Generationernes kamp: Græshopper eller dessertspisere?

Hvilke af de forskellige nulevende generationer der i særlig grad har scoret kassen på de andre generationers bekostning, er et spørgsmål som jævnligt optager sindene. Også her i sommer har man kunnet læse debatindlæg i aviserne med udsagn som ”græshoppegenerationen, der konsumerer alt på deres vej og intet lader tilbage” og ”som noget helt nyt under 68-generationen ikke, at de yngre generationer skal have det bedre end dem selv”.

Det er tilsyneladende en vidt udbredt opfattelse – ikke mindst blandt yngre – at netop 68'erne (eller ”rødvinsgenerationen”) er helt i særklasse hvad materiel rigdom og forbrugsmuligheder angår, og har opnået en levestandard som overgår alle andre både ældre og yngre generationers. Men hvad bygger denne opfattelse egentlig på? Den mig bekendt seneste faktuelle undersøgelse, der faktisk har forsøgt at beregne den samlede forventede livsindkomst for alle de nulevende generationer, peger på et helt andet billede: Alle generationer uden undtagelse fra de ældste medtagne (som er født i 1930) til de helt nyfødte er blevet rigere end alle de foregående generationer. Altså: Jo yngre man er, jo rigere bliver man også.

Resultatet skyldes ét eneste fænomen, nemlig den vedvarende økonomiske vækst der har været i hele den betragtede periode, og som efter al sandsynlighed også vil kendetegne de næste mange årtier. Det er næppe nyt for økonomer at den stadige produktivitetsvækst er en overordentlig potent faktor når man betragter udviklingen over lange perioder. Regner man med at der går ca. 30 år fra en generation til den næste (gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende kvinde er i dag 29 år) og produktivitetsvæksten er på ca. 2 pct. om året, betyder det, at den reale timeløn alt andet lige stiger med ca. 80 pct. fra en generation til den næste. Med en mere beskeden årlig produktivitetsvækst på 1½ pct. vil der stadig være tale om en stigning på over 50 pct. Det som den nævnte undersøgelse finder frem til, er at dette fænomen alene er så kraftigt at det langt overdøver alle andre økonomiske ændringer, som samtidig har fundet sted i efterkrigstiden, og som den offentlige debat ofte fokuserer på. Fx udviklingen i makrogældsposter eller de historiske udsving på boligmarkedet med store kapitalgevinster i nogle år og tilsvarende store tab i andre år. Således peger undersøgelsen på at de nettobidrag som en generation over hele sit livsforløb enten betaler til eller modtager fra det offentlige, sjældent udgør mere end to-tre procent af generationens samlede livstidsindkomst, og aldrig mere end fem procent.

Undersøgelsen er selvfølgelig baseret på en række antagelser, som i sagens natur nogle gange er ret usikre. Det gælder både hvad de historiske data langt tilbage i tiden angår, og antagelserne om den fremtidige produktivitetsvækst og indkomstudvikling, som bygger på fremskrivninger med den store danske anvendte generelle ligevægtsmodel DREAM. Samtidig har vi, siden undersøgelsen blev lavet, oplevet både finanskrise og ændringer i den økonomiske politik. Det er dog svært at forestille sig at en opdateret version afgørende ville ændre ved det billede, at når man sammenligner generationer der er født med årtiers mellemrum, er der ét eneste fænomen der er helt afgørende for deres forskellige materielle velstandsniveau: Den fortsatte produktivitetsvækst. Og den vil formodentlig i mange generationer fremover sikre, at de generationer, der i rent materiel forstand er de mest ”forkælede”, til hver en tid vil være de yngste. De vil altid udgøre en dessertgeneration.

Selvom det langsigtede billede altså ser ud til at være, at den danske befolkning permanent bliver rigere for hver generation, betyder det ikke, at den økonomiske fordeling mellem de forskellige nuværende og fremtidige generationer netop er, som den skal være. Det er til hver en tid et relevant spørgsmål at stille: Hvor meget rigere ønsker vi, at yngre generationer skal blive i forhold til vores egne – givet at vi kan forøge deres rigdom yderligere, jo mere forbrug vi selv giver afkald på? Men for at undgå proportionsforvrængning er det rimeligt at man gør sig klart at spørgsmålet netop bør stilles på denne måde. Intet tyder på at vi faktisk indtil nu har oplevet nogle græshoppegenerationer.