KosmoPolit: Praktik i Grækenland

Hvor er du i praktik og hvorfor valgte du dette?

Jeg er i praktik på den danske ambassade i Athen, Grækenland. Mine primære arbejdsopgaver har et politisk-økonomisk fokus og centrerer sig omkring Grækenlands gældskrise (herunder knasterne i gældsforhandlingerne med trojkaen), flygtningekrisen og forhandlingerne om genforening af det delte Cypern. Mit praktikophold startede den 1. februar og slutter den 31. juli.

Min personlige interesse for Grækenland stammer fra en ferie til det græske øhav med min kammerat Philip. Under denne rejse nød jeg godt af grækernes venlighed og nærede interesse for den græske livsindstilling og kultur. På trods af den hårdramte økonomi og tomme statskasse, var grækerne nemlig venlige, imødekommende og stolte over at kunne præsentere deres øer til et par danske turister.

Set igennem økonomiske briller er Grækenland også et spændende land, der står over for en alenlang række af udfordringer. Flere af disse udfordringer er knyttet til den stramme nationaløkonomiske spændetrøje som de tre økonomiske hjælpepakker har anbragt grækerne i. Andre udfordringer udspringer fra det enorme pres Grækenland oplever i forhold til behandlingen af de knap 50.000 strandede flygtninge og migranter. Derudover er skatteindtægterne lave grundet udbredt skattesnyd og et højt bundfradrag, der fritager 49 pct. af skatteyderne fra at betale personlig indkomstskat. Og, som prikken over i’et, er den nuværende regering sammensat af et parti fra den yderste venstrefløj (SYRIZA) og et parti fra den yderste højrefløj (Independent Greeks) – i Danmark svarer det til en regering sammensat af Enhedslisten og Nye Borgerlige. Jeg så praktikopholdet som en unik mulighed for at studere disse udfordringer nærmere og få et indblik i opgaverne som ambassaden varetager.

Hvordan er ambassaden? Hvor bor du, mens du er i praktik? 

Den danske ambassade i Athen er Danmarks repræsentation til både Grækenland og Cypern. Der er ni ansatte på ambassaden, herunder en ambassadør, en souschef, fire administrative/konsulære medarbejdere, en handelsmedarbejder, en chauffør og en praktikant. Ambassaden ligger centralt i Athen med kort afstand til parlamentet, Syntagma-pladsen og shopping- og gågaden Ermou.

Alle medarbejderne på ambassaden har været gode til at tage imod mig og er venlige og imødekommende. Særligt de lokalansatte er gode til at anbefale øer, restauranter, barer og kulturelle seværdigheder, som os praktikanter kan besøge i vores fritid. Da vi er en mindre ambassade dyrkes samarbejdsrelationerne meget og der et familiært arbejdsmiljø, som kommer af det stærke sammenhold på ambassaden.  

Praktikanten på den norske ambassade, Marius, og jeg lejer en lejlighed sammen i området Pagkrati. Lejligheden er omtrent 100 kvadratmeter og har fine møbler, et stort køkken, to badeværelser og en balkon. Vores udlejer har sat et græsk præg på lejligheden ved at dekorere den med nogle græske ornamenter, specielle billeder og adskillige boghylder med ældre græske bøger. Lejligheden ligger tæt på ambassaden (10 minutters gang) og i samme område som de andre praktikanters bopæl.

Hvilke opgaver har du? Hvordan er niveauet og arbejdsmængden?

Min overordnede opgave er at følge med i græsk og cypriotisk udenrigs- og indenrigspolitik ved at læse aviser og rapporter samt deltage i møder, pressekonferencer og seminarer. Denne viden bruger jeg til at hjælpe ambassadøren og souschefen med at skrive indberetninger og rapporter til udenrigsministeriet om udviklingen i Grækenland. Derudover har jeg også nogle mere praktiske opgaver med at stå for redigeringen af ambassadens hjemmeside og Facebook-profil.

Ambassadøren og souschefen er gode til at give mig opgaver, der afspejler mit økonomiske og samfundsvidenskabelige interessefelt. I de to måneder jeg har været i praktik på ambassaden har jeg haft flere små researchopgaver om flygtningesituationen og Cyperns genforeningssamtaler samt tre større researchopgaver om Grækenlands privatiseringsprogram, det græske pensionssystem og skatteunddragelse i Grækenland.

I maj 2011 forpligtede Grækenland sig til et ambitiøst privatiseringsprogram, der skulle skabe et provenu på EUR 50 milliarder mellem 2011 og 2015. I midten af 2014 havde de dog kun solgt offentlige aktiver til en værdi af EUR 3,8 milliarder, hvorfor alarmklokkerne begyndte at ringe hos kreditorerne. Jeg blev bedt om at give en opdateret status på privatiseringsprocessen, undersøge hvilken slags aktiver der var blevet privatiseret og skrive om privatiseringsprogrammet fremtidsudsigter. 

Det græske pensionssystem er en af knasterne i Grækenlands gældsforhandlinger. På den ene side mener IMF (Den Internationale Valutafond), at pensionssystemet er overgenerøst, da de statslige overførsler til det offentlige pensionssystem er næsten 11 pct. af BNP (EU-gennemsnittet er ca. 2,25 pct. af BNP). På den anden side postulerer arbejdsministeren, at IMFs estimater er urimelige, da de høje græske pensioner kompenserer for de andre lave velfærdsydelser til bl.a. sundhedspleje og boligstøtte. Min opgave var at belyse disse påstande nærmere forud for ambassadørens møde med den græske arbejdsminister.   

Forrige uge gik jeg i dybden med skatteunddragelse i Grækenland. Et nyt studie viste, at graden af skatteunddragelse i Grækenland er mellem 6 og 9 pct. af BNP, der primært skyldes unddragelse i momsbetalinger (3,5 pct. af BNP) og unddragelse i personlig indkomstskat (1,9 til 4,7 pct. af BNP). Min research pegede på følgende årsager: mange selvstændige og små virksomheder, en stor sort økonomi og et kompliceret skattesystem (alene over de sidste 3 år er der vedtaget 10 nye skattelove (med 117 skatteregler) og 17 andre love (med 71 skatteregler)). Hvis man graver et par spadestik dybere ned i alle skattereglerne og de statistiske kilder, så kunne man nemt skrive et helt speciale om skatteunddragelse i Grækenland!

Arbejdsmængden er passende, og der er mulighed for at tilrettelægge ens arbejde, så det passer til ens eget behov.

Hvordan er det sociale? Hvordan er omgivelserne i og omkring Athen?

Det meste af min fritid bruges sammen med praktikanterne fra de andre ambassader i Athen. Vi er en gruppe på 10 praktikanter, der kommer fra forskellige europæiske lande, men alle har det til fælles, at vi er på et 6 måneders praktikophold i Athen og har interesse for det græske samfund.

Grækenland har adskillige arkæologiske levn fra antikken fordelt over et varieret landskab af bjerge og lavland. Der er altså mange udflugtsmål i weekenderne. Indtil videre har vi været til karneval i Patras, oppe at stå på ski i Arachova, på biltur til Sounion (se billede 1), på knallerttur på øen Égina (se billede 2), på vandretur på øen Agistri og på arkæologisk tur til Delfi.

Billede 1: Praktikanterne fra den tyske, hollandske, schweizske, spanske og danske ambassade på weekendtur til Sounion

Hverdagen i Athen er bestemt ikke kedelig. Athen er et tagselvbord af enestående seværdigheder som Akropolis, Mount Lycabettus, Panathenaic Stadium, National Archaeological Museum og Hephaestus tempel. Mellem disse seværdigheder er mange små gader og tætpakkede bygninger, der til sammen udgør en kæmpe labyrint. Personligt synes jeg de små gader er utrolig charmerende med deres mange cafeer og små butikker, der sælger alt fra landsholdstrøjer til krydderier. 

Billede 2: Billede fra de to klostre bag Agios Nektarios

På trods af grækernes venlighed og livsglæde synes jeg godt, at man kan fornemme landets økonomiske udfordringer og flygtningepres. Det kommer tydeligt til udtryk, når man taler med grækerne om deres regering og ved de mange demonstrationer foran parlamentsbygningen. 

Hvad er det bedste ved at være på praktik? Vil du anbefale et praktikophold på den danske ambassade i Athen til andre?

Det bedste ved at være i praktik er indblikket man får i arbejdsgangen på ambassaden og det græske samfund. Desuden er det også interessant at være med til møder i EU-Kommissionens repræsentation i Grækenland, Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) og det græske udenrigsministerium, hvor man får viden om Grækenlands holdninger til udenrigspolitiske problemstillinger.

Jeg vil klart anbefale et praktikophold på den danske ambassade i Athen. For mig har det været en utrolig god mulighed for at lære nye mennesker at kende, få en masse gode oplevelser i baggagen og beskæftige mig med nogle nye økonomiske og politiske problemstillinger. Indtil videre har opholdet været meget udbytterigt både fagligt og personligt, og jeg er overbevist om, at andre med interesse for økonomi og samfundsfag vil mene det samme.  


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk