Debat: Hent nye værktøjer i Økologisk Økonomi

Rethinking Economics Danmark

Altandetlige.dk har modtaget nedestående artikel til debat fra Rethinking Economics, der med udgangspunkt i klimakrisen giver et bud på, hvordan nyklassisk Miljøøkonomi og Økologisk Økonomi kan supplere hinanden med forskellige styrker og svagheder.

Poul Schou slår d. 28/2 et slag for mainstream miljøøkonomi i sit blogindlæg Rethinking Climate Economics? her på altandetlige.dk. I samme omgang langes der ud efter gruppen Rethinking Economics Danmark, da vores formand vover at udtale til Uniavisen ”at de danske økonomistudier er for ensporede”. Siden har tidligere vismand Nina Smith også svaret på vores kritik i søndagens Politiken, men samtidig åbnet en dør på klem "hvis Rethinking Economics kan fremvise noget, der kan gøre de studerende klogere, så ville det da være relevant, og så vil jeg gerne undervise i det". Så her følger mit bud på, hvordan Økologisk Økonomi kan tilbyde nye svar og en anden vinkel, hvor nyklassisk miljøøkonomi møder sin begrænsning eller mangler et robusthedstjek. Vores mål i Rethinking Economics er ikke at promovere én teoriretning frem for en anden, men at vi som studerende skal lære at tage kvalificeret stilling til forskellige teorier.

Økologisk Økonomi er et tværvidenskabeligt felt, der med inspiration fra biofysikken tager udgangspunkt i en beskrivelse af økonomien som en stofskiftende (metabolisk) organisme, hvor fokus er på gennemstrømning af energi og materialer samt den fysiske plads, som økonomien lægger beslag på over for naturen. Dermed er påvirkning og afhængighed af naturen det centrale udgangspunkt for modellerne og de empiriske analyser – og er ikke blot en eksternalitet, der hen ad vejen er blevet tilføjet som et ekstra led til bestående modeller og metoder (Røpke, 2005).

Værdien af forskellige teoriretninger
Der er utallige værdifulde indsigter fra nyklassisk økonomisk teori. Alligevel kan jeg savne et andet perspektiv på klimakrisen, opståen af finansielle kriser eller mulighederne for evig vækst. Ikke med henblik på at forkaste de modeller, vi bruger inden for mainstream-økonomien, men for at få flere nuancer med ved hjælp af et andet udgangspunkt.

På Polit var det i foråret 2017 pensum i Videnskabsteori at læse bogen Economics Rules: The Rights and Wrongs of The Dismal Science af Harvard-professoren Dani Rodrik. Det gennemgående mantra var, at vi økonomer går helt galt i byen, hvis vi ophøjer én model til at være "the model". Det er derimod altafgørende at være i stand til at bruge forskellige tilgange og derved kunne belyse flere aspekter af en problemstilling. De forskellige modeller skal vælges eller udvikles ud fra, hvad der er mest nærliggende for at kunne belyse en bestemt problemstilling. Modsat kan videnskaben ifølge Thomas S. Kuhn komme til at stå i stampe, når valget af problemstilling omvendt begrænses til, hvad vi er i stand til at belyse ud fra et bestemt paradigme, så som de metoder, der ligger inden for mainstream-økonomien.

Som økonomer vil vi altid skulle forholde os til, at et resultat afhænger af, hvilken model og tilgang man har valgt. Dog er der ikke grund til, at man som mainstream-økonom skal føle sin position grundlæggende truet af, at økonomi-feltet skulle få udvidet sin værktøjskasse og bliver mere alsidigt og pluralistisk. Her på altandetlige kunne vi i februar læse om, hvordan mainstream-økonomer bekæmpede behaviorismen i årtier. At behavioral economics sidenhen er blevet udbredt og optaget i pensum i mikroøkonomi har trods alt hverken gjort mainstream-økonomer arbejdsløse eller begrænset den indsigt, som økonomifaget kan tilbyde.

Styrker og svagheder ved nyklassisk miljøøkonomi
På Peter Birch Sørensens glimrende miljøøkonomifag har jeg lært mange brugbare indsigter og resultater ved hjælp af en tilgang, der hovedsageligt er mainstream. Som der også er fuld åbenhed omkring i faget, er det f.eks. en kritisk antagelse ved mange resultater, at der både på kort og langt sigt er en vis form for substituerbarhed mellem miljøgoder og materielt forbrug. Dermed kan miljøgoder og forurening værdisættes for at indgå i et økonomisk optimeringsproblem, og kan potentielt fuldstændigt kompenseres for ved hjælp af en tilstrækkelig økonomisk transaktion. Selvom det er anvendeligt at kunne bruge de kendte metoder som Lagrange-optimering og optimal kontrolteori, findes der i praksis ikke et entydigt svar på, præcis hvilken økonomisk værdi eksempelvis forurening og temperaturstigninger skal pålægges.

William Nordhaus modtog sidste år Nobelprisen i økonomi for sit pionerarbejde med at integrere både klimasystemet og det økonomiske system i sin DICE-model (Nordhaus, 1992). I P. B. Sørensens fag lærte vi dog også, at modellens forudsigelser om, hvad der er et optimalt tempo i den grønne omstilling, skal tages med store forbehold. Selv 2017-versionen viser stadig, at det optimalt med en minimal grad af grøn omstilling i forhold til business as usual, da simulationen ved en temperaturstigning på hele 6 grader kun forudser et indkomsttab på 8.5% af globalt BNP i år 2100 holdt op mod et fravær af global opvarmning (Nordhaus, 2018). Den lange tidshorisont for konsekvenserne af klimaforandringer medfører nemlig en ekstrem følsomhed over for modelspecifikationer af både diskonteringsraten, fremtidige vækstrater, udviklingen i temperaturstigninger ved en given udledning af drivhusgasser samt de økonomiske konsekvenser af temperaturstigninger med hensyn til produktivitet og depreciering af kapital.

Nordhaus’ skadesfunktion for kapital er baseret på et gennemsnit af en række eksisterende studier. Dog er det selvsagt forbundet med en enorm usikkerhed at ekstrapolere allerede observerede konsekvenser til temperaturstigninger i en størrelsesorden, der aldrig er set før i menneskehedens historie. Samtidig er produktivitetstab ignoreret i Nordhaus' model. Et forskningsområde, hvor der eksempelvis er et bidrag på vej fra det store EU-projekt HEAT-SHIELD, der er forankret på KU. Her undersøges der et muligt gennemsnitligt produktivitetstab på 2-5% ved en 2 graders stigning i gennemsnitstemperaturen som følge af flere dage om året med meget høje temperaturer (ifølge Lars Nybo og egne beregninger). DICE-modellens skrøbelighed er blandt andet illustreret af Dietz og Stern (2015). Ved at afprøve forskellige realistiske skadesfunktionen i DICE-modellen, finder de frem til stik modsatte policy-anbefalinger i forhold til Nordhaus' egen version (se Figur 1 nedenfor). De vidt forskellige forudsigelser bør få en til at stoppe op og rejse spørgsmålet, om beslutninger vedrørende klima og miljø overhovedet skal ske med henblik på at maksimere tilbagediskonteret forbrug?

Baseline Consumption Per Capita, 2005–2205. Notes: The upper panel corresponds to the model with capital damage and with knowledge proportional to the aggregate capital stock, while the lower panel corresponds to the model of endogenous TFP Growth and TFP damage.

Figur 1: Optimalt forbrug ved forskellige skadesfunktioner for henholdsvis kapitalskade (øverst) og skade til totalfaktorproduktivitet ved endogen vækst i TFP (nederst) (Dietz og Stern, 2015).

Poul Schou skriver i sit indlæg, at "hvis mainstream-økonomerne styrede verden, ville der for længst være skredet langt kraftigere ind overfor klimaproblemerne, for der har i mange år været overordentlig stor konsensus blandt fagfolk på dette punkt om i hvilken retning man skal gå". Graferne ovenfor peger godt nok i vidt forskellige retninger. Desuden er problemet ved mange mainstream-modeller på netop klimaområdet, at eftersom eksternaliteterne er globale, er modellerne nødt til at optimere et globalt økonomisk system. Virkeligheden er dog, at konsekvenserne af global opvarmning er skævt fordelt og Verden består af suveræne nationalstater med incitament til at free-ride og derved opnå konkurrencefordele.

P. B. Sørensens miljøfag runder da også netop af med at anvende spilteori til at forklare, hvorfor de bærende metoder i faget som beregningen af en Pigou-skat kun har ført til anvendelse på lokale eller regionale miljøproblemer, mens der kun én gang er indgået en global bindende aftale i form af Montreal-protokollen i 1987 vedrørende beskyttelse af ozonlaget. Internationale klimaforhandlinger har efter 25 års COP-møder fortsat ikke ført til en global løsning. I stedet lader Paris-aftalen det være op til de enkelte lande frivilligt at melde mål ind, dog uden at efterlade det helt store håb for rent faktisk at nå det erklærede mål om at begrænse den globale gennemsnitstemperatur til maksimalt 2 og helst halvanden graders stigning.

Grundprincipper i Økologisk Økonomi
En stor styrke ved P. B. Sørensens fag er, at det også berører noget af det, nyklassisk økonomi kan lære fra Økologisk Økonomi (D. Stern, 1997). Navnlig introduktionen af termodynamikkens 1. og 2. lov fra fysikken, der siger, at der er fysiske begrænsninger på både 1) mængden af tilgængelig energi og materialer samt 2) hvor mange gange det kan anvendes. Det medfører materialebalanceprincippet, at der til produktion af en bestemt mængde energi eller materiale skal anvendes en mængde inputs, der er større eller lig med outputtet. Én implikation af dette er, at hverken energi eller materialer er fuldt ud substituerbart i nogen produktionsproces. En anden er, at der altid vil være et spild, samt at dette ledes tilbage til miljøet i en eller anden form, da 100% genanvendelse er fysisk umuligt. Kortlægning af disse materialestrømme synliggør, at økonomien er afhængig af biofysiske processer, hvilket sætter grænser for, hvor meget økonomien kan fylde i forhold til biosfæren, før ubalancen i atmosfæren og øvrige økosystemer bliver kritisk (Daly & Farley, 2011).

Til at vurdere, hvordan et produkt efterlader en række af økologiske fodaftryk gennem transport-, produktionskæden, kan man eksempelvis foretages en økologisk-baseret livscyklusvurdering (Singh & Bakshi, 2009). I den forbindelse anvendes der Input-Output-tabeller med fysiske frem for monetære enheder. For incommensurability er ligeledes et centralt begreb, der går ud på, at forskellige fysiske og monetære enheder ikke er sammenlignelige. Det kan skyldes, at enheders betydning enten ikke kan måles; ikke er sammenlignelig med en forbrugsvare; eller begge dele (Spash & Carter, 2001). Især kan naturen ikke beskrives lineært, men indeholder en lang række lokale økosystemer med forskellig modstandsdygtighed. Det kan en Pigou-skat ikke tage højde for, da fokus er på prisen frem for mængden. Heller ikke kvoter har formået at internalisere komplekse miljøhensyn, da markedsløsningen for, hvor ressourceudvinding eller forurening skal koncentreres ikke nødvendigvis er dér, hvor naturen har størst modstandsdygtighed. Et system er ”more than the sum of its parts” (Røpke, 1998). Dermed afviser Økologisk Økonomi, at der skal ske værdisætning af eksternaliteter, der ellers er kernen af nyklassisk miljøøkonomi.

Da priser, værdisætning og markedsmekanismer ikke kan tage højde for de indviklede metafysiske processer, er det i stedet nødvendigt med politisk beslutningstagen. Målet er en deliberativ afvejning mellem en række forskellige økonomiske, sociale og økologiske konsekvenser. En tilgang der også blev foreslået af FN’s Brundtland Kommission for bæredygtig udvikling (Brundtland, 1987).

Mens det vil være oplysende med meget nuancerede analyser af økologiske konsekvenser, kan det i praksis også være en svaghed ved Økologisk Økonomi, at der ikke sker en vægtning af forskellige fordele og ulemper, så der kan leveres enkle entydige svar. Desuden vil et generelt pessimistisk syn på markedsmekanismen pege på, at stat og kommuner skal være langt mere interventionistiske. Eksempelvis vil det ifølge Økologiske Økonomer være statens opgave at konstruere det optimale marked for energi frem for at pålægge CO2-afgifter og i øvrigt have teknologineutralitet.

Økologisk Økonomi på skemaet
Du tænker måske, at de fleste økonomistuderende ikke har brug for den helst store viden om klima og miljø? I mine øjne skal økonomiuddannelserne ideelt set klæde kandidater på med kompetencer, der forventes at komme stigende efterspørgsel efter de kommende 5-10 år. Det må være en rimelig forudsigelse, at grønne regnskaber med stor sandsynlighed kommer til at fylde langt mere fremover både for enkelte virksomheder, kommuner og finansielle institutioner såvel som på sektor- og landeniveau. Dertil kommer det lærerige og demokratiske i som en del af studiet at blive præsenteret for mindst én anderledes videnskabelig tilgang som eksempelvis Økologisk Økonomi.

Jeg vil foreslå, at et fag om Økologisk Økonomi også har en stor vægt på den praktiske anvendelse af Input-Output-analyser i lighed med faget Ecological Economics, jeg selv har taget på Universitat de Barcelona, School of Economics. For ligesom der findes Input-Output-tabeller, der er både fysiske, monetære eller hybrider mellem de to, så foretages der også mange Input-Output-analyser inden for mainstream økonomi. Øget computerkraft og stadigt mere omfattende Input-Output-databaser tillader eksempelvis, at anvendte generelle ligevægtsmodeller disaggregeres til at tage højde for inter-regionale dynamikker (se f.eks. faget Applied General Equilibrium Analysis på KU's kandidat i Miljø- og Ressourceøkonomi og Kompas et al (2018) om økonomiske effekter på landeniveau af at begrænse temperaturstigningerne til 2 grader). Ligeledes kan Input-Output analyse bruges til at inkorporere den finansielle sektor i et såkaldt Stock-Flow Konsistent (SFC) framework. Noget som en del økonomistuderende nok vil være interesseret i. Og så er ADAM-modellen bygget op omkring et Input-Output-system, med både mængder, værdier og priser. Input-Output-tabeller introduceres da også kort i Samfundsbeskrivelse A på Polit uden at gå i dybden med forskellige analysemetoder.

I mellemtiden vil jeg anbefale at tage P. B. Sørensens fag i miljøøkonomi til efteråret, men også prøve at tage et valgfag uden for det økonomiske fakultet for at blive tvunget til at tænke ud af boksen. Vil du læse mere, kan du bladre rundt på AAU’s side om Økologisk Økonomi (Røpke et al, 2017).

Af Thor Noe, medlem af Rethinking Economics Danmark

Tags: #Uddannelse  #undervisning  #økonomer i samfundsdebatten  #Økonomisk vækst  #klima  #bæredygtig økonomi  #forbrug  #globale eksternaliteter  #kandidatfag  #grænser for vækst  #økologisk økonomi  #Klimaforandringer  #miljøøkonomi  #Rethinking Economics 

Faktaboks

Debatlysten?

Under Klimastrejke på CSS fredag d. 15. marts kan du diskutere miljøøkonomi og Økologisk Økonomi med

  • Peter Birch Sørensen, kl. 9-10 i Katedralen, 16.0.50.
  • Rethinking Economics Danmark, kl. 12.15-12.45 i Cafélitten.

Se hele programmet på eventet.


7 kommentarer


Jeppe Druedahl

Jeppe Druedahl @ d. 14. march #1

Tak for et konstruktivt indlæg! Jeg har dog brug for et par uddybninger for at forstå jeres argumentation.

Det første punkt handler om, hvor mainstream perspektivet kommer til kort. I skriver:

"Især kan naturen ikke beskrives lineært, men indeholder en lang række lokale økosystemer med forskellig modstandsdygtighed. Det kan en Pigou-skat ikke tage højde for, da fokus er på prisen frem for mængden. Heller ikke kvoter har formået at internalisere komplekse miljøhensyn, da markedsløsningen for, hvor ressourceudvinding eller forurening skal koncentreres ikke nødvendigvis er dér, hvor naturen har størst modstandsdygtighed. "

Hvorfor skulle Pigou-skatter ikke, i hvert fald teoretisk set, kunne tage højde for ikke-lineære sammenhænge? Hvordan kan man fokusere på pris uden samtidig at fokusere på mængde? Er argumentet mod kvoter, at de ikke kan virke teoretisk set, eller at de ikke har virket i praksis?

Det andet punkt handler om, hvad de alternative svar er. I skriver:

"Da priser, værdisætning og markedsmekanismer ikke kan tage højde for de indviklede metafysiske processer, er det i stedet nødvendigt med politisk beslutningstagen. Målet er en deliberativ afvejning mellem en række forskellige økonomiske, sociale og økologiske konsekvenser."

Hvorfor kan man ikke tage en deliverativ afvejdning fra et mainstream perspektiv, hvor økonomiske, sociale og økonomiske konsekvenser sammentænkes? Hvad er det for nogle konkrete politik forsalg økologisk økonomi medfører som ikke kan argumenteres for ud fra et mainstream perspektiv?

I skriver også:

"Desuden vil et generelt pessimistisk syn på markedsmekanismen pege på, at stat og kommuner skal være langt mere interventionistiske. Eksempelvis vil det ifølge Økologiske Økonomer være statens opgave at konstruere det optimale marked for energi frem for at pålægge CO2-afgifter og i øvrigt have teknologineutralitet"

Jeg kan ikke se, hvordan fokus på markeddesign kan være i strid med et mainstream perspektiv. Er det nogle særlige markedsdesigns som der tænkes på?

I forholdet til målet for klimapolitikken skriver I:

"De vidt forskellige forudsigelser bør få en til at stoppe op og rejse spørgsmålet, om beslutninger vedrørende klima og miljø overhovedet skal ske med henblik på at maksimere tilbagediskonteret forbrug?"

Er der noget i mainstream perspektivet som kræver det? Ud fra et mainstream perspektiv kan man vel godt regne på, hvad der skal gøres, hvis man vil opnå en specifik målsætning som en opvarmning under 2 pct. eller tilsvarende?


Jon Bach

Jon Bach @ d. 14. march #2

Super god henvisning til metode fag med sætningen:
- vi økonomer går helt galt i byen, hvis vi ophøjer én model til at være "the model"
samt henvisning til Kuhns paradigmeskift.


Frederik Plum Hauschultz

Frederik Plum Hauschultz @ d. 14. march #3

Jeg er sådan set enig i, at det virkelig er at gå til og måske over grænsen af hvad man kan forvente af en økonomisk model at lave policy forudsigelser flere hundrede år ud i fremtiden. Det må nødvendigvis være uhyre følsomt. Og grundlæggende er der kæmpe usikkerhed om hvordan BNP og klima hænger sammen, så det er nok fint at operere ud fra et forsigtighedsprincip. Som Jeppe skriver er der vel heller intet til hinder for at vende problemet om og spørge hvordan vi nemmest holder opvarmningen under 2 grader når nu det er det vi har besluttet os for. Når det er sagt så forstår jeg ikke helt hvad økologisk økonomi som beskrevet her bidrager med af løsninger i den sammenhæng. Det er ikke rigtigt en løsning at sige, at vi ikke kan sammenligne noget som helst i økonomien fordi det er inkommensurabelt. Hvad skal man egentlig bruge en økonom til hvis det eneste han/hun kan sige er at verden er for kompleks til at man rigtigt kan sige noget generelt? Jeg undrer mig også lidt over antagelsen om at økonomien er en metabolistisk organisme. Vi ved jo godt at økonomien i virkeligheden består af en masse individer og virksomheder, så hvorfor er det smart at se dem som en metabolistisk organisme? Det lyder lidt som en funky udgave af en repræsentativ agent. Normalt er det jo ikke en antagelse vi egentlig kan lide at lave, man gør det bare fordi matematikken bliver for kompliceret ellers.


Thor Donsby Noe

Thor Donsby Noe @ d. 15. march #4

Tak for din kommentar, Jeppe!

Jeg vil forsøge at besvare dine spørgsmål enkeltvis. Generelt vil jeg dog indlede med, at målet med mit oprindelige indlæg er at synliggøre nogle grundlæggende forskelle i kernen af to forskellige teoriretninger. Derfor bliver fronterne også trukket lidt skarpere op, end de er i praksis. Intet af det jeg skriver skal forstås som "denne problemstilling står alle mainstream-økonomer fuldstændig hjælpeløse overfor".

Når vi som økonomer står over for en model, der gennemgående ikke stemmer overens med virkeligheden, er vi trods alt gode til at kigge på mulige modifikationer. Her henter vi både inspiration inden for traditionel nyklassisk økonomi, men er også er blevet langt bedre til at inddrage elementer fra økonomiske retninger, der trækker på andre videnskaber. Eksempelvis fra Behavioral Economics (psykologi), Political Economics (sociologi og statskundskab), Health Economics (sundhedsvidenskaberne) og Ecological Economics (naturvidenskaberne). Vi begrænses dog af, at vi kun kan hente gode idéer inden for de felter og tankegange, vi har stiftet bekendtskab med enten på eller udenfor studiet.

Ad 1)
En Pigou-skat etableres rigtig nok under hensyn til, hvilken mængde, der forventes, at markedet clearer ved. Men med fokus på prisen henviser jeg til, at valget mellem en Pigou-skat over for et kvotemarked er en afvejning af, om det er pris eller mængde, der prioriteres henholdsvis som det primære og det sekundære. En Pigou-skat lader mængden være variabel og et kvotemarked lader prisen være variabel. Økologisk Økonomi afviser Pigou-skatter, da mængden vægtes højere end prisen.

Kvotemarkeder (og Pigou-skatter) kan i teorien anvendes til selv yderst komplekse miljøhensyn, men det vil i yderste konsekvens betyde, at der for hver enkelt del af et lokalt økosystem (en biotop) skal etableres et selvstændigt kvotemarked. Når det geografiske område bliver så småt, at den enkelte grundejer alligevel har monopol på at forurene, er en markedsløsning irrelevant og inefficient.

Et eksempel på dette er brugen af kvælstof i landbruget. Hvis man skal kunne kontrollere udslippet af overskydende kvælstof til vandmiljøer, må man tage både en national Pigou-skat og et nationalt kvotemarked af bordet. Hvis en bæredygtig anvendelse af kvælstof langs en å skulle opnås ved hjælp af et lokalt kvotemarked, er der en risiko for, at kvoterne opkøbes af én landmand, hvorfor det vil være risikabelt at sætte mængden af kvoter højere, end hvad optagelsesevnen er for den mindste af markerne langs åen. I stedet for markedsløsninger er der regler for, hvor meget kvælstof der må udledes pr. ha landbrugsjord. Lokale forskelle i kan dog medføre, at den fælles grænse i nogle tilfælde har ligget lavere end nødvendigt eller ligger for lavt efter grænserne blev hævet i 2016.

Hvordan kan denne one-size-fits-all løsning gøres mere efficient? Et eksempel, der anvender mainstream-økonomiens traditionelle redskaber, kan være at foreslå, at det vil være tilstrækkeligt at beskytte de fleste af vandmiljøerne, men ikke alle. En ret til at overskride grænsen kunne vha. et kvotesystem eller en skat allokeres til de landbrug, der har størst gevinst ved at øge bruget af kvælstof. En Økologisk Økonom vil snarere foreslå forskellige grænseværdier for hver enkelt mark ”på grundlag af markens størrelse, afgrøde, forfrugten og afgrødens kvælstofnorm i det pågældende klimaområde og jordbundstypen”. Citatet stammer fra regeringens Lovforslag nr. L 147 om differentierede reguleringsordninger af kvælstofudledning, der blev førstebehandlet for en uge siden.

Dermed ikke sagt, at alle mainstream økonomer vil insistere på det første bud. At komme frem til det andet bud kræver bare, at man lægger de sædvanlige redskaber på hylden og i stedet låner fra værktøjskassen i Økologisk Økonomi. De fleste mainstreamøkonomer også være enige med en økologisk økonom i, at det er uhensigtsmæssigt at randzonerne blev ophævet i 2016 og der stadig ikke er vedtaget politik, der kan træde i stedet.

Ad 2)
Økologisk Økonomi opgør og fremlægger altid de forskellige effekter enkeltvis. Mainstream giver desuden mulighed for at værdisætte de fysiske enheder som miljøskade og værdien af et statistisk liv. Eksempelvis tilbyder Cost-Benefit analyser ét mål for, hvor højt det økonomiske afkast er af konkurrerende policy-forslag. Fra et mainstream-perspektiv kan man sagtens lade sig inspirere og på lige vis fremlægge en dekomponering med analyser af effekterne på de enkelte områder. Jeg mener endda, det er noget, vi skal gøre helt konsekvent. Det bør ikke være de tekniske modelspecifikationer og parameterestimater, der dikterer anbefalingerne, uden politikere tager stilling til, hvad der ligger bag resultatet.

Ad 3)
Forskellen er især i forhold til teknologineutralitet. Sat på spidsen, vil mainstream lade sol og vind konkurrere på lige vilkår, så vi får den billigste løsning. Økologisk Økonomi vil analysere, hvor meget der er behov for af hver og eventuelt hvor og hvornår det skal anlægges. Først derefter vil det blive konkurrenceudsat.

Ad 4)
Kritikken er konkret rettet mod Nordhaus. Det er ikke formålet generelt at underkende mainstream, der jo heldigvis er så divers, der ikke kan føres et absolut bevis imod disciplinen. Dog er Nordhaus’ tilgang et ikonisk benchmark for, hvordan mainstream-økonomer ofte tilgår (eller i hvert fald har tilgået) klimaspørgsmålet. Det afspejles også af, at det netop var Nordhaus og ikke eksempelvis Nicholas Stern eller Martin Weitzman, der blev tildelt nobelprisen for sit bidrag til at inkorporere klimaspørgsmålet i makromodeller.


Jeppe Druedahl

Jeppe Druedahl @ d. 15. march #5

Tak for grundige svar.

Ad 1) Jeg er helt åben for at Pigou-skatter, kvotemarkeder og direkte regulering alle kan være den bedste løsning i forskellige situationer. Især i praksis. Jeg kan ikke se, hvorfor at direkte regulering skulle stamme fra ”værktøjskassen i økologisk økonomi”.

Ad 2) Jeg synes også, at det lyder som en god ide at fremlægge sociale, økonomiske, miljømæssige effekter hver for sig.

Ad 3) Jeg kan sagtens se argumenter for at holde fast i flere teknologier på én gang (diversificeret investering), så vi ikke bliver så afhængige af én enkelt.

Ad 4) Jeg kan sagtens forstå, at man kritiserer Nordhaus’ policy forslag. Som jeg forstå det fik han dog nobelprisen for sine teoretiske bidrag.

Hvis jeg skal sætte det lidt på spidsen, synes jeg, at det lyder som om, at du kritiserer mainstream økonomers praksis på miljø- og klimaområdet, herunder især et markedsbias og for stor fokus på omregning til en forbrugsækvivalent. Jeg kunne selv fremføre en lignende kritik af mange mainstream økonomers policy forslag på andre områder; det synes jeg dog sagtens at jeg kan gøre fra et mainstream perspektiv. Derimod skriver du, at du mener, at du synliggøre ”grundlæggende forskelle i kernen af to forskellige teoriretninger”. Jeg forstår stadig ikke, hvori de grundlæggende forskelle består.

(Rent begrebsmæssigt vil jeg lige gøre opmærksom på, at nyklassisk og neoklassisk er vidt forskellige begreber. Selv begrebet neoklassisk synes jeg dog kan være problematisk. For nogen betyder det snævre antagelser om ubegrænset rationalitet, selvisk nyttemaksimering og fuldkommen information, for andre er det al mainstream økonomi, inkl. adfærdsøkonomi. Jeg foretrækker selv begrebet mainstream økonomi, selvom det er svært at give en hel præcis definition af.)


Thor Donsby Noe

Thor Donsby Noe @ d. 15. march #6

Også tak for dine spørgsmål, Frederik!

Økonomien som en metabolisk organisme er blot idéen om at have særligt fokus på, at økonomien er et åbent system, der er dybt afhængig af gennemstrømning af energi og materialer.

En af de ledende forskere inden for materialestrømsanalyse er Ole Gravgård Pedersen, der står i spidsen for Danmarks Statistiks projekt om et Grønt nationalregnskab. De præsenterer det netop som tre regnskaber i ét, hvoraf det første udelukkende består af fysiske strømme af materialer og energi, det andet indeholder økonomiske transaktioner relateret til miljø, og det tredje er et beholdningsregnskab for naturressourcer. Deres oversigt indeholder beskrivelser af, hvilke typer økonomiske analyser de enkelte delregnskaber kan anvendes til:

dst.dk/da/Statistik/dokumentation/groent-nationalregnskab/tre-regnskaber-i-et

Det er rigtigt, at økologiske økonomer sjældent giver generelle svar. I stedet giver de oftest meget detaljerede og nuancerede svar. De vil også sagtens kunne foreslå en afgift som et vigtigt instrument, men gør sig ikke forestillinger om, at det er muligt at fastsætte en optimal afgift. Det bunder i begrebet ”inkommensurabilitet” eller på godt dansk, at man sammenligner æbler og bananer. Derfor mener de ikke, at en eksternalitet kan værdisættes på en meningsfuld måde. Når inputs og outputs kun opgøres i fysiske størrelser, må resultatet af en konsekvensberegning derfor præsenteres i flere celler end den ene, der indeholder den økonomiske effekt i kroner og øre.


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 18. march #7

Dejligt med en konkret artikel (qua Poul Schou's indlaeg's debat).

En lille kommentar (lidt i traad med Jeppe's indlaeg):

"Dermed er påvirkning og afhængighed af naturen det centrale udgangspunkt for modellerne og de empiriske analyser – og er ikke blot en eksternalitet, der hen ad vejen er blevet tilføjet som et ekstra led til bestående modeller og metoder "

Der er skam mange modeller hvor klima/miljoe/resurser ikke er eksternaliteter men direkte i modellen. Det er nok vigtigt at holde sig for oeje...

Men ja, de metoder der bruges til at analysere modellen er (paa polit) "mainstream". Problemet med mange "alternativer" er dog at de ikke har fantastisk performance naar de skal bruges i praksis. Hvis man kunne paavise at en "ikke mainstream" model fungerer bedre end en "mainstream" saa tror jeg for at vaere helt aerlig ikke at der er mange der ville have noget imod at bruge disse metoder (i laengden, qua din pointe om hvordan for en stund behavioral economics blev modarbejdet, eller som for eksempel "deep learning" blev det i lang tid af andre machine learning folk). Men jeg kan sagtens tage fejl her.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger
Faktaboks

Debatlysten?

Under Klimastrejke på CSS fredag d. 15. marts kan du diskutere miljøøkonomi og Økologisk Økonomi med

  • Peter Birch Sørensen, kl. 9-10 i Katedralen, 16.0.50.
  • Rethinking Economics Danmark, kl. 12.15-12.45 i Cafélitten.

Se hele programmet på eventet.


Du vil måske også synes om