Debat: Importen forhindrer 'grøn vækst'

Rethinking Economics Danmark

Altandetlige.dk har modtaget nedenstående artikel til debat fra Rethinking Economics Danmark, der diskuterer det empiriske belæg for ’grøn vækst’ opgjort fra henholdsvis forbrugs- og produktionssiden samt kigger på CONCITOs forslag om en CO2-told.

Begrænses mulighederne for økonomisk vækst af afhængigheden af ikke-fornybare ressourcer? Det er et spørgsmål, der har splittet forskningsverdenen siden W. S. Jevons i 1866 udgav bogen The Coal Question: Can Britain Survive? (Sandmo, 2015). Siden har det vist sig, at overlevelsen snarere er truet af, at vi har for mange kulstofreserver, vi kan brænde af, end for få. Et centralt bidrag er Nicholas Georgescu-Roegen, der i 1971 viste, at Termodynamikkens Love fra fysikken umuliggør, at økonomisk aktivitet kan gøres uafhængig af brugen af ikke-fornybare ressourcer. Det resultat lægger til grund for den alternative teoriretning Økologisk Økonomi, jeg har beskrevet i en tidligere artikel.

Denne problematik er også behandlet grundigt inden for mainstream-økonomi. Poul Schou har i et blogindlæg her på siden givet en glimrende redegørelse for de meget snævre teoretiske forudsætninger for uendelig ’grøn vækst’ ifølge S. Smulders (1995). Tidsfristen for omlægning er dog noget kortere, da den seneste rapport fra FN’s klimapanel peger på, at den globale netto-udledning af drivhusgasser skal halveres inden 2030 og gå i nul i 2050 for at begrænse stigningen i den gennemsnitlige temperatur til 1,5 grader.

I denne artikel kigger jeg i stedet på empirisk belæg for ’grøn vækst’ både globalt og i Danmark. I onsdags kunne International Energy Agency rapportere om, at energiproduktionens globale udledning af drivhusgasser samlet set steg med 1,7% i 2018, drevet af en stigning i efterspørgslen efter energi på 2,3%. Mens udledningen fra den europæiske energiproduktion faldt med 1,3%, så steg den med henholdsvis 4,8% i Indien, 3,1% i USA og 2,5% i Kina.

Som europæiske politikere ofte bryster sig af, kan vi tale om ’grøn vækst’, der normalt defineres ved en absolut afkobling af produktionen. Dvs. den totale miljøpåvirkning falder mens totalt BNP vokser. Men hvad sker der, når man i stedet for at kigge på den europæisk produktion kigger på det europæiske forbrug? Udviklingen hos vores største samhandelspartnere tyder på, at der skal kigges nærmere på metoder til regulering af handlen som eksempelvis justering af CO2 ved grænsen.

Er dansk forbrug blevet mere ’grønt’?
Det er en nødvendig betingelse for absolut afkobling af produktionen, at vækst i høj grad er afkoblet fra materialestrømmene samt at genbrug af materialer øges kraftigt (Matthews et al, 2000). Det handler derfor både om, hvilke aktiviteter der vækster og om den samlede energiforsyning bliver grønnere? Både økologiske økonomer og mainstream økonomer anvender Input-Output-tabeller, der kombinerer økonomiske og fysiske mål og kan hjælpe til at foretage analyser af både produktions- og forbrugssiden.

Danmarks ressourceproduktivitet steg samlet med 35% fra 1993 til 2017. Dvs. at vi for det samme ressourceforbrug af materialer nu vil kunne have en produktion, der er 35% mere værd. Dog har niveauet været stabilt siden 2013, hvor BNP har ligget på 14.000-15.000 kr. pr. ton anvendte materialer til indenlandsk produktion (se Figur 1).

Figur 1: Ressourceproduktivitet, BNP/DMC (indenlandsk materialeanvendelse). (DST 2018).

Et lignende billede ses i eksporten af danskproducerede varer. Eksportens CO2-intensitet fald fra 1996 til 2000, men har dog ligget nogenlunde stabilt siden (se Figur 2).

Dansk import viser desværre en anden side af historien. Fra 2002 til 2009 steg CO2-intensiteten for importen med omkring 50%. En markant del af stigningen i importens CO2-belastning skyldes den øgede samhandel med Kina, der blev medlem af WTO i 2001. CO2-udledningerme knyttet til det samlede danske forbrug steg under højkonjunkturen fra 2002-2007 med 7-17% afhængigt af, hvilken af fire forskellige opgørelsesmetoder der bruges (Ghosh et al, 2014 og egne beregninger).

Figur 2: CO2-udledning for dansk import og eksport, 2005-priser (Ghosh et al, 2014).

Importens CO2-belastning tælles dog ikke med i Danmarks klimaregnskab, hvorfor Danmarks Statistik ikke opgør det. Under FN's første klimatopmøde COP1 i Rio i 1992, valgte man nemlig at bogføre CO2-udledning ved produktionen. Dvs. en produktions-baseret bogføringsmetode (PBB), hvor der kun kigges på indenlandsk produktion, i stedet for en forbrugs-baseret bogføringsmetode (FBB), hvor CO2-belastningen medregnes fra importen og fraregnes fra eksporten.

Ser man bredere på udledning af alle drivhusgasser fra 1990-2008, er forskellene markante mellem PBB og FBB. Vi er vant til, at PBB-opgørelsen fortæller, at det har været en periode med ”grøn vækst” i Europa, men efter FBB-metoden er Europas drivhusgas-belastning derimod samlet set steget i perioden (se Figur 3).

Figur 3: Ændring i CO2-udledning fra hhv. import og indenlandsk produktion (Peters et al., 2011).

Boitier (2012) kigger nærmere på forskellen på PBB- og FBB-metoderne for EU, OECD og BRIK-landene og konkluderer, at de udviklede landes CO2-reduktioner primært er opnået ved at afindustrialisere og tilsvarende øge importen uden at sammensætte forbruget på en mere klimavenlig måde. Dermed er produktionen knyttet til europæisk forbrug groft sagt flyttet til lande med mindre skrap miljølovgivning. Samtidig er der tilføjet en masse international handel, der forurener yderligere, men heller ikke tælles med i de nationale regnskaber.

Justering af CO2 ved grænsen?
I den grønne omstilling er der først og fremmest fokus på CO2-beskatning af indenlandsk produktion som eksempelvis ved landbruget (DØRS, 2018) og energisektoren (Klimarådet, 2018). Det er oplagt, da Danmark er forpligtet til at nedbringe udledningerne relateret til produktionen og ikke forbruget.

Danske politikere, der for alvor ønsker at nedbringe den globale udledning af drivhusgasser, bør dog efterspørge flere analyser af forskellige muligheder for at regulere Danmarks handel. Én tilgang, der kunne være værd at analysere nærmere, er såkaldt Border Carbon Adjustment (BCA). Concito (2014) foreslår at indføre en form for BCA, hvor der pålægges en CO2-told på import fra lande med en svagere miljøregulering end den danske. Fordelene er, at det kan udligne konkurrencefordele relateret til regulering og samtidig lægge pres på vores samhandelspartnere. En ulempe er, at det gør danskernes forbrug dyrere og kan ramme fordelingsmæssigt skævt. Indtægten fra tolden kan bruges til at modvirke dette eller godtgøre danske eksportvirksomheder, der har en mere CO2-venlig produktion end tilsvarende virksomheder i de lande, de eksporterer til.

Selvom BCA kan indføres i Danmark alene, kan danske politikere desuden overveje at arbejde for at indføre BCA i EU-regi. Baseret på data for 2009 fra World Input-Output Database, analyserer de to kinesere Zhang og Zhu (2017) effekterne af en hypotetisk BCA-ordning indført af både USA og EU (gælder ikke på det indre marked). Godtgørelsen gives til eksportprodukter, der har et lavere CO2-fodaftryk end tilsvarende produkter i det land, der eksporteres til. Hele 72% af Danmarks indenlandske udledning af drivhusgasser er forårsaget af produkter, vi eksporterer. Derfor ville dansk erhvervsliv på trods af Danmarks størrelse modtage den 4. største totale godtgørelse blandt de europæiske lande. Den foreslåede subsidieordning vil også føre til billigere importvarer for især kinesiske forbrugere, der samlet set importerer flest varer fra EU og USA, som er mere CO2-venlige end deres egne.

Det kunne være interessant med analyser af de dynamiske og fordelingsmæssige effekter af en selvfinansieret BCA-ordning i Danmark eller EU. Dvs. en ordning, der kombinerer CO2-told på import med CO2-godtgørelse til eksportvirksomheder. Dette vil kunne øge den økonomiske aktivitet og skabe jobs, da det er en form for grøn erhvervsstøtte til eksportvirksomheder, der i øvrigt er lovlig i følge WTO (Condon & Ignaciuk, 2013). BCA er ikke mindst en måde, hvor Danmark og EU direkte kan sørge for, at CO2-udledning mindskes i de lande, der halter bagefter med den grønne omstilling.

Hvad er jeres vurdering af forskellige former for Border Carbon Adjustment? Og hvilke andre policy-forslag kan vi som økonomer byde ind med analyser af, hvis der skal tages højde for importens CO2-fodaftryk?

Af Thor Donsby Noe, medlem af Rethinking Economics Danmark

1 kommentar


Thor Donsby Noe

Thor Donsby Noe @ d. 30. march #1

Det skal retfærdigvis siges, at Klimarådet i den nævnte rapport foreslår at supplere en CO2-afgift på den indenlandske produktion med en CO2-afgift på det indenlandske elforbrug på størrelse med ”et fradrag i CO2-afgiften i den fossile elproduktion svarende til det skønnede CO2-indhold i elimporten for at sikre, at indenlandsk fossil elproduktion ikke blot fortrænges af importeret fossil el”. Et forslag, som faktisk kan betegnes som en form for BCA-ordning.

Det klassiske miljøøkonomiske virkemiddel, der samtidig forsøger at undgå udflytning af forureningstung produktion (såkaldt CO2-lækage), er en generel CO2-afgift på alt forbrug. Målet er en Pigou-skat, der internaliserer den marginale samfundsøkonomiske omkostning ved CO2-udledning. Samtidig kan den i modsætning til Border Carbon Adjustment (BCA) ikke beskyldes for handelsprotektionisme. En anklage, som CONCITO påpeger kan vendes om, da det i stedet kan ses som indirekte subsidiering af forurenende produktion, når et land undlader at have CO2-afgifter (Helm et al, 2012).

En generel CO2-afgift vil føre til forholdsvis høje generelle prisstigninger for den gennemsnitlige forbruger, da den sigter mod at ændre den samlede forbrugssammensætning hen imod et mindre CO2-fodaftryk. Klimarådet foreslog i det konkrete tilfælde da også, at CO2-afgifter helt erstatter de øvrige afgifter, så afgiften på elektricitet samlet set ville blive lavere.

En CO2-told vil derimod hovedsageligt føre til prisstigninger for importerede varer, der har en energiintensiv produktion (f.eks. CONCITO fremhæver petrokemi, glas, keramik, aluminium, stål og papir). Hvis derimod eksempelvis kødproduktion ikke sker med et markant mindre CO2-fodaftryk i EU end i de lande, vi importerer fra, vil der ikke opleves prisændringer på kød.

Både BCA og en generel CO2-afgift lider under, at der kan argumenteres for en begrænset virkning på den globale CO2-udledning, hvis det kun indføres i Danmark frem for eksempelvis i hele EU. Under den strenge antagelse, at der for ethvert produkt både findes producenter med et relativt lavt og et relativt højt CO2-fodaftryk samt at forskellen i produktionsomkostning ikke er højere end CO2-tolden for den sidste, kan effekten hovedsageligt være, at producenter med det laveste CO2-fodaftryk afsætter deres varer i Danmark og de øvrige producenter afsætter deres produkter på det øvrige verdensmarked.

Helm et al (2012) har til gengæld foreslået en spilteoretisk model, der viser, hvordan en BCA kan give andre lande incitament til at øge deres klimaindsats.

Henvisning:
Helm, D., Hepburn, C., & Ruta, G. (2012). Trade, climate change, and the political game theory of border carbon adjustments. Oxford review of economic policy, 28(2), 368-394.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger