Skaber udbud sin egen efterspørgsel?

’Udbud skaber sin egen efterspørgsel’
Detektor: Hans Jørgen Whitta-Jacobsen vs. Jesper Jespersen

Hatten af for programmet ’Detektor’, der ikke alene undersøger rent faktuelle informationer, som f.eks. hvorvidt antallet af arbejdsløse i Danmark baseret på tilgængelige statistikker er 120.000 (netto), 160.000 (brutto), 200.000 (AKU) personer eller noget helt fjerde.

Men se om ’Detektor’ ikke også har ambition om at efterprøve gyldigheden af de økonomiske teorier, der danner baggrund for megen af den økonomiske politik, der er blevet ført de seneste ti år, og hvor håndfaste, skråsikre konklusioner fremsættes, og benyttes i argumentationen fra Folketingets talerstol. Programledelsen var faldet over den udtalelse fra ’overvismanden’, Hans Jørgen Whitta-Jakobsen (HJWJ): at ’udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel [efter arbejdskraft]’. Et udsagn, der er velkendt fra den økonomiske teoris historie, og som går under betegnelsen ”Say’s Lov” formuleret i begyndelsen af 1800-tallet. Men siden er dette udsagn blevet gentaget så ofte, og blevet fremført med en selvfølgelighed, som var det en inden for økonomien en gældende ’naturlov’. En økonomisk ’sandhed’, som ikke kan diskuteres, og som politikerne frit kan benytte sig af ved fremlæggelsen af lovforslag. Dette er Velfærdsreformen fra 2006 og ’2020-planen’ fremlagt af Regeringen maj 2012 og adskillige redegørelser fra De Økonomiske Råds formandskab illustrative eksempler på.

Men efter at have set på de faktiske tal for hhv. udbud af arbejdskraft og beskæftigelse var Detektor nu alligevel blevet overrasket over, hvor stor arbejdsløsheden ikke mindst i Europa var og længe havde været. Detektor spurgte derfor HJWJ, hvilken empirisk dokumentation han havde for denne ’økonomiske sandhed’:

’Den langsigtede sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse er såvel teoretisk som empirisk velunderbygget. En simpel grafisk illustration af sammenhængen i figur 2, hvor den relative ændring i hhv. arbejdsstyrke og beskæftigelse er tegnet op mod hinanden for en række OECD-lande’.
[Kilde: Det økonomiske Råds Formandskab, 2012,s.451 [1]]

Henvendelsen til HJWJ resulterede i, at figuren nedenfor, der netop stammer fra De økonomiske Råds 50 års jubilæumsskrift blev fremsendt til Detektor-redaktionen. Jeg blev efterfølgende spurgt, om jeg ville deltage i en udsendelse, hvor udsagnet og især dets empiriske belæg blev gået efter i sømmene. Det sagde jeg ja til, hvilket resulterede i et kvarters udsendelse den 9. april 2015, (fra 3.45 til 17.35, i alt 14 minutter), som jeg hermed skal opfordre læseren til at se og danne sig sin egen mening om.
Lad mig kort gennemgå argumenterne i udsendelsen:

’Vismandens’ empiri vildleder
Den figur som HJWJ benytter til at underbygge sit udsagn, at ’udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel’ gengives her:

Figur 2: Ændring i arbejdsudbud og beskæftigelse i en række OECD-lande

Hvis der blev foretaget en regression, så ville korrelationen blive høj, som udtryk for, at der en betydelig samvariation i de to variable, hvilket er blevet udvalgt til at underbygge udsagnet. Der er ydermere valgt en 40 års periode, så de betragtede økonomier har haft så rigeligt med tid til at opnå den langsigtede sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse, jfr. citatet ovenfor.

Men giver figuren nu også et bekræftende svar på det stillede spørgsmål, om ’udbud skaber sin egen efterspørgsel – af sig selv og i forholdet én-til-én?

I så fald skulle der ikke eksistere arbejdsløshed, og økonomisk politik – i hvert fald den efterspørgselsorienterede – ville således være overflødig.
Herom kan der bestemt diskuteres.

1. Kausalitet
Som det fremgår af videoen, er der som udgangspunkt enighed om, at figuren ikke kan benyttes til at afgøre, hvilken vej kausaliteten løber i figuren: fra udbud til beskæftigelse, eller fra beskæftigelse til udbud, endsige om der er en (eller flere) bagvedliggende faktorer, f.eks. økonomisk politik, der skaber denne tilsyneladende samvariation.

Hvis vi inddrager empiriske resultater fra Modelgruppen i Danmarks Statistik (2012), så nuanceres billedet vedr. kausaliteten en del. Her konkluderes det, at de to væsentligste variable til bestemmelse af arbejdsudbuddet i Danmark i perioden 1966-2011 har været 1. demografien og 2. udviklingen i beskæftigelsen, (s. 120). Hertil skal lægges, at beskæftigelsen i ADAM-modellen helt overvejende er bestemt af efterspørgslen efter arbejdskraft. Resultater der peger i retning af, at der ikke er nogen simpel kausalitet fra ændret udbud til ændret beskæftigelse – snarere tværtimod.

2. En form for optisk bedrag
Hvorfor følges udbud og efterspørgsel så tilsyneladende alligevel ad i figuren?
Det gør de heller ikke! Figuren indeholder en form for optisk bedrag, idet selv tilsyneladende små afvigelser fra 45°-linjen dækker over en ofte ganske betydelig ubalance på de pågældende landes arbejdsmarkeder. Tag f.eks. Spanien ’ESP’ (i figuren), her har den årlige stigning i arbejdsudbuddet være ca. 2 pct. og i beskæftigelsen ca. 1½ pct., hvilket tilsyneladende er en beskeden afvigelse [2]; men målt over 40 år betyder det, at udbuddet er steget med ca.120 pct., mens beskæftigelsen kun er steget med 80 pct., hvilket tydeligt afspejler sig i arbejdsløshedsprocenten i Spanien, se figuren.

Konfronteret med denne problemstilling svarede HJWJ, at der her var tale om et endepunktsproblem. Han ville i stedet have valgt 2007 som slutår, for i så fald ville arbejdsløsheden stort set have været på niveau med startåret. Men, en teori, der empirisk kun kan bekræftes i få og med omhu udvalgte år kan næppe kaldes ’dominerende og ukontroversiel’. En tilsvarende problemstilling melder sig, når vi ser på udviklingen på det danske arbejdsmarked, hvor der også er betydelige forskelle i udviklingen i hhv. udbud (arbejdsstyrken) og efterspørgsel (beskæftigelsen).

Når det så er sagt, er det på den anden side uomtvisteligt, at der er en større stigning (end fald!) igennem perioden, hvilket skyldes en række forhold bl.a. det stigende folketal, den øgede erhvervsfrekvens, for ikke at overse betydningen af den efterspørgelsorienterede økonomiske politik. Perioder med relativt stærk stigning i efterspørgslen kan bl.a. henføres til ekspansiv økonomisk politik (1994-98) og (2004-2008), ligesom fald i efterspørgslen også genfindes som (mindre) fald i arbejdsstyrken (bemærk tallene for 2012-14 er foreløbige – faldet i arbejdsstyrken er undervurderet).

Det er overraskende, at HJWJ ikke tillægger den økonomiske politik nogen afgørende (om overhovedet nogen) betydning, når samvariationen mellem efterspørgsel og udbud skal forklares.

3. Stigningen i beskæftigelsen for aldersgruppen 50-59 år var større end gennemsnittet.
Nået hertil i udsendelse blev HJWJs sidste kort trukket: i slutningen af 1990erne blev en særlig ’førtidspensionering’ for personer over 50 år, der blev arbejdsløse, afviklet. I den selv samme periode kunne det konstateres, at denne gruppe havde en større stigning i beskæftigelsen end andre aldersgrupper, hvilket af HJWJ tages som en bekræftelse af teorien om, at et større udbud skaber en merbeskæftigelse. Men også her vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved den faglige argumentation.

HJWJ drager en makroøkonomisk konklusion på baggrund af et mikroøkonomisk ræsonnement – en typisk ’atomistisk fejlslutning’ (eller ’fallacy of composition’), se Jespersen (2009), kap. 7. Når en betydelig arbejdsmarkedsydelse bortfalder, så får det naturligvis de berørte grupper på arbejdsmarkedet til at reagere og i stigende grad til at fastholde/søge beskæftigelse. Alt andet ville jo simpelthen ophæve grundlaget for mikroøkonomisk teori om incitamentsdreven adfærd – hvilket trods alt ville være ekstremt. Men en stigning i beskæftigelsen for en befolkningsgruppe er jo ikke ensbetydende med, at den samlede (makroøkonomiske) beskæftigelse er steget i forhold til, hvad den ellers ville have været. Når dette ikke er undersøgt, så kan den omhandlede relative beskæftigelsesfremgang ikke i sig selv understøtte hypotesen, idet muligheden foreligger, at ræsonnementet bygger på en atomistisk fejlslutning.

Afslutningsvist medgiver HJWJ, at en stigning i udbuddet af 60-65 årige med 10.000 personer godt kunne resultere i, at beskæftigelsen kun steg med ca. 9.500 personer i den konkrete situation; for andre faktorer spiller også ind. Men det er en usikkerhed, som ’økonomers udsagn’ altid skal tages med, hvilket ligger implicit bag de skråsikre udsagn. Alt mens spørgsmålet om, hvor de ekstra job skal komme fra, lades ubesvaret.

Sammenfatning
Tak til Detektor for at undersøge væsentlige, men svagt dokumenterede økonomiske udsagn. Her var det påstanden om, at ’udbud skaber sin egen efterspørgsel’, der berettiget kom under krydsforhør. Det er vist ikke helt forkert at konkludere, at Detektor ikke lod sig overbevise om, at udbud altid skab sin egen efterspørgsel. Den fremlagde teori og empiri var klart behæftet med en betydelig usikkerhed. Tværtimod viste det sig igennem udsendelsen, at et gennemgående træk i argumentationen til at kunne forklare udviklingen i beskæftigelsen, er efterspørgslen efter arbejdskraft. Udebliver den, så falder beskæftigelsen – ikke mindst i perioder, hvor der er lavkonjunktur i hele EU-området, så arbejdsløsheden ikke kan tørres af på nogle af nabolandene (beggar your neighbour-strategien svækkes).

Den økonomiske rådgivning hviler således på et svagt grundlag. Måske finder vi her en af forklaringen på, at dansk (og europæisk) økonomi i den grad har hængt i slæbesporet i de sidste 10-15 år: at rådgivningen har været fokuseret på udbuddet af arbejdskraftsnarere end på efterspørgselen efter arbejdskraft.

Kilder:
Danmarks Statistik (2012): ADAM- en model af dansk økonomi, redigeret af D. Knudsen, København.
Detektor:http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/tv/record/doms_radioTVCollection%3Auuid%3A5d56b9ba-dd9e-4a64-9d4a-c538428420de/query/detektor.https://www.dr.dk/tv/se/detektor-tv/detektor-2015-04-09 (fra 3.45 til 17.35), Mediastream
Jespersen, J. (2007/09): Makroøkonomisk Metodologi – i et samfundsvidenskabeligt perspektiv, Djøf Forlag.
Regeringen (2012): ’Danmark i arbejde – udfordringer for dansk økonomi mod 2020’, Finansministeriet, maj
Økonomiske Råd, De (2012): Om behovet for at spå i 50 års Jubilæumsskrift: 1962 – 2012, København: eget forlag

[1] Dagbladet Information 5. januar 2011 forelagde Hans Jørgen Whitta-Jakobsen det samme synspunkt, at centralt i [økonomernes] tankegang står en antagelse om, at hvis blot man kan få flere til at tilbyde deres arbejdskraft, vil der også opstå job til dem. »Det er et synspunkt, der dominerer den offentlige debat,« medgiver overvismand Hans Jørgen Whitta-Jakobsen, »men det er også fordi, det er så ukontroversielt. Det dominerer jo også den offentlige debat, at vand fryser ved nul grader.« og han fortsatte, » al erfaring viser, at hvis arbejdsstyrken vokser, så vokser beskæftigelsen tilsvarende. «
[2] Bemærk ydermere, at måleenheden på 2. aksen er halveret, hvilket får den lodrette afstand fra 45°-linjen til at fremstå mindre, hvilket bidrager til det optiske bedrag!