Jesper Jespersen

En gyser i sommervarmen: Udbudspolitikken har spillet fallit

Virkeligheden kalder.

Udbuddet af arbejdskraft er igennem de seneste ti år faldet som andel af befolkningen (15-74 år). Men hvad værre er for dansk økonomi, så er beskæftigelsesraten faldet endnu mere. Udbudspolitikken ligger – mildt sagt - i ruiner, se tabel 1.

Nu skal man jo altid være forsigtig med at slutte for håndfast om årsagen til et sådant forløb på baggrund af stærkt aggregerede data over en periode, hvor konjunkturerne – også mildt sagt – har svinget. Jeg har derfor sammenlignet tal for to konjunkturtoppe: 2008 og 2019. En periode, hvor det næppe er nogen overdrivelse at hævde, at udbudspolitikken i form af incitamentsfremmende ændringer i arbejdsmarkeds-, skatte- og socialpolitikken har været dominerende.

Hvis denne udbudspolitik skulle have haft den ønskede effekt, burde det kunne aflæses i statistikken som en øget erhvervs- og beskæftigelsesrate. Men det modsatte er tilfældet. Udbuddet af arbejdskraft er i dag lavere end i 2008 – som andel af befolkningen (15-74 år). Erhvervsraten (den andel af en befolkningsgruppe, der indgår i arbejdsstyrken) er faldet fra 72,7 til 70,0 - altså med 2,7 procentpoint!

Hertil skal så lægges, at – selvom politikken var lykkedes - er et øget arbejdsudbud ikke i sig selv en indikator for økonomisk succes. Her er det beskæftigelsen, der er afgørende, altså en stigning i beskæftigelsesraten. Men her er udviklingen endnu mere nedslående, idet
beskæftigelsesraten er faldet med ikke mindre end 3,8 procentpoint – altså med mere end faldet i udbuddet.

Her er stof til eftertanke i sommervarmen ikke mindst for udbudsøkonomerne!

Tabel 1. Beskæftigelses- og erhvervsrate, 15–74 år

Procent af befolkningen
2008, okt.2019, maj
Beskæftigelsesrate70,266,4
Erhvervsrate72,770,0

Kilde: Danmarks Statistik, AKU125

Når jeg overhovedet ønsker at fremlægge denne simple analyse, skyldes det, at den herved udfordrer den simple regneregel, der benyttes i Finansministeriet (FM) ved beregning af udbudspolitikkens makroøkonomiske konsekvenser og det såkaldte ’råderum i den økonomiske politik’. I disse beregninger af den økonomiske udvikling frem mod 2025 antages det, at
udbuddet af arbejdskraft har en elasticitet på 0,1 med hensyn til forskellen mellem realindkomst og overførselsindkomst (efter skat). Og ikke nok med det, så er FM-modellen konstrueret så viseligt, at udbud af arbejdskraft altid omsættes til en tilsvarende stigning i beskæftigelsen.

Men desværre ikke et resultat, der direkte matcher med udviklingen igennem de seneste ti år, så der kunne måske være grund til at genoverveje udbudselasticitetens determinanter og sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft. 

Det får mig derfor til at opstille tre arbejdshypoteser, som burde indgå ved revisionen af FM-modellen:

1.  Samspillet af faktorer, der bestemmer udbuddet af arbejdskraft, er så kompleks, at den ikke kan reduceres til en simpel regneregel.

2.  Erhvervsraten er faldet af endnu ikke forklarede årsager, hvilket udfordrer den hidtil førte økonomiske politik.

3.  Udbud af arbejdskraft skaber ikke sin egen efterspørgsel (efter arbejdskraft), hverken i opadgående eller nedadgående retning.

En bombe under udbudspolitikken

Det konstaterede fald i erhvervsraten lægger en bombe under den økonomiske teori og de benyttede regneregler og -modeller, der er lagt til grund for den siden 2008 førte økonomiske politik; for de afspejler ikke virkeligheden.

Det er næppe nogen overdrivelse at hævde, at udbuddet af arbejdskraft har været den centrale målvariabel igennem de seneste 10-15 års makroøkonomiske politik. Og at denne politik har været anbefalet af stort set alle neoklassiske makroøkonomer, der har domineret den stribe af kommissioner og råd, der uden forbehold har leveret ekspertudsagn om udbudspolitikken. De har med én stemme anbefalet, at den økonomiske politik primært burde sigte mod at øge arbejdsudbuddet. Det er disse økonomers ’hårde valuta’, ligesom dollar og D-mark var det tidligere, da betalingsbalancen var et problem.

I FM-modellen skaber et øget arbejdsudbud det ønskede råderum for den økonomiske politik; thi således er modellen konstrueret. Tankevækkende er det derfor, at modellen ikke afspejler virkeligheden – viser tallene fra Danmarks Statistik. Så begrundelsen for at benytte arbejdsudbud som dén hårde valuta er forfejlet  – dogmet, at udbud skabes gennem øget ulighed, og at der altid, eller i hvert fald i løbet af få år, vil være jobs til alle, er blevet udfordret.

Måske er der blandt læserne nogle, der endnu husker, hvor dominerende dette dogme har været i dansk politik. Selv den socialdemokratisk ledede regering fremlagde i 2012, da den økonomiske krise (220.000 ledige) var på sit højeste, en skatte- og socialreform, der sænkede indkomstskatten for beskæftigede (og topskatten) og samtidigt fjernede indkomstreguleringen af indkomstoverførsler med det udtrykkelige formål at øge arbejdsudbuddet, ’så velfærden kunne sikres i fremtiden’. Incitamenterne til at udbyde arbejdskraft skulle styrkes, i dette tilfælde meget præcist opgjort til 14.600 personer, og dermed hæve beskæftigelsen tilsvarende, som det så skråsikkert blev udtalt fra Folketingets talerstol. Et udsagn, der var et ekko af overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen lige så skråsikre konstatering: at udbud (af arbejdskraft) skaber sin egen efterspørgsel, hvilket skulle være lige så ukontroversielt som at konstatere, at »vand fryser ved nul grader« (6.1.2011 i Information).

Gøgeungeeffekten

Her de mange reformer da slet ingen effekt haft på arbejdsudbuddet? For at besvare det spørgsmål har jeg hentet mere deltajerede data fra Danmarks Statistik fordelt på aldersgrupper, der dog kun omfatter befolkningen mellem 15 og 64 år, se tabel 2.

Her genfinder vi ikke overraskende det samme resultat som i tabel 1, at erhvervsraten også i denne lidt mere afgrænsede befolkningsgruppe (15-64 år) er faldet fra 2008 til 2018 med (2,4-0,8) = 1,6 procentpoint og beskæftigelsesraten med (2,4 – (-0,9)) = 3,3 procentpoint. Her genfindes således det samme mønster, at beskæftigelsen er faldet mere end arbejdsstyrken – hvilket betyder, at arbejdsløsheden ligger på et højere niveau!

Tabel 2. Udvikling i befolkning, arbejdsstyrke og beskæftigelse

procentændring i antal personer fra 2008-2018, (15-64 år)

ProcentBeskæftigelseArbejdsstyrkeBefolkning
Total-0,90,82,4
15-24-1,9-0,413,8
25-34-2,21,57,3
35-44-16,2-15,3-12,2
45-545,66,68,8
55-6418,019,4-2,5

Kilde: Danmarks Statistisk, AKU101

Men af endnu større betydning er det, at den oven for beskrevne tendens er meget ulige fordelt på aldersgrupper. I den yngste gruppe er erhvervsraten faldet med (13,8 – (-0,4)) = 14,2 procentpoint, hvilket bl.a. skyldes, at der er kommet flere uddannelsessøgende. Men denne faktor spiller kun en begrænset rolle for aldersgruppen 25-34 år, hvor erhvervsraten er faldet med (7,3 – 1,5) = 5,8 procentpoint; men nok så alvorligt er beskæftigelsesraten faldet med ikke mindre end (7,3 – (-2,2)) = 9,5 procentpoint. Et forhold, der forklarer den markant højere ungdomsarbejdsløshed i dag sammenlignet med for 10 år siden.

Forklaringen på denne skæve udvikling skal søges i gøgeungeeffekten sat i gang i den anden ende af aldersfordelingen på arbejdsmarkedet: aldersgruppen fra 55-64 år (og i øvrigt også 65-74 år). Her har den modsatte tendens i erhvervsdeltagelse og beskæftigelse ikke overraskende vist sig. Afviklingen af efterlønnen (eller noget der ligner) har jo simpelthen tvunget personer mellem 60 og 65 år og dermed i realiteten også personer tæt på denne alder til at bide sig fast på arbejdsmarkedet i et hidtil uset omfang; for det alternative indkomstgrundlag (efterlønnen) blev fjernet. Her fik udbudsøkonomerne ret, at når den indkomsterstattende ydelse reduceres tilstrækkeligt – i dette tilfælde helt fjernes, så er der en effekt. Bemærk, at erhvervsraten i denne gruppe er steget med ikke mindre end 21,9 procentpoint og beskæftigelsesraten næsten tilsvarende med 20,5 procentpoint.

Er det så ikke et positivt resultat? I den aktuelle situation, hvor den samlede beskæftigelse er stort set den samme som i 2008, betyder denne ændrede udvikling i beskæftigelsens sammensætning, at sorteper – i form af arbejdsløshed – er sendt direkte ned til de øvrige aldersgrupper – de har alle en lavere beskæftigelsesrate end for 10 år siden, selv aldersgruppen fra 45-54 år er faldet med (8,8 – 5,6) = 3,2 procentpoint.

Her har vi muligvis en del af forklaringen på de (stærkt) reducerede erhvervsrater, altså en negativ udbudseffekt. For det første at antallet af jobs ikke er vokset i dansk økonomi igennem de her betragtede 10 år. For det andet har gøgeungeeffekten, fremkaldt af bl.a. bortfaldet af efterlønnen (og nu forstærket af den stigende pensionsalder), reduceret beskæftigelsesmulighederne for de grupper, der træder ind på arbejdsmarkedet. Får de unge ikke et ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet, så bliver deres bidrag til arbejdsstyrken mere ustabil.

De sidste 10 års skævtrækning af det danske arbejdsmarked burde derfor mane til eftertanke og revurdering af dynamikken på arbejdsmarkedet blandt neoklassiske økonomer, blandt modelfikserede embedsmænd (navnlig i finansministeriet), så fokus i højere grad kom på virkeligheden til fordel for de konstruerede regnemodeller.

Det  ville formentlig også føre til en revurdering af råderummet i dansk økonomi og dermed af de muligheder, som den nye regering har for at føre en økonomisk politik, der i højere grad har reference til virkeligheden og dens mildt sagt store udfordringer. 

6 kommentarer


Lasse Westh-Nielsen

Lasse Westh-Nielsen @ d. 24. july #3

Den første anke der nok kommer ind bliver "hvis ikke der havde været ført Udbudspolitik havde det set endnu værre ud" - hvordan skyder man den ned?


Jesper Jespersen

Jesper Jespersen @ d. 24. july #4

Kære Lasse,
Et rigtigt godt spørgsmål, som ville kræver måneders research.
Men lad mig alligevel prøve at skitsere en fremgangsmåde og hvilke resultater, der kunne forventes.
Lad os afgrænse udbudspolitik til at omfatte skattereformer og ændringer i dagpenge-, kontanthjælp, efterløn og pensionsalder siden 2001.
Så ville jeg bede Danmarks Statistik om at kører denne kontrafaktuelle simulation på DST-versionen af ADAM, der på en række punkter, navnlig vedrørende udbud af arbejdskraft og priselasticiteter i udenrigshandlen er markant forskellig fra Finansministeriet model.
Det er den bedst empirisk forankrede model, der er til rådighed - idet jeg dog er skeptisk over for den ikke-empirisk testede model-restriktion, at dansk økonomi efter ca. 17 år når fuld strukturel beskæftigelse; men lad det ligge.
To resultater vil være rimeligt sikre: 1. mindre stigning i indkomstuligheden og 2. bedre offentlige finanser (på grund af større skatteindtægter).
Hvordan det vil gå med beskæftigelsen er umuligt at sige, idet den meget lave vækst i offentligt forbrug og antallet af offentligt ansatte siden 2010, formentlig ville kunne lempes uden at komme i konflikt med Budgetloven (hvis fornuft vi kan diskutere ved anden lejlighed).
Spændende om Danmarks Statistik (eller økonomer med adgang til ADAM i sin originale version) kan formås til at gennemføre en sådan model-simulation.
Måske kan du være behjælpelig?

Venlig hilsen
Jesper


Lasse Westh-Nielsen

Lasse Westh-Nielsen @ d. 24. july #5

Hej Jesper,

Lægmand her (datalog), så det der med lige at "downloade ADAM og hjælpe til" er jeg desværre nødt til at melde pas til ;)

Jeg parser din artikel og dit svar henad "udbudspolitikken var en besnærende hypotese men der er stadig intet alternativ fundet til traditionel Keynesianisme/ infrastrukturinvesteringer". Altså, der er hypoteser men intet bakket op af empiri. Det er muligvis noget fortegnet, men jeg prøver at lære!

Venlig hilsen,

Lasse


PS: Jeg fandt din blog via Politikken med vidste ikke lige hvad det her forum er for noget - det er ingen "About" link for eksempel. Men tak for indsatsen, jeg ledte lidt efter en dansk Krugman/ Wren-Lewis, god start.


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 29. july #6

Maa jeg hurtigt spoerge: kigger du paa beskaeftigelsen fra dens hoejdepunkt i tredje kvartal 2008 og sammenligner med nu? Jeg goer samme i tabel AKU103 paa dst.dk, og ser samme resultat cirka.

MEN, det er da helt ualmindeligt plat at kigge paa et hoejdepunkt og bruge det til at sige noget om laengerevarende trends. Der er da ingen der i selv deres vildeste postulat vil argumentere at en "bedre" udbudspolitik --> hoejere beskaeftigelse uden at kigge paa sammenhaeng med konjukturer. Gaar man blot 5 aar mere tilbage er resultatet jo anderledes - en udemaerket vaekst, og sammenligner man med lavpunktet i 2013 er det nuvaerende niveau jo fantastisk.

Har jeg misset noget i dit indlaeg, eller er det virkeligt et saa lavt niveau vi skyder efter her?


Jesper Jespersen

Jesper Jespersen @ d. 29. july #7

Kære Christian,
Ja, du har misset det hele, desværre.
Fortsat god sommer.
jesper


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 30. july #8

Du skriver at du har sammenlignet to konjukturtoppe, og at den oenskede effekt (mere udbud --> mere beskaeftigelse) ikke kan understoettes af denne sammenligning, og at du derfor mener at det viser "teorien" er forkert.

det er det du skriver. og det er forkert - det eneste du har bevist ud fra data er at oeget udbud ikke ALTID medfoerer hoejere beskaeftigelse, hvilket nok selv en laegmand kunne have sagt sig selv. du boer nok studere lidt mere statistik hvis du vil forsoege dig i at bruge empiri til at paavise dine teorier.

fortsat god sommer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jesper Jespersen

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Før det underviser i international økonomi på Copenhagen Business School. Blev i januar 2009 udpeget som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Jesper Jespersen er erklæret tilhænger af John Maynard Keynes’ bidrag til økonomisk teori.. Professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Tidligere underviser i international økonomi på Copenhagen Business School.