Poul Schou

Er mere pensionsopsparing altid bedre?

ATP offentliggjorde for nylig en undersøgelse med overskriften ”Hver tredje sparer for lidt op til pension – år efter år efter år”, som blev citeret vidt og bredt i pressen. Læste man nærmere, fremgik det at ”for lidt opsparing” defineres som at man sparer mindre op i pension end ca. 23.000 kr. om året. Men i hvilken forstand er det for lidt? Er det set ud fra de pågældendes egen nyttemaksimering, fra pensionsbranchens maksimeringssynspunkt, fra en objektiv samfundsvelfærdsfunktions synsvinkel, fra skatteydernes synspunkt eller noget helt femte?

Det danske pensionssystem er overordentlig vigtigt for den samlede samfundsøkonomi. Makroøkonomiske balancer, de offentlige finanser, meget store fordelingsspørgsmål – både omfordeling mellem befolkningsgrupper og omfordeling af forbrugsmulighederne indenfor den enkelte borgers livsløb – inefficienser som følge af markedsfejl, og endelig stærke interessegrupper, herunder pensionsbranchen selv, påvirkes alle af ændringer i pensionssystemet.

Et centralt element er arbejdsmarkedspensionerne, som for de allerfleste erhvervsaktive kommer til at udgøre hovedparten af deres forbrugsmuligheder i pensionsalderen. Udbredelsen heraf har haft stor betydning for Danmarks samfundsøkonomi og hyldes traditionelt af stort set alle økonomer for de positive samfundsøkonomiske virkninger.

Alligevel har jeg altid undret mig over den ret ukritiske holdning til de obligatoriske pensionsordninger man møder i medierne, ofte også fra fagøkonomer. Man kan få fornemmelsen af at mere pension til flere mennesker altid er bedre – men kan man nu være sikker på det?

Arbejdsmarkedspensionerne bygger jo i hvert fald på et meget stort tvangselement: En typisk offentligt ansat akademiker bliver i hele sin erhvervsaktive alder udsat for en obligatorisk opsparing på ca. 17 pct. af sin bruttolønindkomst, som han først får rådighed over som gammel. For de fleste på LO-området drejer det sig om ca. 12 pct. Det er et meget væsentligt indgreb i den enkeltes muligheder for at indrette sit liv og sin forbrugsprofil som man ønsker, og dermed som udgangspunkt klart i modstrid med traditionel økonomisk tankegang. Den tilsiger som bekendt at rationelle nyttemaksimerende personer er bedre til at træffe deres egne valg end kollektive reguleringsmekanismer og tvangsordninger. En konstruktion hvor man tvinger en person til at foretage en opsparing han ikke frivilligt ville have ønsket, vil derfor forringe personens nytte over livet, fordi den tvinger ham til at allokere sit intertemporale forbrug inoptimalt. Medmindre han har mulighed for at imødegå tvangsopsparingen med en modsatrettet nedsparing i andre aktiver, i hvilket tilfælde den ingen reale virkninger vil have og derfor vil være overflødig. I begge tilfælde vil det være en dårlig ide at indføre ordningen.

Som CBS-professorerne Michael Møller og Niels Christian Nielsen gjorde opmærksom på i en kronik i Politiken i januar, er tvangsopsparingen med til at sørge for at unge er fattige (læs: illikvide) i den del af livet hvor de for alvor har brug for pengene. Og de fortsætter:

”I dag er der tvungen pensionsopsparing for den altafgørende del af alle lønmodtagere fra første dag på arbejdsmarkedet, og næsten alle er enige om, at det er en god ting. Men er det nu så god en idé?

Betragt de personer, der er 80 år i dag. De var 22 år i 1957. De havde som altafgørende hovedregel ikke tvungen pensionsopsparing. Men havde verden været bedre, hvis vi dengang havde haft det højt besungne arbejdsmarkedspensionssystem, som vi har i dag?

I så tilfælde havde de unge i 1957 haft en løn efter pensionsbidrag, der var en del lavere, end den rent faktisk var. Pensionsbidrag bliver jo nedvæltet i lønnen. Jo højere pensionsbidrag, desto mindre bliver lønnen efter pensionsbidrag. Sådan fungerer arbejdsmarkedet. Mon de, der i dag er 80 år, føler, at det var en fejltagelse, at de ikke blev tvunget til at spare mere op til pension i 1957? Svaret er nok nej. Levestandarden for unge i 1957 var meget lav i sammenligning med den levestandard, de samme personer har som pensionister i dag. Havde vi haft tvungen pensionsopsparing dengang, havde de måttet leve endnu mere ydmygt i 1957, og de ville have det endnu bedre i dag, end de har.

I dag tvinger vi folk til at spare op til pension på et tidspunkt i livet, hvor et rationelt menneske ville fravælge pensionsopsparing.”

Nu findes der selvfølgelig også modargumenter mod denne tankegang. Et vigtigt af slagsen er en hypotese om at gennemsnitsdanskeren slet ikke handler rationelt i pensionsspørgsmål, men derimod tænker for kortsynet i forhold til sine egne egentlige interesser. Er det tilfældet, kan det være velfærdsforbedrende at enten det offentlige eller arbejdsmarkedets parter optræder formynderisk ved at fratage den enkelte muligheden for selv at administrere en del af sin livsindkomst og dermed forbrugsvalg. Nogle adfærdsøkonomiske resultater peger på forhold der trækker i denne retning. Et andet argument er at markedet for frivillige pensionsordninger simpelthen er alt for kompliceret med for mange svært overskuelige valgmuligheder til at den almindelige borger har nemt ved at gennemskue systemet godt nok til at træffe fornuftige valg. Den pensionskommission der fik et ret brat endeligt sidste sommer, pegede bl.a. på dette problem. Der er også markedsfejl som asymmetrisk information på pensionsmarkederne der gør at det er svært at etablere et effektivt marked for frivillige livrenter.

Så spørgsmålet er, som så mange andre samfundsproblemer, ikke helt enkelt. På den ene side er det i bund og grund en uliberal tankegang at tvinge individer til at have en bestemt forbrugsprofil over livet, som de måske ikke selv ønsker. På den anden side kan der godt tænkes at være tilstrækkelig tunge argumenter i nogle situationer for at gøre det alligevel. Men det virker rimeligt at sige at der i hvert fald er en kraftig bevisbyrde der skal løftes først før man vedtager sådan et indgreb - også på marginalen. Selvom man accepterer grundprincippet i at en vis kollektiv opsparing i nogle tilfælde kan være velfærdsforbedrende, er det jo ikke sikkert at omfanget i dag er optimalt.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.