National klimapolitik overfor en global problemstilling - i anledning af Nobelprisen

Den velfortjente tildeling af årets Nobelpris i økonomi til klimaøkonom-veteranen William Nordhaus (sammen med Paul Romer, en af grundlæggerne af den endogene vækst-litteratur) har været med til at sætte spotlight på den økonomiske forskning i klimaspørgsmål. Klimaproblemet bliver ofte udnævnt til verdens største markedsfejl, og problemstillingen har da også en pæn plads på den offentlige dagsorden herhjemme. Debatten kunne imidlertid med fordel blive mere inspireret af den miljøøkonomiske forsknings tilgang til problemet.

Klimadebatten herhjemme har et meget nationalt fokus – den er i meget høj grad koncentreret om hvordan vi kan nedbringe de hjemlige, danske udledninger af drivhusgasser – ofte også udover det niveau vi er forpligtet til af EU. Det er af mange grunde naturligt nok, men det er ikke nødvendigvis den mest intelligente tilgang til spørgsmålet om hvad Danmark bedst kan gøre for at være med til at afhjælpe klimaproblemerne. Klimaproblemet er i sagens natur en global markedsfejl. Det er de globale udledninger af drivhusgasser som skal reduceres mærkbart hvis mål som i Paris-aftalen skal opnås, og de danske udledninger udgør blot en forsvindende lille andel heraf.

Hvis det globale problem er stort nok, kan det alligevel være rationelt for et lille land at overveje at gøre en selvstændig indsats selvom man er bevidst om at den forventede virkning på problemet vil være temmelig beskeden – men man bør stadig i dette tilfælde starte med nøgternt at stille spørgsmålet om hvordan man kan maksimere den forskel man trods alt kan forvente at gøre i det samlede billede. Og det er langtfra sikkert at Danmarks bedste bud på at gøre en positiv forskel i verden er at være ekstra ambitiøs med hensyn til at reducere de indenlandske drivhusgas-udledninger. Der er omkostninger forbundet med at reducere udledninger, og hvis de samme omkostninger kan anvendes på andre måder der i sidste ende vil give et større bidrag til at de samlede globale udledninger mindskes, bør det være at foretrække fremfor fokus på snævert nationale reduktionsmålsætninger.

Som tidligere beskrevet her på Altandetlige har ikke mindst den tænksomme norske miljøøkonom Michael Hoel beskæftiget sig med de forskellige mulige kanaler hvorved et lille land gennem egne handlinger kan påvirke andre landes udledninger både positivt og negativt.

I hvert fald tiltag på to andre områder kan nævnes som er værd at overveje hvis spørgsmålet er hvordan man får mest valuta for pengene forstået som den mest effektive klimaindsats for en givet omkostning:

For det første kan man vælge at satse mere massivt på økonomisk støtte til forskning og udvikling indenfor klimarelaterede områder. Der er bred enighed om at der er behov for at udvikle ny og bedre teknologi på mange planer for at hjælpe omstillingen til en mere klimavenlig økonomi på vej; og produktionen af ny viden kan som bekendt have store, også internationale eksternaliteter. Storstilet støtte til forskning i udvikling af renere teknologi, mere effektive muligheder for at fjerne drivhusgasser fra atmosfæren og bedre og mere sikker viden om mekanismerne i den globale opvarmning i det hele taget er alle vigtige elementer, og her kan indsatsen fra selv et lille land potentielt også spille en rolle. Skal indsatsen være mest mulig effektiv, bør denne forskningsstøtte dog som udgangspunkt ikke gives nationalt – midlerne bør gives til de internationale forskningsmiljøer der er mest effektive, og de ligger jo ikke nødvendigvis i Danmark eller blot i EU.

For det andet kan det være værd at sætte betydeligt flere resurser ind på forskning og udvikling af de politiske institutioner der kan understøtte en mere effektiv global klimaregulering. Når problemet er så svært at løse, hænger det jo i høj grad sammen med at eksternaliteten er global, og der findes ikke i dag en effektiv global overstatslig myndighed der er i stand til at internalisere den ved at gennemtrumfe det tilstrækkelige reguleringsniveau. Der findes blot en langt mere skrøbelig international beslutningsarkitektur bestående af nogle mellemstatslige forhandlinger ved FN’s klimakonferencer (UNFCCC) samt de forhandlinger og beslutninger på området der tages i en række andre internationale fora som f.eks. EU. Der er altså tale om en institutionel skrøbelighed der er langt større end ved en mere lokal (f.eks. landsdækkende) eksternalitet. Samtidig er det sådan at hvis man accepterer præmissen at der er tale om en meget inefficient situation i dag, er konsekvensen at man kan opnå en meget betydelig potentiel Paretoforbedring ved at ændre den. Og så skulle man jo tro at det ved en passende fordeling af gevinsten også vil være muligt at skabe en reel Paretoforbedring eller i hvert fald en situation som stiller tilstrækkelig mange vigtige aktører bedre til at de vil se en fordel i at indgå et forpligtende samarbejde. Når dette endnu ikke er sket, og der ser ud til at være et godt stykke vej før man kommer dertil, har det nok flere årsager, men i hvert fald én er at det jo er et meget kompliceret spil. Det er ganske enkelt svært at overskue, selv for eksperter, og overbevisende og robuste løsninger er indtil videre ikke offentligt kendte.

Her er måske det vigtigste bidrag for samfundsvidenskaberne, ikke mindst miljøøkonomerne, p.t.: At udvikle og anvise måder til at skabe nogle aftaler og institutioner der skaber effektive incitamenter til de vigtige politiske aktører til at foretage mere effektive klimatiltag. Her er der behov for at opruste indenfor områder som anvendt spilteori og politisk økonomi. Også her vil det være gavnligt med en større forskningsindsats. Kombineret med en større formidlingsindsats for at sprede information om den viden der allerede i dag er indenfor området, men som ikke er kendt i bredere kredse – måske heller ikke altid blandt de embedsmænd og politikere der i givet fald skulle udnytte vidensgrundlaget i deres indsats under de internationale forhandlinger.

Også på dette vigtige felt har William Nordhaus bidraget. Således brugte han som tidligere omtalt her på Altandetlige for nogle få år siden sin officielle årstale som formand for American Economic Association (senere udgivet i American Economic Review) til at præsentere ideen om klimaklubber, koalitioner af lande med en ambitiøs klimapolitik der ved hjælp af bl.a. handelssanktioner kan gøre deres alliancer mere stabile og derigennem fremme en international spredningseffekt. Det er ikke mindst sådanne forslag til mere effektive internationale politiske institutioner - og strategier til at få dem virkeliggjort - som det er vigtigt at fremme for at løse verdens største markedsfejl. Og kunne danske diplomater og øvrige direkte aktører i de forskellige internationale fora spille en konstruktiv rolle her ved at formidle nye holdbare ideer hertil, kunne det ende med at blive det vigtigste danske bidrag til at mildne den globale opvarmning.