Poul Schou

Et es i ærmet

Et af de mest visionære elementer i den 2025-plan regeringen har fremlagt her i efteråret, er forslaget om at indføre et egenkapitalfradrag i selskabsskatten (på engelsk kaldet ACE - Allowance for Corporate Equity, altså: fradrag for selskabers egenkapital). Hvis sådan et fradrag bliver implementeret korrekt, kan det løse en række af de største problemer ved den eksisterende selskabsskat.

I en simpel økonomisk model vil en profitmaksimerende virksomhed investere indtil det punkt hvor den marginale gevinst (værdien af den ekstra produktion som det større kapitalapparat kan generere) vil være lig med den marginale omkostning, også kaldet brugerprisen på kapital, lig med summen af alternativafkastet og den relevante kapitalnedslidningsrate. Denne førsteordensbetingelse kan skrives som

MPK = r + d,

hvor r angiver kapitalens normalforrentning, og d er den realøkonomiske nedslidningsrate. I en lille åben økonomi med fuldkommen kapitalmobilitet er r bestemt af de globale kapitalmarkeder. Hvis man beskatter gevinsten på venstresiden med selskabsskattesatsen t, vil investeringerne og dermed kapitalapparatet falde indtil MPK, kapitalens marginalprodukt før skat, er steget tilstrækkeligt til at førsteordensbetingelsen fortsat er opfyldt:

(1-t) MPK = r + d.

Dermed vil selskabsskatten ende med reelt ikke at være en skat på kapital, men på arbejdsindkomst: Efter-skat-afkastet i indlandet vil altid være lig med det udenlandske efter-skat-afkast. Jo højere den indenlandske selskabsskat er, jo mere kapital vil flyde ud af landet så afkastet før skat kan stige tilstrækkeligt til at efter-skat-afkastet kan opretholde dette niveau. Nettoresultatet af skatten er så at den kapital der er i landet, vil tjene det samme nettoafkast som før; det lavere kapitalapparat medfører imidlertid at arbejdskraftens marginalprodukt og dermed reallønnen falder. Selvom selskabsskatten officielt betales af kapitalejerne, bliver den dermed reelt til en indirekte skat på arbejdskraften som vil bære den egentligebyrde – et af de mange eksempler på at den reelle incidens af en skat kan være en helt anden end den formelle. I sådan en situation vil det være mere hensigtsmæssigt at beskatte arbejdskraften direkte da man så undgår den store forvridning fra faldet i kapitalapparatet.

Selskabsskatten er altså potentielt en stærkt forvridende skat fordi den hæmmer investeringerne ved at beskatte normalafkastet af kapital. Det er dog muligt at reparere problemet: Hvis man inden beskatningen kan fratrække omkostningerne til kapitalnedslidning og finansiering, bliver investeringerne ikke længere beskattet på marginalen, og den nævnte forvridning forsvinder derfor. Problemet med den traditionelle selskabsskat er blot at den kun delvis tillader dette: Skattemæssige afskrivninger bliver i praksis aldrig helt præcise, og hvad finansieringsomkostningerne angår, kan virksomheder typisk fratrække forrentningen af fremmedkapital (de konkrete renteudgifter som virksomheden har), men ikke den tilsvarende alternativforrentning af egenkapitalen. En 100 % gældsfinansieret investering bliver dermed ikke påvirket af skatten, men da de gennemsnitlige nyinvesteringer indeholder et betydeligt element af egenfinansiering, forvrides investeringsbeslutningen. Selskabsskatten medfører dermed både for lavt et investeringsniveau og en tilskyndelse til overdreven låntagning og dermed finansielt skrøbelige virksomheder.

Hvis man derimod kan fratrække alternativomkostningen ved egenfinansieringen i selskabsskatten, forsvinder begge problemer, og man vil få en skat der slet ikke forvrider de marginale investeringsbeslutninger. I tilgift vil man endda afhjælpe problemet med upræcise skattemæssige afskrivninger, idet afskrivningsreglerne automatisk vil blive korrekte ved et korrekt opgjort egenkapitalfradrag.

Der er således klare fordele ved at indføre sådan et fradrag, og det er ikke så underligt at det er et forslag som i mange år har verseret hos mange skatteøkonomiske forskere som et oplagt instrument til at forbedre skattesystemets funktionsmåde. Det kan forandre en stærkt forvridende skat til i princippet ikke at forvride det marginale investeringsomfang overhovedet. Efter finanskrisen er interessen yderligere steget som følge af de gavnlige virkninger skatten vil have for virksomhedernes finansieringsstruktur, som f.eks. konklusionerne fra denne high-level konference arrangeret af EU og IMF peger på.

En række andre lande har allerede eksperimenteret med et egenkapitalfradrag eller en lignende ordning i forskellige variationer. Det gælder eksempelvis Italien, Brasilien, Letland og Belgien. En nylig oversigt fra i år lavet af det tyske forskningsinstitut DIW (Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung) giver et udmærket overblik over en række studier af konsekvenserne for virksomhedernes soliditet, der generelt har påvist klare positive effekter. På samme måde finder en undersøgelse her at den belgiske indførelse af et egenkapitalfradrag har ført til større investeringer.

Der er imidlertid også nogle væsentlige praktiske vanskeligheder. De hænger bl.a. sammen med multinationale virksomheders muligheder for skattetænkning. En profitmaksimerende virksomhed med afdelinger i forskellige lande vil forsøge at udnytte forskellene i forskellige landes selskabsskattesystemer via flytning af det regnskabsmæssige overskud mv. mellem landene sådan at skattebetalingen begrænses. Gælder egenkapitalfradraget kun for nyinvesteringer - som den danske regering lægger op til, og som der er gode grunde til - kan der være behov for værnsregler der modvirker at eksisterende virksomheder nedlægger sig selv for at opstå som proforma-nye virksomheder. Med 2025-planen lægges der op til at det allerede eksisterende erhvervsbeskatningsudvalg skal arbejde videre med den konkrete udformning af et dansk egenkapitalfradrag. Det bliver spændende at se resultatet.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.