Poul Schou

Prisen for en dansker

Forleden var der i avisen en artikel som gjorde meget ud af at hver nyfødt dansker vil koste det offentlige 850.000 kr. hen over sit livsforløb. Lignende beregninger møder man jævnligt, og dette tal bliver jævnt hen brugt som et mål for hvor uholdbar den finanspolitiske situation er på længere sigt. Det lyder da også intuitivt indlysende: Hvordan skal et samfund kunne hænge sammen i det lange løb når hver eneste nyfødt borger kommer til at modtage mere fra det offentlige i løbet af sit liv end vedkommende betaler i skat (målt som nutidsværdi på fødselstidspunktet)?

Problemet er blot at lige præcis den beregning ikke er nogen særlig meningsfuld måde at opgøre det finanspolitiske holdbarhedsproblem på. Finanspolitikken kan nemlig godt være både holdbar og troværdig SELVOM alle nyfødte i al fremtid modtager mere end de giver. Kort fortalt skyldes det at der på hvert enkelt tidspunkt ud over de nyfødte også eksisterer alle de mennesker der allerede har levet i økonomien i nogle år. Mange af disse vil omvendt være en overskudsforretning for det offentlige regnet fra det samme tidspunkt fordi de offentlige udgifter til deres børnehaver, skolegang osv. allerede er blevet betalt i fortiden. Som bekendt er det jo sådan at gennemsnitspersonen i en velfærdsstat som Danmark er en underskudsforretning for staten mens han er barn/ung, derefter en overskudsforretning i mange år mens han er erhvervsaktiv skatteyder, og så igen en underskudsforretning i de ældste år som pensionist. F.eks. en 25-årig vil dermed typisk være en pæn overskudsforretning samlet set i resten af sin levetid, også selvom vedkommende er et underskud regnet fra fødselstidspunktet. I en økonomi hvor det offentlige netop overholder sin intertemporale budgetrestriktion (definitionen på at finanspolitikken er holdbar), er det derfor rent logisk sådan at alle kommende nyfødte tilsammen vil have lige så stor gæld over for det offentlige som dét nettobidrag alle de nulevende personer bidrager med i resten af deres levetid.

Man kan se en mere udførlig fremstilling af denne overraskende pointe i bl.a. kapitel 13 i Velfærdskommissionens første analyserapport ”Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv” fra maj 2004. Her demonstreres det hvordan sådan en situation, hvor hver generation som nutidsværdi modtager mere fra staten end de giver, sagtens kan være forenelig med et budget der ligeledes balancerer i hvert eneste år i al fremtid. Samme sted beregnede velfærdskommissionen også en nettogæld på 400.000 kr. fra hver nyfødt til det offentlige i deres holdbare forløb.

Er finanspolitikken uholdbar, som Danmarks finanspolitik ifølge en række beregninger er i øjeblikket, vil det også sætte sig i beregningen af dette underskud på nyfødte. Pointen er blot at tallets størrelse ikke i sig selv giver nogen reel information om hvor stort det finanspolitiske problem er, for det relevante sammenligningspunkt hvor økonomien hænger sammen, er ikke 0 kr., men et andet positivt tal. Hvilket journalisterne næppe er klar over.

En bedre indikator for de fremtidige offentlige finansieringsproblemer over hele tidshorisonten er den finanspolitiske holdbarhedsindikator (den permanente forbedring af den offentlige primære saldo der er nødvendig for at overholde regeringens intertemporale budgetrestriktion). Lige efter genopretningspakken sidste år beregnede de økonomiske vismænd under en lang række antagelser denne indikator til at være 0,7 pct. af BNP eller ca. 12½ mia kr årligt.  Vil man gøre sådan et makrotal mere ”vedkommende” ved at omregne det til et beløb pr. person, kan man dividere det med befolkningen. 12½ mia. kr. svarer i 2010 til et beløb på ca. 2250 kr. pr. dansker. Så meget skal hver enkelt danskers nettobidrag over for det offentlige altså forbedres med hvert år for at genskabe en holdbar finanspolitik. 

Og så er der i øvrigt den vigtige pointe at selve timingen af de fremtidige offentlige under- og overskud også kan spille en selvstændig rolle for troværdigheden af vores finanspolitik. Finanspolitisk holdbarhed er derfor en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for den finanspolitiske linjes samlede troværdighed.

13 kommentarer


Gæst

Mikael (gæst) @ d. 05. january 2011 #1

Sådan set glimrende pointer: Selvom det ikke umiddelbart direkte behøver at være forbundet med holdbarheden på de offentlige saldoer, så er det vel alligevel bekymrende, at den er så langt fra at gå i 0? Alt andet lige er det jo ikke noget, der ligefrem gavner holdbarheden.


Gæst

Morten (gæst) @ d. 05. january 2011 #2

@ Mikael: Pointen er vel, at det ikke nødvendigvis SKADER holdbarheden med en nettogæld > 0.


Gæst

Mikael (gæst) @ d. 05. january 2011 #3

Ja, den er forstået. Men det gør det vel ikke nødvendigvis sundt eller til en god idé


Gæst

Patrick (gæst) @ d. 06. january 2011 #4

@ Mikael: Det gør det heller ikke til usundt eller en dårlig ide.

Som Schou skriver, kan situationen sagtens være holdbar, idet nogle nettobidragere allerede har afholdt deres udgifter i fortiden, og deres bidrag således kan dække nettobrugerne. Hvis denne situation kan holde i det uendelige, kan det jo netop være en dårlig ide at prøve at forbedre dette tal. Hvorfor? Hvis man for eksempel "løser problemet" ved at øge skatterne får man diverse forvridende effekter som du med garanti er bekendt med, som læser af denne blog. Eftersom de offentlige finanser i forvejen var holdbare, er det altså svært at påpege det positive ved reduceringen af nettogælden over et livsforløb.


Gæst

Mikael (gæst) @ d. 06. january 2011 #5

I stedet for at øge indtægterne, kunne man jo reducere udgifterne. :o)

Jeg vil stadigvæk holde fast i, at selvom økonomien kan være holdbar, fordi man bidrager/"nasser" i forskellige perioder af ens liv, er det ikke ønskværdigt, at man sætter børn til livet, der kræver flere penge, end de får ind. A


Gæst

Ask (gæst) @ d. 06. january 2011 #6

@Mikael: Patricks pointe er at man - i den verden du ønsker - vil -have et overskud på det offentlige budget set over en passende tidshorisont og dermed et skatte/afgift system, der skaber mere forvridning end nødvendigt (fordi det inddriver flere penge end nødvendigt).
Om vi er kommet hen til den situation ved at sætte skatter op eller udgifter ned er fuldstændig irrelevant.

Det Poul Schou forsøger at kommunikere (og som det altså virker som om du ikke helt har forstået) er at de nyfødtes gæld opstår som en naturlig konsekvens af, at det offentlige ikke kræver for mange penge ind. Pouls eksempel er egenligt udemærket. Vi har idag en masse mennesker, der i deres restlevetid vil bidrage positivt til de offentlige finanser. Hvis det offentlige overholder sin budgetbegrænsning strengt (og dermed ikke kræver flere penge ind end nødvendigt) er det derfor nødvendigt, at der er en anden gruppe borgere der samlet set bidrager negativt med et tilsvarende beløb og det er her de unge + nyfødte.

Hvis du gerne vil opnå dit nul uden samtidig at have skabt en for slap budgetbetingelse vil det enten kræve at alle borgere har et bidrag på nul i hver tidsperiode (dvs. alle offentlige ydelser har løbende brugerbetaling på 100 pct. og der er ingen overførsler) eller også at du simpelthen fuldstændig afskaffer den offentlige sektor.


Gæst

Ask (gæst) @ d. 06. january 2011 #7

Man kan selvfølgelig tilføje at nok også kan lade sig gøre hvis man fra et udgangspunkt sikrer en formue på præcis nul (dvs. enten udbetaler evt. positiv nettoformue eller skaffer et overskud svarende til evt. negativ nettoformue) og derefter sikrer fuldstændig budget balance hvert år. Lige umiddelbart vil det nok være nemmest hvis man (noget urealistisk) antager at befolkningssammensætningen er konstant i al tid frem.


Gæst

Mikael (gæst) @ d. 07. january 2011 #8

@Ask

Jeg forstod nu godt pointerne. Men som Poul selv skriver, er det ikke så interessant, hvad tallet er som forståelse for, om finanspolitikken er holdbar eller ej.

Jeg kan ikke helt se, hvorfor det er modstridende at have en gennemsnitlig pris, der går i 0 pr. barn (udover det er svært at indføre i praksis sandsynligvis) og så at mennesker er hhv. underskuds, overskuds og underskudsforretninger i løbet af deres liv. Et eller andet sted er der jo mennesker, der skal betale for, at et mennesket over et helt livsforløb bidrager negativt - at staten så kan få tingene til at køre rundt er så en anden side af sagen.

Jeg sætter bare spørgsmålstegn ved, om den betaling er fair. Det synes jeg ikke.


Gæst

Ask (gæst) @ d. 07. january 2011 #9

@Mikael:
Din kommentar illustrer enormt godt at du faktisk ikke forstår Pouls pointe.

Hvis de nyfødte går i nul (i sig selv) og der samtidig er en masse andre mennesker i økonomie. Så vil de bidrage positivt også er vi tilbage til Patricks pointe om at budgetbetingelsen bliver slap og at noget der ligner en pareto forbedring vil være muligt.


Gæst

Mikael (gæst) @ d. 07. january 2011 #10

@Ask

Det er jeg ikke enig i.

Det er klart, at et barn, der bliver født, er en underskudsforretning. Ligesom gamle. De erhvervsaktive her og nu skal sørge for, at det hænger sammen og at den finanspolitikken er holdbar.

Det ændrer ikke ved, at der selvfølgelig er nogen, der betaler for, at et barn giver underskud over hele sit livsforløb. At man så konstant skubber, hvem det er, der skal betale regningen, det er en anden sag.

Hvis du læser artiklen, så gør Poul jo sådan set bare folk opmærksomme på, at finanspolitikken KAN være holdbar OG der kan være underskud pr. barn og at sidstnævnte dermed ikke er et mål for finanspolitisk holdbarhed.


Gæst

Ask (gæst) @ d. 07. january 2011 #11

Vi prøver lige igen.
I et forløb med 0 kr. vil finanspolitiken som udgangspunkt være overholdbar (Ja du kan godt konstruere et steriliseret forløb hvor det ikke er tilfældet, men nej det er ikke realistisk).
Hvis finanspolitiken er overholdbar er budgetbetingelsen slap også er vi tilbage


Gæst

Mikael (gæst) @ d. 08. january 2011 #12

Det eneste urealistiske her er, at vi tror på, vi kan få en budgetrestriktion til at stemme overens i det hele taget. Det er et falsum at tro, at det kan lade sig gøre. Dette leder mig tilbage til min oprindelige pointe: Jeg synes stadigvæk, at mennesker i gennemsnit skal gå i 0 over for staten, idet man ikke blot skal sende regningen videre, generation efter generation, hvilket de facto er det, der sker.

Og jeg tror stærkt, du over fortolker artiklen. Jeg lægger især vægt på det her: "Er finanspolitikken uholdbar, som Danmarks finanspolitik ifølge en række beregninger er i øjeblikket, vil det også sætte sig i beregningen af dette underskud på nyfødte. Pointen er blot at tallets størrelse ikke i sig selv giver nogen reel information om hvor stort det finanspolitiske problem er, for det relevante sammenligningspunkt hvor økonomien hænger sammen, er ikke 0 kr., men et andet positivt tal. Hvilket journalisterne næppe er klar over.".

Pointen er, at man kan have en holdbar finanspolitik og have at hver barn er en underskudsforretning. Artiklen - som jeg læser den, efter jeg har læst den igen og igen - lægger vægt på, at man ikke skal bruge det faktum, at børn børn er en underskudsforretning for staten som et argument for, at finanspolitikken er uholdbar.


Poul Schou

Poul Schou @ d. 09. january 2011 #13

@Mikael: Jeg tror at konsekvensen af at gøre det som du anbefaler, vil være en anden end du regner med. Lad os tage udgangspunkt i et hypotetisk forløb som det nævnte fra Velfærdskommissionen, som er holdbart, men hvor hver nyfødt betaler 400.000 kr. mindre i nutidsværdi end han modtager fra det offentlige. Du har ret i at når nogle mennesker over hele livsforløbet betaler mindre end de får, er der andre der betaler for det. Men de der betaler/har betalt i sådan et forløb hvor alle kommende generationer er underskud, er de foregående generationer – dels de der lever i øjeblikket, og dels de der har levet tidligere.
Hvis man med dette udgangspunkt forestiller sig at man kræver større betaling for de nyfødte og kommende generationer, så de går i 0, for at fordele pengene til dem som ellers har betalt for dem, skal man altså stille de tidligere generationer bedre end i udgangspunktet. Det kan man selvfølgelig teoretisk gøre ved at udbetale noget mere til de stadig nulevende generationer, men jeg er ikke sikker på at det var det du havde i tankerne? Og det er heller ikke sikkert at det gavner dem som egentlig har betalt oprindeligt, hvis disse snarere er de allerede afdøde generationer. Dem er det for sent at kompensere.
De 400.000 kr. er grundlæggende udtryk for at omfordelingen i vores samfund primært går fra ældre til yngre generationer. De midler som investeres i unge i form af uddannelse og diverse andre goder mere end opvejer de midler som betales fra yngre generationer til ældre i form af folkepension, plejehjem mv. i dette holdbare forløb.
Om man synes at det er mere fair at ændre velfærdssamfundets implicitte kontrakt så hver generation fremover netop kommer til at gå i 0, er en individuel sag. Men generelt tror jeg ikke de fleste vil se noget problem i at yngre generationer permanent kan ”arve” et positivt beløb fra deres forældre. Den private arv går jo nu engang også typisk fra ældre til yngre generationer, og man kan fx blot se de nævnte 400.000 kr. som et udslag af at det offentlige har overtaget nogle af de tiltag der ellers naturligt ville være mellem generationerne i en økonomi uden nogen offentlig sektor. I en sådan ville forældrene formodentlig bruge flere resurser på deres børns uddannelse uden at forvente at de fik disse resurser tilbagebetalt krone for krone.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.