Debat: Hent nye værktøjer i Økologisk Økonomi

Poul Schou slår d. 28/2 et slag for mainstream miljøøkonomi i sit blogindlæg Rethinking Climate Economics? her på altandetlige.dk. I samme omgang langes der ud efter gruppen Rethinking Economics Danmark, da vores formand vover at udtale til Uniavisen ”at de danske økonomistudier er for ensporede”. Siden har tidligere vismand Nina Smith også svaret på vores kritik i søndagens Politiken, men samtidig åbnet en dør på klem "hvis Rethinking Economics kan fremvise noget, der kan gøre de studerende klogere, så ville det da være relevant, og så vil jeg gerne undervise i det". Så her følger mit bud på, hvordan Økologisk Økonomi kan tilbyde nye svar og en anden vinkel, hvor nyklassisk miljøøkonomi møder sin begrænsning eller mangler et robusthedstjek. Vores mål i Rethinking Economics er ikke at promovere én teoriretning frem for en anden, men at vi som studerende skal lære at tage kvalificeret stilling til forskellige teorier.

Økologisk Økonomi er et tværvidenskabeligt felt, der med inspiration fra biofysikken tager udgangspunkt i en beskrivelse af økonomien som en stofskiftende (metabolisk) organisme, hvor fokus er på gennemstrømning af energi og materialer samt den fysiske plads, som økonomien lægger beslag på over for naturen. Dermed er påvirkning og afhængighed af naturen det centrale udgangspunkt for modellerne og de empiriske analyser – og er ikke blot en eksternalitet, der hen ad vejen er blevet tilføjet som et ekstra led til bestående modeller og metoder (Røpke, 2005).

Værdien af forskellige teoriretninger
Der er utallige værdifulde indsigter fra nyklassisk økonomisk teori. Alligevel kan jeg savne et andet perspektiv på klimakrisen, opståen af finansielle kriser eller mulighederne for evig vækst. Ikke med henblik på at forkaste de modeller, vi bruger inden for mainstream-økonomien, men for at få flere nuancer med ved hjælp af et andet udgangspunkt.

På Polit var det i foråret 2017 pensum i Videnskabsteori at læse bogen Economics Rules: The Rights and Wrongs of The Dismal Science af Harvard-professoren Dani Rodrik. Det gennemgående mantra var, at vi økonomer går helt galt i byen, hvis vi ophøjer én model til at være "the model". Det er derimod altafgørende at være i stand til at bruge forskellige tilgange og derved kunne belyse flere aspekter af en problemstilling. De forskellige modeller skal vælges eller udvikles ud fra, hvad der er mest nærliggende for at kunne belyse en bestemt problemstilling. Modsat kan videnskaben ifølge Thomas S. Kuhn komme til at stå i stampe, når valget af problemstilling omvendt begrænses til, hvad vi er i stand til at belyse ud fra et bestemt paradigme, så som de metoder, der ligger inden for mainstream-økonomien.

Som økonomer vil vi altid skulle forholde os til, at et resultat afhænger af, hvilken model og tilgang man har valgt. Dog er der ikke grund til, at man som mainstream-økonom skal føle sin position grundlæggende truet af, at økonomi-feltet skulle få udvidet sin værktøjskasse og bliver mere alsidigt og pluralistisk. Her på altandetlige kunne vi i februar læse om, hvordan mainstream-økonomer bekæmpede behaviorismen i årtier. At behavioral economics sidenhen er blevet udbredt og optaget i pensum i mikroøkonomi har trods alt hverken gjort mainstream-økonomer arbejdsløse eller begrænset den indsigt, som økonomifaget kan tilbyde.

Styrker og svagheder ved nyklassisk miljøøkonomi
På Peter Birch Sørensens glimrende miljøøkonomifag har jeg lært mange brugbare indsigter og resultater ved hjælp af en tilgang, der hovedsageligt er mainstream. Som der også er fuld åbenhed omkring i faget, er det f.eks. en kritisk antagelse ved mange resultater, at der både på kort og langt sigt er en vis form for substituerbarhed mellem miljøgoder og materielt forbrug. Dermed kan miljøgoder og forurening værdisættes for at indgå i et økonomisk optimeringsproblem, og kan potentielt fuldstændigt kompenseres for ved hjælp af en tilstrækkelig økonomisk transaktion. Selvom det er anvendeligt at kunne bruge de kendte metoder som Lagrange-optimering og optimal kontrolteori, findes der i praksis ikke et entydigt svar på, præcis hvilken økonomisk værdi eksempelvis forurening og temperaturstigninger skal pålægges.

William Nordhaus modtog sidste år Nobelprisen i økonomi for sit pionerarbejde med at integrere både klimasystemet og det økonomiske system i sin DICE-model (Nordhaus, 1992). I P. B. Sørensens fag lærte vi dog også, at modellens forudsigelser om, hvad der er et optimalt tempo i den grønne omstilling, skal tages med store forbehold. Selv 2017-versionen viser stadig, at det optimalt med en minimal grad af grøn omstilling i forhold til business as usual, da simulationen ved en temperaturstigning på hele 6 grader kun forudser et indkomsttab på 8.5% af globalt BNP i år 2100 holdt op mod et fravær af global opvarmning (Nordhaus, 2018). Den lange tidshorisont for konsekvenserne af klimaforandringer medfører nemlig en ekstrem følsomhed over for modelspecifikationer af både diskonteringsraten, fremtidige vækstrater, udviklingen i temperaturstigninger ved en given udledning af drivhusgasser samt de økonomiske konsekvenser af temperaturstigninger med hensyn til produktivitet og depreciering af kapital.

Nordhaus’ skadesfunktion for kapital er baseret på et gennemsnit af en række eksisterende studier. Dog er det selvsagt forbundet med en enorm usikkerhed at ekstrapolere allerede observerede konsekvenser til temperaturstigninger i en størrelsesorden, der aldrig er set før i menneskehedens historie. Samtidig er produktivitetstab ignoreret i Nordhaus' model. Et forskningsområde, hvor der eksempelvis er et bidrag på vej fra det store EU-projekt HEAT-SHIELD, der er forankret på KU. Her undersøges der et muligt gennemsnitligt produktivitetstab på 2-5% ved en 2 graders stigning i gennemsnitstemperaturen som følge af flere dage om året med meget høje temperaturer (ifølge Lars Nybo og egne beregninger). DICE-modellens skrøbelighed er blandt andet illustreret af Dietz og Stern (2015). Ved at afprøve forskellige realistiske skadesfunktionen i DICE-modellen, finder de frem til stik modsatte policy-anbefalinger i forhold til Nordhaus' egen version (se Figur 1 nedenfor). De vidt forskellige forudsigelser bør få en til at stoppe op og rejse spørgsmålet, om beslutninger vedrørende klima og miljø overhovedet skal ske med henblik på at maksimere tilbagediskonteret forbrug?

Baseline Consumption Per Capita, 2005–2205. Notes: The upper panel corresponds to the model with capital damage and with knowledge proportional to the aggregate capital stock, while the lower panel corresponds to the model of endogenous TFP Growth and TFP damage.

Figur 1: Optimalt forbrug ved forskellige skadesfunktioner for henholdsvis kapitalskade (øverst) og skade til totalfaktorproduktivitet ved endogen vækst i TFP (nederst) (Dietz og Stern, 2015).

Poul Schou skriver i sit indlæg, at "hvis mainstream-økonomerne styrede verden, ville der for længst være skredet langt kraftigere ind overfor klimaproblemerne, for der har i mange år været overordentlig stor konsensus blandt fagfolk på dette punkt om i hvilken retning man skal gå". Graferne ovenfor peger godt nok i vidt forskellige retninger. Desuden er problemet ved mange mainstream-modeller på netop klimaområdet, at eftersom eksternaliteterne er globale, er modellerne nødt til at optimere et globalt økonomisk system. Virkeligheden er dog, at konsekvenserne af global opvarmning er skævt fordelt og Verden består af suveræne nationalstater med incitament til at free-ride og derved opnå konkurrencefordele.

P. B. Sørensens miljøfag runder da også netop af med at anvende spilteori til at forklare, hvorfor de bærende metoder i faget som beregningen af en Pigou-skat kun har ført til anvendelse på lokale eller regionale miljøproblemer, mens der kun én gang er indgået en global bindende aftale i form af Montreal-protokollen i 1987 vedrørende beskyttelse af ozonlaget. Internationale klimaforhandlinger har efter 25 års COP-møder fortsat ikke ført til en global løsning. I stedet lader Paris-aftalen det være op til de enkelte lande frivilligt at melde mål ind, dog uden at efterlade det helt store håb for rent faktisk at nå det erklærede mål om at begrænse den globale gennemsnitstemperatur til maksimalt 2 og helst halvanden graders stigning.

Grundprincipper i Økologisk Økonomi
En stor styrke ved P. B. Sørensens fag er, at det også berører noget af det, nyklassisk økonomi kan lære fra Økologisk Økonomi (D. Stern, 1997). Navnlig introduktionen af termodynamikkens 1. og 2. lov fra fysikken, der siger, at der er fysiske begrænsninger på både 1) mængden af tilgængelig energi og materialer samt 2) hvor mange gange det kan anvendes. Det medfører materialebalanceprincippet, at der til produktion af en bestemt mængde energi eller materiale skal anvendes en mængde inputs, der er større eller lig med outputtet. Én implikation af dette er, at hverken energi eller materialer er fuldt ud substituerbart i nogen produktionsproces. En anden er, at der altid vil være et spild, samt at dette ledes tilbage til miljøet i en eller anden form, da 100% genanvendelse er fysisk umuligt. Kortlægning af disse materialestrømme synliggør, at økonomien er afhængig af biofysiske processer, hvilket sætter grænser for, hvor meget økonomien kan fylde i forhold til biosfæren, før ubalancen i atmosfæren og øvrige økosystemer bliver kritisk (Daly & Farley, 2011).

Til at vurdere, hvordan et produkt efterlader en række af økologiske fodaftryk gennem transport-, produktionskæden, kan man eksempelvis foretages en økologisk-baseret livscyklusvurdering (Singh & Bakshi, 2009). I den forbindelse anvendes der Input-Output-tabeller med fysiske frem for monetære enheder. For incommensurability er ligeledes et centralt begreb, der går ud på, at forskellige fysiske og monetære enheder ikke er sammenlignelige. Det kan skyldes, at enheders betydning enten ikke kan måles; ikke er sammenlignelig med en forbrugsvare; eller begge dele (Spash & Carter, 2001). Især kan naturen ikke beskrives lineært, men indeholder en lang række lokale økosystemer med forskellig modstandsdygtighed. Det kan en Pigou-skat ikke tage højde for, da fokus er på prisen frem for mængden. Heller ikke kvoter har formået at internalisere komplekse miljøhensyn, da markedsløsningen for, hvor ressourceudvinding eller forurening skal koncentreres ikke nødvendigvis er dér, hvor naturen har størst modstandsdygtighed. Et system er ”more than the sum of its parts” (Røpke, 1998). Dermed afviser Økologisk Økonomi, at der skal ske værdisætning af eksternaliteter, der ellers er kernen af nyklassisk miljøøkonomi.

Da priser, værdisætning og markedsmekanismer ikke kan tage højde for de indviklede metafysiske processer, er det i stedet nødvendigt med politisk beslutningstagen. Målet er en deliberativ afvejning mellem en række forskellige økonomiske, sociale og økologiske konsekvenser. En tilgang der også blev foreslået af FN’s Brundtland Kommission for bæredygtig udvikling (Brundtland, 1987).

Mens det vil være oplysende med meget nuancerede analyser af økologiske konsekvenser, kan det i praksis også være en svaghed ved Økologisk Økonomi, at der ikke sker en vægtning af forskellige fordele og ulemper, så der kan leveres enkle entydige svar. Desuden vil et generelt pessimistisk syn på markedsmekanismen pege på, at stat og kommuner skal være langt mere interventionistiske. Eksempelvis vil det ifølge Økologiske Økonomer være statens opgave at konstruere det optimale marked for energi frem for at pålægge CO2-afgifter og i øvrigt have teknologineutralitet.

Økologisk Økonomi på skemaet
Du tænker måske, at de fleste økonomistuderende ikke har brug for den helst store viden om klima og miljø? I mine øjne skal økonomiuddannelserne ideelt set klæde kandidater på med kompetencer, der forventes at komme stigende efterspørgsel efter de kommende 5-10 år. Det må være en rimelig forudsigelse, at grønne regnskaber med stor sandsynlighed kommer til at fylde langt mere fremover både for enkelte virksomheder, kommuner og finansielle institutioner såvel som på sektor- og landeniveau. Dertil kommer det lærerige og demokratiske i som en del af studiet at blive præsenteret for mindst én anderledes videnskabelig tilgang som eksempelvis Økologisk Økonomi.

Jeg vil foreslå, at et fag om Økologisk Økonomi også har en stor vægt på den praktiske anvendelse af Input-Output-analyser i lighed med faget Ecological Economics, jeg selv har taget på Universitat de Barcelona, School of Economics. For ligesom der findes Input-Output-tabeller, der er både fysiske, monetære eller hybrider mellem de to, så foretages der også mange Input-Output-analyser inden for mainstream økonomi. Øget computerkraft og stadigt mere omfattende Input-Output-databaser tillader eksempelvis, at anvendte generelle ligevægtsmodeller disaggregeres til at tage højde for inter-regionale dynamikker (se f.eks. faget Applied General Equilibrium Analysis på KU's kandidat i Miljø- og Ressourceøkonomi og Kompas et al (2018) om økonomiske effekter på landeniveau af at begrænse temperaturstigningerne til 2 grader). Ligeledes kan Input-Output analyse bruges til at inkorporere den finansielle sektor i et såkaldt Stock-Flow Konsistent (SFC) framework. Noget som en del økonomistuderende nok vil være interesseret i. Og så er ADAM-modellen bygget op omkring et Input-Output-system, med både mængder, værdier og priser. Input-Output-tabeller introduceres da også kort i Samfundsbeskrivelse A på Polit uden at gå i dybden med forskellige analysemetoder.

I mellemtiden vil jeg anbefale at tage P. B. Sørensens fag i miljøøkonomi til efteråret, men også prøve at tage et valgfag uden for det økonomiske fakultet for at blive tvunget til at tænke ud af boksen. Vil du læse mere, kan du bladre rundt på AAU’s side om Økologisk Økonomi (Røpke et al, 2017).

Af Thor Noe, medlem af Rethinking Economics Danmark

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk