Er det slut med økonomisk vækst i USA?

Robert Gordon, professor ved Northwestern University i USA, har skrevet en tankevækkende og meget letlæst artikel om fremtidsudsigterne for den langsigtede amerikanske økonomiske vækst. Den er udkommet som arbejdspapir fra National Bureau of Economic Research (NBER) i USA:Is U.S. Economic Growth Over? Faltering Innovation Confronts the Six Headwinds.

Overvejelserne er relevante både som et perspektiv på vores hjemlige debat om produktivitetsvækstens udvikling og i en diskussion om hvor vækstraterne bevæger sig hen fremover. I simple teoretiske vækstmodeller får man ofte det resultat at økonomierne konvergerer mod en konstant positiv produktivitetsvækstrate, men hvor bogstaveligt skal man tage sådan et resultat som en forudsigelse af fremtiden på længere sigt?

Robert Gordons pointe er at man kan forestille sig at den langsigtede vækstrate i forbruget for den almindelige amerikaner ret hurtigt kan falde ned til stort set ingenting (hvilket defineres som mindre end ½ pct. om året) i stedet for de knap 2 pct. årligt som USA tidligere har oplevet. I sådan et perspektiv er de sidste 250 års økonomiske vækstrater en parentes i historien i stedet for det normale steady state-billede som standard-vækstmodeller ofte præsenterer.

Gordon angiver 1 + 6 grunde til dette ret pessimistiske syn. Den første og potentielt vigtigste virker ret spekulativ og går ud på at vi måske ikke fremover kan forvente samme vækst i grundlæggende teknologiske fremskridt som vi har set siden den industrielle revolution. Det er altid en mulighed, og hvis det viser sig at være en rigtig forudsigelse, får det selvsagt konsekvenser for hele den globale økonomi. Gordons begrundelse, som mest er en pragmatisk beskrivelse af tre innovative ”bølger”, virker dog ikke så overbevisende. Men dertil kommer de seks typer modvind som nævnes i titlen, og som er:

1) Demografien med store årgange der går på pension, vil medføre at BNP pr. indbygger vil vokse langsommere end timeproduktiviteten (eller BNP pr. arbejder).

2) Uddannelsesniveauet i USA stagnerer, selvom Gordons eksempler ikke omhandler de absolutte niveauer, men blot den relative stilling i forhold til andre lande. Omkostningsproblemer i uddannelsessystemet (kraftige relative prisstigninger for college-uddannelser) nævnes som en hovedårsag.

3) Stigende ulighed nævnes som den kvantitativt vigtigste modvind hvis det man vil kigge på, er velstanden for de 99 pct. amerikanere der ligger lavest i indkomstfordelingen. En kraftig stigning i indkomstuligheden i USA har fx medført at den ene procent med de højeste indkomster har fået tildelt over halvdelen af den samlede velstandsstigning i USA fra 1993 til 2008.

4) Interaktionen mellem globalisering og teknologisk udvikling – en naturlig følge af faktorprisudjævningsteoremet fra Heckscher-Ohlin-modellen.

5) Energi og miljø: Nødvendigheden af specielt at spare på drivhusgas-udledninger fremover vil modvirke en del af den velstandsfremgang der ellers ville kunne fremkomme.

6) Den store nationale gældsætning i USA er udtryk for at forbrugerne har taget forskud på fremtidige produktionsmuligheder. Hverken den private eller den offentlige gældsætning i USA virker holdbar, og en ændring heraf vil reducere væksten i forbruget relativt til BNP-væksten.

Er de samme problemer relevante for Danmark? Tja, punkt 5 er en global problemstilling, og punkt 4 er nok relevant for alle vestlige lande. Også punkt 2 er noget der debatteres voldsomt herhjemme. Jeg ved ikke om vi har oplevet den samme inflation i uddannelsesomkostningerne som i USA – ser man på udviklingen i aflønningen af eksterne lektorer, er der i hvert fald ikke meget der tyder på det - men man hører også anekdotiske vidnesbyrd om at administration og IT har oplevet kraftige udgiftsstigninger uden at det har omsat sig i tilsvarende synlige kvalitetsstigninger i output.

Derimod kan vi nok indtil videre melde hus forbi på de andre punkter. Danmark har ikke oplevet den samme stigning i uligheden de seneste årtier som har fundet sted i USA. Ser man på den lange strækning, må det demografiske problem også grundlæggende formodes at være forsvundet i Danmark, i hvert fald hvis det går som de nuværende lange fremskrivninger antager: Ændringerne i tilbagetrækningsreglerne i flere omgange antages at medføre at folk vil tilbringe flere år på arbejdsmarkedet fremover. Udsigten er dermed nu at efter et midlertidigt fald på nogle få pct.point vil arbejdsstyrken som andel af befolkningen efter nogle årtier komme til at ligge på et højere niveau end i dag. Og opsparingen har det betydeligt bedre i Danmark end i USAVi har endda set de sidste år at BNI-væksten er steget i forhold til BNP-væksten Da BNI jo som bekendt er en bedre proxy for vores reelle forbrugsmuligheder end BNP, har vi altså her det modsatte fænomen af det amerikanske.

PS: Ved uploadingen af indlægget her kan jeg se at Carl-Johan er kommet mig i forkøbet medet indlæg tidligere i dagom grundlæggende det samme emne - men det understreger jo bare emnets aktualitet ...