Danmarks produktivitetsudvikling

Der er nyt om produktiviteten: Regeringen meddelte i forgårs at den nedsætter en produktivitetskommission med uafhængige eksperter der skal kaste lys over den danske produktivitetsudvikling. Og Asger Lau Andersen og Morten Spange behandler i Nationalbankens nye kvartalsoversigt, der kom i går, hele spørgsmålet ganske grundigt – dels i en oversigtsartikel i første del af kvartalsoversigten og dels i en længere artikel i den mere uddybende del 2.

Baggrunden er sikkert velkendt for de fleste: Danmark ser ud til at have haft en ret lav produktivitetsvækst siden i hvert fald en gang i 1990’erne, både i forhold til vores egen produktivitetsvækst i tidligere perioder og i forhold til en række af de lande vi normalt kan lide at sammenligne os med. Problemstillingen er blevet diskuteret i efterhånden mange rapporter fra diverse institutioner, i Nationaløkonomisk Tidsskrift, og i stort omfang i den bredere offentlige debat – og også her på altandetlige.dk tidligere. På trods af mange forsøg har ingen imidlertid fundet nogen egentlig god forklaring på hvad årsagen er til at Danmark skulle adskille sig så markant fra alle de andre lande. Nye læsere kan med fordel få en god indføring i en række af problemstillingerne ved at læse artiklerne fra Nationalbanken.

Ikke mindst figuren s. 45 i del 1 er interessant. Her sammenlignes den årlige velstandsstigning (vækstraten i en slags real BNI pr. person i arbejdsdygtig alder) 1995-2010 for Danmark og 10 andre lande. Velstandsstigningen dekomponeres i bidrag fra fem forskellige elementer: BNP pr. arbejdstime (altså produktivitet), arbejdstimer pr. beskæftiget, beskæftigelsesfrekvens, bytteforhold og udenlandsk rente- og formueindkomst. For Danmark har den gennemsnitlige velstandsudvikling været på godt 1½ pct. om året, og det placerer os faktisk ganske godt i sammenligningen, på niveau med lande som Tyskland og Holland og lidt over USA. Kun Sverige, Norge og Finland ligger i figuren noget højere. For Sverige og Finlands vedkommende oplyses det i øvrigt at Danmark ville ligge på niveau med disse lande, hvis udgangsåret var 1990. For Norge skal resultatet som så ofte i internationale sammenligninger nok i høj grad tilskrives de særlige forhold som olien forårsager.

Historien i figuren er altså at selvom den målte danske timeproduktivitetsvækst har været meget lav i perioden – i figuren kun undergået af Italiens – er der andre elementer somopvejer denne negative forskel. Danmark er således det eneste land overhovedet af deelleve hvor antallet af arbejdstimer pr. beskæftiget er steget i perioden, og bortset fra Norge er vi det land hvor udviklingen i bytteforholdet har været gunstigst. Når man ser på den samlede velstandsudvikling pr. capita i stedet for den snævrere produktivitetsvækst, er der altså ikke belæg for så meget dramatik som man somme tider hører når snakken er om den lave produktivitetsvækst.

Men selvom det ud fra figuren ser ud til at gå OK, ville det selvfølgelig alt andet lige være rarere hvis produktivitetsvæksten havde været på linje med de andre – så ville vi jo have haft en endnu større velstandsfremgang. Det helt interessante spørgsmål som figuren stiller, er så om der kan tænkes at være en direkte sammenhæng mellem disse faktorer, sådan at den lave produktivitetsvækst simpelthen skyldes nogle af de andre udviklingstræk eller omvendt? I så fald er perspektiverne i den historiske produktivitetsudvikling selvfølgelig noget anderledes. Der kan tænkes flere kausale sammenhænge, og kvartalsoversigtens artikler (og andre tidligere publikationer) beskæftiger sig også med dette spørgsmål. F.eks. vil der være negativ sammenhæng mellem udvikling i gennemsnitlig produktivitet og beskæftigelsesfrekvens hvis hidtil ubeskæftigede grupper i udkanten af arbejdsmarkedet som har en lav produktivitet, kommer i beskæftigelse. Der kan også principielt tænkes flere grunde til en sammenhæng mellem lav produktivitetsvækst og strukturelle bytteforholdsforbedringer.

Men når man ser på figuren, kan man også få den tanke at sammenhængen er endnu mere direkte og ganske enkelt kunne hænge sammen med dataopgørelsesproblemer. Som bl.a. fodnoten på den nævnte side gør opmærksom på, kan det være svært at opgøre pris/mængdesplittet i blandt andet udenrigshandlen helt entydigt. Hvis prisen på en eksportvare stiger, kan det enten afspejle en kvalitetsmæssig forbedring (hvilket registreres som produktivitetsvækst) eller en egentlig stigning i prisniveauet (hvilket registreres som en forbedring af bytteforholdet). Kan man være helt sikker på at noget af den påfaldende lave målte produktivitetsvækst – og tilsvarende påfaldende bytteforholdsforbedring og dermed konkurrenceevneforværring – ikke simpelthen skyldes sådanne opgørelsesmæssige vanskeligheder? Og tilsvarende: Når Danmark modsat alle de andre lande ligefrem har registreret en stigning i den gennemsnitlige arbejdstid pr. beskæftiget i perioden og samtidig en usædvanlig lav produktivitetsvækst, kan det så udelukkes at det hænger sammen med hvordan opgørelsen af antallet af arbejdstimer måles i praksis?