Poul Schou

IPCC og den økonomiske vækst

FN's klimapanel IPCC har i sidste uge offentliggjort en ny delrapport (arbejdsgruppe III's bidrag til IPCC's femte klimarapport), som handler om mulighederne og omkostningerne ved at imødegå klimaproblemerne.  Konklusionerne er bl.a. interessante fordi de giver et bidrag til den standende diskussion om mulighederne for bæredygtig vækst.

Kan den økonomiske vækst fortsætte hvis vi skal respektere naturens grænser og ikke styre mod en miljøkatastrofe? Det spørgsmål har man debatteret lige siden Malthus, og blandt en del klimaengagerede mennesker herhjemme er det et udbredt synspunkt at man er nødt til at gøre op med den økonomiske vækst hvis vi vil løse klimaproblemerne og de øvrige miljøproblemer. En hjemmeside som modvaekst.dk udtrykker denne holdning. Og i et blad som Samfundsøkonomen kan man læse redaktøren af det nyeste temanr. om vækst skrive at ”Fortsat økonomisk vækst er således … næppe en permanent, endsige bæredygtig løsning set i perspektiv af det 21. århundredes udfordringer.”

IPCC's hovedbudskab er som bekendt at det er vigtigt at verdenssamfundet ændrer kurs hurtigt og effektivt for at undgå store fremtidige klimaproblemer. Ser man på rapportens vurdering af hvor dyrt det vil blive at nå IPCC's centrale målsætning (en koncentration i atmosfæren der ikke overstiger 450 ppm CO2-ækvivalenter i 2100), vurderes det at det vil kræve tiltag der reducerer den globale økonomiske vækst med mellem 0,04 og 0,16 procentpoint om året. Det skal ses i lyset af et basisforløb med en forudset årlig global vækst på mellem 1,6 og 3 pct. om året i resten af århundredet. De nødvendige tiltag for at hindre alvorlige klimaproblemer vurderes altså af IPCC kun at behøve at reducere den almindelige forudsete velstandsvækst en anelse.

Egentlig er det ikke nogen ny indsigt at en fornuftig global klimaløsning formodentlig kun i meget ringe grad behøver at påvirke den fremtidige velstandsstigning. Det resultat kommer de fleste miljøøkonomer der har prøvet nøjere at kvantificere hvad der skal til for at begrænse temperaturstigningen, frem til. Det gælder f.eks. både William Nordhaus og den britiske Sternrapport forfattet af bl.a. Sir Nicholas Stern, der ellers for nogle år siden stod som modpoler i debatten om hvor aggressivt man skulle gå til værks i spørgsmålet. IPCC's fjerde klimarapport, der kom i 2007, nævnte også lignende tal. Men forhåbentlig vil det hjælpe på udbredelsen af budskabet at IPCC nu gentager det.

Det er nødvendigt at understrege to vigtige forbehold når man fremlægger sådanne tal: For det første er der i sagens natur meget stor usikkerhed forbundet med sådanne fremskrivninger og beregninger. Det gælder nærmest alle aspekter af klimaproblemet, både de mulige konsekvenser af IKKE at gøre noget ved udledningerne, den underliggende økonomiske vækst i et business-as-usual-scenarie og selvsagt også de fremtidige omkostninger ved at foretage væsentlige reduktioner i drivhusgasserne. Men det bedste centrale skøn baseret på den viden som IPCC's tilknyttede forskere ligger inde med i dag, kommer altså frem til de nævnte ret beskedne tal.

For det andet er der tale om prisen på de mest effektive tiltag, dvs. under antagelse af at verdenssamfundet sørger for at omkostningsminimere når klimaproblemet skal løses. Det kræver bl.a. at man går i gang hurtigt, at der bliver en ensartet global pris på udledninger som sikrer at reduktionerne sker der hvor det er billigst, og at man fordomsfrit er parat til at anvende alle teknologier der kan mindske problemet, inkl. atomkraft og udvikling af CCS-teknologi. Opfyldes disse betingelser ikke, vil det blive dyrere.

Jeg har oplevet at det kommer bag på mange, i øvrigt både tilhængere og modstandere af en mere aktiv klimapolitik, at de formodede omkostninger ved en effektiv global klimastrategi ikke behøver at være større. Det skyldes typisk at man ignorerer eller i hvert fald har meget svært ved at vurdere de substitutionsmuligheder der er i vores produktion af varer og tjenesteydelser. Blandt resurse- og miljøøkonomer er substitutionsmulighederne det helt afgørende nøgleord når man diskuterer grænser for vækst og muligheden for bæredygtig vækst.

Hvad er det mere konkret for nogle ændringer, IPCC forestiller sig der skal til? For det første kan man reducere de globale udledninger meget betydeligt ved blot at udbrede den mest CO2-besparende eksisterende teknologi i højere grad (som Carl-Johan Dalgaard tidligere har skrevet et blogindlæg om). Der er f.eks. stor forskel på energieffektiviteten i verdens eksisterende kulkraftværker. Det samme gælder varmeisolering i boligbyggeri, brændstoføkonomien i benzin- og dieselbiler osv. At afskaffe den subsidiering af udvinding og forbrug af fossile brændsler som eksisterer i mange lande, ville også afhjælpe problemet mærkbart. Overgang fra kul til naturgas i en mellemperiode, større anvendelse af sol-, vind- og vandenergi, udnyttelse af mulighederne i atomkraft, CCS, bioenergi, skovrejsning og meget andet kan altsammen spille en rolle, så der bør som udgangspunkt spilles på mange strenge. Også selvom nogle af disse teknologier kan medføre andre problemer, som der er behov for at afklare nærmere. 

Hovedbudskabet er at de teknologiske muligheder lader til at være til stede for at klimaproblemet kan løses uden at sætte mærkbare hindringer for en fortsat økonomisk vækst. Udfordringerne for en fornuftig løsning på klimaproblemet er mere politiske og institutionelle. Hvordan kan man få verdens vigtigste lande til at iværksætte en fornuftig (og dermed også billig) løsning hurtigt nok?

Desværre handler klimadiskussionerne herhjemme i uforholdsmæssig stor grad blot om Danmarks egne udledninger, som jo i sig selv er forsvindende små i den store sammenhæng, og i mindre grad om hvordan Danmark rent faktisk kan maksimere den beskedne indflydelse vi har på den globale klimaudvikling. Man kan selvfølgelig forestille sig at nedbringelse af Danmarks egne udledninger netop er den vigtigste måde vi kan inspirere andre lande på. Som bl.a. den norske klimaøkonom Michael Hoel har påpeget, er der imidlertid ikke overbevisende grunde til at tro på en så enkel sammenhæng. Her mangler vi stadig viden om hvad et lille land mest intelligent kan gøre for at påvirke den globale udvikling.  

4 kommentarer


Janek  Eskildsen

Janek Eskildsen @ d. 22. april 2014 #1

Et godt debatindlæg, hvor vækstlogikken sættes ind i en miljømæssig kontekst. Vækstkritikker er der masser af - særligt inden for miljøøkonomi; og som der nævnes i debatindlægget, så er det ofte muligt at opretholde en "beskeden" årlig gennemsnitlig vækst uden at overskride bæredygtighedsprincipperne. Problemet er dog, at vækstlogikken for ofte kun ses i en miljømæssig kontekst, og ikke også i en psykologisk kontekst.

Det er klart, at vækstlogikken indskriver sig i et særligt paradigme med en tilhørende ideologi. Inden for det paradigme er der en grundlæggende antagelse om, at der er en positiv samvariation mellem velfærd og indkomst - ellers giver det ingen mening af argumentere for vækst i første omgang. Problemet er dog, at det inden for den psykologisk videnskab er et anerkendt faktum, at der ikke er nogen positiv korrelation mellem indkomst og Subjective Well Being, når man først har nået et givent velstandsniveau. Det stiller spørgsmålstegn ved formålet med at jagte væksten uanset om, det ikke går på kompromis med miljøets bæreevne.

Desuden kan man med fordel se nærmere på vækstlogikkens historicitet. Vækstlogikken udspringer netop fra tider med lav levestandard og fattigdom. Her var incitamentet til at skabe vækst stort, da velfærdsgevinsterne var store. Nyere forskning understreger dog, at i et velfærdssamfund som Danmark er de psykologiske velfærdsgevinster næsten ikke-eksisterende og endda negative (hvis man altså skal tro på resultater fra den positive psykologi). I en sådan kontekst bliver argumentet for vækst vagt, selvom væksten ikke går på kompromis med miljøet.

Så kan man vælge at brede sin analyse ud og forsøge at indskrive vækstlogikken i et større samfundsmæssigt perspektiv. Inden for et nyere forskningsområde inden for psykologien, kaldt "bæredygtig trivsel", har man netop forsøgt dette. Den grundlæggende tese er, at vækst implicerer et øget materielt forbrug (den tese kan man så være enig eller uenig i). Denne form for behovstilfredsstille er hvad, der betegnes som en ekstrinsisk behovstilfredsstillelse og er højt korreleret med angst, depression, stress og lavt selvværd. Det stiller spørgsmåltegn ved hvilken adfærd vækstsamfundet fordrer, og hvilke psykologiske konsekvenser, der udspringer af et sådan samfund. Inden for bæredygtig trivsel har man i stedet fundet positiv korrelation mellem intrinsisk behovstilfredsstillelse (som ikke tager udgangspunkt i materielt forbrug) og Subjective Well Being.

Det er klart, at man bør se vækstlogikken i relation til miljøområdet, men man kan med fordel inddrage andre områder, som kan nuancere billedet. En utrolig spændende og central debat eftersom økonomisk vækst er det primære udviklingsmål i nutidens samfund.


Carl-Johan Dalgaard

Carl-Johan Dalgaard @ d. 22. april 2014 #2

@ Janek: En kort kommentar til dette er at finde her http://altandetlige.dk/blog/carljohandalgaard/indkomst-koebe-lykke-541


Janek  Eskildsen

Janek Eskildsen @ d. 23. april 2014 #3

En spændende artikel, Carl-Johan. Måske har jeg fejlfortolket de artikler, jeg henviser til.

Som jeg forstår det, består Subjective Well Being af to delkomponenter - en emotionel og en kognitiv, som anses for at være kvalitativt forskellige. I de undersøgelser du referer til (hhv. 2010 og 2008) undersøges primært den kognitive komponent - dvs. menneskers kognitive vurdering af deres generelle tilfredshed med deres liv. Den emotionelle komponent undersøges også kort til sidst i undersøgelsen (2010), hvor korrelaterne er mere beskedne, omend de kvalitativt (fortegnsmæssig) er i overnesstemmelse med indkomst-lykke-hypotesen.

Jeg henviser dog til en undersøgelse (2010), hvor tilsvarende forbehold er taget, som i de undersøgelser du henviser til. Der er gjort brug af logaritmisk skala for indkomsten, men graden af samvariation mellem indkomst og den emotionelle komponent er ikke tilsvarende samvariationen mellem indkomst og den kognitive komponent. Det konkluderes i undersøgelsen, at indkomst ikke kan købe lykke, men at lav indkomst er højt korreleret med ulykke (her: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2944762/). Jeg er ikke en knag til statistik, da jeg kun er på 2. semester, så måske du nok kan tolke artiklen bedre og anderledes end mig.

Interessant finder en anden undersøgelse (2009, http://www.utm.utoronto.ca/~w3psyuli/PReprints/JPSP02CulturePersSWB.pdf), der en større sammenhæng mellem grundlæggende personlighedstræk (tager udgangspunkt i det, der kaldes Fem Faktor Teorien - OCEAN) og den emotionelle komponent end mellem den kognitive komponent. Noget tyder på, at den kognitive komponent af SWB er socio-culturelt "bestemt" - dvs. en kognitiv vurdering af den generelle lykkefølelse generelt er afhængig af normative ideer om det gode liv. Det ligger op til, at vi må kigge på, hvilke værdier samfundet har en forkærlighed til, når den kognitive komponent vurderes.

Debatten er spændende, fordi der muligvis er andre parametre, som bidrager mere til den generelle SWB end indkomststigninger. Spørgsmålet er derfor, om der er parametre, hvor den samme indsats er forbundet med større gevinster? Ligeledes kan man stille det spørgsmål, som du selv gør: Er lykkeforskning et validt og et "anvendeligt" forskningsfelt? Diskussion afhænger vel af menneskesyn. Stoler man på, at individer ved bedst selv, jamen så er der god grund til at stole på spørgeskemaundersøgelsernes resultater. Er man derimod mere skeptisk over for individets selverkendelse og evt. framing-effects, så er det jo problematisk at gøre brug af spørgeskemalykkeforskning, hvilket komplicerer videnskaben en hel del. Du kan derfor have god pointe i at tage et forbehold for lykkeindikatorer og endda tage udgangspunkt i mere håndgribelige mål for velfærd.


Poul Schou

Poul Schou @ d. 24. april 2014 #4

@Janek (og Carl-Johan): Tak for input. Jeg er ikke ekspert i lykke- og emotionel velfærds-forskning, men artiklen af Kahneman og Deaton ser interessant ud. Wolfers og Stevenson, som Carl-Johan gør opmærksom på, kommenterer den samme artikel her:
http://www.brookings.edu/~/media/research/files/papers/2013/04/subjective%20well%20being%20income/subjective%20well%20being%20income.pdf

Mere generelt er det vel ukontroversielt for økonomer at vækst (forstået som BNP-vækst) ikke er noget særlig godt velfærdsmål i sig selv. Det er mere relevant at kigge på bredere velfærdsmål som ikke mindst Sarkozy-kommissionen har gjort et interessant arbejde for at udrede:
http://www.stiglitz-sen-fitoussi.fr/en/index.htm
Bl.a. helbred, uddannelse, sociale forbindelser og trygheden i tilværelsen spiller en væsentlig rolle for det gode liv - ud over materiel velstand og miljøforhold. Og det ER et meget interessant spørgsmål hvordan disse forhold nærmere er korrelerede.


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor i økonomi ved Københavns Universitet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat og fagansvarlig for samfundsøkonomi på Lex.dk. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.