Peter Birch: Klimapartnerskabernes forslag er en dyr omgang

Hvad er din overordnede vurdering af Klimapartnerskabets rapporter?

Peter Birch Sørensen: Klimapartnerskaberne har fremlagt mange interessante ideer til, hvordan DK kan reducere udledningerne, men med få undtagelser bygger deres konkrete forslag i stort omfang på, at staten skal give tilskud til diverse reduktionstiltag frem for, at virksomheder og husholdninger skal betale mere for at udlede CO2. Så partnerskabernes forslag er en dyr omgang for statskassen og lever ikke op til princippet om, at forureneren skal betale.

Vil klimaministeren gøre klogt i at aflyse den 8. udbudsrunde?

Peter Birch Sørensen: Ja. Hvis vi i Danmark vil være foregangsland i klimapolitikken, er det et dårligt signal at sende til omverdenen, at vi vil tømme vores del af Nordsøen for den sidste dråbe olie, når vi ved, at det på verdensplan vil være nødvendigt at efterlade en meget stor del af de globale oliereserver i undergrunden, hvis verden skal leve op til Paris-aftalen.

Bliver det nemmere eller sværere end før at gennemføre den grønne omstilling, når den danske økonomi skal genstartes efter lockdown?

Peter Birch Sørensen: Der er heldigvis udbredt enighed om, at behovet for at genstarte økonomien er et godt argument for at fremrykke nogle klimatiltag, vi alligevel skal gennemføre, i det omfang det er praktisk muligt. Det trækker i retning af at gøre det lettere at accellerere den grønne omstilling, i hvert fald på kort sigt. Til gengæld har krisen medført et fald i prisen på fossile brændsler, som gør det sværere for nogle af de alternative grønne energiteknologier at konkurrere med de fossilt baserede teknologier. Det understreger behovet for en højere CO2-afgift.

Vurderer du, at de massive hjælpepakker og dermed øgede statsgæld kan have negative konsekvenser for den grønne omstilling i Danmark?

Peter Birch Sørensen: Det kan ikke udelukkes, at nogle af vore politikere bliver forskrækkede over den stigning i statsgælden, der er udsigt til, og at det fører til mere tilbageholdenhed med udgiftskrævende klimapolitiske tiltag. Men hvis vi relativt hurtigt får genoprettet økonomien, behøver den øgede statsgæld ikke at få negative konsekvenser for den grønne omstilling. Danmark kan tillade sig en permanent højere statsgæld end den, vi havde før coronakrisen, og med en statsobligationsrente omkring nul vil den højere gæld ikke kræve en stigning i skattetrykket. 

Hvad kan politikerne lære af krisehåndteringen i coronakrisen til politisk handling i klimakrisen?

Peter Birch Sørensen: Coronakrisen viser samfundets sårbarhed, når naturen udløser kræfter, vi ikke kan styre. Klimaforandringerne vil også udløse den slags ukontrollable naturkræfter, hvis ikke vi meget snart får bremset den globale opvarmning. Coronakrisen viser også, at borgerne er villige at påtage sig omkostninger og acceptere ny regulering, hvis det er nødvendigt for at håndtere en krise. Det kan give et fingerpeg om, at befolkningen måske er mere villig til at betale en pris for at få den globale opvarmning under kontrol, end politikerne tror. Forskellen er dog, at klimaforandringerne kommer mere gradvis og snigende, og derfor kan det være sværere at skabe den nødvendige krisebevidsthed.

Hvorfor er industrien, Dansk Metal m.fl., så stærke modstandere af en CO2-afgift, selv når de blandet andet bliver lovet bundfradrag?

Peter Birch Sørensen: I øjeblikket er der pga. coronakrisen stor nervøsitet blandt de nævnte aktører for alt, hvad der potentielt kan belaste erhvervslivets konkurrenceevne, og det er selvfølgelig altid mere behageligt for virksomhederne, hvis de kan få tilskud til at gennemføre CO2-reduktioner, end hvis de skal betale afgift af deres udledninger. Selvom både Kraka, Klimarådet og de økonomiske vismænd har foreslået at give et bundfradrag i CO2-afgiften for særligt konkurrenceudsatte virksomheder, så vil de jo på marginalen blive belastet af afgiften, da det er nødvendigt for, at afgiften giver det ønskede incitament til at sænke udledningerne. Derfor kan man heller ikke undgå, at en CO2-afgift i et vist omfang belaster konkurrenceevnen, men det er meget svært helt at undgå, hvis man som Danmark vil være foregangsland i klimapolitikken. Og en afgift er stadig det mest omkostningseffektive middel til at nå reduktionsmålet.

Er det muligt absolut at afkoble økonomisk vækst fra drivhusgasudledninger, og tilstrækkeligt meget til at nå Parisaftalen? Kan vi nå Parisaftalens mål, hvis vi efter coronakrisen vender tilbage til business-as-usual med fortsat økonomisk vækst som vores mål? Er der alternative mål som vi hellere skulle fokusere på?

Peter Birch Sørensen: Danmark og en række andre avancerede økonomier har vist, at det er muligt at afkoble CO2-udledningerne fra den økonomiske vækst. En del af afkoblingen (men langt fra det hele) skyldes dog, at vi har udflyttet nogle CO2-intensive industrier til de nye vækstøkonomier, herunder Kina, og hvis verden som helhed skal nå Paris-aftalens mål om at holde opvarmningen under to grader (og helst nede på 1,5 grader), skal der ske en langt hurtigere afkobling mellem CO2-udledninger og vækst, end vi har set historisk. Vi er meget hurtigt ved at opbruge det resterende globale kulstofbudget, vi skal overholde for at holde opvarmningen nede på 1,5 grader, og det vil kræve en radikal opstramning af klimapolitikken overalt i verden at overholde Paris-aftalen. Det betyder også, at det fremtidige vækstmønster skal være væsentligt anderledes end det, vi har set historisk. Klodens miljø kan ikke holde til en fortsat vækst i det fysiske materialeforbrug, men det udelukker ikke, at vi kan skabe immateriel vækst ved at øge værdiskabelsen på basis af et givet materialeforbrug. Det vil dog forudsætte, at det på mange områder bliver langt dyrere at forurene, end det er i dag. Specielt skal prisen på udledning af CO2 være langt højere.

Kraka foreslår i deres seneste rapport en CO2-afgift på 1250 kr. Et par uger senere spiller Klimarådet ud med en afgift på 1500 kroner. Hvorfor denne forskel? Og hvad er satserne baseret på? Med hvor stor sandsynlighed vil en afgift på 1250-1500 kr. per ton CO2 sikre at DK når 70 pct. målet?

Peter Birch Sørensen: De nævnte satser for CO2-afgifter bygger på skøn over, hvor meget det på marginalen vil koste at reducere udledningerne med det sidste ton, der skal til, for at DK når 70-procents målet. Det er der betydelig usikkerhed om, da det bl.a. afhænger af den teknologiske udvikling, så set i det lys er forskellen på de nævnte afgiftssatser faktisk ikke så stor. På grund af den nævnte usikkerhed er det umuligt at give et præcist bud på sandsynligheden for, at vi når 70 procentsmålet med en CO2-afgift på fx 1250 kr. per ton. En CO2-afgift skal under alle omstændigheder suppleres med andre tiltag, såsom støtte til forskning og udvikling af nye grønne teknologier, udbygning af elnettet, etablering af flere kabelforbindelser mellem DK og udlandet, etablering af en ladeinfrastruktur for elbiler o.m.a.

Hvor stor en katastrofe vil det være for den globale klimakamp, hvis Joe Biden ikke bliver valgt og demokraterne ikke får flertal i senatet til november?

Peter Birch Sørensen: Det vil være et stort tilbageslag for den globale klimakamp, hvis Donald Trump får endnu en præsidentperiode. Dog skal man huske på, at der er mange amerikanske delstater og storbyer, som går imod Trump’s klimapolitiske linje, og som gennemfører en række lokale initiativer, der fremmer den grønne omstilling i USA. Men det er helt klart en alvorlig hæmsko for fremdriften i international klimapolitik, at man har en klimaskeptisk præsident i USA.

Hvor stor er vigtigheden af, at EU samler sig om en fælles klimahandlingsplan, og hvad er sandsynligheden for det?

Peter Birch Sørensen: Selvom EU efterhånden kun står for ca. 9 procent af de globale CO2-udledninger, så er det vigtigt for EU's evne til at lægge pres på andre lande for at føre en mere ambitiøs klimapolitik, at vi selv i Europa kan stå sammen om en sådan politik. Det vil fx gøre det lettere for EU at indføre en klimatold på import fra lande, der ikke lever op til deres forpligtelser under Paris-aftalen. Jeg tror også, at EU-landene efter den sædvanlige indbyrdes tovtrækning om byrdefordeling og finansiering mm. vil finde sammen om en fælles klimahandlingsplan, selvom det evt. først sker efter sommerferien.