Velkommen til et nyt akademisk år!

Den 1. september begynder et nyt akademisk år, hvilket giver mig anledning til at byde de nye studerende velkommen til økonomistudiet; men ikke kun de nye studerende, for ældre studerende kan også have glæde af at læse med. Det skyldes ikke mindst det beklagelige forhold, at universitetsstudier generelt – herunder økonomistudiet – ikke som noget helt naturligt indledes med et kursus i videnskabsteori.

Det betyder, at de studerende ikke fra dag ét bliver trænet i selvstændig og kritisk læsning og tænkning. Det er en af de afgørende forskelle mellem at gå i skole og gå på universitetet, at her bør den viden, der skal erhverves og reproduceres ved eksamensbordet, ikke være planlagt og tilrettelagt for de studerende i detaljer. På universitetet er der ikke alene en mulighed for at tænke frit, der er ligefrem en pligt til at tænke selv! Det er kernen i begrebet 'videnskab': at 'skabe viden'. Og ny viden kommer nu en gang ikke ved blot ukritisk at reproducere gammel viden. Derfor burde videnskabsteori være uomgængeligt.

På Roskilde Universitet, er videnskabsteori således også hovedfaget på 3. semester. Det første år benyttes primært til at introducere de studerende bredt til det valgte fagområdet naturligvis med elementer af 'videnskabelig metode' inddraget. Men så går den heller ikke længere uden eksplicit undervisning i, hvorledes viden erhverves og erkendes på et videnskabeligt grundlag.

Noget tilsvarende kunne jeg ønske for økonomistudiet på Københavns Universitet. Jo, jeg er opmærksom faget 'Philosophy of Science', der ligger på 3. år; men det inddrages sjældent efterfølgende aktivt i undervisningen i f.eks. mikro- og makroteori, hvilket er beklageligt. Det har hindret en dybere diskussion af de mange paradokser, der knytter sig til 'Økonomifagene', så de nærmest fremstår som selvmodsigelsernes holdeplads: hvorledes økonomisk teori (og dertil knyttede modeller) og den økonomiske virkelighed i stigende grad har bevæget sig væk fra hinanden, uden – og det er paradokset par excellence – at indholdet i undervisningen er blevet nævneværdigt ændret. Det er fortsat den generelle ligevægtsmodel (finansiel sektor og miljø), der er kernen i makroundervisningen. Pensum er i dag stort set som for ti år siden, hvilket råber på kritisk tænkning og ikke mindst en reaktion fra de studerende.

Tillad mig at nævne endnu et af paradokserne: økonomifagets erklærede mål er at give forslag til økonomisk politik, der forbedrer befolkningens levevilkår. Den mest udbredte opfattelse blandt økonomer er, at dette bedst sker gennem øget traditionel vækst i bruttonationalproduktet (BNP-vækst), der fremmes ved at styrke de privatøkonomiske incitamenter og markedsøkonomiske mekanismer. Denne økonomiske forestilling med dertil hørende samfundsøkonomiske reformer har været dominerende i den vestlige verden i gennem de seneste 30-40 år. Et skifte der blev indledt samtidigt med Margaret Thatcher og Ronald Reagan's indtræden på den politiske scene i begyndelsen af 1980erne. Men den samfundsøkonomiske udvikling har i de efterfølgende årtier i den rige del af verden været præget af øget ustabilitet, stigende ulighed og (relativ) fattigdom samt en forøget miljøbelastning. Det har betydet forringede levevilkår for et stigende antal personer, hvilket er sket på trods af den erklærede intention om det modsatte!

Denne tilsyneladende paradoksale udvikling 'forringede levevilkår for en stigende del af befolkningen må den økonomiske teori, der er blevet introduceret igennem den sidste tredjedel af det 20. århundrede, og som i dag er stort set enerådende på de højere læreanstalter, bære et betydeligt medansvar for. Lærebøgerne i økonomi blev skrevet om som en konsekvens af bl.a. den ændrede politiske diskurs med øget vægt på marked og individuel optimering. Der skete et markant skifte i perspektivet fra fællesskabsinstitutioner til marked, fra velfærd til værdier opgjort i penge. Marked og personlige pengeindkomster blev de grundlæggende byggesten bag den økonomiske teori, der i dag undervises i på langt de fleste økonomistudier: fra samfunds- til markedsøkonomi, hvor det er de enkelte individers velstand og produktionens størrelse opgjort i penge, der er i fokus.

Det de fleste økonomer i dag svarer på, når de bliver spurgt om den økonomiske politik, det være sig i finansministeriet, i nationalbanken eller i Det økonomiske Råd, er primært, om den foreslåede aktivitet eller reform 'kan betale sig': dvs. om den økonomiske politik øger BNP-væksten, uden det belaster finansministerens budget; derimod lades fordelingen, endsige hvorledes miljøet påvirkes, ude af betragtning med mindre der direkte spørges hertil. Konsekvensen heraf er, at de svar, som økonomerne giver, og som ofte er styrende for de politiske reformer, udelukkende har fokus på aktiviteter, der direkte kan opgøres i penge – det vil sige i nationalregnskabet, der kun omfatter pengeindkomster og markedsomsatte og -prissatte varer og tjenester.

Perfectly wrong or vaguely right?[1]
Når politikere og økonomer således i fællesskab sukker efter BNP-vækst, er det i en blind tro på, at større produktion og flere penge i sig selv er 'universalmidlet', der vil afhjælpe den økonomiske krise, gøre befolkningen mere tilfreds – sågar mere lykkelig. Men her har det vist sig, at politikere og økonomer tager grundigt fejl at dømme ud fra den aktuelle økonomiske situation og befolkningernes reaktion. Mistilliden til politikerne har været støt stigende igennem den her betragtede periode domineret af neoklassisk økonomisk teori og generelle ligevægtsmodeller. Hertil kommer, at aldrig har så mange økonomer taget så meget fejl, som det har været tilfældet igennem det seneste årti – hvor væksten stort set har været fraværende.

Den dominerende økonomiske teori er således blevet udfordret af den kendsgerning, at den ikke kan forklare virkeligheden – end ikke udviklingen i BNP-økonomien. Hvilket sætter fokus på endnu et af fagets paradokser, at det hævdes, at resultaterne er udledt på et objektivt grundlag byggende på 'økonomisk rationalitet' i form af følgende tre aksiomer: 1. at mennesker er selviske og 'umættelige', 2. at markedsøkonomi og konkurrence skaber vækst, 3. at alt hvad der 'tæller', kan opgøres i penge.

Denne økonomiske 'teori' gives ydermere en særlig videnskabelig aura gennem brug af avanceret matematik, der er med til at indfri mange økonomers naturvidenskabelige ambitioner – at alt skal kunne regnes ud. Formanden for Det økonomiske Råd udtalte for et par år siden, (Information, 6. januar 2011), at ligesom det ikke diskuteres, at vand fryser ved nul grader, er der heller ikke grundlag for at udfordre de af Rådet præsenterede samfundsøkonomiske beregninger, herunder at 'udbud skaber sin egen efterspørgsel'. Det analytiske grundlag for den økonomiske rådgivning kan, efter hans mening, ikke anfægtes; for det er baseret på et objektivt matematisk grundlag, der sikrer, at den foreslåede økonomiske politik hviler på et rationelt(!) grundlag: den såkaldte økonomiske fornuft.

Men her overså formanden to væsentlige forhold. For det første er det en definition, at vand fryser ved nul grader og ikke et naturvidenskabeligt resultat. Definitioner har som bekendt ingen sandhedsværdi i sig selv, men deres hensigtsmæssighed kan anfægtes. Aksiomer er derimod ikke definitioner; men postulerede (åbenbare) sandheder. Her kan det med en betydelig ret anfægtes, om de tre ovenfor angivne aksiomer, som neoklassisk økonomisk teori hviler tungt på, er åbenbare empiriske sandheder.

Ved brug af sådanne analogier til naturvidenskab, hvor Newtons planetmodel ofte fremhæves som forbilledet, overses det ydermere, at i modsætning til planeter (og atomer), så har mennesker en fri vilje og en bevidst moral, der gør, at den menneskelige adfærd for det første ikke kun er bestemt af økonomiske faktorer og umættelige behov, og dernæst, at der i al menneskelig adfærd er et element af uforudsigelighed. Den menneskelige adfærd er langt mere kompleks og følelsesbetonet end, hvad der er indeholdt i de neoklassiske aksiomer. Også rationelle individer kerer sig om deres medmennesker, ønsker at opbygge samfundsmæssige strukturer baseret på fællesskab og ved, at fremtiden er usikker.

Disse væsentlige menneskelige forhold er ikke indeholdt i de mest benyttede økonomiske modeller. Tværtimod antages det, at den menneskelige adfærd ligesom planetbanerne kan sættes på matematiske formler, hvori det antages, at mennesker kun har fokus på egen velfærd og har en mekanisk og forudseelig adfærd, hvor ønsket om større pengeindkomst og vækst i privatforbruget er en dækkende beskrivelse af de motiverende faktorer. Økonomerne (i dag ofte med finansministeriet som initiativtager) søger alligevel ved brug af deres matematiske modeller at give en videnskabelig og derigennem en tilstræbt objektiv legitimering den økonomiske politik. Den foregives herigennem at være den eneste ansvarlige politik, der ikke kan anfægtes på et rationelt grundlag. Den fremstilles ligefrem som en 'nødvendighedens' politik, hvis vækst og velfærd skal fremmes til fordel for alle borgere. En politik der kun kan anfægtes på et ikke-videnskabeligt grundlag med en usaglig politisk hensigt.

Denne 'nødvendighedens' politik har nu været praktiseret i det meste af Europa igennem adskillige årtier og med ekstra styrke fra 2008 i kølvandet på finanskrisen. En politik – kan det ses i dag – der ikke har kunnet hindre, formentlig snarere har bidraget til, at de økonomiske vilkår som nævnt for store grupper af samfundsborgere er blevet væsentligt forringet. Dette forhold er senest blevet dokumenteret af den franske økonom Thomas Piketty i bogen Kapitalen i det 21. århundrede. Her påviser han, at indkomster (og formuer) i de fleste vestlige lande er blevet mere ulige fordelt i takt med, at den økonomiske politik skiftede fra at opbygge og understøtte den europæiske velfærdsstat til at sætte konkurrencestaten i centrum.

Tillad mig derfor kort at gøre status over den økonomiske udvikling i de seneste 30-40 år i den rigeste del af verden, hvor denne politik med ensidigt fokus på vækst har været dominerende. Her kan vi konstatere, at på trods af, at der har været en betydelig, men dog aftagende BNP-vækst, så har det ikke kunnet hindre, at antallet af fattige og arbejdsløse har været støt stigende tiår efter tiår fra 1980erne. Antallet af personer, der i Europa (EU) i dag er i en socialt skrøbelig position, er mere end 100 mill. og i fortsat vækst - ikke kun i Sydeuropa. Den økonomiske politik har heller ikke kunnet hindre, at gældsætningen er eksploderet, at miljøbelastningen er større end nogensinde. Ikke overraskende er utilfredsheden i store dele af befolkningerne vokset i takt med disse forringede levevilkår, ligesom mistilliden til denne 'nødvendige' økonomiske politik er stigende. Kan det virkeligt være rigtigt, at det er samfundets svageste, der skal bære de største byrder i et forsøg på et etablere økonomernes og erhvervslivets fortrukne scenarie, hvor den økonomiske vækst søges fremmet gennem øget ulighed og drevet frem af et stigende privatforbrug, hvorved hidtil bærende sociale og miljømæssige strukturer systematisk nedbrydes?

'Økonomisk fornuft' med et menneskeligt ansigt
Men sådan behøvede det ikke at være; for hvis ordet 'økonomi' blev benyttet i sin oprindelige betydning, så ville fokus ikke være vækst; men tværtimod at 'holde hus' (med det man har). En betydning der også genfindes i dagligsproget, hvor udtrykket at 'økonomisere' stadig benyttes i betydningen at anvende de begrænsede midler (ofte penge) med omtanke og gerne til det fælles (oprindeligt husholdningens) bedste, så forrådet (eller pengene) ikke slipper op, inden der kan høstes på ny.

I sin oprindelse kunne økonomi og moral derfor ikke holdes adskilt. Det lod den skotske moralfilosof Adam Smith (1723-90), der også betegnes som samfundsøkonomiens fader, ikke sin samtid i tvivl om. Han skrev først Teorien om de moralske følelser' hvori han understregede betydningen af, at når vi handler økonomisk, så skal vi også lytte til vores indre stemme: hvorvidt vi kan være handlingen bekendt - vurderet af the impartial spectator? (Raphael, D.D., 2007, The Impartial Spectator, Oxford: Clarendon Press). Efterfølgende udviklede Smith sin teori om markedsøkonomiens iboende potentiale til at strække de begrænsede ressourcer til fordel for det enkelte individ; men samtidig til fordel for fællesskabet gennem øget arbejdsdeling og omsætning på et marked. Her skulle udbytning og brug af magt holdes i ave af dels konkurrencen, men også under indtryk om the impartial spectator (den 'dårlige/gode samvittighed'). På markedet kunne egeninteressen forfølges, indtil den indre stemme sagde stop, når den økonomiske stræben ikke længere var forenelig med det moralsk acceptable.

I takt med industrialiseringen og forøgelsen af den internationale handel op gennem det 19. århundrede med stigende udbredelse af den upersonlige penge- og markedsøkonomi svækkedes den enkeltes mulighed for at handle moralsk. Egeninteressen fik i højere grad frit løb, hvilket lagde grunden til den neoklassiske teoridannelse, der kulminerede omkring århundredskiftet med udvikling af en også dengang matematisk formuleret økonomisk teori baseret på antagelsen om individuel nytte- og profitmaksimering: Walras' ligevægtsmodel. En model der ca. 100 år senere fik sin renæssance, idet den udgør det teoretiske fundament for de bredt anvendte generelle ligevægtsmodeller, der – som beskrevet ovenfor – i dag understøtter den neoliberale politiske ideologi.

Netop som en konsekvens af de umenneskelige konsekvenser, som en ureguleret markedsøkonomi indebærer og som historien fra 1800-tallet er rig på, blev der politisk dannet modvægt til de frie markedskræfters hærgen i form af fagforeninger, brugsforeninger, erhvervsorganisationer, handelskamre, sparekasser og kreditforeninger, samt spirende velfærdsstatslige initiativer i form af arbejdsmarkedsregulering, sygeforsikring og alders- og invaliderente. Disse institutioner blev opbygget i et forsøg på at bevare markedsdynamikken, men samtidig fastholde the impartial spectator i form af offentlig regulering, der kunne begrænse de negative konsekvenser af den i stigende grad upersonlig og pengefikseret samfundsøkonomi.

Rækken af samfundstænkere, der har advaret om, at den neoklassiske økonomiske tænkning både er umenneskelig og urealistisk er lang. Ja, så lang, at det må fylde en med undren, hvordan den såkaldte 'økonomisk fornuft' stadig kan dominere den samfundsøkonomiske diskurs – på trods af de alvorlige konsekvenser for store dele af befolkningerne, som den trækker i sit kølvand.

Tillad mig derfor at slutte dette essay med et opråb til nye såvel som gamle studerende, hvornår begynder I at forholde jer til økonomifagets åbenbare paradokser: at teorien ikke svarer til virkeligheden, at den økonomiske rådgivning ikke bidrager til at mindske de stigende sociale og økonomiske ubalancer nationalt, på europæisk niveau endsige globalt?

Og så til allersidst et par citater, der viser at der både inden for og uden for økonomifaget snævre miljø er en betydelig kritik af the dismal science:

John Maynard Keynes formulerede det i 1933 således: 'det nittende århundrede strakte 'den finansielle kalkulation' til det yderste som kriterium for en anbefalelsesværdig adfærd. Herved blev hele livsførelsen en parodi på en bogholders mareridt, hvor spørgsmålet 'om det kan betale sig?' er enerådende! ... ... Der var intet, som det ikke [ifølge neoklassisk teori] var vores pligt at ofre til Mammon, for vi troede blindt på at denne Molok ville besejre fattigdommen og lede næste generation ind i økonomisk fred. I dag er vi desillusionerede... … fordi andre værdier blev ofret, og fordi de tilsyneladende blev ofret uden grund.' ( Hele citatet findes i J. Jespersen, Miljøøkonomi, Djøfs Forlag, 1999).

Thomas Piketty (2014): Økonomer fremstiller det ofte, som om de har bygget en videnskab, der er så avanceret, at resten af verden ikke kan forstå den... Men det er klart lettest for politiske ledere at fremstille deres politik som et videnskabeligt facit. Der er en ideologisk interesse i at præsentere politik som videnskab... (Politiken, 31.12.2014 interview af Rune Lykkeberg)

Pave Frans udtrykte det således i en tale til EU-parlamentet (2014): Europa har mistet orienteringen og er blevet et gammelt og hærget gidsel for en ensrettet økonomisk tankegang, som underminerer demokratiet, mens menneskerettigheder fortrænges af individualistisk narcissisme. (Citeret fra Politiken 25.11.2014)

---