Jesper Jespersen

Keynes burde være pligtlæsning på økonomistudiet.

Keynes var original
Den britiske økonom John Maynard Keynes (1883-1946) var det 20. århundredes mest nyskabende økonom. Han begrundede i sit hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Moneyfra 1936, hvorfor en ureguleret markedsøkonomi vil have en iboende og derfor uundgåelig tendens til ustabilitet. Efterlader politikerne samfundsøkonomien herunder ikke mindst den finansielle sektor uden styring, vil markedskræfterne ikke af sig selv kunne sikre noget, som bare minder om fuld beskæftigelse. Det er der mange årsager til, hvoraf en væsentlig er den finansielle sektors aktivitet. Hvis den ikke reguleres forholdsvist stramt vil den skabe spekulative bobler, der skaber yderlig ustabilitet, som undergraver beslutningsgrundlaget for navnlig private erhvervsinvesteringer.

Dette er i al sin gribende enkelthed kernen i Keynes’ makroøkonomiske tænkning, der havde været længe undervejs; for Keynes var oprindeligt trænet som en traditionel neoklassisk økonom. Men udviklingen i mellemkrigstiden kombineret med hans uddannelse i filosofi og sandsynlighedsteori ved Cambridge University gjorde det muligt for ham at frigøre sig intellektuelt fra den konventionelle matematisk formulerede markeds- og ligevægtsøkonomi. Bogen var et frontalangreb på datidens økonomiske ortodoksi: at et markedsøkonomisk system er selvstabiliserende og herigennem sikrer, at udbud og efterspørgsel altid matcher hinanden på alle markeder. En konklusion, der lå langt fra mellemkrigstidens kriseøkonomier, og som byggede på helt urealistiske forudsætninger om linearitet i et markedssystem med fuldt fleksible priser og pengelønninger, og en banksektor, der ikke finansierer destabiliserende spekulation!

Afsættet for Keynes var den samfundsøkonomiske virkelighed (der afspejler sig i de statistiske årbøger), hvor han kunne konstatere, at fuld beskæftigelse var et teoretisk begreb, der kun eksisterede i de neoklassiske lærebøger – ikke i virkeligheden. Arbejdsløsheden havde i Storbritannien ligget over 10 pct. siden afslutningen på 1. verdenskrig, og det uanset, at pengelønnen var faldet ganske betydeligt i denne periode. Det var så åbenbart forkert, at den britiske økonomi var selvoprettende. I 1931 afskrev Keynes definitivt at anvende ligevægtsmodellen til at forstå og analysere de vedholdende makroøkonomiske ubalancer. Han skrev således i indledningen til sin nye bog, at den klassiske økonomis antagelser afspejler ikke det samfundsøkonomiske system, som vi lever i, hvilket har den konsekvens, at undervisningen i økonomi er vildledende og får katastrofale konsekvenser, hvis vi forsøger at anvende den i praksis (GT, p. 3).

Men lærebøgerne karikerer Keynes’ makroøkonomisk teori
 
Denne konklusion var ny i 1936 og blev afvist af Keynes’ ældre kolleger, men i dag burde den være endog særdeles velkendt. Alligevel anvender de mest indflydelsesrige økonomer i finansministerier, centralbanker, internationale økonomiske organisationer og ’vismandsinstitutioner’ stadig de neoklassiske generelle ligevægtsmodeller, når de rådgiver politikere. Heri ligger årsagen til den internationale finanskrisen, og den efterfølgende langstrakte økonomiske stagnation. Keynes er gået i glemmebogen. Lærebøgerne gengiver ikke Keynes’ originale teorier; men fremstiller en karikatur, der passer ind i den generelle ligevægtsmodel. Keynes er blevet reduceret til en antagelse om, at årsagen til arbejdsløshed skal findes i ufleksible pengelønninger. Intet kunne være mere forkert. Det er den ofte svigtende og delvis uforudsigelige efterspørgsel efter varer, tjenester og finansielle aktiver, der ifølge Keynes er hovedårsagen til markedsøkonomisk ustabilitet. Denne konklusion er i direkte opposition til de neoklassiske økonomers fastholden, dengang som i dag, at udbud skaber sin egen efterspørgsel: at det markedsøkonomiske system er selvregulerende.

Lad os derfor se på, hvad det var Keynes bidrog med efter at have konstateret, at det markedsøkonomiske system ikke i praksis kan antages at være selvregulerende. Svaret er for så vidt enkelt: at arbejdsløshed primært skyldes mangel på jobs. Og jobs opstår ikke af sig selv. Det kræver en stigende produktion, som igen kræver en forventning hos erhvervslivet om, at den øgede produktion kan afsættes med fortjeneste, altså at der er en tilstrækkelig efterspørgsel. Det er disse to krav, der skal være opfyldt for, at hjulene holdes i gang. For det første at det kan betale sig for virksomhederne at producere, det vil sige, at der er et rimeligt og nogenlunde stabilt forhold mellem priser og omkostninger, og for det andet, hvilket er nok så vigtigt, at virksomhederne har en realistisk forventning om, at varerne kan afsættes til de forventede priser. Det vil sige, at der er en tilstrækkelig købekraft og købelyst hos husholdningerne, og at der ikke forventes et fald i priserne (deflation).

Det er her, at de (neo)klassiske økonomer begår den afgørende fejlslutning. De antager, at efterspørgslen kommer af sig selv, hvis bare lønniveauet er tilstrækkeligt lavt. Tværtimod vil et for lavt lønniveau, forklarede Keynes, betyde en svigtende købekraft hos de mange lønmodtagere, der i praksis køber de fleste af varerne. Sænkes lønnen med 10 pct., så må virksomhederne i første omgang regne med en tilsvarende reduktion i det private forbrug. Jamen, vil de neoklassiske økonomer straks indvende, når lønnen falder bliver varerne jo billigere at producere, hvilket styrker konkurrenceevnen og dermed eksporten. Men her overser de, at der i dag – ligesom i 1930erne - føres en sådan lønsænkende politik i stort set alle EU-lande med den konsekvens, at efterspørgslen svigter i hele Europa, hvilket svækker alle eksportmarkederne under ét.

Derfor kører europæisk økonomi i et slæbespor
Med afsæt i Keynes’ økonomiske teori kan der således gives en enkel forklaring på den aktuelle stagnation i EU i forhold til bl.a. USA: at efterspørgslen svigter. Det er dog ikke kun på grund af den svage lønudvikling; men mindst lige så væsentligt også på grund af den for en svag konjunktur alt for stramme finanspolitik.

Lad os tage den stramme finanspolitik først; for den bygger ligeledes på en neoklassisk misforståelse. I de fleste lande er der underskud på de offentlige budgetter, hvilket er en direkte følge af den fortsat høje arbejdsløshed. Det er de såkaldte automatiske konjunkturstabilisatorer, der er forklaringen på denne sammenhæng. Da arbejdsløsheden begyndte at stige tilbage i 2008 på grund af svigtende eksport og faldende investeringer i den private sektor, førte det uundgåeligt til større sociale udgifter og mindskede skatteindtægter. Og tak for det burde enhver politiker have sagt, hvis de havde læst den originale Keynes. Denne automatik forhindrede, at konjunkturfaldet blev endnu dybere. Det er således ingen tilfældighed, at de europæiske lande, der havde en svag velfærdsstat, oplevede de dybeste fald i aktiviteten og dermed den største stigning i arbejdsløsheden. Også her kunne økonomer (og politikere) med fordel have lyttet til Keynes, der netop rådede Roosevelt tilbage i 1930erne til at koncentrere den politiske indsats til at mindske arbejdsløsheden, for så skulle budgettet nok rette sig – ’look after unemployment, and the Budget will look after itself’ var Keynes’ velbegrundede råd. Begynder politikerne derimod midt i en lavkonjunktur at skære i de offentlige budgetter, så vil det med sikkerhed trække krisen i langdrag.

Denne konklusion burde ikke komme som en overraskelse for nogen med indsigt i samfundsøkonomi. Keynes ville have rystet på hovedet af EU's rigide regelsæt, der bl.a. kræver, at underskuddet på de offentlige budgetter ikke må overstige 3 pct. af nationalproduktet uanset konjunkturerne. Dette krav er en sikker vej til forarmelse af store befolkningsgrupper og fortsat lavvækst. Hvis arbejdsløsheden ikke reduceres, så er det en lang og sej proces, at få budgetunderskuddet mindsket. Det er stort set umuligt at spare sig til balance. Hvis EU-kommissionen fortsat insisterer på budgetforbedringer, burde svaret være øgede skatter. Det er naturligvis fordelingspolitisk et følsomt emne; men Kommissionen kunne jo i første omgang hjælpe med at få lukket de værste skattehuller i Luxembourg, Kanaløerne, Monaco etc. Dernæst ville Keynes have peget på beskatning af de indkomster, formuer og arv, hvor den negative efterspørgselseffekt er mindst. En diskussion som er blevet aktualiseret af den franske økonom Thomas Piketty. En finansiel transaktionsskat ville ligeledes være oplagt. Den ville dæmpe spekulationen, og gennemført i hele EU kunne den benyttes til en sikring af, at der var betalt skat af alle transaktioner ind og ud af EU f.eks. til Schweiz, Cayman Island etc. 

Keynes i dag!
Hvad kan vi så bruge Keynes’ indsigt til i dag? For det første, at hvis lavkonjunkturen skal brydes, så skal der statslige (helst koordineret via EU) initiativer til at sikre, at der bliver skabt de 20 mill. jobs, der mangler i Europa. Nå, og hvad skal der så efterspørges? Spørger kritikerne straks. Hvad er det for økonomisk aktivitet, som staten kan organisere og planlægge bedre end det private marked? Her kunne man jo helt i Keynes’ ånd starte med Juncker-planen fra 2014 -19 på € 500 mia. over 5 år og gange den op med 4 eller 5 i de kommende 10 år. Det ville for det første skabe jobs, dernæst ville det få den europæiske energipolitik og infrastruktur til at hænge bedre sammen (og reducere importen af fossilenergi fra Rusland, Saudi-Arabien, Libyen og andre tvivlsomme handelspartnere), og endelig ville det kunne være starten på et bæredygtigt Europa, som vi kan være bekendt.

Næste spørgsmål: Hvor skal pengene så komme fra? Her er det så heldigt, at den Europæiske centralbank (ECB) netop har annonceret, at den vil genstarte sit storstilede pengeudpumpningsprogram. Hvorigennem den vil søge at stimulere erhvervsinvesteringer. Disse penge kunne også bruges til at finansiere en ny Juncker-plan i stedet for udelukkende at opkøbe ’gamle’ værdipapirer. I takt med at de europæiske hjul kommer op i gear vil indkomsterne stige og arbejdsløsheden falde, hvilket netop vil forbedre de offentlige budgetter. Hertil kommer, at den private opsparing også vil stige, og disse penge kunne så benyttes til den mere langsigtede finansiering af erhvervs- og offentlige investeringer. For ikke at glemme den betydelige mængde udenlandsk valuta, der vil spares, hvis det lykkes at gøre Europa selvforsynende med energi. EU-landene køber hvert år olie og gas i Rusland og Mellemøsten mv. for tæt på € 300 mia. – hvilket er mere end Juncker-planen beløber sig til. Hver euro der spares på energiimporten, kan investeres i vedvarende energi. Her er det, at Keynes ville have stillet spørgsmålet – ’hvad dælen nøler i efter?’ Det er kun EU's alt for stramme budgetregler, der holder landenes regeringer tilbage fra at investere massivt i bæredygtig omstilling.

Keynes har svaret på ’den grønne omstilling’
Tillad mig på denne baggrund, at opfordre mine kolleger og ikke mindst de økonomi-studerende til at (gen)læse Keynes. Hans afsluttende konklusion lyder således, ’den afgørende fejl ved det økonomiske system, som vi lever i, er dets manglende evne til at sikre fuld beskæftigelse og dets vilkårlige og ulige fordeling af formuer og indkomst’(s. 372). Så længe der er store uløste samfundsopgaver, så er det direkte uansvarligt, at der ikke bliver taget politiske initiativer til at udbedre dem, navnlig i perioder medarbejdsløshed, hvor fattigdommen breder sig. Det forstod Roosevelt i USA, og Keynes sikrede et solidt teoretisk grundlag for the New Deal. Det samme grundlag kunne bruges i dag som afsæt for a New Green Deal.

Økonomisk vækst var dog ikke et mål i sig selv for Keynes. Tværtimod skrev han i sit essay ’mine børnebørns økonomiske muligheder’: at i takt med at velstanden breder sig, så bør der gives mulighed for, at arbejdstiden reduceres. Når han i 1930 kikkede to generationer ud i fremtiden, så så han noget nær en otte-dobling af det produktionspotentiale, som en velreguleret markedsøkonomi vil kunne frembringe (2 pct. årlig stigning i produktiviteten). Her blev han svimmel og spurgte: skulle vi ikke arbejde noget mindre? For de egentlige menneskelige værdier opnås jo ikke gennem lange arbejdsdage på fabrikken, på kontoret eller i form af lørdags-shopping, hvor mere eller mindre unyttige forbrugsgoder købes for kort efter at blive smidt ud. Helt grotesk bliver det økonomiske kredsløb, når produktionens primære formål er at holde arbejdskraften beskæftiget i 40 timer om ugen, blot for at finansministeren kan få nogle flere skatteindtægter.

Nået hertil i læsningen af Keynes, spurgte jeg derfor mig selv, hvorfor erkendelsen af Keynes’ på mange måder uhyre enkle, men helt nyskabende makroøkonomiske teori fortsat enten negligeres eller fremstilles i karikeret form? Hvorfor benytter den dominerende økonomiske rådgivning sig fortsat af de neoklassiske generelle ligevægtsmodeller?

Svaret herpå kan der læses i min lille Keynes-biografi, der på en og samme gang giver den historiske, filosofiske, politologiske og økonomiske baggrund for Keynes’ enorme betydning frem til midten af 1970erne. Hvorefter de politiske vinde ændrede sig. Statslig regulering af markedsøkonomien kom i miskredit. Markedstænkning og den neoliberale ideologi blev dominerende, hvilket førte til en udradering af Keynes’ makroøkonomiske teori: ikke fordi den var forkert; men fordi policy-konklusionerne ikke længere blev anset som politiske korrekte - end ikke af det ’ny venstre’. Hvilket leder til det ubehagelige spørgsmål, hvad er det egentlig for hensyn, der styrer den økonomiske videnskab? Er det ønsket om at erkende den samfundsøkonomiske virkelighed, eller er det ønsket om at være politisk korrekt?

Her skilte Keynes sig afgørende ud, idet han, uanset han var medlem af det liberale parti i Storbritannien, insisterede på at søge sandheden. 

Litteratur:
Jesper Jespersen, John Maynard Keynes– den makroøkonomiske teoris oprindelse og udvikling, 2. reviderede udgave, Djøfs Forlag, 2014

Jesper Jespersen og Henrik Jensen, Introduktion til Makroøkonomi’, 3. udg. med videoer på youtube, Djøfs Forlag, 2018

Jesper Jespersen: Vækstøkonomi på Vildspor, Jensen&Dalgaard, 2019


25 kommentarer


Martin Nørgaard Petersen

Martin Nørgaard Petersen @ d. 18. october #5

Keynes burde være pligtlæsning, men det burde Smith, Ricardo, Piketty, Lucas, Debreu, Friedman, Arrow, Samuelson, Solow, Koopman, Heckman, Angrist, Blanchard, Nakamura, m. fl. også.
Kan i øvrigt anbefale denne udmærkede læseliste: http://web.econ.ku.dk/druedahl/miscfiles/Reading_lists_mainstream_economics.pdf


Iben Nielsen

Iben Nielsen @ d. 18. october #6

Selvom en finansiel transaktionsskat vil dæmpe spekulationer og sikre betaling af skat ifm. transaktioner mellem EU og skattely, så skal provenuet (som forventes at være relativt beskedent) også opveje for en række negative konsekvenser. Frem til 1999 havde Danmark en aktieomsætningsafgift, der blev afskaffet af tilsvarende årsager.
1. Omkostningen ved den hæmmede kursdannelse overvæltes fra finansielle virksomheder til primært investorer, men også pensionsopsparer og husholdninger. Resultaterne heraf vil eks. være en negativ engangkorrektion i husholdningernes eksisterende formue, afspejlet af den fremtidige meromkostning ved handel. Øgede finansieringsomkostninger ved virksomheders investering i realkapital og risikoafdækning forventes af medfører højere priser og lavere lønninger. I en lille åben økonomi som vores forventes størstedelen af byrden at reducerer kapitalapparatet og arbejdskraftens produktivitet, som i sidste ende vil påvirke lønningerne negativt.
2. Det samfundsøkonomiske tab af mindre effektive finansielle markeder.
3. Forvridningen af virksomheders egenkapital- og gældsfinanciering, såfremt at andre værdipapirer end aktier er fritaget for beskatningen, hvilket vil bidrage yderligere til effekten af de eksisterende rentefradragsreglerne.

I EU søger man inspiration fra French Financial Transaction Tax (FFTT), som ikke inkluderer højfrekvente algortimehandler, såsom intra-day operationer. I betragtning af skattebasens smalhed og det faktum, at kun 10 medlemsstater i EU ønsker at deltage i "Tobinskatten" på nuværende tidspunkt, vil risikoen for omgåelse ikke være uvæsentlig.

Jeg forestiller mig ikke, at størrelsen af den negative efterspørgselseffekt (og særligt effekten på beskæftigelsen) ved den finansielle transaktionsskat ville være et drømmescenarie for Keynes.


Jesper Jespersen

Jesper Jespersen @ d. 19. october #7

Tak til Martin og Iben
for deres kommentarer. Alene det, at de reagerer seriøst, er for mig et udtryk for, at der er basis for fortsat dialog.
Til Martin er svaret: at naturligvis kan det altid tilrådes at fordybe sig i de originale tekster, navnlig i de værker, der notorisk har sat en ny og vedvarende dagsorden inden for faget. Lidt mere tøvende er jeg over for læsning af epigoner. Den udmærkede læseliste som Jeppe Druedahl har udarbejdet vedr. den interne diskussion af såkaldt 'mainstream economics' glimrer netop ved at være ret så navlebeskuende - respect for det, hvis det neoklassiske paradigme skal lykkes med at blive opdateret og i det hele taget følge med virkeligheden.
Denne del af diskussionen minder mig om de mange forsøg, der blev gjort igennem århundreder af de aller fineste videnskabsmænd (ja, desværre kun mænd) for at fastholde (bevise?) ikke at jorden var flad; men ikke mindre end universets centrum! Men de måtte til sidst bøje sig for den virkelighed, der omgav dem.
Nu vi er i gang, så tag en af dine lærebøger i makroteori og prøv at gengive, hvorledes Keynes' makroøkonomiske hovedpointer fremstilles. Tag dernæst The General Theory og gengiv hovedpointerne herfra - så vil du erkende, at der er ligesom en forskel. Nået så langt, så tag og gengiv Keynes' kritik af 'Tinbergens metode': en diskussion af, hvorledes data og økonometri kan -og måske navnlig ikke altid kan afhængig af metoden - understøtte økonomiske teori.
Nu ved jeg ikke hvor langt du er i studiet; men skal du i gang med at skrive speciale, så ligger der her et forslag til emne: en sammenligning af, hvorledes mainstream economics fremstiller Keynes' makroøkonomiske teori og metode og så originalen.
For nu 45 år siden skrev jeg mit speciale 'Aspekter af den renteteoretiske diskussion', efterfølgende udgivet som et Studie fra Økonomisk Institut, netop med dette afsæt.
Så, go ahead - læs dine klassiker og glæd der over, hvor spændende og udfordrende den (makro)økonomiske diskussion kan være, og dernæst at forståelsen heraf kan have særdeles store konsekvenser for ganske almindelige menneskers hverdag her kan Keynes stadig gøre en forskel - måske skulle du starte med at læse det afsluttende kapitel 24 i The General THeory, hvorfra jeg citerede indledningen.
Good luck
Til Iben, ja, du refererer ganske korrekt, hvad en mainstream økonom vil fremføre af argumenter i mod en finansiel transaktionsskat. Og rigtigt er det, at nogle - absolut ikke gennemtænkte forsøg her på - er mislykkedes. Det kunne måske skyldes uvidenhed; men måske også, at enhver regulering af den finansielle sektor er op mod stærke privatøkonomiske kræfter. Prøv at se, hvor store bøder en række af de største banker i udlandet (og er på vej i indlandet) har accepteret, fordi det er blevet bevist at de havde manipuleret de finansielle markeder til egen fordel, afkrævet kunderne gebyrer (en form for transaktionsskat), som de ikke var berettiget til osv. osv.
Prøv her blot som en indledning at læse kapitel 12 i The General Theory om 'rationel forventningsdannelse og finansiellemarkeder'. Her vil du få Keynes' argumenter til fordel for en finansiel transaktionsskat - argumenter, der er fraværende i din på mange måder omhyggelige gennemgang af mainstream argumenterne. Et eksempel på - nytten ved også at kunne sin Keynes.
Som sagt tak for jeres bidrag, har I mod på at fortsætte dialogen, så er det bare at skrive til jesperj@ruc.dk

Bedste hilsen
Jesper


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 19. october #8

De fleste er enige om at The General Theory er en meget vanskelig bog at forstå – det kan muligvis ikke lade sig gøre. Ikke noget godt sted at starte for en nysgerrig polit-studerende. Må jeg i stedet foreslå bogen ”A history of macroeconomics” af Michel De Vroey. Du burde også læse den, Jesper.

Du kalder dit første afsnit ”Keynes var original”, og kommer derefter med en virkelig banal forestilling som de fleste moderne økonomer deler: at vi skal passe på den der finansielle sektor. Kommer helt til at tvivle på om du har forstået din helt. Keynes var original. Men det var fordi han forsøgte at forklare eksistensen af ufrivillig arbejdsløshed. Når han kikkede ud af vinduet så han en massearbejdsløshed som han var overbevist om ikke kunne fjernes bare ved at sænke lønnen. Keynes lykkedes ikke med sit projekt. Han måtte i realiteten indføre lønstivhed for at få arbejdsløshed i The General Theory. Mange kloge mennesker har senere forsøgt at reparere teorien, men uden held (Clower, Leijonhufvud, Patinkin, Modigliani m.fl.). Først med introduktionen af søge-teori (Peter Diamond, Dale Mortensen og Christopher Pissarides fik Nobel-pris for dette i 2010) fik man en teori der kunne levere dette. Ifølge De Vroey lavede Keynes den svipser at han opdelte arbejdsløshed i friktionsarbejdsløshed og ufrivillig arbejdsløshed. Derved smed han barnet ud med badevandet. Løsningen var at beskrive al arbejdsløshed som friktionsarbejdsløshed. Og noget af denne var så den ufrivillige arbejdsløshed – en arbejdsløshed der ikke kan fjernes ved at sænke lønnen. Vi anvender søge-teori til at beskrive arbejdsmarkedet i den nye model MAKRO.

Så har du et afsnit der hedder ”Men lærebøgerne karikerer Keynes’ makroøkonomisk teori”. Det skriver du fordi du er post-keynesianer. I 1955 introducerede Paul Samuelson den såkaldte neo-klassiske syntese i sin berømte lærebog (datidens Mankiw). Den neo-klassiske syntese er som bekendt et forsøg på at rumme den Keynesianske teori indenfor neo-klassisk teori. Der er ingen tvivl om at dette var en fremgangsmåde der ikke fik de finere nuancer i Keynes med. En gruppe af økonomer blev så sure over dette at de dannede deres eget lille parallel-univers, som de kaldte post-keynesianisme. Og der har de siddet og surmulet siden. I 64 år! Vi ved alle hvordan det går med små selvsupplerende grupperinger.

Så har du et afsnit der hedder ”Derfor kører europæisk økonomi i et slæbespor”. Det afsnit er helt normal-keynesiansk. Læs f.eks. mainstream-folk som Olivier Blanchard og Larry Summers (https://voxeu.org/article/evolution-or-revolution-afterword). Jeg er ikke nødvendigvis uenig med dig. Bare ikke så skråsikker.

mvh
Peter Stephensen


Martin Nørgaard Petersen

Martin Nørgaard Petersen @ d. 20. october #9

Det er ingen ny påstand, at lærebøger og sekundær litteratur forvansker den primærlitteratur, den ønsker at gengive. Jeg tror næppe, den pointe kan danne grobund for et helt speciale. Men det er klart et problem, hvis brugerne af lærebøger ikke er opmærksomme derpå - eller gøres opmærksomme derpå. Sidstnævnte kunne man med rette blive bedre til på studiet.

Endvidere kan jeg ikke se det navlebeskuede i en læseliste. Der hersker en god mængde begrebsforvirring i debatten og den kan med fordel forsøges udbedret. Men jeg hilser en 'kopernikansk revolution' i økonomi velkommen!

De Vroey-bogen er bestilt. Tak for anbefaling.


Jesper Jespersen

Jesper Jespersen @ d. 20. october #10

Kære Martin,
Herligt hvis voreskorte exchange giver dig anledning til videre studier. Når du nu alligevel begiver dig ned på biblioteket, så ved jeg ikke om det er overmod at anbefale dig, at - foruden GT - så også at låne et eksemplar af Macroeconomic Methodology min disputats fra 2007 i engelsk udgave som et supplement til den neoklassiske teorihistorie og til kopernikansk inspiration.

Good luck - Jesper


Mads Falkenfleth

Mads Falkenfleth @ d. 30. october #11

"En gruppe af økonomer blev så sure over dette at de dannede deres eget lille parallel-univers, som de kaldte post-keynesianisme. Og der har de siddet og surmulet siden. I 64 år! Vi ved alle hvordan det går med små selvsupplerende grupperinger." - Peter Stephensen

Er det ikke en rigeligt polemisk kritik, Peter? Økonomi er ikke en eksakt videnskab, så der er vel intet forkert i at der findes forskellige grupperinger, som anvender forskellige teorier og metoder.

For de der ikke kender til Post-Keynesiansk økonomi, vil jeg anbefale nedenstående link, som bl.a. skriver:

"Post-Keynesian economics (PKE) is an economic paradigm that stems from the work of economists such as John Maynard Keynes (1883-1946), Michal Kalecki (1899-1970), Roy Harrod (1900-1978), Joan Robinson (1903-1983), Nicholas Kaldor (1908-1986), and many others. It is defined by the view that the principle of effective demand as developed by J. M. Keynes in the General Theory (1936) and M. Kalecki (1933) holds in the short, as well as in the long run. That is, that economic activity in a capitalist monetary economy is demand-driven and that there are no built-in mechanisms that guarantee full employment and full utilisation of capacities.
...

Summarising ... PKE and mainstream economics differ regarding their epistemology and ontology, their understanding of rationality, their methods, and their economic and political core."

Man kan læse mere her:
https://www.exploring-economics.org/en/orientation/post-keynesian-economics/


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 30. october #12

Hej Mads

Der er sket ekstremt meget indenfor økonomisk makroteori de de seneste 80 år. Post-keynesianismen (PK) har har haft absolut ingen indflydelse på noget som helst i alle disse år. Dens gennemslagskraft har været ikke-eksisterende.

Hvis du ønsker en kvalificeret kritisk beskrivelse af udviklingen i makroøkonomisk tænkning de seneste 80 år vil jeg gerne gentage ovenstående henvisning til ”A history of macroeconomics” af Michel De Vroey. Det er virkelig velskrevet bog, der kritisk gennemgår alle væsentlige teoretiske strømninger siden Keynes (PK nævnes ikke en eneste gang). Dette er bogen alle kritiske økonomer har ventet på! Håber den bliver pensum på polit.


Mads Falkenfleth

Mads Falkenfleth @ d. 30. october #13

Tak for anbefalingen af De Vroey, den må jeg undersøge.

Måske nævnes PK ikke under det navn, men Joan Robinson er vel et eksempel på en respekteret økonom (det rygtes at hun var en hårsbredde fra at vinde nobelprisen i økonomi), som trods alt må siges at tilhøre PK tilgangen. Særligt Cambridge Kapitalkontroversen som hun starter med sin artikel i 1953-54, må da være en del af en historisk makro-gennemgang af alle væsentlige strømninger, som den du nævner?

Derudover er der vel flere som argumenterer for at PK-økonomerne har spillet en rolle både i vores forståelse af finanskrisen. Det gælder både teorien om endogene penge, Minsky's teori om finansiel ustabilitet og Godley's stock-flow konsistente modeller, sidstnævnte som økonomer ved Aalborg Universitet aktuelt forsker i.

Fx gennemgår Bezemer (2009) de økonomer der mest præcist forudsagde finanskrisen, og deres teorier og modeller. Flere af dem var PK-økonomer.

"... common underlying analytical framework, which apparently helps detect threats of instability. Surveying these assessments and forecasts, there appears to be a set of interrelated elements central and common to the contrarians’ thinking. This comprises a concern with financial assets as distinct from real-sector assets, with the credit flows that finance both forms of wealth, with the debt growth accompanying growth in financial wealth, and with the accounting relation between the financial and real economy."
- Bezemer (2009: pp. 8)

Du indvender at PK ikke har haft (nævneværdig) indflydelse, hvilket jeg ikke er uenig med dig i. I hvert fald ikke siden 1970'erne. Men det er vel ikke nødvendigvis ensbetydende med at de ikke har noget at bidrage med?


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 30. october #14

Kalecki, Harrod, Robinson og Kaldor var virkeligt stærke navne og nævnes naturligvis også af De Vroey. Hvis man vækkede dem til live, er jeg overbevist om at de ikke ville melde sig ind i den nærmeste PK-gruppering. Det gælde også Keynes. De ville melde sig ind i mainstream og tage kampen derfra (som de gjorde da de levede).

Den der med hvem der forudså krisen giver jeg ikke så meget for. Katarina Juselius hævder at hun forudså krisen - engang i 90'erne!

Og så den der med: det kan godt være PK ikke har haft indflydelse, men derfor kan de da godt have noget at byde på. Mit svar er: Hvis man ikke har gjort en forskel efter 65 år, kunne det være man skulle finde på noget andet at lave :-)

Lad mig afslutte med at sige at jeg har 100% respekt for studerende der sætter spørgsmåltegn ved mainstream - især efter finanskrisen. Mit råd er bare: glem post-keynesianerne. Der er bedre muligheder derude. En af dem er De Vroey.


Mads Falkenfleth

Mads Falkenfleth @ d. 31. october #15

Jeg er ikke så overbevist som du, om at Joan Robinson (eller de andre 3 nævnte økonomer) ikke ville melde sig ind i en PK-gruppe. Det tror jeg faktisk at hun ville. Joan Robinson har gentagne gange kritiseret den neoklassiske økonomisk skole, som udgør størstedelen af det man kan kalde mainstream, og kaldte nykeynesianismen for "Bastard Keynesianisme" (se Robinsons "What has Become of the Keynesian Revolution?", 1974). Det er i øvrigt lidt sjovt at Hicks selv kaldte sin IS-LM model for et simpelt "classroom gimmick", og insinuerede at den skal tages med et gran salt.

I samme artikel fra 1974, skriver Joan om 3 af de centrale argumenter, som PK-økonomer som Jesper Jespersen (ret mig hvis jeg tager fejl) i dag ofte fremfører:
1) Kapital har ikke nogen enhed, og er derfor en ren abstraktion. Det skaber problemer for produktionsfunktioner, som beror på en teori om en simple substitution mellem kapital og arbejdskraft.
2) Anvendelsen af "calculable risks" kan ikke skarpt adskilles fundamental usikkerhed. Vi kender ikke dagen i morgen. Keynes sagde selv noget i stil med: "It is better to be roughly right, than precisely wrong."
3) Lønnen er historisk bestemt og påvirket af diverse senere begivenheder der påvirker magtbalancen mellem arbejdsgivere og -tagere på arbejdsmarkedet. "Then there is no meaning whatever in the idea of an equilibrium value of money." (Robinson, 1974: pp. 9-10)

Ovenstående er oversat næsten direkte fra Robinson (1974), hvor hun slutter af med citatet:
"Now, it seems that the bastard Keynesian era is coming to an end in general disillusionment; the economists have no more idea what to say than they had when the old equilibrium doctrine collapsed in the great slump. The Keynesian revolution still remains to be made both in teaching economic theory and in forming economic policy."

Så kom stagflationen, og siden 1980'erne er fagene der handler om historie, teorihistorie og andre økonomifag med et mindre mekanisk syn på den økonomiske videnskab nærmest forsvundet. I stedet har ligevægtsmodellerne fyldt mere og mere, i hvert fald indtil finanskrisen i 2008.

Så måske kunne økonomistuderende, som sætter spørgsmålstegn ved mainstream, finde inspiration ved flere forskellige teoriretninger, og så kan det jo være at nogen af dem der blander forskellige elementer fra andre tænkere, og derved finder på noget banebrydende? Det er også tanken bag kaldet for mere pluralisme, som startede helt tilbage i 1992, da 44 ledende økonomer (inkl. 7 nobelprisvindere) i American Economic Review kritiserede et "monopoly of method or core assumptions, often defended on no better ground than it constitutes "mainstream"."
https://www.scribd.com/document/332086319/Plea-for-a-pluralistic-and-rigorous-economics


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 01. november #16

Du har sikkert ret i det med Robinson. Også useriøst af mig at begynde at fantasere om hvad folk ville gøre hvis de ikke døde! Den perfide pointe jeg ønskede at påpege, var den store forskel der er på de oprindelige PK'er og nutidens ditto. Kalecki, Harrod, Robinson og Kaldor var velanskrevne forskere ansat på store engelske universiteter.

Angående Joan Robinsons kommentarer:
1) Kapitalkontroverset dækker over rigtig mange ting. Når man arbejder professionelt med modeller slår det faktisk en, at kapital er et af de svage led i kæden. Data er dårligt (svært at aggregere ordentligt som Robinson netop påpegede) og prisbegrebet (user-cost) er ret spekulativt. Et anden - og dybere - aspekt er spørgsmålet om hvordan en kapitalistisk økonomi vokser. Solows model var en reaktion på Harrod-Domer. Solows vækstmodel giver en forklaring på hvorfor kapitalistiske økonomier har en tendens til at nærme sig en steady-state - en tendens der er voldsom empirisk belæg for. Hos Solow er det de eksogene teknologiske fremskridt der driver væksten. PK-erne insisterer på at det er efterspørgslen der driver produktivitetsfremskridtene og arbejdsudbuddet. Dette synspunkt kan man f.eks. ofte fornemme hos Jesper. Men hvor er vækst-modellen der demonstrere dette? For en neoklassiker som mig (jeg er ny-keynesianer og er derfor tilhænger af den neoklassiske syntese - det gør mig vel til neoklassiker) virker kapitalkontroverset som klassisk PK-adfærd. Man påpeger problemer i andres forskning, uden at bruge dette som afsæt til egen forskning. Derved bryder man den mest centrale forskningsdynamik og gør sig selv til en dead-end.

2) Fundamental usikkerhed. Her er jeg helt enig! Jeg tror og håber at vore modeller indenfor de næste 10-15 år baserer sig på realistiske forventninger i stedet for rationelle forventninger. Vi arbejder med det i forbindelse med den nye MAKRO-model, og det er meget sværere at indføre end man skulle tro (det kan jeg måske skrive et blog-indlæg om en dag). Vi er mange mainstream-økonomer der har spekuleret over dette i årevis. Jeg er en stor fortaler for de såkaldte agent-baserede modeller (AB-modeller). AB-modeller er en slags "dogme"-modeller: de tvinger modeludvikleren til at arbejde med heterogenitet og fundamental usikkerhed. Det kan simpelhen ikke lade sig gøre at antage rationelle forventninger i en AB-model. Modellens agenter bliver derfor nødt til at agere ud fra hvad den har oplevet i fortiden. En anden køn egenskab ved AB-modeller er at de gør det let/oplagt at modellere ikke-walrasianske markeder. Den walrasianske auktionarius gør livet meget lettere for os i vore makro- og CGE-modeller. Men virkeligheden er oplagt ikke walrasiansk, og forskning i ikke-walrasianske markedsteknologier kan med fordel udføres i AB-modeller. Christian Langholz Carstensen har netop færdiggjort sin ph.d på KU, hvor han bl.a. anvender et AB-setup vi har udviklet i DREAM til at modellere boligmarkedet. Interesserede er velkomne til at kontakte mig i forbindelse med AB-modellering i python (dette må jeg nok også skrive en blog om en dag).

3) Bestemmelse af lønnen. Siden 1974 hvor Robinson skrev sine kommetarer, er vi nået langt hvad angår arbejdsmarkedet. På hendes tid var der ikke en tilfredsstillende teori om ufrivillig arbejdsløshed. Det er der idag (en af De Vroey's pointer). Anvendelsen af søgeteori og inddragelse af fagforeninger giver de trægheder hun henviser til.

Til sidst beder du om mere pluralisme på studiet. Jeg følte det samme da jeg studerende. Det kom bag på mig at polit var (og sikkert stadig er) så uakademisk i sin undervisning - at man ikke blev præsenteret for mange forskellige synsvinkler. Den bog jeg dengang sukkede efter er netop De Vroey.

Ud fra et pluralistisk synspunkt skal der sikkert også undervises i PK. Men helst ikke for meget - de har som sagt ikke haft indflydelse på noget som helst i nyere tid. De har måske en funktion som en slags idemæssig dybfryser - opbevaring af gamle ideer til eftertiden. Men det kan man jo egentlig sige om alle fundamentalistiske bevægelser.


Martin Nørgaard Petersen

Martin Nørgaard Petersen @ d. 01. november #17

Spændende med AB-modellering. Men bliver resultaterne ikke blot svært afhængige af den modellerede mikroadfærd? Endvidere er det vel et argument, at økonomien som hele opfører sig anderledes (fx mindre eratisk) end summen af individer (fx som følge af spilteoretiske forhold?). Kommer AB rundt om dette?

Jeg mener, at Oxford Martin School arbejder på noget lignende (og forsøger vist at modellere hele den engelske økonomi som AB): https://github.com/INET-Complexity/housing-model . De har vist også lavet et python library til AB-modellering. Hvor langt er DREAM i relation hertil? Er I begyndt at kode i Python? (For fx SMILE er da C#?)

Det er rart at andre (med faglig habitus) også giver udtryk for, at polit er uakademisk i sin undervisning. Jeg er desværre ikke langt nok i De Vroey til at danne et endeligt indtryk. Men tak for gode blog-indlæg!


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 01. november #18

AB-modeller modellerer netop interaktion. I en AB-model kan du f.eks let lave virkeligt komplicerede netværksforbindelser mellem agenterne. Eller du kan lave realistisk søgeadfærd, hvor man ikke kører over en abstrakt matching-funktion, men lader agenterne søge stokastisk rundt mellem butikker eller arbejdspladser. Hele pointen er at fremprovokere emergente fænomener, - dvs. situationer hvor helheden ikke kan forklares ud fra enkelt-elementerne (f.eks. power laws).

Det er rigtigt at SMILE og Christians model er kodet i C#. Men jeg har oversat agent-objektet til python. Der er en studerende der i øjeblikket anvender det i et bachelor-projekt.


Mads Falkenfleth

Mads Falkenfleth @ d. 01. november #19

Jeg er enig i mange af dine betragtninger, Peter. Og særligt dine sidste to afsnit synes jeg er vigtige! Heldigvis virker det også til instituttet på KU er begyndt at blive lidt opmærksomme på det.

Ift. at Robinson et al. var velansete, så er der også sket noget med fx funding strukturen ift publicering i diverse økonomiske tidsskrifter, som jeg ikke helt har overblik over. Top tidsskrifterne er blevet mere ensporede siden 1970'erne (som de 44 føromtalte økonomer også kritiserer). Heckman har også kritiseret den "tribalism"-kultur i stærke vendinger, og der virker (udefra set) til langsomt at blive åbnet mere op nu. Hvis PK (og andre såkaldt heterodokse) økonomer ikke kan publiceres i top-tidsskrifterne, får økonomiske institutter en øget tilskyndelse til at fokusere på at hyre de der publiceres i toppen. Samtidig har tekstbøger med en ret mekanisk tilgang, og hvor kritikken ofte udelades, slået rødder i økonomi-uddannelserne. Så det at PK er blevet skubbet lidt til siden, sammen med de andre heterodokse teoriretninger, virker i nogen grad til også at skyldes strukturelle forhold, og i mindre grad til at skyldes videnskabelige argumenter.

ad 1) Tak for interessante kommentarer. Jeg tror PK-økonomerne vil indvende at produktionsfunktionen er en dead-end fordi den beror på en regnskabsidentitet. Det demonstrerede Anwar Shaikh ligeledes i 1974, i sin artikel "The Humbug Production Function", som har sin egen finurlige historie (https://www.youtube.com/watch?v=4BeWBy8gYHA). Shaikh argumenterer deri for at han kan plotte bogstaverne "HUMBUG" i et kartesiansk diagram, og fitte værdierne med en Cobb-Douglas produktionsfunktion. Ovenstående rammer også Solow, som jo antager CRS. Faktisk er jeg ret nysgerrig efter hvad du tænker om Shaikh's kritik, som bygger på Joan Robinson's arbejde?

ad 2) Jeg ved at PK-økonomerne også beskæftiger sig mere og mere med AB-modeller, så her er der måske grobund for et fælles fodfæste. Moderne PK makromodeller kombinerer ofte et AB-fundament med Stock-Flow Konsistente modeller, som jeg tidligere nævnte at man bl.a. forsker i ved Aalborg Universitet. Spændende at det også bygges ind i MAKRO (og måske også Grøn REFORM?).

ad 3) Rivot (2001) beskriver rigtig fint forskellen mellem PK og Neoklassiske teorier om ufrivillig arbejdsløshed i sin artikel "The Evolution of the Concept of Involuntary Unemployment", som i øvrigt starter med at takke De Vroey for kommentarer. De Vroey refererer også artiklen i sit senere arbejde. Her påpeger Rivot at Keynes' teori om ufrivillig arbejdsløshed i General Theory (som PK stadig holder sig til), ikke har noget med individuelle valg at gøre. Det er et kollektivt kriterium, som opstår af en almindeligt fungerende decentral penge-økonomi, og ikke som en markeds-imperfektion.

Dvs. med de to forskellige teoretiske udgangspunkter ender man med to forskellige perspektiver på hvordan økonomien fungerer, og dermed også forskellige policies til at regulere den. Jeg synes ikke det er spor "fundamentalistisk".

Ift. hvor meget der skal undervises af de forskellige teori-retninger afhænger af flere ting, herunder lokale forhold. Det altafgørende er bare at man som studerende møder mere end én forklaring på hvert økonomisk fænomen. Enhver teori indeholder normative elementer og enhver løsning medfører nye problemer.


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 02. november #20

Hej Mads

Tak for en sjov debat. Og Jesper, undskyld vi hijack'er dit kommentarspor.

Det er rigtigt at der i stigende grad sættes spørgsmålstegn ved kulturen omkring toptidsskrifterne. Men jeg tror nu stadig ikke at økonomerne på Ålborg og Roskilde var blevet top-forskere hvis bare tidsskriftkulturen havde været lidt mere pluralistisk.

Ad 1) Jeg kendte ikke humbug-fyren. Vil læse papiret ved lejlighed. Tanken om at man ikke må bruge produktionsfunktioner er rimeligt skræmmende for en CGE-fyr som mig! Man kan sagtens kritisere produktionsfunktioner (for ikke at sige nyttefunktioner!) for mange ting, men næppe nok til at 0-stille hele den marginalistiske revolution, ved at afskaffe dem ved lov. Igen et klassisk PK-trick: vælg et absolutistisk ledigt synspunkt der bomber din modstander tilbage til stenalderen. Et andet godt eksempel er Jespers insisteren på at udbudsreformer ingen effekt har (se mit bog-inlæg: En fuser i sommervarmen).

Ad 2) Vi er ikke ved at bygge AB-modeller ind i MAKRO (eller GrønREFORM). Det jeg snakkede om var alternativ forventningsdannelse. Nu du nævner stock-flow-konsistente modeller: alle vore modeller er stock-flow-konsistente og har altid været det. Hvad bliver det næste PK'erne finder på: endogen-eksogen-modeller?

Ad 3) Handler Rivot (2001) om moderne DSGE-modeller med søgearbejdsløshed? Eller kikker han (som PK'erne typisk foretrækker) i allerede forældede lærebøger? Hvis det er det sidste der er tilfældet, har vi igen et klassisk PK-trick.


Jesper Jespersen

Jesper Jespersen @ d. 03. november #21

Kære Mads, Peter og Martin,
Tak for en i stigende grad seriøs diskussion om metodemæssige udfordringer knyttet til analyse og forståelse af realistisk makroøkonomi. Det var, hvad jeg håbede på med mit oprindelige blog-indlæg med titlen: 'Keynes burde være pligtlæsning på økonomistudiet'. Debatten har til fulde bekræftet denne vurdering - tak for det.
Om PK er en dead-end, er der naturligvis delte meninger om - her er Kuhns paradigme perspektiv relevant: Det tager tid før et gammelt veletableret paradigme går i opløsning, enertien er kollosal ikke mindst, når der er store økonomiske interesser involveret. Men som allerede nævnt kunne det jord-centrerede paradigme ikke modstå det empiriske pres - virkeligheden sejrede, ligeså gik det Newtons klassiske fysik, og den klassiske arbejdsværdilære måtte også til sidst strække våben. Det er den empirisk funderede videnskabs styrke, som der ikke kan hæges for stærkt om, og som der kan læses mere om i 'Macroeconomic Methodology', Edward Elgar, 2009.
At der er opbrud i den makroøkonomiske teori er åbenbart, se også Oxford Review of Economic Policy, 34 (1-2), 2018, hvor kritikken mod DSGE-modellerne fremført af en stribe makroøkonomiske kryofæer er dominerende. Herom kan der læses i et af mine tidligere blog-indlæg ''Vejen til Canossa", januar 2018.
Jeg kommer netop opmuntret hjem fra tre dages PK-konference i Berlin med godt 300 deltagere, hvoraf ca. 1/3 af deltagerne var under 35 år. Keynote speakers fordelt over et bredt teoretisk spektrum: bl.a. en ECB-direktør, Paul De Grauwe og Robert Skidelsky, der kunne enes om, at finanspolitikken havde været fejldoceret i gennem krisen.
Betydningen af den private sektors strukturelle opsparingsoverskud er fejlanalyseret! Her kan læsning af Keynes være en god guide: 'The principle of effective demand', kapitel 3 i GT satte simpelthen en ny dagsorden. I hvert fald for de økonomer, der ikke straks forsøgte at indarbejde Keynes i den neoklassiske ligevægtsteori. Og det er vel der skillelinjen, selv den dag i dag, løber blandt makroøkonomer - omend under nedbrud.
Jeg ville derfor være lidt mere tøvende end PS med hensyn til at anbefale Michel De Vroey, som den rette fortolker af Keynes (og Post-keynesiansk teori). Prøv f.eks. at læse hans 'anmeldelse' af The General Theory i anledning af 75 året for udgivelsen, i Thomas Cate (ed.) Keynes's General Theory: Seventy-Five Years later - artiklen er baseret på ikke mindre end 9 referencer til Robert Lucas - og siger og skriver én til Keynes! Her er ikke plads til pluralisme.
Men som nævnt det makroøkonomiske establishment er i opbrud, hvilket også INET, Re-thinking economics og ikke at forglemme 'kritiske politter' et opmuntrende udtryk for. Her er den originale Keynes ved at blive vristet ud af new-keynesianernes neoklassiske tolkning (sticky wage som hovedårsag til ufrivillig arbejdsløshed); men de studerende må desværre væbne sig med en vis tålmodighed; for der er endnu et godt stykke vej inden de dominerende lærebøger bliver skrevet om; men det skal nok komme.

Så lad mig slutte denne trods alt optimistiske kommentar med at invitere alle til Progressive Post-Keynesiansk konference på Aalborg Universitet, den 22.-24. april 2020
- læs mere på www.pkconference.aau.dk
- Temaer er bl.a. Stock-Flow Consistent modelling, Modern Monetary Theory, Teaching Macroeconomics og 'Out of Crisis'.

Spændende og vigtigt er det - så fortidens fejltagelser ikke gentages.

Good luck til alle
Jesper


Martin Nørgaard Petersen

Martin Nørgaard Petersen @ d. 03. november #22

Hej Jesper
Sætningen "Men som allerede nævnt kunne det jord-centrerede paradigme ikke modstå det empiriske pres - virkeligheden sejrede," vidner om, at Kuhn måske kunne trænge til en genopfriskning. Der findes ifølge Kuhn ikke noget neutralt ståsted at vurdere paradigmer fra, ligesom det er utilstrækkeligt at vurdere verden og teori, når man man skal vælge teori.
Men lad os da tilføje Kuhn til listen over pligtlæsning på studiet. Jeg kan anbefale "Logic of Knowledge or Psychology of Research", der er særdeles underholdende læsning. Et kort crash-course kan også findes i afsnit 1.4 her. ;-)
https://www.norgaardpetersen.dk/assets/Hovedpointer_fra_Videnskabsteori.pdf


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 03. november #23

Føler også vi havde en seriøs diskussion.

At påberåbe sig Kuhn efter 65 års fiasko er måske at stramme den.
"Store økonomiske interesser involveret"?! Lyder spændende.
Dybt manipulerende at få det til at fremstå som om De Vroey er tilhænger af Lucas.
Mange udenfor PK er enige i at austerity næppe var en god ide. Manipulerende at fremstille det anderledes.
Og så fik du lige nævnt din bog. Se her: http://noahpinionblog.blogspot.com/2016/02/occult-mysteries-of-heterodox.html

A pro pos manipulation. Dette er og bliver en klassiker:
https://altandetlige.dk/blog/jesperjespersen/skaber-udbud-sin-egen-efterspoergsel-657
Jeg genlæser den en gang imellem bare for underholdningens skyld. Det du har at komme med er 1) Kausalitet, 2) Den atomistiske fejlslutning og 3) Optisk bedrag (!) Smoke and mirrors! Jeg kan forestille mig din rædsel da Detektor pludseligt afkræver dig et svar :-)



Jesper Jespersen

Jesper Jespersen @ d. 03. november #24

Kære Martin,
Flot forelæsningsnote du har udarbejdet. Videnskabsteori og de deraf afledte metodologiske perspektiver er mangfoldige. Det kræver netop seriøsitet.
Kuhn ydede mange væsentlige bidrag, hvoraf jeg dog nok er mest optaget af hans teorier for hvorledes videnskabelige skoler dannes og søger at beskytte sig, når de har opnået dominans. En form for videnskabssociologi med fokus på magt. Popper som også står stærkt i den videnskabsteoretiske diskussion havde en mere idealistisk tilgang, idet han søgte Sandheden - intet mindre, naturligvis fuldt bevidst om, at den kunne ikke nås højst tilnærmes.
Disse to synspunkter er på glimrende vis beskrevet i Steve Fullers bog: Kuhn vs. Popper: the Struggle for the Soul of Science, 2003 - foreligger også i dansk udgave fra Forlaget Sociologi. Den bærer dog præg af, at Fuller tager parti til fordel for Popper; men spændingsfeltet mellem de to videnskabsteoretiske forståelser er væsentlig - også for den aktuelle debat om, hvor makroøkonomisk teori kunne bevæge sig hen, og hvilke forhold der er bestemmende herfor?
Fortsat god aften.
Jesper


Martin Nørgaard Petersen

Martin Nørgaard Petersen @ d. 03. november #25

Ad PS: Apropos det Noah Smiths link er det vel ikke meget anderledes end gentagene gange at anbefale De Vroey (der koster 300 kr). Derudover er det de færreste pensum-tekster på studiet, der er gratis. Ligesom man ikke (lovligt) kommer langt ned på Druedahls læseliste uden en adgang til rex.kb.dk.

Det er vist kun DREAM (og DØRS), der kan "publicize the hell out of it", fordi de har en offentlig bevilling. Så den kritik rammer - i stilfærdig retfærdighed - uden for skiven.


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 03. november #26

Martin, kan du ikke li Noah Smith fordi han er centrum-venstre, eller hvad handler dette om? Jeg promoverer en bog jeg ikke selv har skrevet!? Dream er er “rigtig” arbejdsplads der i al almindelighed ikke har tid og råd til at skrive videnskabelige artikler. Du må venligst uddybe!


Martin Nørgaard Petersen

Martin Nørgaard Petersen @ d. 04. november #27

Jeg forholder mig på intet tidspunkt til Noah Smiths politiske overbevisning (for jeg var ikke bekendt med den). Jeg forholder mig bare til at hans argument er inkonsistent og hviler på forkerte præmiser.
Han skriver eksempelvis, at "Mainstream economics ... has done an admirable job of explaining its ideas publicly and clearly, for free, to anyone who wants to learn." Jeg mener ikke, han har ret. Skal man have noget godt indhold (uanset om det er mainstream eller hvad) skal man betale for det - og det er vel i øvrigt fair nok. Derudover er det måske lidt vagt at afgøre en teoris reelle værdi på baggrund af mængden af gratis 'slides' på nettet.

Hvis din pointe er, at heterodoks økonomi mangler rigid og gennemsigtig argumentation som i mainstream (og at JJs bog er et sådan eksempel på manglende rigiditet), så skriv dét, i stedet for at linke til et blog-opslag, der gør sig skyldig i selvsamme manglende rigiditet i argumentationen.


Peter Stephensen

Peter Stephensen @ d. 04. november #28

Hans udgangspunkt er USA. Her syntes jeg det er rigtigt, at mainstream-økonomerne har en meget kommunikerende og udadvendt kultur. Noah Smith er selv et eksempel på dette. Det kunne vi lære en del af i Europa.

Der hvor jeg fornemmede en politisk bias, var da du begynder at snakke om offentlig bevilling som et problem. DREAM får en grundbevilling til at lave modeller og udføre analyser i disse for diverse rekvirenter - grundlæggende for at styrke pluralismen i den danske debat. Dette står i modsætning til universiteterne, hvor forskerne betales for at forske (og "publicize the hell out of it").


Martin Nørgaard Petersen

Martin Nørgaard Petersen @ d. 04. november #29

På Berkeley - hvor jeg har læst - var det efter min opfattelse ikke meget anderledes end på KU, men det er selvfølgelig svært at argumentere i forhold til anekdotisk bevisførelse. Jeg forholder mig blot til, at Smiths argumentation er relativ ringe.

Det lyder i øvrigt til, at du kender min politiske holdning (der skulle lægge til grund for en bias) bedre end jeg selv. At DREAM får en offentlig grundbevilling er jo et positivt (og ikke noget normativt) udsagn. Vi kan godt blive enige om, at det ville være at foretrække hvis universiteterne gjorde al forskning gratis tilgængelig. Det er bare ikke det argument, Smith fremfører.

Hvis diskussionen ikke skal forplumres skal argumenterne være gyldige og holdbare - uanset om de er heterodokse eller mainstream. Det er bare ikke tilfældet for Smith.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Jesper Jespersen

Jesper Jespersen er professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Før det underviser i international økonomi på Copenhagen Business School. Blev i januar 2009 udpeget som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Jesper Jespersen er erklæret tilhænger af John Maynard Keynes’ bidrag til økonomisk teori.. Professor i økonomi på Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Tidligere underviser i international økonomi på Copenhagen Business School.