Poul Schou

Danske økonomiske modeller - state of the art

Samfundsøkonomen har her i maj udsendt årets andet temanr. Det handler om Finansministeriets skiftende rolle i centraladministrationens udførelse af den økonomiske politik – som henholdsvis skødehund, vagthund og overhund, som det formuleres i bladet. For økonomer er det interessante sidetema nok ikke mindst en række artikler om de forskellige makroøkonomiske modellers rolle i den økonomisk-politiske rådgivning herhjemme, i fortid og fremtid.

Temanummeret kan anbefales til studerende og andre der gerne vil have et overblik eller måske en genopfriskning af status quo for brugen af makroøkonomiske modeller herhjemme. Peter Stephensen fra DREAM giver en beskrivelse af det igangværende arbejde med udviklingen af modellen MAKRO der planlægges at blive brugt fremover i en række af Finansministeriets beregninger. En anden artikel beskriver opbygningen og anvendelsen af SMEC som et eksempel på de makroøkonometriske modeller som traditionelt er blevet anvendt herhjemme i forståelsen af samfundsøkonomien de seneste årtier. I et afsnit om modellens svagheder peger artiklen især på tre forhold fra den nyere makroøkonomiske forskning som SMEC ikke inkluderer: samspillet mellem realøkonomien og de finansielle markeder, virkningen af økonomiens aktører er meget heterogene, og et element af fremadskuende adfærd.

Finansministeriets Lars Haagen Pedersen præsenterer i en tredje artikel den almindelige fremstilling af de sidste 40 års økonomiske udvikling herhjemme med stigende fokus på det lange sigt og strukturreformer. Pedersen udpeger otte historiske balanceproblemer i dansk økonomi. Med undtagelse af ginikoefficienten, der er steget mærkbart siden 1980’erne, er de alle otte mindsket ifølge artiklens opgørelser. Selv timeproduktiviteten, der for nogle år siden blev anset for det store nye strukturelle problem i dansk økonomi, fremhæves her som et område hvor det er gået fremad i perioden (målt relativt til USA). Katarina Juselius bidrager med en artikel hvor hun fremfører sin kritik af modeller med repræsentative agenter, rationelle forventninger og manglende kobling mellem de finansielle markeder og realøkonomien.

Den gamle overvismand Niels Kærgård er mand for at skrive nøgterne artikler med et historisk perspektiv præget af sund fornuft der i letforståeligt sprog kan belyse et emne. Derfor vil mange nok have udbytte af at læse hans oversigtsartikel om udviklingen i både fagøkonomernes modelbrug og den måde modellerne betragtes på i offentligheden. Han sætter de seneste par års modeldiskussioner i historisk perspektiv og minder bl.a., næsten med vemod, om hvordan en tidligere situation hvor Finansministeriet ændrede i regneprincipperne for ADAM, blev intenst diskuteret i Nationaløkonomisk Tidsskrift og Samfundsøkonomen. (I en anden artikel berettes det hvordan et debatmøde i Nationaløkonomisk Forening om brugen af økonomiske modeller i slutningen af 1980’erne var så populært og kontroversielt,
at deltagere fra Århus efter sigende skulle fragtes med specialbusser til mødet.) Kærgård antyder flere gange skepsis overfor den nyeste udvikling – f.eks. når han med henvisning til en række forskningsartikler fra 2010’erne skriver at ”… Det kan måske undre, at trenden i øjeblikket i Danmark så entydigt går i retning af ligevægtsmodeller, samtidig med at store dele af den økonomiske frontlinjeforskning bevæger sig væk fra disse modeller; væk fra rationelle nytte- og profitmaksimerende agenter og over mod de mere altruistiske, impulsstyrede i »behavioral economics« symboliseret f.eks. ved Richard Thalers Nobelpris i 2017 … og væk fra en udbudsbestemt ligevægtsvækst mod permanente virkninger af kriser”.

Som opfølgning herpå er der et interessant bidrag af Jon Kvist og Nina Smith der med dagpengesystemet som konkret case opfordrer til at inddrage adfærdsøkonomiske tankegange mere i den økonomiske politik.

Opsummerende giver temanummeret et meget godt billede af hvad de centrale makroøkonomiske diskussioner blandt danske anvendte modelfolk handler om lige nu. Den finansielle sektors samspil med realøkonomien, større vægt på den heterogenitet i befolkning og virksomheder som sløres af antagelsen om den repræsentative agent, og en forventningsdannelse som anerkender at vi i vidt omfang er fremadskuende, men samtidig næppe fuldt rationelle i den forstand som ældre teorier om rationelle forventninger har forudsat, er forhold som går igen når der skal peges på hvor modellerne kan gøres mere realistiske. Det er ikke i sig selv så nyt - de samme mangler i eksisterende modeller har præget meget af forskningen i hvert fald siden finanskrisen. Det går nu engang ikke så hurtigt med at udskifte gamle tankegange. Men nærlæser man artiklerne, kan man også finde tegn på hvordan positionerne efterhånden ændrer sig, som f.eks. når plus-udtrykket ”et element af fremadskuende forventninger” erstatter det tidligere mere absolutte og lakoniske ”rationelle forventninger”.

Og så er det i øvrigt forfriskende anderledes at læse et indlæg fra en professionel humanist, nemlig dansk-professor Peter Harders analyse af begrebet rationalitet og ikke mindst indskrænket rationalitet, imellem de mange øvrige bidrag fra fagøkonomer, andre samfundsvidere, (eks-)embedsmænd og politikere i temanummeret.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.