Vi er nu
nået til den sidste søndag i advent og dermed også den sidste artikel i
Altandetlige.dk’s adventskalender. De forrige søndage har vi haft gensyn med
Hits for Polits, kigget på de økonomistuderendes evne til at spå om fremtiden
og set hvordan man skaber julestemning med SAS. Denne gang er vi dykket ned i
det digitale arkiv i jagten på nogle af de bedste artikler skrevet af jer.
Siden Altandetlige.dk gik i luften for første gang, er der blevet indsendt
adskillige gode artikler. Så læn dig godt tilbage og nyd vores lille perlerække
af nogle af de bedste og mest populære artikler, som vi har udgivet.
Identifikation tak
Den første artikel, der bliver fremhævet i denne omgang er Anders Munk-Nielsens øjenvidneberetning fra økonometri OL 2012 i Amsterdam, Identifikation tak! Udover at besidde et overmenneskeligt talent for tal, så formår Anders at skrive en enestående rejseberetning, der på alle parametre er signifikant bedre end Ringenes Herre. Som du måske også ved, så blogger Anders fast på Altandetlige.dk, så hvis du vil høre flere spændende historier om økonometri fra Anders, så er det her du skal kigge.
Et mysterium
I det tidlige efterår 2011 spurgte alle på Økonomisk Institut sig selv og hinanden om hvor alle de mange ansøgere kom fra. Midt i forvirringen var der en, der kastede lys over sagen. Gennem det, som må sige at være et fantastisk eksempel på anvendelsen af OLS, får Christian Duffau-Rasmussen i artiklen Mysteriet om de mange Polit-ansøgere estimeret sig frem til, om det er hipster-effekter, der er årsagen til de mange nye ansøgere.
En god guide
En af de første artikler på Altandetlige.dk var Guiden til at sove i ske. Dengang blev den introduceret med de vise ord: ”Guiden til at sove i ske kan enten ses som produktet af en økonoms kreativitet eller resultatet af en tutor-sommerhustur til Marielyst.” Hvilken af de to, der er den faktiske årsag, er stadig uafklaret. Det ændrer dog ikke ved, at det er en fantastisk guide, som enhver sand økonom kan forstå.
Asien i eddike
Den Asiens betydning for Danmarks Økonomi blev udgivet i marts 2011 og er skrevet af Esben Hvid Jørgensen. Som følge af mediernes og politikernes store fokus på Asiens betydning for dansk økonomi, tog han sagen i egen hånd og fik med figurer og beskrivelser, som selv Metode Morten ville være stolt over, vist, at Asiens betydning var stærkt overvurderet. Asiens betydning for Danmarks økonomi er uden tvivl en af de bedste og mest relevante artikler, der er blevet udgivet på Altandetlige.dk. At der samtidigt opstod forveksling mellem asier i eddike og Asien som verdensdel i kommentarsporet gjorde kun sagen bedre.
Det store problem dengang var, at Danmarks Statistik var stoppet med at udgive tal om omsætningen af asier, hvilket betød, at finanskrisens betydning for asiens rolle ikke kunne vurderes. Derfor er det med stor glæde og lettelse, at Altandetlige.dk efter en længere tur igennem Statistikbanken krydret med et par antagelser kan præsentere tal for omsætningen af Asier frem til og med 2012. Som med så mange andre ting er det selvfølgelig EU’s skyld, at der kun findes officielle tal for industriens omsætning af asier til og med 2007. I 2007 opdaterede EU nemlig deres kombinerede nomenklatur for industriens salg af varer, ja sådanne en findes rent faktisk, hvilket betød, at asier forsvandt som tælleværdigt objekt. Her kunne Altandetlige.dk så have valgt at acceptere den eddikebitre smag af nederlag til Bruxelles’ bureaukrati, men det gjorde vi ikke. Som rigtige politter gravede vi os dybt ned i tallene.
Efter timers intens søgen fandt vi frem til tallet 2.001.100.000. Tallet viste sig, at dække over varekategorien ”Agurker og asier, tilberedt el konserveret med eddike eller eddikesyre” i nomenklaturen for perioden efter 2007. Vi fandt samtidigt ud af, at asier har i perioden 1996-2007 gennemsnitlig stået for 38,35 % af den årlige omsætning på markedet for syltede agurkeprodukter med en standardafvigelse på 1,95 pct. point. Vi antog derfor, at dette var bevis for, at der er en underliggende strukturel tendens markedet for syltede agurkeprodukter. Med andre ord lykkedes det os at rense asier for agurk og kan derfor stolt præsentere en opdateret figur for asiens andel i BNP, der dækker hele perioden 1995-2012.
Som vi kan
se, har asien i årene efter 2007 udgjort en stigende andel af BNP og er kommet
styrket ud af finanskrisen. Det tyder altså på, at asien kan have en fremtidig
betydning for dansk økonomi, om end der også er tegn på at udviklingen vender.
Et andet stort spørgsmål i artiklen dengang var hvordan asien klarede sig overfor sin ærkefjende rødbeden. Desværre forsvandt rødbeder også som et tælleværdigt objekt i 2007 og her er det ikke lykkedes redaktionen at finde frem til nyt data, der indeholder oplysninger om rødbeden. Til inkarnerede rødbedetilhængere og kendere af Kasper og Mandrilaftalen kan vi derfor kun henvise til Dåsen Allans vise ord.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2