Carl-Johan Dalgaard

Kina: Et vækstmirakel?


Den kinesiske vækst har unægteligt være imponerende over de sidste knap fire årtier. Som figuren nedenfor viser er det kinesiske BNP per indbygger gået fra at være omkring 4% af det amerikanske ditto, til i dag at udgøre nær 20% af USA's niveau. Vurderet på de seneste tal for den kinesiske vækst, som er at finde i Penn World Tables v. 8.0. databasen, svarer dette til en gennemsnitlig vækstrate på ca 6 % p.a fra 1978 og frem. Med dén fart fordobles BNP per indbygger næsten hvert årti. Disse tal har fået mange observatører til at kalde den kinesiske vækst for "mirakuløs". Og hvis der foreligger et mirakel, vil det så fortsætte? Kina vil nok med ret stor sandsynlighed overhale USA i forhold til BNP; men hvad med BNP per indbygger? Meningerne er delte. Nogle argumenterer, at det globale center for økonomisk aktivitet vil bevæge sig mod øst, mens andre tvivler på (fuld) catch-up i fravær af politiske reformer


"Mirakel historien" giver ulige anledning til en følelse af Deja-vuNå alt kommer til alt har andre lande nydt prædikatet "mirakeløkonomi". Japan blev således længe anset for at være en sådan. Sydkorea og Singapore er andre eksempler. Men i alle tilfælde viste det sig, at væksten kunne tilskrives konvergens, og ikke at disse lande havde opfundet en ny "vækstformel". Er Kina mon anderledes?

Lad os prøve at anvende lidt standard vækstteori til at tænke over spørgsmålet. Udgangspunktet er den velkendte konvergensligning der fortæller os, at væksten i BNP per indbygger, g(y), afhænger af den underliggende produktivitetstrend, g, samt afstanden mellem det nuværende ( log) per capita indkomstniveau og (log) steady state indkomst niveauet: g(y) = g + k*(lny*-lny). Parameteren k er her udtryk for konvergenshastigheden. Sammenhængen kan som bekendt udledes af en Solow model. Men også teorier der fx fokuserer på vidensdiffusion kan motivere sammenhængen (se fx mit lille notat her, der udkom i Nationaløkonomisk Tidsskrift tidligere i år i anden anledning).

Lad os så lege med den tanke, at den kinesiske vækstprocess ikke er mirakuløs. Altså, at den historiske udvikling siden reformerne i 1978 lader sig (simpelt) beskrive ved "konvergens", og at landet derfor ikke - på langt sigt - vil udvise "overnormal" vækst i BNP per indbygger. I konvergensrammen betyder det sidste, at Kina's underliggende vækst, g, ikke afviger fra den vi finder i lande i toppen af den globale indkomstfordeling; for eksempel, i USA. 

I så fald vil udviklingen i relativ BNP per indbygger i Kina ifht USA fra tidspunkt 0 (lad os sige: 1978) og tidspunkt t (2011) udelukkende afhænge af konvergenshastigheden (k), samt af Kina's steady state BNP per capita relativt til USA, lny* (CHN)-lny*(USA). For at blive klogere på sidstnævnte kan vi med fordel anvende, at vi har tålelige estimater for konvergenshastigheden, k; ifølge Robert Barro er ca. 2 pct p.a. et godt bud. 

Med disse antagelser i bagagen kan vi nu svare på følgende spørgsmål: Hvor højt skal BNP per indbygger være i Kina relativt til USA i fremtiden (dvs: lny*(CHN)-lny*(USA)), for at vi kan motivere den historiske udvikling i relativ BNP per capita mellem 1978 og 2011? 

Svaret er, at det kinesiske relative steady state niveau for BNP per capita skal ligge på 80-100% af USAs.

Hvor efterlader det os? Ja, umiddelbart synes den observerede kinesiske vækst ikke at være mere "mirakuløs" end fx den japanske, hvis vækstprocess rutinemæssigt motiveres i verdens makrolærebøger udfra konvergensfænomenet. Altså næppe et mirakel. Når vækstraten i Kina har været højere skal det således tilskrives at Kina "sætter af" senere end japan gjorde, og dermed kunne drage fordel af et betydeligt større "konvergenspotentiale" end hvad der var Japan til del. 

Man kan så vælge at antage dét synspunkt, at det er lettere mirakuløst, at Kina's steady state skulle være i omegnen af den vi ser i ledende økonomier i vesten (omend ikke vildere end at Japan, Singapore, Sydkorea har gjort det før). Til den ende er det måske værd at komme i hu, at dét økonomisk-udviklingsmæssige forspring "vores generationer" i Vesten er vokset op under, relativt til Asien, er af nyere dato. 

Som illustration betragt figuren nedenfor, der viser udviklingen i hvad historikeren Ian Morris kalder "Social udvikling" i "Vest" relativt til "Øst". Landende der tilhører de respektive grupper afgør Morris på følgende måde. De lande hvis civilisationer udsprag af den (første) Neolitiske transition, der fandt sted i den "fertile halvmåne" (løseligt: dele af "mellemøsten" og Tyrkiet, i nutiden), og som var båret af afgrøder såsom byg og hvede, er "vestlige". Omvendt, samfund der udsprang af den uafhængige Neolitiske transition omkring Yangtze deltaet, og som var baseret hovedsageligt på ris, udgør "Øst". Hans "social development indeks" indeholder en række indikatorer på økonomisk og samfundsmæssig udvikling (såsom urbanisering; evnen til at anvende ekstern energi m.m) som lader sig aflure langt tilbage i historien via bl.a. arkæologiske udgravninger. Detaljerne omkring indekset kan man lade sig oplyse om her; eller i Ian Morris nye bog: "The Measure of Civilization".  


Den historie vi ser udfolde sig er én hvor "Vest" er "foran" fra 3000 f.v.t. og frem til kollapset af den vestlige del af Romeriget, ca 500 e.v.t. Mens Europa driver ind i den "mørke middelalder" overtages "den globale føretrøje" af østen. Denne tingenes tilstand fastholdes i mere end 1000 år. Det er først for et par hundrede år siden, da den industrielle revolution ser dagens lys i vesten, at "pendulet svinger tilbage". 

Men man var dælme ikke meget for at erkende dette faktum i datidens Kina. I 1792 fik den kinesiske kejser besøg fra England. Diplomaten anmodede Kejser Qian Long om at åbne op for samhandel. Svaret fra  himlens søn var ikke til at misforstå: "Our Imperial virtue has penetrated into every country under heaven. Kings of all nations have offered their richest tributes by land and sea……and we have no use for your country's manufactures." Det havde Kina vist så alligevel. Kan hænde vi skal tage ved lære af historien, og i det mindste være åbne over for den mulighed, at pendulet måske er i færd med at svinge igen...?

9 kommentarer


Samuel Clements

Samuel Clements @ d. 16. october 2013 #1

Tak for et spændende indlæg, C.J!

Hvor meget giver du egentlig for Niall Ferguson's tese om de seks "egenskaber", som han har identificeret? Han er jo lidt sensationel og får løn for at sælge en masse bøger, men han kommer vidt omkring og har skrevet nogle interessante bøger om pengeøkonomiens historie, bl.a. Er han useriøs eller har han måske fat i noget?

Mvh.
Thomas


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 16. october 2013 #2

Acemoglu er i sin bog "Why Nations Fail" ikke synderligt imponeret over Kinas vækst og forudsiger Kina lide samme skæbne som andre samfund med "extractive political and economic institutions" og sammenligner f.eks. med Sovjet Unionen, medmindre Kina formår at få et samfund med mere frihed.

Tak for et spændende indlæg i øvrigt.


Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard @ d. 16. october 2013 #3

@Thomas

Som udgangspunkt er Ferguson vel, som historie professor ved Harvard, én man bør kunne tage alvorligt. Men jeg har sandt at sige endnu ikke fået læst "Civilization". På overfladen synes de fleste af hans såkaldte "killer apps", at være faktorer andre har udpeget som væsentlig for Europa's udvikling (herunder den protestantiske arbejdsetik), men jeg bør nok læse hans argument i detaljer før jeg udtaler mig om hans bogs meritter.

@Mikael.

Jeg tror såmen både han og James Robinson (der jo er medfatter på Why Nations Fail") er ok imponerede over Kinas vækst. Men de er skeptiske overfor om det kan vare ved, som den artikkel jeg linker til i indlægget også vil vide.


Mikael Olai Milhøj

Mikael Olai Milhøj @ d. 16. october 2013 #4

@Carl-Johan

Ja, burde vist have skrevet vækstperspektiver over en længere horisont - men det interessante er jo, at det ikke nødvendigvis er ud fra et spørgsmål om konvergens, men ekskluderende institutioner.


Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard @ d. 16. october 2013 #5

@Mikael

Grundtanken i litteraturen er, at "institutioner" er en fundamental determinant for langsigtet udvikling; steady state indkomst m.a.o. I den forstand taler vi om det samme.

Deres vurdering er så, at i takt med at Kina nærmer sig fronten vil landets institutioner være en hæmsko for yderligere vækst (eller fuld konvergens, om du vil). En fortolkning af den historiske vækstprocess siger imidlertid noget andet (jf ovenfor). Men "steady state" er jo et tidsvarierende "mål", så de kan sagtens ende med at få ret i deres konklusion alligevel. Vi får se.


Jakob Saugbjerg Kristensen

Jakob Saugbjerg Kristensen @ d. 17. october 2013 #6

Spændende!


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 29. october 2013 #7

Nu naevner du Singapore - Singapore har allerede overhalet de fleste andre lande i PPP-korrigeret BNP pr capita og har alligevel hoejere vaekst. Hvor laenge skal en saadan foregaa foer man kan begynde at kunne sige med relativt hoej sikkerhed at det er paa grund af strukturelle faktorer fremfor "tilfaeldige" udsving i vaekstrater?


Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard @ d. 01. november 2013 #8

@Stassen

Nu ved jeg ikke hvad du mener med "tilfældigt". Indlægget handler om konvergens. Og der er basis for mere i tilfældet SGP. SPG ligger ganske rigtigt højt mht BNP per indbygger, men timeproduktiviteten er fortsat blot 65% af USAs (ca 85% af Danmarks; alt sammen baseret på PWT 8.0 data for 2007). Den høje gennemsnitsindkomst (over den danske, og næsten lig USAs i 2007) har dermed mest med demografi at gøre, mens der fortsat er konvergens potentiale i forhold til timeproduktiviteten.


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 01. november 2013 #9

Tak for svaret, mit spm var netop om der var mere konvergens tilbage eftersom Singapore jo er foran pr capita hvilket evt ku betyde at den hoejerw vaekst der forefimdes de sidste par aar enten maatte vaere paa grund af strukturelle fordele eller blot en tilfaeldig cycle

Mht kina vs vesten, jeg er ikke ekspert , men jeg mener kina havde stort handelsoverskud indtiæ uk staryede opiumshamdlen, så måske de ikke havde brug for varerne: )


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard blev Ph.D. i økonomi i 2002, og er i dag Professor ved Økonomisk Institut. Mellem 2002 og 2012 var han adjunkt, lektor og mso professor ved Instituttet. Undervejs har han desuden været kortvarigt ansat ved den Internationale Valutafond, Göteborgs Universiet og Universitat Pompeu Fabra. Han forsker/ underviser fortrinsvis i økonomisk vækst og udvikling og er tilknyttet redaktionen af tidsskrifterne Economica og Journal of Economic Growth.