Anmeldelse: Statistik for ikke-statistikere

Fejlcast
I virkeligheden er bogen vel med al sandsynlighed (pun very much intended) sikkert ikke velegnet til en økonom. Økonometrinørder kender forskellen på noget som sker almost surely, det vil sige med sandsynlighed 1, og surely, det vil sige altid, og alle polit.-studerende, og færdige kandidater, er naturligvis tossede med sådan nogle detaljer, ikke?

Svaret er nok nej. Faktum er, at mange polit.-studerende har interesser alle mulige andre steder end netop statistik, og der er uddelt mere end ét 2-tal i Økonometri A (Kvant 1) i tidens løb. Selvom hovedinteressen hos denne gruppe ikke er statistik, sandsynlighedsregning og så videre, kan simpel statistik ofte være nyttigt at have styr på.

Form
Det er tydeligt hele vejen igennem, at Stjernholm Madsen har mange års undervisningserfaring bag sig, og alt præsenteres meget intuitivt. Formen er lidt uvant, da der her først gives eksempler, og så formler. En tilgang der virker mærkelig når man er inde i stoffet på forhånd, men måske en fordel for ikke-indviede eller relativt lidt talstærke folk.

På de fleste områder er bogen velskrevet og godt præsenteret - omend der både er typografisk og grafisk elementer, som ikke er sat på samme måde hele vejen igennem. Ret irriterende.

Indhold
Bogen gennemgår emner som gennemsnit, spredning, standardfejl, kvartiler og så videre. Alle de basale begreber. Også emner som stikprøveteori berøres, og der lægges en del vægt på potentielle faldgrupper med hensyn til repræsentativitet i stikprøven.

Derudover introduceres normalfordelingen og hypotesetest. Også t-, chi^2-og F-fordelingerne indføres, dog noget mere kortfattet normalfordelingen. Der er helt klart vægt på anvendelse og ikke det store fokus på tæthedsfunktioner og momenter - på nær i gennemgangen af normalfordelingen. Alle de simple test på gennemsnit, forskel i to gennemsnit og to spredninger og så videre gennemgås, og de motiveres med en forklaring af hypotese og fordeling. Alt sammen meget intuitivt, simpelt og med guides til brug af Excel eller lommeregner. 

Endeligt berøres regressionsanalyse og variansanalyse meget overfladisk, og, set fra en økonomistuderendes synspunkt, lettere ubrugeligt.

Signifikant relevans?
Bogen er velskrevet og virker fint som en generel indføring i deskriptiv statistik, fordelinger og hypotesetest. Mange små, vigtige detaljer medtages, som: om data er repræsentativt (er stikprøven rent faktisk tilfældig?), forskel mellem kausalitet og korrelation og så videre.

For at konkludere på denne anmeldes udføres et test. Først og fremmest er folk med styr på økonometrifagene ikke målgruppen, så de frasorteres. Tilbage er folk på første årsprøve og folk som ikke forstod Økonometri A. Teststørrelsens udtryk er hemmeligt, men normalfordelt - det er klart. Nulhypotesen er ingen relevans (T=0) og alternativhypotesen er relevans (T>0) - i begge betragtes ovenstående målgruppe. Efter en hel aftens udregning findes teststørrelsen T=1,8 og vi kan umiddelbart afvise nulhypotesen - hvis du ikke ved hvorfor, er du måske i målgruppen for bogen.

Forklaringen på teststørrelsens størrelse er nogenlunde, at folk som endnu ikke har haft økonometri kan få en blød indføring i især fordelinger og hypotesetest. Bogen nævner kun kort stokastiske variable i appendiks, og ikke tilstrækkelig omfattende til at dække en polit.'s behov, men en fin introduktion. For folk for hvem Økonometri A ligger langt væk, men som skal undersøge om to gennemsnit er forskellige fra hinanden på sit studiejob, er den måske lettere anvendelig - men bidrager ikke med noget ud over Lindgrens Statistics.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk