IPCC og den økonomiske vækst

FN's klimapanel IPCC har i sidste uge offentliggjort en ny delrapport (arbejdsgruppe III's bidrag til IPCC's femte klimarapport), som handler om mulighederne og omkostningerne ved at imødegå klimaproblemerne. Konklusionerne er bl.a. interessante fordi de giver et bidrag til den standende diskussion om mulighederne for bæredygtig vækst.

Kan den økonomiske vækst fortsætte hvis vi skal respektere naturens grænser og ikke styre mod en miljøkatastrofe? Det spørgsmål har man debatteret lige siden Malthus, og blandt en del klimaengagerede mennesker herhjemme er det et udbredt synspunkt at man er nødt til at gøre op med den økonomiske vækst hvis vi vil løse klimaproblemerne og de øvrige miljøproblemer. En hjemmeside som modvaekst.dk udtrykker denne holdning. Og i et blad somSamfundsøkonomenkan man læseredaktørenaf det nyeste temanr. om vækst skrive at ”Fortsat økonomisk vækst er således … næppe en permanent, endsige bæredygtig løsning set i perspektiv af det 21. århundredes udfordringer.”

IPCC's hovedbudskab er som bekendt at det er vigtigt at verdenssamfundet ændrer kurs hurtigt og effektivt for at undgå store fremtidige klimaproblemer. Ser man på rapportens vurdering af hvor dyrt det vil blive at nå IPCC's centrale målsætning (en koncentration i atmosfæren der ikke overstiger 450 ppm CO2-ækvivalenter i 2100), vurderes det at det vil kræve tiltag der reducerer den globale økonomiske vækst med mellem 0,04 og 0,16 procentpoint om året. Det skal ses i lyset af et basisforløb med en forudset årlig global vækst på mellem 1,6 og 3 pct. om året i resten af århundredet. De nødvendige tiltag for at hindre alvorlige klimaproblemer vurderes altså af IPCC kun at behøve at reducere den almindelige forudsete velstandsvækst en anelse.

Egentlig er det ikke nogen ny indsigt at en fornuftig global klimaløsning formodentlig kun i meget ringe grad behøver at påvirke den fremtidige velstandsstigning. Det resultat kommer de fleste miljøøkonomer der har prøvet nøjere at kvantificere hvad der skal til for at begrænse temperaturstigningen, frem til. Det gælder f.eks. både William Nordhaus og den britiske Sternrapport forfattet af bl.a. Sir Nicholas Stern, der ellers for nogle år siden stod som modpoler i debatten om hvor aggressivt man skulle gå til værks i spørgsmålet. IPCC's fjerde klimarapport, der kom i 2007, nævnte også lignende tal. Men forhåbentlig vil det hjælpe på udbredelsen af budskabet at IPCC nu gentager det.

Det er nødvendigt at understrege to vigtige forbehold når man fremlægger sådanne tal: For det første er der i sagens natur meget stor usikkerhed forbundet med sådanne fremskrivninger og beregninger. Det gælder nærmest alle aspekter af klimaproblemet, både de mulige konsekvenser af IKKE at gøre noget ved udledningerne, den underliggende økonomiske vækst i et business-as-usual-scenarie og selvsagt også de fremtidige omkostninger ved at foretage væsentlige reduktioner i drivhusgasserne. Men det bedste centrale skøn baseret på den viden som IPCC's tilknyttede forskere ligger inde med i dag, kommer altså frem til de nævnte ret beskedne tal.

For det andet er der tale om prisen på de mest effektive tiltag, dvs. under antagelse af at verdenssamfundet sørger for at omkostningsminimere når klimaproblemet skal løses. Det kræver bl.a. at man går i gang hurtigt, at der bliver en ensartet global pris på udledninger som sikrer at reduktionerne sker der hvor det er billigst, og at man fordomsfrit er parat til at anvende alle teknologier der kan mindske problemet, inkl. atomkraft og udvikling af CCS-teknologi. Opfyldes disse betingelser ikke, vil det blive dyrere.

Jeg har oplevet at det kommer bag på mange, i øvrigt både tilhængere og modstandere af en mere aktiv klimapolitik, at de formodede omkostninger ved en effektiv global klimastrategi ikke behøver at være større. Det skyldes typisk at man ignorerer eller i hvert fald har meget svært ved at vurdere de substitutionsmuligheder der er i vores produktion af varer og tjenesteydelser. Blandt resurse- og miljøøkonomer er substitutionsmulighederne det helt afgørende nøgleord når man diskuterer grænser for vækst og muligheden for bæredygtig vækst.

Hvad er det mere konkret for nogle ændringer, IPCC forestiller sig der skal til? For det første kan man reducere de globale udledninger meget betydeligt ved blot at udbrede den mestCO2-besparende eksisterende teknologi i højere grad (som Carl-Johan Dalgaard tidligere har skrevet et blogindlægom). Der er f.eks. stor forskel på energieffektiviteten i verdens eksisterende kulkraftværker. Det samme gælder varmeisolering i boligbyggeri, brændstoføkonomien i benzin- og dieselbiler osv. At afskaffe den subsidiering af udvinding og forbrug af fossile brændsler som eksisterer i mange lande, ville også afhjælpe problemet mærkbart. Overgang fra kul til naturgas i en mellemperiode, større anvendelse af sol-, vind- og vandenergi, udnyttelse af mulighederne i atomkraft, CCS, bioenergi, skovrejsningog meget andet kan altsammen spille en rolle,så der bør som udgangspunkt spilles på mange strenge. Også selvom nogle af disse teknologier kanmedføre andre problemer, som der er behov for at afklare nærmere.

Hovedbudskabet er at de teknologiske muligheder lader til at være til stede for at klimaproblemet kan løses uden at sætte mærkbare hindringer for en fortsat økonomisk vækst. Udfordringerne for en fornuftig løsning på klimaproblemet er mere politiske og institutionelle. Hvordan kan man få verdens vigtigste lande til at iværksætte en fornuftig (og dermed også billig) løsning hurtigt nok?

Desværre handler klimadiskussionerne herhjemme i uforholdsmæssig stor grad blot om Danmarks egne udledninger, som jo i sig selv er forsvindende små i den store sammenhæng, og i mindre grad om hvordan Danmark rent faktisk kan maksimere denbeskedne indflydelse vi har på den globale klimaudvikling.Man kan selvfølgelig forestille sigat nedbringelse af Danmarks egne udledninger netop er den vigtigste måde vi kan inspirere andre lande på. Som bl.a. den norske klimaøkonom Michael Hoel har påpeget, er der imidlertid ikke overbevisende grunde til at tro på en så enkel sammenhæng. Her mangler vi stadig viden om hvad et lille land mest intelligent kan gøre for at påvirke den globale udvikling.