Giver en selvstændig dansk klimapolitik mening?

Drivhusproblemet er efter de flestes opfattelse verdens største miljøproblem. Samtidig er det et klart eksempel på en global eksternalitet. Udledningerne fra ethvert sted på kloden forværrer problemet, og et enkelt eller et mindre antal landes ensidige skridt kan ikke alene løse problemet for de pågældende lande. Der er behov for en effektiv globalt omfattende aftale om reduktioner.

Sådan en har vi imidlertid ikke endnu, og udsigterne til at vi får den i nær fremtid, er måske ikke de bedste. En række lande fører imidlertid på egen hånd en aktiv klimapolitik, hvor man pålægger sig selv ensidige reduktioner. Det gælder også Danmark, hvis reduktionsmål mht. drivhusgasser går langt ud over hvad vi har forpligtet os til i EU-regi.

Hvad er rationalet for denne politik, når nu Danmarks udledninger ikke kan påvirke klimasituationen mærkbart hverken for os selv eller andre? Giver det nogen som helst mening for et lille land at føre sin egen selvstændige klimapolitik?

Det har den anerkendte miljøøkonom Michael Hoel, professor ved universitetet i Oslo, skrevet en udmærket redegørelse om, som er blevet udgivet af en ekspertgruppe under den svenske regering for at kunne tilføre klimadebatten lidt vitaminer. Redegørelsen fortjener også at blive kendt i Danmark. Den giver en udmærket oversigt over de forskellige mulige virkninger man kan forestille sig af et lille lands ageren.

Eftersom Danmarks udledninger udgør ca. 0,15 pct. af de samlede globale drivhusgasser, er de direkte effekter som nævnt forsvindende små. Hvis man mener at Danmarks beslutninger på området alligevel kan gøre en forskel, må rationalet være at der i tilgift kan være nogle indirekte effekter på andre landes udledning. Hoel gennemgår systematisk de forskellige muligheder. Han skelner mellem fire typer indirekte effekter:

1) Mulige effekter på forhandlingerne om en international klimaaftale

2) Betydningen af at være et forbillede for andre

3) Mulige effekter på udviklingen af ny klimateknologi

4) Lækage

De to første handler begge om mulige politiske virkninger på beslutningsprocessen i andre lande af at Danmark (eller f.eks. EU) tager ensidige skridt. Her er vores viden desværre meget sparsom. Hoel nævner nogle resultater fra spilteori og fra adfærdsøkonomiske eksperimenter, men anfører at det jo er ret tvivlsomt om man kan overføre erfaringer om afsmittende effekter fra enkeltpersoner til suveræne stater. Lidt mere positiv er han mht. punkt 3: Et lille lands selvstændige klimapolitik kan medføre at der i landet bliver anvendt flere resurser på at udvikle klimavenlig teknologi, og på grund af internationale spillover-effekter kan det igen påvirke udviklingen af klimateknologi i andre lande positivt. Sandsynligheden for at noget sådant vil få en mærkbar global effekt kan dog være ret lille, selvom den er positiv.

Mest veldokumenteret er den fjerde effekt, men den går i negativ retning. Der er flere forskellige grunde til at besparelser på drivhusgasserne i et land i sig selv vil give tendens til at udledningerne til gengæld stiger i andre lande. Man kan tænke sig at nogle stærkt udledende virksomheder vil flytte produktionen udenlands hvis udledningerne bliver afgiftsbelagt, eller at de vil blive udkonkurreret af import fra udenlandske virksomheder. I EU’s kvotesystem er der også den særlige institutionelle mekanisme at fald i udledningerne i den danske kvotebelagte sektor automatisk vil frigive flere kvoter som vil blive købt af virksomheder i andre lande med tilsvarende stigninger der. Inden for dette system må lækagen altså forventes at være på 100 pct.

Sammenfattende virker de forventede effekter små, og man kan ikke være sikker på fortegnet mht. nettovirkningen på udledningerne i resten af verden. Men samtidig er der meget lidt reel viden om de formodede konsekvenser. I betragtning af hvor stor en rolle tanken om Danmark som foregangsland og inspirator for andre lande i klimaspørgsmålet spiller i klimadebatten herhjemme, er det tankevækkende at vi ved så lidt om hvordan sådanne afsmitnings-mekanismer rent faktisk kan forventes at virke. Her kunne man godt bruge lidt mere forskning fra politologer eller andre der beskæftiger sig med internationale politiske beslutningsprocesser.

Hoel nævner i øvrigt som en mulig alternativ forklaring på hvorfor man ser en række lande føre en mere aktiv miljøpolitik end umiddelbart virker berettiget ud fra de sandsynlige perspektiver, at rent etiske spørgsmål kan spille en vigtig rolle. Man kan have den holdning at rige europæiske lande har en moralsk pligt til at gøre noget særligt for at reducere udledningerne, helt uanset hvad konsekvenserne af sådanne ensidige tiltag i praksis vil være for den globale klimaudvikling.

For diskussionen herhjemme om hvor mange resurser Danmark bør bruge på at føre en selvstændig klimapolitik, er det vigtigt at være klar over hvilke realistiske konsekvenser man kan forestille sig en sådan politik vil medføre. Her er Hoels indlæg et godt grundlag til at få et større overblik over hvor meget (eller hvor lidt) reel viden der egentlig er om emnet.