Myten om de stakkels nyfødte

Jeg har i et tidligere blog-indlæg beskæftiget mig med det regnestykke man ofte hører, der siger at hver nyfødt dansker er en underskudsforretning for det offentlige i den forstand at det modtager mere fra staten end det vil komme til at betale over livet. Og det gælder ikke bare for de nyfødte lige nu, men for alle kommende generationer af nyfødte i al fremtid under de forudsætninger om uændret finanspolitik fremover som man normalt lægger ind i sådanne fremskrivninger. Regnestykket er helt rigtigt, men fortolkningen af det i offentligheden er lige så åbenlyst forkert: De fleste tror at dette regnestykke i sig selv er et klart bevis på at vores velfærdsstat ikke hænger sammen økonomisk, og at vi på en eller anden måde skubber en byrde over på de stakkels nyfødte fordi der ligger en ubetalt regning et sted – og det er en klar misforståelse. Finanspolitikken kan nemlig sagtens være holdbar og endda også fornuftig, selvom alle nyfødte i al fremtid kommer til at ”skylde” penge.

Her tre eksempler fra dagspressen på hvordan tallet igen og igen bruges i en forkert sammenhæng. Berlingske-bloggeren Stine Mølbak skriver at ”Beregninger fra DREAM viser, at en nyfødt er en underskudsforretning på ca. 850.000 kr. gennem et livsforløb. Det må være klart for alle, at denne udvikling ikke kan fortsætte.” 

Ugebrevet Mandag Morgen havde et større fremstød om velfærdsstatens manglende sammenhængskraft, blandt andet beskrevet af chefredaktøren Bjarke Møller i en analyse i Politiken på denne måde: ”Uden mere innovation og modernisering i den offentlige sektor er velfærdsmodellen ikke bæredygtig. Velfærdsstaten er i sin nuværende form en underskudsforretning. Hver ny dansker giver – i løbet af et helt liv – samfundet et underskud på 850.000 kroner med de nuværende velfærdsydelser.”

Og Jyllandsposten kørte tilsvarende for godt et års tid siden en hel kampagne under den malende overskrift ”Underskudsforretningen” ledsaget af en dramatisk rød zigzagpil på vej mod minus uendelig, hvor man bl.a. kunne læse historien om nyfødte Klara som man ifølge avisen endelig må undgå bliver en underskudsforretning, for det skulle angiveligt være et stort problem for Klara.   

At forfatterne til alle disse tre eksempler har misforstået den grundlæggende pointe i regnestykket, er der egentlig ikke noget at sige til, for det ER ret svært at forstå den rigtige udlægning intuitivt: Hvorfor kan de offentlige finanser sagtens hænge sammen i det lange løb, selvom alle børn der i al evighed fremover bliver født, er en underskudsforretning for det offentlige? Og hvem er det der betaler for underskuddene. Kommentarerne til mit oprindelige blog-indlæg tydede også på at det ikke var særlig nemt at forstå, heller ikke for politstuderende.  

I den nyligt udkomne vismandsrapport gør vismændene en del ud af denne pointe, og forsøger også at forklare intuitionen bag. Især kan en illustration taget derfra måske gøre problemstillingen mere begribelig.

Diagrammet viser et enkelt eksempel på en økonomi hvor den offentlige sektor kun har udgifter til en eneste aktivitet, nemlig folkeskoler. Der er to generationer i økonomien: Unge der går i folkeskole, og ældre der via skattesystemet finansierer udgifterne til folkeskolen. Vi ser bort fra inflation og realvækst i økonomien, så udgifterne til folkeskolen er konstante over tid. Den generation der som den første har betalt til deres børns skolegang via skatterne, opnår aldrig selv at få nogle ydelser og er derfor klart nettoydere i forhold til staten. Deres børn og alle senere generationer vil først modtage nogle uddannelsesydelser fra staten og siden betale netop det samme beløb tilbage i skat til at finansiere deres egne børns uddannelse.

 

I figuren angiver de blå kasser skatteindtægterne, og de røde kasser udgifterne til undervisning. Man kan aflæse den offentlige saldo i hver periode ved at summere vandret. Det ses at der i alle perioder er et balanceret budget: Udgifter og indtægter er lige store i hvert år. Regnskabet for hver enkelt generation fås ved at tilbagediskontere beløbene vandret til fødselstidspunktet. Her ses det klart at med en positiv rente vil alle generationer i al fremtid, bortset fra den første, være nettomodtagere af offentlige midler. Det skyldes ganske enkelt timingen af betalingsstrømmene: Den undervisningsydelse de modtager, falder tidligere i livet end den skat de betaler som voksne.

Der er altså to centrale betingelser der tilsammen muliggør at alle kommende generationer kan være nettomodtagere af offentlige ydelser, regnet fra deres fødselstidspunkt: Den ene er at man opererer med en positiv diskonteringsrate, den anden er at der på et tidspunkt skal have været en enkelt generation der har sat det hele i gang ved at finansiere en ydelse til deres børn uden at få noget tilsvarende tilbage.

Men hov, kan man næsten høre en vaks stud. polit. sige, det kan da ikke være hele sandheden om generationsomfordelingen i den danske velfærdsstat. Hvad med den historie om pay-as-you-go-folkepensioner som man lærer i løbet af studiet – den giver da den helt modsatte konklusion? Det er helt rigtigt, og man kunne tegne et helt tilsvarende diagram hvor udgiften ikke var folkeskoler, men folkepensioner. Her ville den første generation som fik en folkepension finansieret af deres børn, utvetydigt være nettomodtagere, mens alle andre senere generationer i al evighed ville blive nettoydere. Igen på grund af diskonteringen, fordi betalingen i dette tilfælde ville falde tidligere i livet end den modtagne ydelse.

I den eksisterende danske velfærdsstat eksisterer begge typer omfordeling side om side. De midaldrende skatteydere betaler både for offentlige ydelser der kommer yngre generationer til gode (primært undervisning) og for ydelser der kommer ældre generationer til gode (primært offentlige pensioner, sygehuse og ældrepleje). Den første type er bare kvantitativt vigtigere end den anden type. I vismandsrapporten fremgår det at med beregningsantagelserne i DREAMs generationsregnskab modtager hver nyfødt i 2012 knap 500.000 kr. mere over livet end vedkommende betaler til det offentlige. Nogenlunde det samme gælder for alle fremtidens nyfødte, og det vel at mærke i vismændenes nyeste langsigtede fremskrivning hvor finanspolitikken vurderes at være holdbar. De 500.000 kr. er altså simpelthen udtryk for at omfordelingen i velfærdsstaten primært går fra ældre til yngre generationer – unægtelig en anden historie end den der blev fortalt om nyfødte Klara i avisartiklen ovenfor: Når hun er en underskudsforretning i dag, og det ikke i sig selv er noget problem, skyldes det ikke at man har udskudt nogle betalinger til fremtidens generationer, men det stik modsatte: At der er nogle af Klaras forfædre der har betalt for deres børn uden at få noget igen. 

Så kan man i øvrigt filosofere over hvor meget de måske lidt tilfældige eksempler vi lærer som økonomistuderende i undervisningen, betyder for vores mentale verdensbillede senere. Det er mit indtryk at mange økonomer, færdiguddannede som studerende, har et generelt indtryk af at det danske velfærdssystem mest er til gunst for de ældre. Man kan forestille sig at det i høj grad simpelthen hænger sammen med folkepensionseksemplet som har en fremtrædende plads når der undervises i overlappende generationsmodeller. Brugte man i stedet folkeskolen og tilsvarende ydelser til unge  - som altså er kvantitativt vigtigere i et land som Danmark - som eksempel i undervisningen, ville vi måske rende rundt med en helt anden intuition om de faktiske forhold mht. omfordelingen mellem generationer i den offentlige sektor?

 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk