Hvordan man fører Paretoforbedrende klimapolitik

I septemberudgaven af tidsskriftet Environmental and Resource Economics har de tre økonomer Michael Hoel, Sverre Kittelsen og Snorre Kverndokk offentliggjort artiklen Correcting the Climate Externality: Pareto Improvements Across Generations and Regions, som berører en helt central klimaøkonomisk problemstilling.

I øjeblikket er der usædvanlig meget snak om klimaøkonomi og -politik herhjemme, men synsvinklen går stort set udelukkende på Danmarks egne klimamål, og hvordan de bør opfyldes. Løfter man blikket til det globale niveau, som jo i sidste ende er det relevante, er det centrale spørgsmål man kan stille sig, hvorfor man ikke er kommet længere i dette spørgsmål som har været på den internationale politiske dagsorden siden 1990’erne – og det endnu vigtigere opfølgningsspørgsmål: Hvad skal man gøre for at komme videre og få et gennembrud i reduktionerne af de globale udledninger? De fleste vil nok pege på at en af de helt store forhindringer for et gennembrud er fordelingsspørgsmålet. Økonomer har ret klare anvisninger på hvilke instrumenter man skal tage i brug for at løse klimaproblemet effektivt, men der er store befolkningsgrupper og stærke aktører der umiddelbart står til at tabe på en implementering. Derfor er man foreløbig ikke kommet så langt på globalt plan.

Som fagøkonom kan man passende indledningsvis stille sig naiv an ud fra følgende tankegang: Klimaproblemet er en negativ eksternalitet – efter mange miljøøkonomers udsagn verdens største markedsfejl. Om markedsfejl ved man at det vil give en potentiel Paretoforbedring at afhjælpe dem, og – i hvert fald i en simpel 1. årsprøve-verden – kan man altid komme fra en potentiel Paretoforbedring til en faktisk Paretoforbedring ved en passende omfordeling af efficiensgevinsterne: Selvom en konkret reform der afskaffer en markedsfejl, typisk skaber både vindere og tabere, er hele pointen jo at vinderne vil vinde mere end taberne taber ved reformen, og derfor bør vinderne være i stand til at kompensere taberne så alle ender med at få en gevinst. Overført til klimaområdet vil det sige at hvis man kan finde en overbevisende mekanisme der både reducerer drivhusgasproblemet og samtidig sørger for ved passende overførsler mellem de involverede lande og generationer at ingen kommer til at tabe på omstillingen, men alle vil få en gevinst, burde det politisk være langt lettere at få gennemført. Så hvis det virkelig er tilfældet, hvorfor har man så ikke for længst fundet den formel som gør at man rent faktisk kan komme fra en hypotetisk til en reel Paretoforbedring i denne sag – eller i hvert fald en fordeling af byrderne og gevinsterne som gør at det vil være i tilstrækkelig mange globale aktørers direkte interesse at støtte den pågældende ændring frem for status quo? En ekstremt vigtig del af klimaforskningen er den samfundsvidenskabelige forskning der arbejder på at frembringe sådanne løsninger.

Dette spørgsmål virker underbelyst i den økonomiske faglitteratur, hvor langt de fleste klimaøkonomiske forskningsbidrag går på andre forhold; men der findes undtagelser, og Hoels og hans medforfatteres bidrag er et af de nyeste af slagsen. Dets emne er lige præcis hvordan en sådan Paretoforbedrende klimapolitik vil se ud. Forfatterne opstiller en teoretisk model der er meget enkel, men stadig kan demonstrere problemstillingen, og foretager bagefter numeriske simulationer med klimaøkonomi-pioneren William Nordhaus’ RICE-model for at illustrere hvordan en sådan Paretoforbedrende klimapolitik vil kunne se ud under forskellige antagelser.

Der er selvsagt meget langt fra sådan en stiliseret model til konkrete løsningsforslag der kan vinde opbakning på et globalt COP-topmøde, men artiklen er vigtig ved at sætte fokus på det centrale spørgsmål og anskueliggøre hvad Paretoforbedringer egentlig vil sige i denne konkrete sag. Blandt årsagerne til at det er svært at finde en løsning er bl.a. at parterne både er nulevende og fremtidige generationer, og de sidstnævnte har ingen repræsentanter ved forhandlingsbordene og ingen mulighed for at indgå bindende aftaler med nutiden. Samtidig er det i høj grad de fremtidige generationer der vil få gevinsterne ved at løse klimaproblemet, og nutidens generationer der umiddelbart skal bære omkostningerne. Så hvordan kan man i praksis skabe en Paretoforbedring over generationer?

Det kan man, demonstrerer Hoel & Co., ved at de nutidige generationer tager sig betalt for byrden ved lavere emissioner i form af færre fysiske investeringer som ellers ville komme de fremtidige generationer til gode. Man vil altså firkantet sagt kunne bestikke vrangvillige nutidige aktører til at affinde sig med større reduktioner ved til gengæld at sænke det globale investeringsniveau og dermed sikre at de nulevende ikke kommer til at lide afsavn ved at gennemføre den skrappere klimapolitik – tværtimod vil de selv kunne opnå en nyttegevinst som følge af den efficiensforbedring der bliver resultatet, og som gør den samlede intertemporale kage større.

Ideen er ikke helt ny. Foley har udforsket den samme problemstilling i denne artikel fra 2009, og den samme tankegang udnyttes i dette bidrag med delvis aarhusianske aner, men potentialet for større relevant indsigt er næppe udtømt endnu. Denne alternative tilgang til den intergenerationelle dimension i klimaspørgsmålet påvirker en række andre beslægtede spørgsmål. For blot at nævne et enkelt eksempel har det traditionelt været et meget omdebatteret spørgsmål hvordan man skal diskontere klimaproblemerne. I den traditionelle tilgang bliver diskonteringen afgørende for hvor meget man skal gøre ud af reduktioner i dag. I tilgangen hos Hoel mfl. bliver diskonteringsraten imidlertid irrelevant for hvor store reduktioner man bør foretage i dag – i stedet vil den ”kun” være bestemmende for hvordan den samlede efficiensgevinst ved at eliminere klima-eksternaliteten skal fordeles over tid.