Afvejninger

En af de helt store fordele ved den økonomiske videnskab er at den kan bringe klarhed over hvilke vigtige afvejninger det er vi står over for i alle mulige valgsituationer. Det gælder både i privatøkonomien og i den økonomiske politik. I den offentlige debat om skattereformer og alle mulige andre tiltag flyver det rundt med alle former for udsagn og påstande, der hurtigt kan gøre problemstillingerne ret uoverskuelige for den almindelige borger der prøver at følge med. Her giver økonomisk teori en afgørende hjælp til at stille problemstillingerne analytisk skarpt op og gøre det klart hvilke reelle økonomiske dilemmaer den økonomiske politik skal tage stilling til. Hvilken karakter har omkostningerne og gevinsterne ved at foretage en given ændring? Og i en række tilfælde har man også empiriske resultater der virker tilstrækkelig klare til at man kan give et rimeligt bud på størrelsesordener af effekterne. Sådan en indsigt kan kvalificere beslutningsgrundlaget voldsomt. Dermed kan økonomerne bidrage væsentligt til en afklaring i offentligheden af hvad det egentlig er for nogle grundlæggende valg der skal tages stilling til, eksempelvis i forbindelse med skattereformer, ændring af overførselsindkomsterne osv. Men er det altid det der faktisk sker når fagøkonomerne udtaler sig? Det bliver desværre ikke altid resultatet.

Figuren illustrerer en ofte anvendt måde at fremstille den grundlæggende afvejning der er central i forbindelse med indretningen af skatte- og overførselssystemerne og mange andre offentlige beslutninger, nemlig forholdet mellem samfundsøkonomisk effektivitet og fordelingshensyn. Empirisk ønsker de fleste en mere ligelig fordeling af forbrugsmulighederne end den som en helt ureguleret markedsøkonomi vil medføre. Derfor sørger regeringerne i alle vestlige lande for i et vist omfang at udjævne forbrugsmulighederne ved en omfordeling fra høj- til lavindkomstgrupper. Ud over et vist niveau (i figuren repræsenteret ved punkt C) vil en sådan omfordeling typisk skulle ske i form af forvridende indgreb som samtidig medfører at samfundsøkonomien bliver mindre efficient. Kurven i figuren repræsenterer de punkter som et samfund der både vægter lighed og effektivitet, bør forsøge at nå. Hvor på kurven man ønsker at befinde sig, afhænger af befolkningens præferencer og er dermed i sidste ende et politisk spørgsmål. Økonomer kan således ikke udtale sig autoritativt om hvorvidt f.eks. punkt C eller D er at foretrække. Derimod virker det oplagt at punkt E ikke er anbefalelsesværdigt, for det er med de givne forudsætninger Paretodomineret af en række nordøstlige punkter hvor befolkningen vil være bedre stillet. (Figuren er i øvrigt taget fra vismandsrapporten fra november 2011, hvor hele problemstillingen diskuteres mere grundigt.)

Fagøkonomernes rolle som rådgivere i de økonomisk-politiske beslutninger kan ofte sammenfattes med henvisning til denne enkle figur. Mange økonomiske analyser går ud på at forsøge at fastlægge hvor mulighedsområdet og transformationskurven befinder sig. Beregninger af dødvægtstab prøver at kvantificere effektivitetsvirkningerne ved bestemte tiltag, og diverse fordelingsberegninger som Gini-koefficient, generationsregnskaber osv. kan vise formodede fordelingsmæssige konsekvenser af samme tiltag. (Her er en stærktkomplicerende faktor i øvrigt er at fordelingshensyn ikke er en endimensionel problemstilling, så det todimensionelle diagram er en forsimplet fremstilling af problemet.) Bevæbnet med et bud på hvordan transformationskurven ser ud, kan økonomer så forklare hvorfor punkter som E næppe er attråværdige, at punkter oven over og til højre for transformationskurven næppe er opnåelige, og hvilken afvejning der reelt er gemt i valget mellem punkter på kurven som f.eks. C og D, altså hvor meget man vil miste langs den ene akse for at få en given gevinst langs den anden – men derimod ikke hvorvidt C eller D eller ettredje punkt på kurven er at foretrække.

Det er imidlertid et problem at økonomiske forskere i pressen ofte fremstilles som om det netop er det sidstnævnte de gør. Journalister vil rigtig gerne have fagøkonomer til at optræde som dommere over de politiske udspil, og for de eksperter der tit optræder i pressen, er det et permanent problem at undgå at komme til at overskride grænsen for hvad der er objektive ræsonnementer, og hvad der er politiske vurderinger af hvad det marginale afvejningsforhold mellem de forskellige hensyn bør være. Og selvom man holder sig til rent deskriptive udsagn, kan man opleve at overskrifter og kontekst i artiklerne alligevel drejer meningen.

Man kunne ønske sig at journalister i højere grad ville gå efter at prøve at få de egentlig interessante afvejninger frem i f.eks. de store reformspørgsmål. Når der laves en ny skattereform, hvad er så den relative pris på fordelings- og effektivitetshensyn - og hvad er det marginale substitutionsforhold set fra gennemsnitsdanskerens synspunkt? Det er vel egentlig de mest interessante spørgsmål når man skal bedømme om en given reform er hensigtsmæssig eller ikke.