Keynes burde være pligtlæsning på økonomistudiet.

Keynes var original
Den britiske økonom John Maynard Keynes (1883-1946) var det 20. århundredes mest nyskabende økonom. Han begrundede i sit hovedværkThe General Theory of Employment, Interest and Moneyfra 1936, hvorfor en ureguleret markedsøkonomi vil have en iboende og derfor uundgåelig tendens til ustabilitet. Efterlader politikerne samfundsøkonomien herunder ikke mindst den finansielle sektor uden styring, vil markedskræfterne ikke af sig selv kunne sikre noget, som bare minder om fuld beskæftigelse. Det er der mange årsager til, hvoraf en væsentlig er den finansielle sektors aktivitet. Hvis den ikke reguleres forholdsvist stramt vil den skabe spekulative bobler, der skaber yderlig ustabilitet, som undergraver beslutningsgrundlaget for navnlig private erhvervsinvesteringer.

Dette er i al sin gribende enkelthed kernen i Keynes’ makroøkonomiske tænkning, der havde været længe undervejs; for Keynes var oprindeligt trænet som en traditionel neoklassisk økonom. Men udviklingen i mellemkrigstiden kombineret med hans uddannelse i filosofi og sandsynlighedsteori ved Cambridge University gjorde det muligt for ham at frigøre sig intellektuelt fra den konventionelle matematisk formulerede markeds- og ligevægtsøkonomi. Bogen var et frontalangreb på datidens økonomiske ortodoksi: at et markedsøkonomisk system er selvstabiliserende og herigennem sikrer, at udbud og efterspørgsel altid matcher hinanden på alle markeder. En konklusion, der lå langt fra mellemkrigstidens kriseøkonomier, og som byggede på helt urealistiske forudsætninger om linearitet i et markedssystem med fuldt fleksible priser og pengelønninger, og en banksektor, der ikke finansierer destabiliserende spekulation!

Afsættet for Keynes var den samfundsøkonomiske virkelighed (der afspejler sig i de statistiske årbøger), hvor han kunne konstatere, at fuld beskæftigelse var et teoretisk begreb, der kun eksisterede i de neoklassiske lærebøger – ikke i virkeligheden. Arbejdsløsheden havde i Storbritannien ligget over 10 pct. siden afslutningen på 1. verdenskrig, og det uanset, at pengelønnen var faldet ganske betydeligt i denne periode. Det var så åbenbart forkert, at den britiske økonomi var selvoprettende. I 1931 afskrev Keynes definitivt at anvende ligevægtsmodellen til at forstå og analysere de vedholdende makroøkonomiske ubalancer. Han skrev således i indledningen til sin nye bog, atden klassiske økonomis antagelser afspejler ikke det samfundsøkonomiske system, som vi lever i, hvilket har den konsekvens, at undervisningen i økonomi er vildledende og får katastrofale konsekvenser, hvis vi forsøger at anvende den i praksis(GT, p. 3).

Men lærebøgerne karikerer Keynes’ makroøkonomisk teori

Denne konklusion var ny i 1936 og blev afvist af Keynes’ ældre kolleger, men i dag burde den være endog særdeles velkendt. Alligevel anvender de mest indflydelsesrige økonomer i finansministerier, centralbanker, internationale økonomiske organisationer og ’vismandsinstitutioner’ stadig de neoklassiske generelle ligevægtsmodeller, når de rådgiver politikere. Heri ligger årsagen til den internationale finanskrisen, og den efterfølgende langstrakte økonomiske stagnation. Keynes er gået i glemmebogen. Lærebøgerne gengiver ikke Keynes’ originale teorier; men fremstiller en karikatur, der passer ind i den generelle ligevægtsmodel. Keynes er blevet reduceret til en antagelse om, at årsagen til arbejdsløshed skal findes i ufleksible pengelønninger. Intet kunne være mere forkert. Det er den ofte svigtende og delvis uforudsigelige efterspørgsel efter varer, tjenester og finansielle aktiver, der ifølge Keynes er hovedårsagen til markedsøkonomisk ustabilitet. Denne konklusion er i direkte opposition til de neoklassiske økonomers fastholden, dengang som i dag, at udbud skaber sin egen efterspørgsel: at det markedsøkonomiske system er selvregulerende.

Lad os derfor se på, hvad det var Keynes bidrog med efter at have konstateret, at det markedsøkonomiske system ikke i praksis kan antages at være selvregulerende. Svaret er for så vidt enkelt: at arbejdsløshed primært skyldes mangel på jobs. Og jobs opstår ikke af sig selv. Det kræver en stigende produktion, som igen kræver en forventning hos erhvervslivet om, at den øgede produktion kan afsættes med fortjeneste, altså at der er en tilstrækkelig efterspørgsel. Det er disse to krav, der skal være opfyldt for, at hjulene holdes i gang. For det første at det kan betale sig for virksomhederne at producere, det vil sige, at der er et rimeligt og nogenlunde stabilt forhold mellem priser og omkostninger, og for det andet, hvilket er nok så vigtigt, at virksomhederne har en realistisk forventning om, at varerne kan afsættes til de forventede priser. Det vil sige, at der er en tilstrækkelig købekraft og købelyst hos husholdningerne, og at der ikke forventes et fald i priserne (deflation).

Det er her, at de (neo)klassiske økonomer begår den afgørende fejlslutning. De antager, at efterspørgslen kommer af sig selv, hvis bare lønniveauet er tilstrækkeligt lavt. Tværtimod vil et for lavt lønniveau, forklarede Keynes, betyde en svigtende købekraft hos de mange lønmodtagere, der i praksis køber de fleste af varerne. Sænkes lønnen med 10 pct., så må virksomhederne i første omgang regne med en tilsvarende reduktion i det private forbrug. Jamen, vil de neoklassiske økonomer straks indvende, når lønnen falder bliver varerne jo billigere at producere, hvilket styrker konkurrenceevnen og dermed eksporten. Men her overser de, at der i dag – ligesom i 1930erne - føres en sådan lønsænkende politik i stort set alle EU-lande med den konsekvens, at efterspørgslen svigter i hele Europa, hvilket svækker alle eksportmarkederne under ét.

Derfor kører europæisk økonomi i et slæbespor
Med afsæt i Keynes’ økonomiske teori kan der således gives en enkel forklaring på den aktuelle stagnation i EU i forhold til bl.a. USA: at efterspørgslen svigter. Det er dog ikke kun på grund af den svage lønudvikling; men mindst lige så væsentligt også på grund af den for en svag konjunktur alt for stramme finanspolitik.

Lad os tage den stramme finanspolitik først; for den bygger ligeledes på en neoklassisk misforståelse. I de fleste lande er der underskud på de offentlige budgetter, hvilket er en direkte følge af den fortsat høje arbejdsløshed. Det er de såkaldte automatiske konjunkturstabilisatorer, der er forklaringen på denne sammenhæng. Da arbejdsløsheden begyndte at stige tilbage i 2008 på grund af svigtende eksport og faldende investeringer i den private sektor, førte det uundgåeligt til større sociale udgifter og mindskede skatteindtægter. Og tak for det burde enhver politiker have sagt, hvis de havde læst den originale Keynes. Denne automatik forhindrede, at konjunkturfaldet blev endnu dybere. Det er således ingen tilfældighed, at de europæiske lande, der havde en svag velfærdsstat, oplevede de dybeste fald i aktiviteten og dermed den største stigning i arbejdsløsheden. Også her kunne økonomer (og politikere) med fordel have lyttet til Keynes, der netop rådede Roosevelt tilbage i 1930erne til at koncentrere den politiske indsats til at mindske arbejdsløsheden, for så skulle budgettet nok rette sig – ’look after unemployment, and the Budget will look after itself’ var Keynes’ velbegrundede råd. Begynder politikerne derimod midt i en lavkonjunktur at skære i de offentlige budgetter, så vil det med sikkerhed trække krisen i langdrag.

Denne konklusion burde ikke komme som en overraskelse for nogen med indsigt i samfundsøkonomi. Keynes ville have rystet på hovedet af EU's rigide regelsæt, der bl.a. kræver, at underskuddet på de offentlige budgetter ikke må overstige 3 pct. af nationalproduktet uanset konjunkturerne. Dette krav er en sikker vej til forarmelse af store befolkningsgrupper og fortsat lavvækst. Hvis arbejdsløsheden ikke reduceres, så er det en lang og sej proces, at få budgetunderskuddet mindsket. Det er stort set umuligt at spare sig til balance. Hvis EU-kommissionen fortsat insisterer på budgetforbedringer, burde svaret være øgede skatter. Det er naturligvis fordelingspolitisk et følsomt emne; men Kommissionen kunne jo i første omgang hjælpe med at få lukket de værste skattehuller i Luxembourg, Kanaløerne, Monaco etc. Dernæst ville Keynes have peget på beskatning af de indkomster, formuer og arv, hvor den negative efterspørgselseffekt er mindst. En diskussion som er blevet aktualiseret af den franske økonom Thomas Piketty. En finansiel transaktionsskat ville ligeledes være oplagt. Den ville dæmpe spekulationen, og gennemført i hele EU kunne den benyttes til en sikring af, at der var betalt skat af alle transaktioner ind og ud af EU f.eks. til Schweiz, Cayman Island etc.

Keynes i dag!
Hvad kan vi så bruge Keynes’ indsigt til i dag? For det første, at hvis lavkonjunkturen skal brydes, så skal der statslige (helst koordineret via EU) initiativer til at sikre, at der bliver skabt de 20 mill. jobs, der mangler i Europa. Nå, og hvad skal der så efterspørges? Spørger kritikerne straks. Hvad er det for økonomisk aktivitet, som staten kan organisere og planlægge bedre end det private marked? Her kunne man jo helt i Keynes’ ånd starte med Juncker-planen fra 2014 -19 på € 500 mia. over 5 år og gange den op med 4 eller 5 i de kommende 10 år. Det ville for det første skabe jobs, dernæst ville det få den europæiske energipolitik og infrastruktur til at hænge bedre sammen (og reducere importen af fossilenergi fra Rusland, Saudi-Arabien, Libyen og andre tvivlsomme handelspartnere), og endelig ville det kunne være starten på et bæredygtigt Europa, som vi kan være bekendt.

Næste spørgsmål: Hvor skal pengene så komme fra? Her er det så heldigt, at den Europæiske centralbank (ECB) netop har annonceret, at den vil genstarte sit storstilede pengeudpumpningsprogram. Hvorigennem den vil søge at stimulere erhvervsinvesteringer. Disse penge kunne også bruges til at finansiere en ny Juncker-plan i stedet for udelukkende at opkøbe ’gamle’ værdipapirer. I takt med at de europæiske hjul kommer op i gear vil indkomsterne stige og arbejdsløsheden falde, hvilket netop vil forbedre de offentlige budgetter. Hertil kommer, at den private opsparing også vil stige, og disse penge kunne så benyttes til den mere langsigtede finansiering af erhvervs- og offentlige investeringer. For ikke at glemme den betydelige mængde udenlandsk valuta, der vil spares, hvis det lykkes at gøre Europa selvforsynende med energi. EU-landene køber hvert år olie og gas i Rusland og Mellemøsten mv. for tæt på € 300 mia. – hvilket er mere end Juncker-planen beløber sig til. Hver euro der spares på energiimporten, kan investeres i vedvarende energi. Her er det, at Keynes ville have stillet spørgsmålet – ’hvad dælen nøler i efter?’ Det er kun EU's alt for stramme budgetregler, der holder landenes regeringer tilbage fra at investere massivt i bæredygtig omstilling.

Keynes har svaret på ’den grønne omstilling’
Tillad mig på denne baggrund, at opfordre mine kolleger og ikke mindst de økonomi-studerende til at (gen)læse Keynes. Hans afsluttende konklusion lyder således,’den afgørende fejl ved det økonomiske system, som vi lever i, er dets manglende evne til at sikre fuld beskæftigelse og dets vilkårlige og ulige fordeling af formuer og indkomst’(s. 372). Så længe der er store uløste samfundsopgaver, så er det direkte uansvarligt, at der ikke bliver taget politiske initiativer til at udbedre dem, navnlig i perioder medarbejdsløshed, hvor fattigdommen breder sig. Det forstod Roosevelt i USA, og Keynes sikrede et solidt teoretisk grundlag for the New Deal. Det samme grundlag kunne bruges i dag som afsæt for a New Green Deal.

Økonomisk vækst var dog ikke et mål i sig selv for Keynes. Tværtimod skrev han i sit essay’mine børnebørns økonomiske muligheder’: at i takt med at velstanden breder sig, så bør der gives mulighed for, at arbejdstiden reduceres. Når han i 1930 kikkede to generationer ud i fremtiden, så så han noget nær en otte-dobling af det produktionspotentiale, som en velreguleret markedsøkonomi vil kunne frembringe (2 pct. årlig stigning i produktiviteten). Her blev han svimmel og spurgte: skulle vi ikke arbejde noget mindre? For de egentlige menneskelige værdier opnås jo ikke gennem lange arbejdsdage på fabrikken, på kontoret eller i form af lørdags-shopping, hvor mere eller mindre unyttige forbrugsgoder købes for kort efter at blive smidt ud. Helt grotesk bliver det økonomiske kredsløb, når produktionens primære formål er at holde arbejdskraften beskæftiget i 40 timer om ugen, blot for at finansministeren kan få nogle flere skatteindtægter.

Nået hertil i læsningen af Keynes, spurgte jeg derfor mig selv, hvorfor erkendelsen af Keynes’ på mange måder uhyre enkle, men helt nyskabende makroøkonomiske teori fortsat enten negligeres eller fremstilles i karikeret form? Hvorfor benytter den dominerende økonomiske rådgivning sig fortsat af de neoklassiske generelle ligevægtsmodeller?

Svaret herpå kan der læses i min lille Keynes-biografi, der på en og samme gang giver den historiske, filosofiske, politologiske og økonomiske baggrund for Keynes’ enorme betydning frem til midten af 1970erne. Hvorefter de politiske vinde ændrede sig. Statslig regulering af markedsøkonomien kom i miskredit. Markedstænkning og den neoliberale ideologi blev dominerende, hvilket førte til en udradering af Keynes’ makroøkonomiske teori: ikke fordi den var forkert; men fordi policy-konklusionerne ikke længere blev anset som politiske korrekte - end ikke af det ’ny venstre’. Hvilket leder til det ubehagelige spørgsmål, hvad er det egentlig for hensyn, der styrer den økonomiske videnskab? Er det ønsket om at erkende den samfundsøkonomiske virkelighed, eller er det ønsket om at være politisk korrekt?

Her skilte Keynes sig afgørende ud, idet han, uanset han var medlem af det liberale parti i Storbritannien, insisterede på at søge sandheden.

Litteratur:
Jesper Jespersen,John Maynard Keynesden makroøkonomiske teoris oprindelse og udvikling, 2. reviderede udgave, Djøfs Forlag, 2014

Jesper Jespersen og Henrik Jensen,Introduktion til Makroøkonomi’, 3. udg. med videoer på youtube, Djøfs Forlag, 2018

Jesper Jespersen:Vækstøkonomi på Vildspor, Jensen&Dalgaard, 2019


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk