest.89.1.100 ). Konkret viser hans estimater viser, at hvis du flytter 5% point af arbejdsstyrken fra 30-39 gruppen til 40-49 gruppen stiger TFP med 15%. Så aldring kan godt være "godt" (meget endda); op til en vis grænse.

Ad) ” Alene det at få et barn udgør jo en kickstart til økonomien i form af den forventede forbrug barnet nødvendiggør… Læg hertil de massive investeringer … og du har et produktionsapparat, der er i stand til at skabe enorme værdier set over et livsforløb”

Jeg burde måske have anført, at der er teorier der forudsiger, at befolkningsvækst er godt for den langsigtede vækst (eller indkomst niveau), ganske som din argumentation vist tilsiger, såvel som teorier der forudsiger det modsatte. I yderste instans er det et empirisk spørgsmål. Min pointe i indlægget er, at empirien tyder på at øget fertilitet sænker per capita væksten.


Patrick Kofod Mogensen

Patrick Kofod Mogensen @ d. 30. april 2013 #5

Det kan være svært at løsrive sig fra nationaliske overvejelser når man snakker økonomi, og man kan vel næppe anklage en dansk avis for at have et dansk sigte. I et rent (vækst) økonomisk perspektiv er det derimod nok ikke lige de danske grænser, som er mest interessante. Ikke desto mindre kan man måske sagtens forstå, at en politiken-journalist kan komme til at tale imod empirien på området - jeg tror en masse polit.-studerende selv er i tvivl.

Hvis man som polit.-studerende skal gribe fast i sine vækstværktøjer i værktøjskassen, er der ikke ligefrem klarhed (som @Carl-Johan Dalgaard også nævner). Solow-modellen med eksogen vækstrate (g) i teknologien vil tilsige, at væksten på langt sigt kun afhænger af denne. Dog vil lavere befolkningstilvækst (arbejdsstyrketilvækst) give et højere produktivitetsniveau på langt sigt, og, alt andet lige, også højere vækstrater i denne i transitionen. Umiddelbart en positiv effekt. En simpel Ramsey-teoriramme vil give sammen konklusioner.

Hvis vi hopper over i en learning-by-doing eller -by-investing-verden ser billedet naturligvis anderledes ud, hvis vi er i en Arrow-delmængde af teorierne. I denne verden af semi-endogene vækstmodeller opnås vækst i produktiviteten kun ved hjælp af øget flow af arbejdstimer, som, for fast arbejdstid, kun kan komme fra en øget befolkning. 'Kilden' er naturligvis ikke befolkningstilvæksten per se, men uden denne, vil væksten over tid aftage. Er der ingen befolkningstilvækst (arbejdsstyrkevækst) er vores eneste mulighed Romer-knivsægstilfældet hvis vi skal håbe på fortsat produktivitetsvækst.

På verdensplan ville det vær synd at sige, at vi har aftagende vækstrater i befolkningen (http://kortlink.dk/ccew). Men man må næsten formode dette vil stoppe på et tidspunkt. Empirien er derfor enormt interessant, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre @Carl-Johan Dalgaard om det er muligt at give et nik i retningen af de artikler som ligger til grund for udtalelsen: "Min pointe i indlægget er, at empirien tyder på at øget fertilitet sænker per capita væksten."


Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard @ d. 30. april 2013 #6

Først det specifikke. Om (ir)relevansen af semi-endogen vækst se

Ha og Howitt, 2007 (USA): http://ideas.repec.org/a/mcb/jmoncb/v39y2007i4p733-774.html

Madsen, 2008 (OECD) http://link.springer.com/article/10.1007/s10887-007-9024-0

Se også Temple 1998 i hans Journal of Economic Literature survey http://ideas.repec.org/a/aea/jeclit/v37y1999i1p112-156.html om den negative sammenhæng mellem TFP vækst og befolkningsvækst, samt fx Strulik mfl for teori der forklarer hvorfor http://ideas.repec.org/p/got/cegedp/140.html . Min 2001 artikel med Claus i Journal of Economic Growth er måske lettere at gå til, og viser også i en endogen vækst ramme af fertilitet kan være skadeligt for væksten http://www.econ.ku.dk/dalgaard/Work/published/Decliningprod.pdf .Ligeledes en mulighed her: http://www.econ.ku.dk/dalgaard/Work/published/OLGscale.pdf , hvis vi skuer verden igennem en OLG ramme.

Så det bredere omkring fertilitet og vækst. Der er naturligvis nærmest endeløse baner af ”Barro studier” (hvoraf nogle er skrevet af Barro) der dokumenterer en negativ korrelation mellem vækst og fertilitet. Brander og Dowrick var nok blandt de første der forsøgte at tage endogenitet mere alvorligt i 1994 i deres Journal of Population Economics papir http://ideas.repec.org/a/spr/jopoec/v7y1994i1p1-25.html . Et senere (2007) mere overbevisende Review of Economics and Statistics studie der kikker på konsekvenserne af 1 barns politikken i Kina finder du her: http://www.mitpressjournals.org/doi/abs/10.1162/rest.89.1.110 . Du kan også se på min artikel med Holger Strulik der sandsynliggør, at timingen for fertilitetstransitionen (hvorefter fertiliteten falder) er en vigtig forklaring på komparativ udviklings på tværs af verden http://www.econ.ku.dk/dalgaard/Work/History_solow_vers2.pdf ; lande hvor fertiliteten faldt tidligt er rigere idag.

Selvom man kan diskutere hvert af disse studier, så tegner der sig efterhånden (efter min vurdering) et nogenlunde konsistent billede af, at højere fertilitet er skidt for væksten.


Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard @ d. 30. april 2013 #7

Ok, flot. Flere links virker ikke. Nyt forsøg:

ReStat artiklen (Kina) http://ihome.ust.hk/~sochenshuo/file/ECON7198/Course%203%20Li%20and%20Zhang%202007.pdf

Brander og Dowrick: http://link.springer.com/article/10.1007/BF00160435


Patrick Kofod Mogensen

Patrick Kofod Mogensen @ d. 30. april 2013 #8

Så længe der er navn og år kan man jo typisk finde artiklerne :)

Tak for et hurtigt og grundigt svar. Jeg vil forsøge at få tid til at læse mig igennem det hele! Problemstillingen er enormt spændende, især set i lyset af den høje befolkningstilvækst flere steder i verden (og den store variation).


Patrick Kofod Mogensen

Patrick Kofod Mogensen @ d. 12. june 2013 #9

Givet den eksterne validitet kan accepteres nogenlunde for Li og Zhungs resultater må man sige at effekten er ikke blot til stede, men markant!

Vietnam har haft en lignende politik fra 1988 (og også tidligere), som beskrevet i Daniel Goodkind's artikel "Vietnam's one-or-two-child policy in action" i Population and Development Review 1995. Tiltaget er dog fjernet igen. I artiklens Tabel 5 antydes at der var store forskelle på implementeringsgraden på tværs af provinser. Hai Hung-provinsen havde en mere fast implementering end Quang Nam-Da Nang-provinsen (kun de to provinser undersøges). Jeg ved ikke om der findes brugbare data for Vietnam, men det kunne være interessant om der var en lignende effekt i Vietnam. I stedet for at bruge minoritetsandele (som i Li og Zhang) kunne man måske finde effekten via implementeringsgraden.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard blev Ph.D. i økonomi i 2002, og er i dag Professor ved Økonomisk Institut. Mellem 2002 og 2012 var han adjunkt, lektor og mso professor ved Instituttet. Undervejs har han desuden været kortvarigt ansat ved den Internationale Valutafond, Göteborgs Universiet og Universitat Pompeu Fabra. Han forsker/ underviser fortrinsvis i økonomisk vækst og udvikling og er tilknyttet redaktionen af tidsskrifterne Economica og Journal of Economic Growth.