En gyser i sommervarmen: Udbudspolitikken har spillet fallit

Virkeligheden kalder.

Udbuddet af arbejdskraft er igennem de seneste ti år faldet som andel af befolkningen (15-74 år). Men hvad værre er for dansk økonomi, så er beskæftigelsesraten faldet endnu mere. Udbudspolitikken ligger – mildt sagt - i ruiner, se tabel 1.

Nu skal man jo altid være forsigtig med at slutte for håndfast om årsagen til et sådant forløb på baggrund af stærkt aggregerede data over en periode, hvor konjunkturerne – også mildt sagt – har svinget. Jeg har derfor sammenlignet tal for to konjunkturtoppe: 2008 og 2019. En periode, hvor det næppe er nogen overdrivelse at hævde, at udbudspolitikken i form af incitamentsfremmende ændringer i arbejdsmarkeds-, skatte- og socialpolitikken har været dominerende.

Hvis denne udbudspolitik skulle have haft den ønskede effekt, burde det kunne aflæses i statistikken som en øget erhvervs- og beskæftigelsesrate. Men det modsatte er tilfældet. Udbuddet af arbejdskraft er i dag lavere end i 2008 – som andel af befolkningen (15-74 år). Erhvervsraten (den andel af en befolkningsgruppe, der indgår i arbejdsstyrken) er faldet fra 72,7 til 70,0 - altså med 2,7 procentpoint!

Hertil skal så lægges, at – selvom politikken var lykkedes - er et øget arbejdsudbud ikke i sig selv en indikator for økonomisk succes. Her er det beskæftigelsen, der er afgørende, altså en stigning i beskæftigelsesraten. Men her er udviklingen endnu mere nedslående, idet beskæftigelsesraten er faldet med ikke mindre end 3,8 procentpoint – altså med mere end faldet i udbuddet.

Her er stof til eftertanke i sommervarmen ikke mindst for udbudsøkonomerne!

Tabel 1. Beskæftigelses- og erhvervsrate, 15–74 år

Procent af befolkningen	2008, okt.	2019, maj
Beskæftigelsesrate	70,2	66,4
Erhvervsrate	72,7	70,0

Kilde: Danmarks Statistik, AKU125

Når jeg overhovedet ønsker at fremlægge denne simple analyse, skyldes det, at den herved udfordrer den simple regneregel, der benyttes i Finansministeriet (FM) ved beregning af udbudspolitikkens makroøkonomiske konsekvenser og det såkaldte ’råderum i den økonomiske politik’. I disse beregninger af den økonomiske udvikling frem mod 2025 antages det, at udbuddet af arbejdskraft har en elasticitet på 0,1 med hensyn til forskellen mellem realindkomst og overførselsindkomst (efter skat). Og ikke nok med det, så er FM-modellen konstrueret så viseligt, at udbud af arbejdskraft altid omsættes til en tilsvarende stigning i beskæftigelsen.

Men desværre ikke et resultat, der direkte matcher med udviklingen igennem de seneste ti år, så der kunne måske være grund til at genoverveje udbudselasticitetens determinanter og sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft.

Det får mig derfor til at opstille tre arbejdshypoteser, som burde indgå ved revisionen af FM-modellen:

1. Samspillet af faktorer, der bestemmer udbuddet af arbejdskraft, er så kompleks, at den ikke kan reduceres til en simpel regneregel.

2. Erhvervsraten er faldet af endnu ikke forklarede årsager, hvilket udfordrer den hidtil førte økonomiske politik.

3. Udbud af arbejdskraft skaber ikke sin egen efterspørgsel (efter arbejdskraft), hverken i opadgående eller nedadgående retning.

En bombe under udbudspolitikken

Det konstaterede fald i erhvervsraten lægger en bombe under den økonomiske teori og de benyttede regneregler og -modeller, der er lagt til grund for den siden 2008 førte økonomiske politik; for de afspejler ikke virkeligheden.

Det er næppe nogen overdrivelse at hævde, at udbuddet af arbejdskraft har været den centrale målvariabel igennem de seneste 10-15 års makroøkonomiske politik. Og at denne politik har været anbefalet af stort set alle neoklassiske makroøkonomer, der har domineret den stribe af kommissioner og råd, der uden forbehold har leveret ekspertudsagn om udbudspolitikken. De har med én stemme anbefalet, at den økonomiske politik primært burde sigte mod at øge arbejdsudbuddet. Det er disse økonomers ’hårde valuta’, ligesom dollar og D-mark var det tidligere, da betalingsbalancen var et problem.

I FM-modellen skaber et øget arbejdsudbud det ønskede råderum for den økonomiske politik; thi således er modellen konstrueret. Tankevækkende er det derfor, at modellen ikke afspejler virkeligheden – viser tallene fra Danmarks Statistik. Så begrundelsen for at benytte arbejdsudbud som dén hårde valuta er forfejlet – dogmet, at udbud skabes gennem øget ulighed, og at der altid, eller i hvert fald i løbet af få år, vil være jobs til alle, er blevet udfordret.

Måske er der blandt læserne nogle, der endnu husker, hvor dominerende dette dogme har været i dansk politik. Selv den socialdemokratisk ledede regering fremlagde i 2012, da den økonomiske krise (220.000 ledige) var på sit højeste, en skatte- og socialreform, der sænkede indkomstskatten for beskæftigede (og topskatten) og samtidigt fjernede indkomstreguleringen af indkomstoverførsler med det udtrykkelige formål at øge arbejdsudbuddet, ’så velfærden kunne sikres i fremtiden’. Incitamenterne til at udbyde arbejdskraft skulle styrkes, i dette tilfælde meget præcist opgjort til 14.600 personer, og dermed hæve beskæftigelsen tilsvarende, som det så skråsikkert blev udtalt fra Folketingets talerstol. Et udsagn, der var et ekko af overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen lige så skråsikre konstatering: at udbud (af arbejdskraft) skaber sin egen efterspørgsel, hvilket skulle være lige så ukontroversielt som at konstatere, at »vand fryser ved nul grader« (6.1.2011 i Information).

Gøgeungeeffekten

Her de mange reformer da slet ingen effekt haft på arbejdsudbuddet? For at besvare det spørgsmål har jeg hentet mere deltajerede data fra Danmarks Statistik fordelt på aldersgrupper, der dog kun omfatter befolkningen mellem 15 og 64 år, se tabel 2.

Her genfinder vi ikke overraskende det samme resultat som i tabel 1, at erhvervsraten også i denne lidt mere afgrænsede befolkningsgruppe (15-64 år) er faldet fra 2008 til 2018 med (2,4-0,8) = 1,6 procentpoint og beskæftigelsesraten med (2,4 – (-0,9)) = 3,3 procentpoint. Her genfindes således det samme mønster, at beskæftigelsen er faldet mere end arbejdsstyrken – hvilket betyder, at arbejdsløsheden ligger på et højere niveau!

Tabel 2. Udvikling i befolkning, arbejdsstyrke og beskæftigelse

procentændring i antal personer fra 2008-2018, (15-64 år)

Procent	Beskæftigelse	Arbejdsstyrke	Befolkning
Total	-0,9	0,8	2,4
15-24	-1,9	-0,4	13,8
25-34	-2,2	1,5	7,3
35-44	-16,2	-15,3	-12,2
45-54	5,6	6,6	8,8
55-64	18,0	19,4	-2,5

Kilde: Danmarks Statistisk, AKU101

Men af endnu større betydning er det, at den oven for beskrevne tendens er meget ulige fordelt på aldersgrupper. I den yngste gruppe er erhvervsraten faldet med (13,8 – (-0,4)) = 14,2 procentpoint, hvilket bl.a. skyldes, at der er kommet flere uddannelsessøgende. Men denne faktor spiller kun en begrænset rolle for aldersgruppen 25-34 år, hvor erhvervsraten er faldet med (7,3 – 1,5) = 5,8 procentpoint; men nok så alvorligt er beskæftigelsesraten faldet med ikke mindre end (7,3 – (-2,2)) = 9,5 procentpoint. Et forhold, der forklarer den markant højere ungdomsarbejdsløshed i dag sammenlignet med for 10 år siden.

Forklaringen på denne skæve udvikling skal søges i gøgeungeeffekten sat i gang i den anden ende af aldersfordelingen på arbejdsmarkedet: aldersgruppen fra 55-64 år (og i øvrigt også 65-74 år). Her har den modsatte tendens i erhvervsdeltagelse og beskæftigelse ikke overraskende vist sig. Afviklingen af efterlønnen (eller noget der ligner) har jo simpelthen tvunget personer mellem 60 og 65 år og dermed i realiteten også personer tæt på denne alder til at bide sig fast på arbejdsmarkedet i et hidtil uset omfang; for det alternative indkomstgrundlag (efterlønnen) blev fjernet. Her fik udbudsøkonomerne ret, at når den indkomsterstattende ydelse reduceres tilstrækkeligt – i dette tilfælde helt fjernes, så er der en effekt. Bemærk, at erhvervsraten i denne gruppe er steget med ikke mindre end 21,9 procentpoint og beskæftigelsesraten næsten tilsvarende med 20,5 procentpoint.

Er det så ikke et positivt resultat? I den aktuelle situation, hvor den samlede beskæftigelse er stort set den samme som i 2008, betyder denne ændrede udvikling i beskæftigelsens sammensætning, at sorteper – i form af arbejdsløshed– er sendt direkte ned til de øvrige aldersgrupper – de har alle en lavere beskæftigelsesrate end for 10 år siden, selv aldersgruppen fra 45-54 år er faldet med (8,8 – 5,6) = 3,2 procentpoint.

Her har vi muligvis en del af forklaringen på de (stærkt) reducerede erhvervsrater, altså en negativ udbudseffekt. For det første at antallet af jobs ikke er vokset i dansk økonomi igennem de her betragtede 10 år. For det andet har gøgeungeeffekten, fremkaldt af bl.a. bortfaldet af efterlønnen (og nu forstærket af den stigende pensionsalder), reduceret beskæftigelsesmulighederne for de grupper, der træder ind på arbejdsmarkedet. Får de unge ikke et ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet, så bliver deres bidrag til arbejdsstyrken mere ustabil.

De sidste 10 års skævtrækning af det danske arbejdsmarked burde derfor mane til eftertanke og revurdering af dynamikken på arbejdsmarkedet blandt neoklassiske økonomer, blandt modelfikserede embedsmænd (navnlig i finansministeriet), så fokus i højere grad kom på virkeligheden til fordel for de konstruerede regnemodeller.

Det ville formentlig også føre til en revurdering af råderummet i dansk økonomi og dermed af de muligheder, som den nye regering har for at føre en økonomisk politik, der i højere grad har reference til virkeligheden og dens mildt sagt store udfordringer.