En opbyggelig historie fra Norge

I efteråret 2002, da oliepriserne var lave og det var længe siden man sidst havde oplevet et større oliefund i de norske havområder, indledte den norske olieindustri en intens og langvarig kampagne for at få en lavere oliebeskatning. De foreslog at fjerne eller i det mindste halvere den særlige oliebeskatning for nye projekter. Storbritannien havde gjort noget lignende tilbage i 1990’erne. Hvis Norge ikke fulgte efter, ville den norske sokkel blive forladt før resurserne var udtømt og arbejdsløshed ville brede sig langs kysten, hed det fra selskabernes side. Kampagnen mødte til at starte med stor forståelse og liden modstand, og talsmænd for et flertal i Stortinget udtalte sig positivt om forslagene.

Denne beretning kan man læse i en kronik af den norske professor Karine Nyborg i Aftenposten i 2011: "Historien om en tapt lobbykamp". Karine Nyborg er professor ved universitetet i Oslo og var bl.a. medlem af den norske petroleumsskattekommission der omkring årtusindskiftet forfattede en meget grundig udredning om problemstillingerne og perspektiverne i forbindelse med beskatningen af de fossile brændsler i Nordsøen.

Hun fortæller endvidere hvordan den norske oliebeskatning grundlæggende var indrettet som en særskat på den ekstraordinære profit (den såkaldte resurserente) og dermed kun gav et provenu for udvindingsprojekter der var lønsomme i sig selv. Alligevel fremførte branchen at olieskatten ikke fungerede ordentligt i dårlige tider:

”Kronargumentet var at selskapene ikke var interessert i småtteri, selv ikke i lønnsomt småtteri: De konsentrerte seg, sa de, om de prosjektene der de virkelig store pengene fantes. Hvis staten insisterte på å få oljeskatt fra nye, små prosjekter, ville restene bli for puslete for dem. Da ville de la ressursene ligge, selv om de kunne tjent penger på dem.

Var trusselen troverdig? Kanskje – hvis selskapene hadde nok å gjøre, og ikke ønsket å vokse. Men i så fall: Hvorfor ville da ikke nye selskaper dukke opp og utnytte lønnsomme prosjekter de andre ikke ville ha? Kunne det være at oljeselskapene rett og slett hadde for liten konkurranse?”

At lobbykampagnen alligevel ikke blev kronet med held, skyldtes ifølge Nyborg Høyres finansminister Per-Kristian Foss og hans embedsmænd i det norske finansministerium. De præsenterede i 2004 en opdateret analyse af forholdene som konkluderede at den generelle oliebeskatning ikke burde nedsættes. I stedet foreslog de at konkurrenceforholdene på den norske sokkel burde skærpes. Det førte til indførelsen af en regel om at alle selskaber kunne få et straksfradrag for deres efterforskningsomkostninger svarende til skattesatsen på 78 pct. Havde selskabet ingen skattepligtig indkomst (relevant for selskaber der ikke tidligere havde været involveret i udvindingsaktiviteter i Norge), kunne skatteværdien af fradraget i stedet udbetales kontant. Det var et vigtigt led i at skabe større ligestilling mellem eksisterende og potentielt nye interesserede udvindingsselskaber idet den fjernede en vigtig skattemæssig forskelsbehandling mellem de to typer: Eksisterende selskaber der i forvejen havde et pænt skattepligtigt overskud (var i skatteposition, som det hedder) for deres igangværende udvindingsaktiviteter, kunne under alle omstændigheder fratrække omkostninger ved at søge efter nye fund i deres overskud. For nye selskaber, der ikke havde et tilsvarende overskud, indebar den nye ordning imidlertid en væsentlig reduktion af deres risiko ved at gå ind i projekter på soklen og skabte en mere neutral behandling af skattemæssige over- og underskud. Ændringen begrænsede dermed de store eksisterende olieselskabers markedsmagt, og Norge har siden ændringen kunnet tiltrække mange nye udforskningsprojekter med betydelige efterfølgende udvindingsaktiviteter. Som Karine Nyborg afslutter kronikken:

"I dag bør vi prise oss lykkelige over at oljelobbyen tapte kampen i 2002–2003... Det norske oljeskattsystemet egner seg bra i gode og dårlige tider; det trenger ikke justering hver gang markedet eller ressursanslagene endrer seg. Den dagen bransjen igjen hevder noe annet, bør varsellampene blinke."