Zeuthen Prisen 2014

Zeuthen Prisen 2014 blev delt mellem to artikler, der ud af et utroligt stærkt felt af nominerede viste sig at være så veludførte og gennemarbejde, at bedømmelsesudvalget havde svært ved at vælge mellem dem.

Således modtog Louise Willerslev-Olsen og Kasper Dolavale Lund-Jensen, der har skrevet artiklen  ”Poor U.S. budget deficit forecasts or time invariant preferences?”, og Simon Madsen Sørensen og Frederik Dyerberg Greisen, der har skrevet artiklen ”Velfærdseffekten af at ændre dagpengesatsen”, prisen, og de fire indskriver sig hermed i en fornem klub af tidligere vindere såsom Carl-Johan Dalgaard, Jesper Rangvid, Bodil Nyboe Andersen og mange flere. Hele listen over vindere kan findes på http://www.econ.ku.dk/soes/zeuthenprisen/

Et stærkt felt af nominerede
I anledningen af Zeuthen Prisens 50 års jubilæum kunne det næsten ikke være mere sigende, at niveauet blandt de indstillede artikler var så højt og det var derfor også, sagt med Katarina Juselius’ egne ord, ”næsten ubærligt at skulle vælge én ud”. Derfor endte det også med, at der til sidst var to ud af i alt 6 artikler, der løb med prisen. De 6 artikler og forfatterne var:

  • Velfærdseffekten af at ændre dagpengesatsen af Frederik Dyerberg Greisen og Simon Madsen Sørensen
  • Short term borrowing – Adressing a puzzle af Casper Nordal Jørgensen
  • Do we see monopoly or duopoly? The influence of perception on entry deterence af Edward John Dorell Webb
  • Opsparingsadfærd og skattemæssige fradrag for pensionsopsparing af Henrik Yde Andersen
  • Poor U.S. budget deficit forecasts or time invariant preferences? Af Kasper Dolavale Lund-Jensen og Louise Willerslev-Olsen
  • Only the market can vindicate you: Speculation and inefficient market equilibria af Ole Jann

Til at bedømme de indstillede artikler til Zeuthen Prisens 50 års jubilæum var nyligt professor emeritus og verdens mest citerede kvindelige økonom Katarina Juselius og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen samt 2 repræsentanter fra Socialøkonomisk Samfund.

”Poor U.S. budget deficit forecasts or time invariant preferences?”
Louise Willerslev-Olsen og Kasper Dolavale Lund-Jensen har med deres undersøgelse af den amerikanske administrations forecasts af fremtidige budgetunderskud givet et betydningsfuldt bidrag til den allerede eksisterende litteratur. Louise og Kasper er begge Ph.D. studerende fra hhv. Københavns Universitet og Oxford University. Louise er stadig i gang med Ph.D.’en mens Kasper arbejder hos Goldman Sachs. Da jeg bedte dem om i korthed at fortælle, hvad deres opgave går ud på, forklarede de:

Vores artikel starter med at konstatere, at den amerikanske administration historisk set - siden midten af 70'erne - har været systematisk dårlige til at forecaste det fremtidige budgetunderskud, og det gælder i særdeleshed deres langsigtede forecasts. Kort fortalt har de været systematisk overoptimistiske.

Vi udvikler en økonometrisk metode til at vurdere både for de kortsigtede og langsigtede forecasts, hvorvidt det skyldes irrationalitet (dvs. at administrationen anvender deres tilgængelige information dårligt) eller om det skyldes præferencer for at forecaste således.

Man kunne sagtens finde, at administrationens forecasthistorik skyldes irrationalitet, hvis den amerikanske økonomi har været ramt af mange negative og uforudsigelige stød i perioden vi betragter. Men det interessante er, at IMF, som ikke er filtret ind i politiske incitamenter, i den samme periode har været i stand til at forecaste det amerikanske budgetunderskud uden at begå de samme systematiske forecastfejl.

Vi finder da også snarere, at administrationen har forecastet rationelt, men at de har præferencer for at forecaste overoptimistisk, specielt for de langsigtede forecasts. Det er i øvrigt konsistent med, hvad man ville forvente. Nemlig at der er incitamenter til at forskønne det fremtidige budgetunderskud, og i særlig høj grad for det langsigtede forecast, fordi man lettere kan slippe afsted med at forecaste forkert på den lange horisont og fordi der er usikkerhed om hvorvidt administrationen vil blive genvalgt.”

Og trods den fine og lettere forståelige forklaring skal det hilses og siges, at deres artikel i høj grad bar præg af stor forståelse for den tekniske analyse, der ligger bag resultaterne. For de interesserede beskæftigede Louise og Kasper sig bl.a. med at minimere følgende tabsfunktion: 

Der efterfølgende brugtes til at evaluere rationalitet ved et overidentificeret J-test.

”Velfærdseffekten af at ændre på dagpengesatsen”

Simon Sørensen og Frederik Dyerberg Greisen har i deres artikel undersøgt effekterne af at ændre dagpengesatsen. Begge var motiverede af den samfundsøkonomiske debat omkring dagpengesystemet og havde et klart ønske om at bidrage til denne ved at undersøge et politisk aktuelt spørgsmål. Spørgsmålet er netop politisk aktuelt grundet Dagpengekommissionen, som næste år kommer med deres anbefalinger til forbedringer af dagpengesystemet. De to mødte hinanden, da de som en del af deres kandidatuddannelse læste et år på Cornell University, som blev muliggjort af Heilmannlegatet for økonomistuderende.

Specialet og modtagelsen af Zeuthen Prisen markerede også afslutningen for deres studietid, da Simon i dag arbejder i Finansministeriet, mens Frederik arbejder hos Boston Consulting Group. Jeg bad dem kort beskrive deres speciale:

”Specialet udsprang af, at vi ønskede at undersøge dagpengesatsens betydning for varigheden af dagpengeforløb. Politiske reformer og den danske økonomiske litteratur har gennem de seneste to årtier fokuseret på ændringer i den maksimale periode en ledig kan modtage dagpenge. Dagpengesatsen er et andet potentielt instrument til at øge beskæftigelsen, som i nyere tid ikke er benyttet.

Manglen på ændringer i dagpengesatsen udgør udfordringen ved at estimere effekten af dagpengesatsen, da der ikke eksisterer eksogen variation. Problemet er, at en højere indkomst implicerer en højere dagpengesats, og dermed kan effekten af dagpengesatsen på ledigheden ikke isoleres. En ny økonometrisk metode – regression kink design (RKD) – giver mulighed for at identificere effekten af dagpengesatsen ved at udnytte et knæk i tildelingsreglen for dagpengesatsen (dagpengesatsen udgør 90 pct. af den tidligere indkomst op til et loft). Overgangen fra den proportionale tildeling til loftet giver eksogen variation i dagpengesatsen, hvis det antages, at individer tæt omkring knækket i gennemsnit er identiske. Dette knæk giver dermed mulighed for at identificere effekten af dagpengesatsen og dermed undersøge velfærdseffekten af at ændre denne.

Vores artikel viser, at dagpengesatsen har en stor effekt på varigheden af dagpengeforløb, og udgør dermed et alternativt instrument i den passive arbejdsmarkedspolitik. Dagpengesatsen er et kraftigt instrument, da den påvirker den samlede base af ledige, mens ændringer af den maksimale varighed primært påvirker langtidsledige. Dette har ligeledes fordelingspolitiske implikationer, da den sociale omkostning ved at forringe dagpengevilkårene fordeles på en større base af ledige, når dagpengesatsen sænkes sammenlignet med en sænkning af den maksimale dagpengeperiode.

Ved at benytte vores estimerede elasticitet og parameterestimater for litteraturen i øvrigt finder vi indikationer af en positiv velfærdseffekt ved at sænke dagpengesatsen. Dette resultat skal fortolkes således, at den velfærdsforværrende effekt i form af, at en højere dagpengesats forværrer incitamentet til at søge arbejde, overstiger den velfærdsforbedrende effekt i form af, at en højere dagpengesats giver bedre mulighed for forbrugsudglatning. Da vores elasticitet er estimeret på reduceret form, er det ikke muligt at sige noget om det optimale niveau for dagpengesatsen, men blot at velfærdseffekten ved at sænke dagpengesatsen fra det nuværende niveau på 90 pct., ifølge den anvendte model, har en positiv velfærdseffekt.

De gyldne indsigter
Til de af jer, der sidder og gør jer håbefulde om en dag, at kunne blive en del af den prestigiøse klub, som de fire i år er kommet i, eller til de af jer, der blot kunne tænke sig at vide hvad, der har gjort disses artikler til det, de er blevet til, bad jeg dem om at komme med et godt råd:

Man skal ikke være bange for stille et spørgsmål, som man gerne vil have svar på
. Det syntes at være det helt gennemgående tema for alle forfatterne, at det har været en god oplevelse for dem at finde svaret på det, som de ønskede at finde ud af.

Den opmærksomme læser har måske også lagt mærke til, at vinderne begge har været en gruppe bestående af to personer, og det er derfor en hver polit-studerende nærtliggende at tænke på, om der skulle være stigende skalaafkast ved at arbejde sammen to og to. Sagt på en anden måde så stemte både Simon og Frederik i ”Der er klart positive eksternaliteter forbundet med at arbejde sammen. Det driver processen frem. De spørgsmål, man kan stille hinanden løbende og de frustrationer, man kan dele og få afklaret, er super vigtigt”. Og den samme overbevisning gør sig også gældende hos Louise og Kasper ”Man får et utrolig stort fagligt udbytte ud af at arbejde sammen og det er samtidig vigtigt at have nogen at dele glæden med”. Flere gange fik Louise også sagt ”jeg mindes tilbage på tiden som den hyggeligste periode”.

Stort tillykke
Socialøkonomisk Samfund og Zeuthen Fonden ønsker endnu en gang de fire vindere stort tillykke med Zeuthen Prisen 2014 og vi håber, at alle de nominerede føler sig stolte og beærede over at være blandt de dygtigste specialeforfattere i år. Vi opfordrer alle de nominerede til at forsøge at få deres artikler udgivet og vi håber på, at niveauet kan blive vedholdt de næste mange år.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk