Poul Schou

Farvel til Mankiw

Da jeg allerførste gang underviste i makroøkonomi på 1. årsprøve tilbage i midten af 1990’erne, var den lærebog jeg underviste i, Gregory Mankiws ”Macroeconomics” (dengang i sin 2. udgave – ifølge dette essay udsendte Mankiw sin første version af bogen i 1991). Den er velkendt for rigtig mange politter, for den har vist været i brug uafbrudt siden. Den findes nu i sin 10. udgave, men man kan ikke just sige at forandringerne i teksten har været gennemgribende siden den version jeg lærte at kende i 1990'erne - de to udgaver er forbløffende ens med hensyn til hvordan de makroøkonomiske temaer fremstilles.

Også på statskundskabs-studiet, hvor jeg har undervist den seneste årrække, har Mankiws bog i mange år været grundlag for den indsigt i makroøkonomien som de studerende har skullet tilegne sig. I år har vi imidlertid erstattet den i undervisningen med Olivier Blanchards lærebog med samme titel, samme overordnede sværhedsgrad (det såkaldte intermediate-niveau) og samme overordnede temaer som indhold, men temmelig mange forskelle i detaljerne. Det har været en klar forbedring i retning af at give et mere tidssvarende billede af de fremherskende makroøkonomiske diskussioner og dilemmaer.  

Når man er vant til at undervise i Mankiw, er en af de mest iøjnefaldende forskelle i Blanchards bog forklaringen af pengepolitikkens rolle. Jeg har altid syntes at Mankiws fremstilling af pengemængden som det centrale styringsinstrument for pengepolitikken var meget upædagogisk og gammeldags når de fleste centralbanker nu i flere årtier har anvendt renten som hovedinstrument og enten et direkte inflationsmål eller i hvert fald en kraftig hensyntagen til inflationen som deres pengepolitiske hovedmålsætning. Denne kritik er ikke ny, men Mankiw er på dette punkt en inkarneret traditionalist. Her er forklaringen i Blanchard langt mere tidssvarende og i tråd med det man som studerende kan høre i medierne om den pengepolitik der faktisk føres i de fleste lande omkring os: Efter en kort redegørelse for den tekniske sammenhæng mellem ændringer i pengemængde og renter tager man i resten af bogen udgangspunkt i at den pengepolitiske rente ganske enkelt bestemmes af centralbanken. Det resulterer i en IS-LM-model med en vandret LM-kurve og en langt lettere og fremfor alt mere realistisk fremstilling af de centrale kortsigts-sammenhænge, som Blanchard selv udlægger det her i sin forklaring af de væsentligste tanker bag det nuværende indhold. Samtidig kan man integrere den finansielle sektors makroøkonomiske betydning mere direkte i konjunkturmodellen, bl.a. ved direkte i modellen at operere med en skelnen mellem den pengepolitiske rente og den lånerente virksomhederne står overfor når de skal finansiere deres investeringer.

Man kan diskutere om det overhovedet er rimeligt at kalde Blanchards centrale grafiske kort-sigts-model for en IS-LM-model, som han selv troligt gør. Jeg tænker at det først og fremmest er af hensyn til at skabe kontinuitet i forhold til de generationer der er vokset op med den traditionelle IS-LM-model og har svært ved at forlige sig med dens forsvinding; men i hvert fald virker den resulterende kortsigtsmodel, hvad man end kalder den, som en forbedring. Tilsvarende anvender Blanchard også fortsat betegnelsen Mundell-Fleming-model når den åbne økonomi gennemgås, men ved at inddrage en renteparitetsbetingelse fås noget andre egenskaber end i Mankiws udgave. Blandt andet kan man modsat Mankiw vise hvordan finanspolitik fortsat kan have konsekvenser for efterspørgslen i lande der ikke fører fastkurspolitik.

Også det mellemlange sigt forklares mere ligetil. Ligesom Mankiw opererer Blanchard med en opdeling i tre tidshorisonter: det umiddelbare konjunkturperspektiv, tilpasningen henimod det konjunkturneutrale (strukturelle) niveau, og problemstillinger forbundet med økonomisk vækst; hvor Mankiw taler om kort, lang og ”meget lang” sigt, kaldes de hos Blanchard for kort, mellemlang og lang sigt – hvad der giver god mening for studenterne, men kræver en vis mental omstillingsparathed hos de undervisere der skal skifte fra den ene til den anden terminologi. Tilpasningen til det mellemlange sigt forklares ret direkte ved at tilføje en Phillipskurve til IS-LM-modellen. Som det også fremgår af Blanchards forklaring ovenfor, optræder den traditionelle AD-AS-model med et prisniveau som sin ene grundsten således slet ikke, hvilket også virker som en klar pædagogisk gevinst i forhold til Mankiw, hvis introduktion og forklaring af AD-AS-modellen på mindst tre forskellige måder i løbet af bogen efter min vurdering aldrig har fungeret særlig godt.

De nævnte forenklinger giver plads til i tilgift at forklare en række andre forhold mere tidssvarende. Mens Mankiws univers i høj grad er en simpel fuldkommen konkurrence-verden, spiller bl.a. virksomhedernes markedsmagt og dermed mark-up-prissætning hos Blanchard en direkte rolle i pris- og lønudviklingen på mellemlang sigt og dermed økonomiens strukturelle niveauer. Tilsvarende får afsnittene om vækstteorien også plads til mere nuanceret at forklare dilemmaerne forbundet med den måde hvorpå teknologiske fremskridt og den medfølgende disruption kan påvirke samfundsøkonomien og de forskellige befolkningsgrupper på forskellig vis på kort, mellemlang og lang sigt. Og den afsluttende diskussion af synet i dag på finans- og pengepolitikkens perspektiver virker meget up-to-date i forhold til de diskussioner der faktisk føres i øjeblikket, ikke mindst i Europa, også ned i detaljerne som eksempelvis spørgsmålet om det er bedst at have finanspolitiske begrænsninger i form af saldoregler eller i form af udgiftsmål. Den største ulempe ved bogen jeg har oplevet, er at korrekturlæsningen - i hvert fald i den europæiske version som vi bruger - ikke har været tilstrækkelig grundig. Specielt er det irriterende at flere grafer der skal forklare brugen af modellerne, ganske enkelt er forkerte.

Blandt andet som følge af finanskrisen har der været en del udvikling i de makroøkonomiske diskussioner om både forskning og fremstilling i de senere år, og de diskussioner afspejler sig også i de ændringer i eksisterende lærebøger og helt nye lærebogsalternativer der er vokset frem for de forskellige læringsniveauer. Blanchards bog virker som et af de gode eksempler på hvordan også undervisningen kan tilpasses så den holder trit med den udvikling i den makroøkonomiske tankegang der løbende finder sted; så selvom jeg ville kunne have fejret sølvbryllup med Mankiws bog om et års tid, føles det meget passende, omend trods alt lidt vemodigt, at sige farvel til en gammel ungdomsbekendt nu.

7 kommentarer


Jeppe Druedahl

Jeppe Druedahl @ d. 12. may #1

Spændende at høre dine erfaringer med Blanchard's bog. Jeg har kun selv bladret i den, men jeg synes også, at hans afsluttende kapitel om teorihistorie er værdifuldt.


Kritiske Politter

Kritiske Politter @ d. 12. may #2

Spændende at læse dine overvejelser. Mine erfaringer med Blanchard's bog er tilsvarende, at den har noget (mere) at byde på. Omend det er svært at måle sig med Mankiws prosaiske evner. Blot for at afklare - er det kun på statskundskab, der bliver skiftet pensum?


Martin Nørgaard Petersen

Martin Nørgaard Petersen @ d. 12. may #3

Jeg var logget på forkert bruger - det er mine overvejelser, ikke KPs.


Poul Schou

Poul Schou @ d. 13. may #4

Tak for kommmentarer. Jeg kan også godt lide den teorihistoriske oversigt, bl.a. fordi den igen går længere frem i tiden end de fleste andre oversigter af slagsen jeg kender til. @Martin: Ja, Mankiw skriver rigtig godt - det er formodentlig en afgørende faktor i at hans lærebøger har haft så stor udbredelse i de sidste tre årtier. Det pensumskifte jeg taler om, er en helt selvstændig beslutning på statskundskabsstudiet.


Per Svejstrup

Per Svejstrup @ d. 13. may #5

På en anden økonomiuddannelse på KU, nemlig Jordbrugsøkonomi, gik vi væk fra Mankiw i 2011. Indtil i år har vi brugt Blanchard, der er en fremragende bog og på sin vis langt mere moderne i sin tilgang end Mankiw. Især i beskrivelsen af penge- og kreditvæsenet. I år er jeg skiftet til Burda og Wyplosz, fordi den konsekvent kun ser på åbne økonomier, hvilket jo passer som fod i hose til den danske case og til en lang række andre lande. Desuden så har Burda og Wyplosz eksplicit en pengepolitisk regel (Taylor-regel) indbygget. Det letter overgangen til pensum på efterfølgende makrokurser. Hvad skrivestil angår, så er Blanchard nu heller ikke dum. Uanset hvad, så burde Mankiws tid snart være omme, hvis ikke bogen opdateres markant.


Jeppe Druedahl

Jeppe Druedahl @ d. 13. may #6

Jeg er helt enig i, at det spændende er hans fokus på teorihistorien efter 2. verdenskrig.

Beatrice Cherrier har lavet et helt fag om netop det, hendes læseliste mv. er tilgængelig her:

https://beatricecherrier.wordpress.com/2019/04/22/understanding-the-development-of-modern-economics-through-major-controversies-syllabus-lecture-summaries-and-reflections/

Jeg har også selv holdt en enkelt forelæsning med et par referencer:

http://web.econ.ku.dk/druedahl/miscfiles/Teorihistorie.pdf


Christian Stassen

Christian Stassen @ d. 20. may #7

Jeg underviste som TA paa et "makro1" fag paa CBS da jeg gik paa 3. aarsproeve, dvs 1.5 aar efter jeg selv havde haft makro1 paa polit. CBS brugte Blanchard mens polit selvf brugte Mankiw. Jeg er enig i dine betragtninger, og ydermere fandt jeg isaer Blanchard god til at give et godt link mellem de tre tidshorisonter. Det var noget der var ret manglende i Mankiw hvori de tre (isaer long term) foeltes meget separate.

Polit burde ogsaa skifte, men der er dog andre ting der i hoejere grad traenger til en opdatering...


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.